Ringkøbing Museum: Brejninggaards vandmølle 1845

Første gang, vi hører om et mølleanlæg ved Brejninggaard, er i 1575, hvor Hans Lange til Brejninggaard mageskiftede med Kronen om noget jord, der tilhørte Brejning præstegård, men som lå i hans møllestævning, altså i hans mølleopdæmning^1a). Har der været en opdæmning, har der også været en vandmølle og det passer godt med, hvad sognepræsten for Brejning og Nr. Omme menigheder, Jens Lauridsen Handbjerg, i 1638 skrev sin beskrivelse over Brejning sogn og sendte til den lærde Ole Worm ved Københavns Universitet^1b). Han skrev om ejeren af Brejninggaard, Hans Lange, der ejede gården fra 1564 til 1609 og ombyggede den i 1580`ne, at han opstemmede vandet fra det nærved liggende kildevæld – i dag kendt som Bækbodam ‑ og det medførte bl.a., at der kunne drejes et møllehjul rundt. Møllen lå, hvor nu Brejninggaardsvej passerer forbi den stadigvæk store mølledam lige vest for Brejninggaard. Brejninggaardsvej løber på den ældgamle dæmning, som blev opkastet for at stemme kildevældets vand op i en mølledam. Møllen lå nord for vejen, der ligger hævet en del over terrænet, der nu igen er udjævnet efter at have været brugt først til svømmebassin, da Brejninggaard mellem 1926 og 1942 var forlystelsessted, og senere til fiskedamme, og det må have været en noget fugtig “fornøjelse” at bo i hullet. Det var nødvendigt med niveauforskellen, for at vandet fra mølledammen kunne få fald nok til at drive møllehjulet. Vandet blev ledet gennem en trærende henover møllehjulet, som var et såkaldt overfaldshjul. I tilfælde af ufred kunne man ved hjælp af den store dæmning, der stadigvæk findes nord for mølletomten ude i marken på begge sider af møllebækken, stemme vandet yderligere op, således at hele området omkring indkørslen til Brejninggaard blev oversvømmet.

Møllen havde ikke noget jordtilliggende, men hørte i alle årene under Brejninggaards hovedgårdstakst og nævnes som sådan i forbindelse med indberetninger til Kronen og i godsets jordebøger, der som regel findes sammen med skøderne, der blev udfærdiget ved de ret hyppige salg af Brejninggaard. Møllen nævnes i 1660²⁾ og 1661³⁾. I det sidste år blev det oplyst, at den årligt skulle levere 24 tønder mel til godset som betaling for mølleriets drift. I 1677 oplyses det, at der var 3 ildsteder i møllen, og at mølleren havde 1 hest og 1 ko⁴⁾, mens besætningen i 1678 var udvidet til 2 køer, og her får vi at vide, at mølleren havde både dreng og pige til hjælp, så det tyder på, at der har været drevet nogen virksomhed på stedet⁵⁾.

I 1683 blev Brejning sogn opmålt til matriklen 1688. I den forbindelse siges det, at alle Brejning sogns gårde fik malet deres korn i Brejning vandmølle. Det fortælles, at møllen fik vand fra et kildespring i heden, som blev ledet i et lille vandløb til en dam og var overfaldsvand, og når der var stor søgning, kunne der være mangel på vand. Møllehjulet var 4 alen i diameter, stenen var 2 alen og 1 kvarter tyk. Der var ingen jord til møllen, mølleren havde rådighed over det, han behøvede i Brejninggaards vestermark. Med en 4 alen sten har man kunnet male omkring 8 tønder korn i timen^{6) 28)}.

I 1761 blev der indsendt en beskrivelse over amtets vand‑og vindmøller til Rentekammeret i København. Heri siges det om vandmøllen, at den lå tæt ved Brejninggaard under gårdens takst, og at ejeren, velbårne herr. baron Juel holdt derpå en møllersvend, og at dens maling ikke var til hinder for de andre møller i herredet, da den havde sit vandløb for sig selv. Møllegæsterne var fra Brejning og Nr. Omme sogne⁷⁾.

 En beskrivelse af selve møllebygningerne får vi første gang i skiftet efter mølleren Heyle Johansen Lindegård, der døde i 1772⁸⁾. Stuehuset var 6 fag langt, og det indeholdt en stue med et fyrbord med skuffe og åben fod, 4 træ‑ og 1 læderstol, 1 stueur,1 tabelet med 3 par thekopper, 1 rød tepotte, 1 mælkekande, 1 spølkumme, 1 blikthedåse, 1 tinthe-potte, 5 glas og 1 brændevinsflaske. Desuden var der en indmuret seng med 2 dyner og 2 puder.

Ved siden af stuen var der et kammer med 2 indmurede senge med diverse dyner, puder og lagner. Desuden var der 2 fyrretræsskabe, et større og et mindre og et lille firkantet fyrrebord samt en jernkakkelovn. I skabene fandtes et jernstrygejern, 1 messing kaffekande, 1 brændevinsbimpel med 4 jerngjorder omkring, 2 brændevinsflasker, samt nogle gamle gudelige bøger.

Herefter var der et lille kammer med et lille fyrbord og den afdødes egekiste med hans tøj i. I værelset fandtes desuden 3 messinglysestager med lysesaks, 1 messing rivejern, 9 tintallerkener og 1 fad, 1 tin saltkar, 1 bliklysestage, 1 gl. ubrugeligt messing fyrbækken, 1 uldsaks, 1 stenkrukke, 1 temse, 1 øltønde, 1 balje med 2 jerngjorder samt 1 vinglas, altså nærmest et pulterrum.

Så kommer vi til køkkenet, hvori fandtes et lille rundt bord og et gammelt bord med pæl under samt et gl. skab. Af inventar var der 1 jerngryde, 1 stålpande, 1 jernfyrfad, 2 gl. thekedler,1 ildklemme i den åbne skorsten, 1 skæppe med 2 jerngjorder, 1 bøtte og 2 spande, alle med 2 jerngjorder, 4 stenfade, 1 linned saltsæk og 1 hamp saltsæk og en kærne med stok. Her fandtes også en sølvske med navnet K.C.D., som havde tilhørt møllerens svigermoder, Karen Christensdatter fra gården Mose.

Endelig er der bryghuset eller bryggerset. Heri fandtes en bryggekedel på 4 skæpper med tilbehør af bryggeredskaber, 4 egekar med 2 jerngjorder om hver, 3 andre med 4 jerngjorder om hver, 1 draugtønde og 1 ildfork.

Gårdens udhuse bestod af 20 fag. Besætningen bestod af 2 gamle helmisser, 2 køer, 1 sosvin og 10 får med lam. Desuden var der diverse redskaber til drift af møllens jorder nemlig 1 bagplov med hjul, 1 trævogn med alt tilbehør af hauger, fjæle, skagler, liner og drættetøj, 1 plejl, 1 rive, 1 træ‑ og 1 stålgreb, 1 støvt, 1 rive, 1 høle med skaft og en hak-kelseskiste uden kniv.

Så var der mølleværket, som desværre ikke er nærmere beskrevet, men det angives, at mølleren skyldte 1/2 års landgilde pr. Martini 1772, ialt 13 rigsdaler efter kvitteringsbogen, og da det samtidig i et dokument angives, at han i 1762 har lov til at holde 3 køer, tyder det på, at han ud over mølleriet efterhånden har drevet ikke så lidt landbrug, da landgilden for mølleriet dette år er 3 Rdl. om året samt 10 tønder tør rug ifølge en bevaret kvittering og ifølge salgsdokumentet i Avertissementstidende i 1770, da Brejninggaard blev sat til salg af ejeren, baron Juel^{9) 24)}.

 Møllerenken blev gift med den næste møller på stedet, men hun døde allerede i 1775, hvor der findes et nyt skifte⁸⁾. Heri nævnes, at den nye mands kiste og lille grønmalede hængeskab nu fandtes i stuen. Hængeskabet eksisterer stadigvæk hos en gren af familien i København. Ellers var indboet nogenlunde som i 1772.

I 1802 blev vandmøllen og beboelsen takseret til brandkassen. Møllehuset var på 1 etage, 7 alen langt og 9 alen bredt, med maleværk og kværn og behør. Der var et tilsvarende loft ovenover. Stuehuset var også på 1 etage, 10 alen langt og 9 alen bredt indeholdende værelser, køkken og bryggers¹⁰⁾. Når man tager i betragtning, at 1 alen er 63 cm, var der jo ikke tale om noget herskabshjem, og det er forståeligt, at mølleforpagteren i 1819 på egen bekostning lod opføre 4 fag til stuehusets vestende¹¹⁾. I 1813 var der auktion i møllen, idet ejeren af Brejninggaard lod sælge den ved møllen stående vester længe, som var et udhus på 12 fag, der lå i nord‑sydlig retning. Desuden solgtes vestenden af det nordre udhus ind til lobjælken, d.v.s. 1 fag for neden, 2 fag for oven. Det oplyses, at der var tale om et sulehus, altså et hus bygget som åshus efter gammel skik fra 1700‑tallet her på egnen, idet sulerne var lodrette bjælker, der bar tagrygningen, åsen. Desuden solgtes 4 stykker af et gammelt knaghjul og 1 gammel båd. Alt træ kunne genanvendes i denne træløse egn¹²⁾.

På det gamle matrikelkort over Brejninggaard og hovedgårdsmarkerne fra 1791 findes det første grundris af møllekomplekset, og det giver et helt godt indtryk af beliggenhe-den¹³⁾. Det samme er tilfældet med de vejkort, der blev udarbejdet i 1800 over hovedvejene Ringkøbing ‑ Brejning og Varde ‑ Holstebro, og hvorpå de nærmeste gårde og huse er angivet²⁵⁾. Ifølge kortene lå der en bygning lidt vest for de øvrige bygninger. Det må antages, at det er denne bygning, der holdtes auktion over i 1813. På vejkortet er byg-ningen et syd-nord liggende kroghus med en udbygning mod øst fra nordenden, medens den på matrikelskortet kun består af en øst-vest liggende længe, der i øvrigt på et tidspunkt er blevet udstreget for at markere, at den nu var væk. De øvrige bygninger bestod af møllehus mod syd, en længe mod vest samt en nordlænge. Ifølge vejkortet er der tale om et sammenbygget møllekompleks, mens matrikelskortet viser, at møllehuset nu lå frit i forhold til de andre bygninger, hvilket også fremgår af en meget naivistisk tegning af vandmøllen fra 1845 ³¹⁾.

Denne tegning er afleveret til Ringkøbing Museum i december 2000 sammen med en tegning af Brejninggaard. Begge tegninger er udført af en mand, som foreløbig kun kendes ved forbogstaverne J.W.G. Tegningerne er udført i 1845 til familien Fenger, som da ejede Brejninggaard, og de var endt i Stockholm, hvorfra de i efteråret 2000 kom til Stenstrup Museum ved Nykøbing Sjælland sammen med forskellige andre genstande. Det, samt et foto fra 1919, er de eneste billeder, der findes, som viser, hvordan vandmøllen så ud set fra øst, og i al sin naivitet giver tegningen et udmærket billede af møllens beliggenhed i “dybet” nord for mølledæmningen og ud til den grønning, hvor møllegæsterne kunne lade deres heste græsse. Gården Nygård anes bag vandmøllen, og Brejning kirke ligger lidt fortegnet i bakkerne. Imellem bygningerne er der blevet plads til et af de svin, som blev opfedet på møllen, og en møllegæst er på vej væk over dæmningen, hvor der går en kræmmer med kurv på ryggen.

I 1834 nævnes både en rhinsksten indkøbt som møllesten til møllen og en pillesten¹¹⁾. Fra gammel tid var de fleste møllesten importeret fra rhinegnen. Medens Skåne var dansk, kom der også sten derfra, men efter tabet af Skåne blev de rhinske sten efterhånden de eneste benyttede i Danmark. De var ret lette og porøse og af en god kvalitet. Man udhug-gede et strålemønster på overfladerne og opnåede herved en god maleevne. Først fra o.1890 begyndte kunststenene at vinde indpas. De var lavet af knust flintesten, der var støbt sammen med et specielt bindemiddel, og desuden var der sat jernringe omkring stenene. Mønsteret i dem var også et strålemønster, men kun hver 3. stråle var gennem-løbende, de øvrige stråler gik ud fra de gennemløbende. Efter at kornet var formalet til mel i kværnen, kunne det enten bruges direkte eller sigtes i forskellige kvaliteter alt efter hvilke sigter, der fandtes i møllen.

Fra o.1800 blev de første pillekværne opstillet ved møllerne herhjemme. Løberen bestod af sandsten, der var hugget ru på hele kanten, og den løb rundt i et trætrug, hvis indersider var beklædt med jernplader, der fungerede som rivejern, således, at når kornet løb rundt inden for disse plader, blev skallerne slidt af, og grynene blev afrundede. Herefter blev grynene sorteret i en grynsorterer. Hvis grynene yderligere skulle valses, kom de igennem en valse, som bestod af 2 jernhjul med plane overflader, hvoraf det ene kunne fjernes eller nærmes det andet ved hjælp af en vægtstang, hvorved grynene blev grovere eller finere valset.

Fra gammel tid brugte man hele kærnen med skaller til at bage brød af. Det er det, vi nu kender som grovbrød, modsat finbrød, som blev lavet af mel, hvor skallen først var pillet af kornet, som herefter blev malet og sigtet, måske endda flere gange. Oprindeligt blev melet sigtet i hånden med de sigter og temser, der forefandtes i møllen ifølge de forskel-lige kontrakter. Da der ikke findes beskrivelser af mølleinventaret i møllens sidste tid, er det ikke til at sige, om sigtningen med tiden blev mekaniseret, som det skete i de fleste møller.

I møllen skulle altid findes en 14 lispunds bismervægt og en toldkop, begge autoriserede, d.v.s. forsynede med Christian den 5. stempel og justeringsåret. Toldkoppen var 1/18 skæppe. Det var det mål korn, mølleren fik for at male en skæppe korn. 1 skæppe korn er 1/8 tønde.

14.april 1852 udstedtes »Møllenæringsloven«, der betød, at møllenæringen i by og på land blev gjort til frit erhverv. Det var et kraftigt indgreb i møllernes privilegerede stilling, hvorfor loven også først trådte i kraft 1.januar 1862, således at der blev mulighed for at forbedre og udvide de bestående møller, således at de bedre kunne tåle konkurrencen.

Her fra området er de første brandforsikringsprotokoller bevaret fra o.1863¹⁵⁾. I 1868 blev mølleriet opmålt med henblik på beregning af den bygningsafgift, der var pålagt alle erhverv i 1858. Beboelseshuset var 14,5 alen langt og 8 20/24 alen bredt. Kornmøllehuset var i 2 etager, 10 10/24 alen langt og 8 alen bredt. Desuden var der et benmøllehus i 1 etage, 10,5 alen langt og 9 1/4 alen bredt.

I forsikringsprotokollen findes en beskrivelse af møllen fra 1879¹⁶⁾. Bygningskomplekset bestod af et stuehus, der lå øst‑vest, af grundmur og med stråtag. Kornmøllehuset var også af grundmur, men med bræddetag. Desuden var der bygget et nyt møllehus med turbineværk, og endelig var der benmøllehuset, til hvis østende der var bygget kostald, svinesti og gæstestald. Med andre ord et større bygningskompleks, og efter Generalstabskortet fra 1871¹³⁾ ser det da også ud til, at der nu var bygget på begge sider af afløbet fra mølledammen.

Turbinehjulene var mere effektive end de almindelige vandhjul. Hjulet lå vandret monteret på en lodret aksel, der blev ført op over vandet, og ved hjælp af en rem eller et tandhjul blev kraften ført over til hovedakselen. Vandet blev ledet i et stort rør og i midten af bunden sad hjulet. Det har åbenbart ikke været nogen succes her på stedet, for turbineanlæg-get var væk igen før 1891.

Ifølge flere af forpagtningskontrakterne var der et ret stort svinehold ved møllen i perioder. Svinene levede bl.a. af affaldet ved kornmalingen, pillemelet, som fremkom, når skal-lerne blev pillet af kornet i pillekværnen i forbindelse med, at der blev lavet mel. Vitaminerne fandtes heri, så det var et godt foder til svinene. Når de var slagtet og fortæret, gik deres knogler sammen med mange andre indsamlede knogler i benknusemøllen og blev til benmel, som sammen med mergel var den eneste kendte form for tilførsel af nærings-salte til jorden. Både mergel og benmel anvendtes i stor udstrækning til hedeopdyrkningen dengang. Når heden var opdyrket, blev der sået korn, og så var ringen sluttet.

Ifølge brandforsikringsregnskaberne blev benmøllehuset med stalden og møllehuset øst for nedløbet revet ned inden 1891. Før 1891 var der også bygget et nyt stuehus på 7 fag ud vest for og sammen med mølleværket, og det gamle stuehus blev til stald. Stalden blev nedrevet i 1898, og en ny blev opført. Den var på 6 fag, 12 alen lang, 9 alen dyb og 3,5 alen høj, bygget af brændte sten og med paptag. Den var indrettet til hestestald og svinestier. I 1907 blev møllen omvurderet og samtidig ret godt beskrevet. Stuehus og mølle-bygning var sammenbyggede, stuehuset lå øst‑vest vendt, møllehuset nord‑syd vendt. Stuehuset var på 7 fag, 14,5 alen langt, 9 alen dybt og 4,5 alen højt og bestod af grundmur og paptag. Det var indrettet til beboelse med forstue, dagligstue, sovekammer, køkken, spisekammer og bryggers med pudsede vægge og bræddelofter. Der var betongulv over-alt undtagen i køkken og bryggers, hvor der var cementgulv. I køkkenet var der en skorsten af brændte sten. Møllebygningen var på 5 fag, 10,5 alen langt, 8 alen dybt og 4 alen højt og bestod af grundmur med bindingsværk og paptag. Det var indrettet til møllebrug med pudsede vægge, cementgulv, bræddeloft og mølleværk. Stalden var indrettet som tidligere nævnt, men betegnes nu »gæstestald«. Alle bygningerne var godt vedligeholdte.

I 1913 blev møllehuset forsynet med et nyt vandhjul, og desuden var der blevet indlagt dynamo, voltmeter, modstand, elektriske ledninger og hvad der ellers skulle bruges for at lave jævnstrøm til Brejninggaard. Der blev også indlagt telefon i møllen, og vandet blev nu ført i en støbt rende under vejen til møllehjulet. På fotografiet fra o.1910 af vandmøllen ses også to master med en porcelænsklokke på hver og med en el ledning fra møllen til masterne og videre østpå, så på det tidspunkt er der produceret strøm i vandmøllen.

Mølletoft vest for vandmøllen blev bebygget med landbrug af den sidste møller i vandmøllen mellem 1911 og 1916, og i 1918 blev stalden nedrevet, således at møllen nu kun bestod af 1 længe indeholdende stuehus mod vest og møllen mod øst, hvori fandtes en 10 Hk dynamo med tilbehør, samt el ledninger. Der blev stadigvæk drevet mølleri på stedet. Bygningen var opmuret i grundmur og med paptag. Thea Nielsen i Spjald, født 1915, død 2016, og som boede i møllen som barn, fortalte, at beboelsen bestod af to små stuer og et sovekammer mod syd, samt køkken, bryggers og barnekammer mod nord. Det sidste lå ind til turbinen i møllehuset, som altid var låst af. Dengang var der ikke bebo-else på loftet, men senere blev der indrettet et enkelt kammer. Fra stuer og sovekammer så man ikke ud, men op, på vejen, der løb forbi på mølledæmningen. Thea Nielsens far, Anders Brunsgaard (1892‑1967), var den sidste fodermester på Brejninggaard.  

I 1922 bestod møllebygningen stadig af 1 længe med beboelse mod vest og elektricitetsværk mod øst bestående af 1 dynamo, 1 turbine med tilbehør, 1 bassin og el ledninger. Det gamle inventar var fjernet, og møllen var nu kun indrettet til elværk. Beboelsen blev revet ned i 1932, således at elektricitetsværket stod ene tilbage. Der var nedkørsel til møllebygningen fra Brejninggaardsvej vest for møllen, hvor vejen drejer lidt mod syd.

Før 1913 blev der som nævnt installeret en dynamo med tilbehør i møllen, som nu leverede jævnstrøm til Brejninggaard. Dynamoen var fabrikeret hos Thomas B. Thrige, Århus og var en 220 Volts dynamo. I 1920 blev der anskaffet en 14-19 hestes turbine med nr. 309 af konsortiet M. P. Rasmussen, Sangild & S. Pedersen på Brejninggaard, og i årene mellem 1920 og 1925 leveredes også strøm til Spjald by, hvis elektricitetsværk fra 1917 havde problemer med at levere strøm nok p.g.af for dårlige brændselsleverancer i forbin-delse med 1. verdenskrig²⁶⁾. Turbinen var en Francis-turbine – opkaldt efter sin amerikanske opfinder omkring 1870 – og fremstillet hos Møller og Jochumsen, Horsens. Indtil o.1958 blev møllen ved med at levere strøm til Brejninggaard, men da man gik over til vekselstrøm, ophørte møllens produktion, og møllebygningen forfaldt efterhånden, og nu er de sidste spor af den forsvundet i forbindelse med renoveringen af hele arealet nord for vejen forbi mølledammen, som nu er det eneste vidnesbyrd om mange hundrede års travlt virke.

Beboere i møllen

Selv om optegnelserne er lidt sporadiske, er det muligt at opregne en væsentlig part af de mennesker, der har beboet møllen fra 1665 og frem til vore dage. I 1665^1c), 1671, 1677⁴⁾, 1678⁵⁾ og 1681 hed mølleren Anders Jespersen, som boede i møllen sammen med sin hustru og ved sidste tælling havde både karl og pige i sit brød. I årene 1683 og 1689 hed mølleren Jens Nielsen,¹⁷⁾ som var enkemand i 1683, men gift igen før 1689, han havde også både karl og pige i sit brød. I 1690 og 1692 hed mølleren Hans Nielsen¹⁷⁾. I 1696 hed mølleren Hans Christensen¹⁷⁾ og var ugift og havde en søster i huset, men i 1697 var han blevet gift med Ellen Jensdatter, og det er de første møllerfolk, vi ved lidt om. Sognepræst Anders Dorchæus skrev i ekstrastatteregnskabet 2-10-1702 følgende: ”Såsom Brejninggaards mølle ligger ej alene under gårdens takst, men og i hovedgårdens mark og dog hverken til avl eller græsning har et fod jord, ager eller eng, så holdes på samme mølle hverken kvæg eller heste, er derfor ikke heller i mandtallet anført. Malingen, om den end var dobbelt så stor, så som den kun er liden, kunne samme møller som en ung og frisk mand vel ene betjene, haver og holder derfor ingen tyende, som og udførligen er forklaret ved 1.ste postes beretning”. De boede på møllen til engang mellem 1726 og 1731^{3) 29)} og sad helt godt i det, da han i 1717 skulle betale skat af "sine midler". Senere gik det åbenbart mindre godt for ham, hvis man da kan tro det bønskrift fra april 1720³²⁾, hvor han søgte om nedsættelse af skatten. Det lyder således:

“ At Jeg ey nogen midler eller formue eier, de være sig bestaaende udi Jordegoeds, huuse og grunde, prioriteter, skibsparter eller andre Effecter, Pandte forskrifninger Ved obligationer, Vexler eller paa andre maader, Reede Pænge, Sølf eller guld, indtet undtagen i nogen maader, uden alleniste min paaboende og i fæstehavende Mølle dends ringe besætning, som ialt bestaar af 3 Kiør og 6 faar høfder, sambt lidet boeskab huusgeraad og klæder, og haver Jeg af nød og mangel til betaling for dend sidst forfalden Termin nestleeden aar maatte sælge en kiortel for at redde mig for Excecution; det haver Jeg herved med min Corporlig Æed og min Egen haands underskrift villed bekræfte, Saa Sandt Hielpe Mig Gud og Hands Hellige Ord.               Hans Christensen Møller. “

Senere flyttede møllerfamilien til Odderbæk, som de fæstede, således at deres søn, Christian, kunne overtage møllen, men dog kun som møllersvend. Her døde Hans Christensen før 1739¹⁴⁾, hvor enken drev gården, men hun flyttede senere til Tovstrup i Hover sogn til sin datter, hvor hun døde mellem 1753 og 1756, hvor kirkebogen begynder. De havde haft 12 børn, hvoraf følgende 7 blev voksne:

1: Christen (1701‑1761), hosekræmmer i Østergade i København. Fadder i Hee 17. post. Trin 1723 til Mads Simonsens barn i Nogård, No.

2: Andreas, tømmerhandler i København i 1753, i Århus i 1761.

3: Christian, død 1753 hos søsteren i Langergårde, møllersvend i vandmøllen.

4: Jens (1703‑1764), møller i Fabjerg mølle ved Lemvig.

5: Karen (1702‑1783), gift med Niels Andersen, Stouby sogn under Rosenvold gods, død hos søsteren i Hover.

6: Anne Dorthe (1713‑1785), gift med Jep Pedersen, Tovstrup, Hover sogn.

7: Mette, gift med Laurids Andersen, Langergårde, Brejning sogn, ingen data er bevaret.

Da broderen Christian døde i 1753⁸⁾, skulle der sættes et ligtræ på hans grav på Brejning kirkegård, og det var de 2 brødre i København meget om at gøre, at der blev sat penge til side til deres mors begravelse, således at hun kunne blive begravet ved siden af sin mand på Brejning kirkegård. Da Christen døde i København i 1761 uden at efterlade sig livsarvinger, måtte svogeren i Langergårde stille på Bølling herredsting med 3 gamle mænd fra Brejning sogn, der kunne bevidne, at den afdøde Christen virkelig var født i vand-møllen og havde haft 11 søskende, hvoraf der nu kun var 5 i live. Til yderligere bekræftelse medbragte Laurids Andersen en udskrift af Brejning kirkebog forfattet af pastor Mathi-as Bering, den kirkebog fra 1659, som vi nu kun kender efter omtale og så lige med denne ene udskrift, da kirkebogen før 1745 gik til som følge af en tidligere præstekones man-gel på pietetsfølelse over for gamle skrifter. Det fortælles, at hun smed den for svinene i et øjebliks galde. Udskriften lyder: »Hans Møllers Søn er føed i Breininge Mølle paa Chri-sti Himmelfartz fest aar 1701, og næste Søndag der efter som var dend 6te efter Paaske Døbt i Breininge Kierke og Kaldet Christen.« Laurids Andersen i Langergård fik et tings-vidne på alt dette, som han kunne sende videre til skifteretten i København, der behandlede boet^18) 30).

Den næste beboer i møllen var altså sønnen, Christian Hansen, som døde af sygdom hos søsteren Mette i Langergårde, hvor han blev plejet i sin sidste tid, da han var ugift og ikke havde andre til det. Ifølge skiftet efter ham, havde han ikke fæstet møllen, men var ansat af godsejeren for 30 Rdl 4 mark om året som møllersvend. Han sad godt i det og lånte en del penge ud til Brejning sogns bønder. Hans efterladenskaber viser, at han var ret belæst. Han havde en huspostil, en ny salmebog og et nyt testamente, en ny bog om "Indtrængelse i Guds Rige", en lille bønnebog og en ditto med messing beslag, en ligprædikenbog og en lille bog kaldet: "Laas for Munden og Tømme på Tungen". Endelig havde han en almanak, skaffet ham af Niels Skomager, som handlede med alt, når blot det gav penge.

Han gjorde også en del ud af sin påklædning. Han havde følgende klædningsstykker, en ny hvid‑grå klædes klædning, et par gamle vadmelsbukser, et par læderbukser, en stribet kalamankes brystdug, en læderbrystdug, to lædertrøjer, to par halværmer, fire skjorter, en halskrave og en halsklud, en sort florhalsklud, en ny hat, et par handsker og et par nye vanter, en stribet nattrøje, et par nye støvler og et par nye træsko, som Anders Knudsen i Langergårde havde leveret, to par hosebånd, et læderbælte og et blå‑ og hvidstribet lommeklæde. Desuden havde Niels Skomager leveret et par tøfler til ham, og gamle Jens Præstegård havde strikket et par nye hoser, som han ikke nåede at få i brug, inden han døde. Prikken over i`et var en spanskrørsstok med en gammel sølvring om, som han havde købt af svogeren i Stouby, så der var ikke nogen ydmyg fæstebonde over ham, når han færdedes rundt om i og udenfor sognet. I skiftet efter ham blev det oplyst, at han under et besøg i København havde lagt penge ud for godsejer Eenholm på Brejninggård. For at kunne holde sig velbarberet havde han en ragekniv og en oliesten.

Fra Christen Hansen døde i 1753 og til omkring 1760 kendes der ingen beboere i møllen. Antagelig er mølledriften helt og aldeles forestået under godset. Men omkring 1760 kom der en ny møller til sognet som fæster af vandmøllen. Heyle Johansen Lindegaard var født i 1730 i Vester Hassing sogn, Kær herred, Ålborg amt, og han giftede sig med pigen Johanne Christensdatter fra gården Mose her i sognet. Vielsesprotokollen er ikke ført i disse år, men i 1761 blev det første barn, datteren Karen Johanne (1761‑1792), født. Hun døde i Tudskjær i Brejning sogn. Derefter fødtes Christian Frederik (1764‑1764), Christian o.1765, Vilhelmine (1767‑1836) død i Brejning fattighus, og Sidsel i 1768. Heyle Johan-sen Lindegård drev udover mølleriet også landbrug i forbindelse med møllen. Han havde plov og vogn og alt, hvad der ellers skulle til at drive en gård, bl.a. et par gamle »helmis-ser« ifølge skiftet efter ham, så muligvis har han fæstet mere jord end forgængerne og efterfølgerne i møllen, men Brejninggårds fæsteprotokol eksisterer ikke mere, så det kan kun blive en formodning. De nævnte avlsredskaber fandtes ikke hos eftermanden. I 1763 udstedte han et arveafkald på sin kones arv efter hendes afdøde fader, murermester og fæster Christen Mikkelsen, i Mose⁹⁾. Selv døde han allerede i 1772 af den i sognet grasserende Sprinkelsyge (Plettyfus), og som skik og brug var ‑ for så var forsørgelsesproble-met løst ‑ giftede hans enke sig året efter i 1773 med eftermanden i vandmøllen. I en gammel egekiste uden lås, men med jerngreb, fandtes den afdøde møllers tøj, dog ikke hans skjorter og linned, som enken havde brugt til børnene. Til hverdag gik han klædt i en grøn klædes kjortel med grønne bukser og grøn vest. På hovedet havde han en grøn klædes kabuds. Så havde han en gammel klædes rejsekjortel, en sort kjortel og vest til pænere brug, 2 par strømper og et par gamle støvler.

Den nye møllefæster hed Niels Knudsen. Han var født i Fly sogn i 1737, og han brillerer ved at have været ejer af et hængeskab, på hvis låge står: »N.K.S.F.1770«, hvori hans gemte dokumenter helt tilbage til hans forgænger er blevet bevaret lige til vore dage⁹⁾. Derfor ved vi en hel del om familien, for desværre er Brejning kirkebog meget unøjagtigt ført i disse år, mangler ligefrem en del indførsler, og selv om det blev påpeget ved de forskellige provstevisitatser, blev det ikke rettet.

Efter at have været soldat fra 1762 til 1769 som fodgarder fik han tilladelse fra sin godsejer, Peder Friis på Lundgård i Gammelstrup sogn, til at forlade fødestavnen og rejse til Skive, hvor han blev ansat som møller ved Skive Amtsstue. At han havde været soldat i 7 år, skal ikke tages helt bogstaveligt, han stod til rådighed i de 7 år, men bevarede doku-menter viser, at han i perioder var hjemsendt. F.eks. var han hjemsendt fra Flensborg fra september 1762 til midt i april 1763 og igen fra Viborg i juni 1763 til sit fødegods.

 Hans kvitteringsbog vedrørende betalinger til Brejninggaard er bevaret fra 1773 til 1799. Heraf fremgår det, at landgildebetalingen årligt forblev 3 Rdl., men landgildekornet gik over til 12 tønder mel årligt. Hertil betalte han årligt folkeskatter og de forskellige ekstraskatter, som godsejeren var ansvarlig for opkrævningen og viderebetalingen af.

Han må have været noget opsat på at få vandmøllen i fæste, for ikke alene måtte han overtage enken og hendes 4 uforsørgede børn, han måtte også overtage forgængerens ret betydelige gæld og brugte sine spareskillinger på at få den bragt så meget ned, at boet undgik auktion, hvilket ville have ført til enkens fallit.

Samme år, han blev gift med formandens enke, fik de sønnen Heyle Johan (1773‑1779), men allerede i 1775 døde hans kone, og han stod nu tilbage med fællesbarnet og de 4 stedbørn. Børnene Christian og Karen Johanne kom til deres farbror, birkedommer Lindegård på Læsø, men de 2 andre piger blev i møllen, hvor de skulle have ophold til efter deres fyldte 16.år, når de var blevet konfirmeret. Når de flyttede bort fra møllen, skulle de have hver en kiste og »skikkelige klæder«. Ifølge skiftet efter møllerkonen får vi lidt at vide om, hvordan hun gik klædt⁸⁾. Hendes klæder fandtes i hendes malede fyrrekiste med lås og nøgle. Hendes tøj bestod af et sort skørt, en sort kattuns trøje, en hjemmegjort tavlet ditto, et kattuns forklæde, en grøn hjemmegjort kåbe med sølvhager, en blå ditto af halv silke, en sort stoffes kjortel, en grøn ditto, en kattuns trøje og ditto skørt, et brunt stoffes skørt, et stribet hjemmegjort ditto, et snøreliv, et par sko med metalspænder, en halvslidt fløjls kyse, et par fløjlshandsker, to sæt hovedtøj med huer og et blomstret kammerdugsklæde.

Året efter, i oktober 1776 giftede han sig med Kirsten Lauridsdatter (1745‑1828) fra Dumpen lige nord for Brejning kirke. Ifølge hendes bevarede skudsmålsbrev havde hun tjent i Velling 1765‑1770, i Nr. Omme 1770‑1771 og i Ravsted i Sønderjylland 1771‑1776⁹⁾. Hun var jo ikke hæmmet af noget stavnsbånd, men kunne rejse frit omkring, når blot hun havde sit skudsmålspapir i orden. De fik sammen en flok børn. Knud (1777‑?), Laurids (1779‑1779), dødfødt søn 1780, Maren (1782‑?), Margrethe (1785‑1785), Margrethe (1786‑?) og Elisabeth Conradine (1790‑?).

Niels Møller, som han oftest kalder sig, drev mølleriet, og det var åbenbart så godt, at han fik så megen formue, at han kunne låne penge ud. Der er bevaret enkelte lånebeviser og også et forlæg, antagelig skrevet af degnen, og heri kunne han så indføje låners navn og beløbets størrelse. Et enkelt dokument viser, at han også selv lånte penge. Da hans kones svoger, Anders Mikkelsen, i Randbækgård i 1794 fik mulighed for at købe sin gård fri fra Brejninggaard, kautionerede Niels Møller for ham, til lånet var betalt i efteråret 1795.

Med ejeren af Brejninggaard, fru von Albertin, stod han tilsyneladende på god fod. Hun var gudmoder til den yngste datter, og da møllerfamilien i 1800 rejste fra godset, sendte godsejerinden et farvel i et nydeligt brev sammen med en gave til guddatteren, da hun selv havde været bortrejst og derfor ikke fik sagt farvel.

I 1800 rejste møllerfamilien fra møllen til Kolstrup i Stepping sogn i Sønderjylland, hvor Niels Knudsen havde købt en gård, og her døde han i 1802. Hans enke døde først i 1828 hos sin datter, Maren, der var gift og boede i Trolddal i Lintrup sogn ved Rødding.

I årene herefter blev vandmøllen drevet fra godset ved hjælp af Morten Mortensen (1769‑1849), også kaldet Morten Møllersvend, fra Store Snogdal, nævnt i skattemandtaller 1803‑1810¹⁹⁾, som fadder i 1808 og som 32‑årig ansat på Brejninggaard i folketællingen 1801²⁰⁾. Han var senere ejer af gården Sig, som lå lige syd for nuværende Spjald by, hvor nu Statoil ligger. I 1812 døde fru von Albertin, men arvingerne drev godset videre, til godsejer Bonne overtog det i 1816. Ifølge Bølling herreds auktionsprotokol var der auktion på Brejninggaard 22-4-1816 over løsøre og kreaturer fra godset, og ved denne auktion overtog Bonne mølleinventaret for 200 Rdl.12) Han fik i øvrigt først endeligt skøde på godset i 1819. Man kan tænke sig, at mølleriet har kørt noget på vågeblus, men da der kom ny ejer til godset, skulle der ske noget. Tømrer Jens Larsen, senere ejer af Røj-kum Krog, blev hidkaldt fra Muldbjerg mølle i foråret 1819 til Brejning vandmølle, sikkert for at reparere på bygningerne. Fra nu af er der ikke tale om fæstere af møllen mere, nu bliver den forpagtet bort.

Rækken af forpagtere er nogenlunde kendt til vor tid, bl.a. er der tinglyst en del forpagtningskontrakter. Gennemgående har der været en ret stor udskiftning af forpagtere i møl-len. Ofte lyder kontrakten på en længere årrække, men i løbet af få år er forpagterne alligevel flyttet bort. Det kunne tyde på, at møllenæringen ikke har været særlig god her på stedet. Det er sikkert også derfor, at møllen i perioder blev drevet fra godset ved hjælp af møllersvende eller bestyrere.

Jørgen Mørch Behr forpagtede møllen i november 1819 af godsejer Christian Hirtznack Bonne¹¹⁾. Stuehuset var som tidligere nævnt ikke stort, så han fik godsejerens tilladelse til at bygge på egen bekostning 4 fag til stuehusets vestre ende, som han var forpligtet til at rive ned, når godsejeren måtte ønske det, men som han ved fraflytningen solgte til efter-manden for 100 Rdl. Han skyldte købmand Husted i Ringkøbing 36 Rdl. i 1821, hvorfor han pantsatte 5‑6 gode sengesteder, alt indbo i møllen, samt køkken‑ og bryggehusred-skaber og 4 gode køer til købmanden¹¹⁾. Han kom med hustruen Else Kirstine Lang og tre børn fra Velling, hvor han først havde været ejer af Vennergård og derefter møller, han kom hertil fra Vistoft på Mols i 1817. I 1822 flyttede han til Bækbo i Dejbjerg sogn og herfra i 1824 til Lyngby på Mols (Nygaards sedler). Han var født på Ingvorstrup, Vejlby 1777.

Gregers Madsen, født i Langergårde i 1787, forpagtede møllen 1822‑1828 af agent Nyholm¹¹⁾. I årlig forpagtningsafgift gav han 20 tdr. rug og 10 tdr. byg, ligesom han skulle formale alt godsets korn. Til gengæld fik han 4 køer og 6 får græsset og fodret og havde ret til at dyrke have ved møllen og fra møllen og til mølledammen. Han skulle holde byg-ningen ved lige med klinen og kalkning, godsejeren betalte skatterne, forpagteren fattigkornet. Der skulle forefindes en 14 lispund bismer ved møllen, og dette gentages i alle se-nere forpagtningskontrakter. Han var gift med Ane Dorthea Møller. I 1828 flyttede de til Nr. Omme og derfra videre til Gellerup. Han endte som gårdejer i Borup, Tårup sogn og døde først i 1879. Hans gravsten er bevaret.

Johan Freund og hustru, Ellen Jørgensdatter, kom fra Bredsten i foråret 1828, men rejste allerede året efter²⁷⁾ til Skibet ved Vejle. Deres søn, Jørgen, der var født i 1816 på Vejle-kanten, blev som tjenestekarl i vandmøllen, hvorfra han blev konfirmeret i 1830.

Hans Nielsen Schmidt og hustru, Else Nielsdatter, kom fra Løjt ved Åbenrå i foråret 1829. I april 1832 flyttede de til Dejbjerg²⁷⁾. Han forpagtede nu både vand‑ og stampemøllen for 6 år af agent Nyholm for 160 Rigsbankdaler i årlig afgift, samt formalingen af godsets korn¹¹⁾. Forpagteren skulle vedligeholde bygningerne med klinen, kalkning, tag og møn-ning, men godsejeren hovedreparerer, dog skulle forpagteren have håndværkerne på kost. Brejninggaards smed skulle arbejde gratis på møllen. Til hovedreparation hørte nyt vandknagehjul, stenindlægning, pille til vandværket, akslet, stampetrug og køller. Til småreparationer hørte vedligeholdelse af stokke, knage, bildhamre, drivstave og langjern.

Mølleren måtte pantsætte sit indbo som sikkerhed for forpagtningsafgiften: 1 gulmalet enspænder postvogn, 1 sortbrun 4 års hest, 1 sort ko, 2 svin. 1 aske‑ og 1 egechatol, 2 blå kister, 4 stole af bøg med lædersæder, 1 rødmalet bord, 4 blå og hvide dyner (i 4 sengesteder), 6 do. hovedpuder, 2 pr. hørgarnslagner, 1 bryggekedel af kobber, 1/2 tønde i rum-fang, 2 bryggekar, 2 baljer, 2 spande med jernbånd samt en væv med tilbehør.

Organist og løjtnant Ole Tønder Schiøtz fra Ringkøbing forpagtede de 2 møller i 8 år fra 1832‑1840 af godsejer J.A.Kuhlmann for en årlig afgift på 160 Rigsbanksdaler rede sølv de 3 første år og 210 Rbd. for de sidste¹¹⁾. Ejeren af møllen skulle betale de kongelige skatter, men forpagteren måtte selv udrede udgifter til præst, degn, jordemoder, skolevæ-sen og fattigkasse, ligesom forpagteren også selv skulle reparere møllehuse og mølleværk, hvorpå ejeren holdt syn 2 gange årligt. Han skulle være varsom med ild og lys. Han fik 2 køer og 6 får med yngel græsset og fodret, ligesom han fik halm til en hest. Han skulle bestandig holde møllegården strøet med lyng og lyngtørv for at opsamle gødning og urin fra møllegæsternes heste, hvilken lyng og lyngtørv han fik tilkørt fra godsets hede. Han skulle selv sørge for møllebækkens og mølledæmningens vedligeholdelse og måtte aldrig hæmme møllebækkens frie løb fra Bækbodam over stampemøllen og til vandmøllen. Selv om han også forpagtede stampemøllen, så havde Brejninggaards ejer efter kon-geligt privilegium lov til at holde feldberederi her og at indkøbe rå skind og sælge alle tilvirkede skind på offentlige torve rundt om i Jylland. Hvis det blev tilladt frit at brænde bræn-devin igen, skulle forpagteren i årlig afgift betale 8 Rbd. sølv til godsejeren. Der kom en lov derom i 1835, men der kom ikke noget brænderi på Brejninggaard før efter 1850. Han drev møllen med en møllersvend, Niels Nielsen, som tidligere havde været mølleforpagter i Staby, men som også var tømrer af profession, se nedenfor.

Schiøtz måtte pantsætte sine ejendele i møllen bestående af 4 opredte senge med hver 1 over‑ og 1 underdyne, 1 lang og 2 korte puder, 1 sortbroget ko, 6 får med lam, 1 brun-flammet sekretær med egeskuffer, et komplet drejelad med høvlebænk og alt tilbehør, et stort dobbelt slagbord, 1 kobbergruekedel på 1/2 tønde samt alle andre slags ejendele. Dertil kom, at han lånte penge af Rosenvinge i Ringkøbing, hvorfor han måtte pantsætte en jernbilæggerkakkelovn og en bøgehjulsskæremaskine. Han blev nu hurtigt træt af det hele og opsagde forpagtningen i 1834.

Anders Nielsen Døes fra Nr. Felding forpagtede møllerne i 10 år fra 1834‑1844 af godsejer Kuhlmann¹¹⁾. Han måtte underskrive en ret hamper kontrakt, idet han måtte gå ind på at overtage begge møller med alle deres mangler, men ved afleveringen, når forpagtningen ophørte, skulle de være i fuld forsvarlig og god stand. Han måtte gå ind på at hoved-reparere begge møller uden udgift for ejeren mod en årlig af gift de fire første år på 160 Rdl. stigende til 200 Rdl., ligesom alt godsets korn skulle males gratis. Affaldet af klid og pillemel tilhørte godsejeren, og man vedtog, at hver tønde korn, der blev pillet, gav tre skpr. pillemel. Ejeren havde ret til at foretage to årlige syn på møllerne. Desuden skulle han købe den ved møllen liggende rhinsksten og lægge den ind i mølleværket inden fjorten dage efter forpagtningens indgåelse, inden seks uger skulle han indsætte en ny og for-svarlig pillesten, inden Sct. Hans et nyt vandhjul og en ny mølleaksel og inden Mikkelsdag en ny vandkarm. Han fik græsning og halmfoder til 4 køer, 8 får og 1 hest. Til foder til hesten fik han 5 traver havre og 5 traver rughalm à 10‑12 lispunds vægt samt 1 læs hø, som forpagteren selv skulle lade slå og hjemkøre. Desuden fornødent tag eller langhalm til husene, som han selv skulle lade oplægge. Han blev anvist, hvor han måtte bjerge det nødvendige brændsel af tørv eller klyne. Desuden fik han samme havepladser, som for-gængerne.

Den gødning, der faldt ved møllen, tilhørte godsejeren med undtagelse af 16 læs. Forpagteren skulle bestandig holde møllepladsen strøet med lyng eller lyngtørv, således at gødning og urin fra møllegæsternes heste lettere lod sig opsamle. Bækken skulle uhindret løbe fra Bækbodam til vandmøllen, og forpagteren skulle vedligeholde den og alle mølledæmninger. De ål, der blev fanget ved de 2 møller skulle deles ligeligt mellem godsejer og forpagter, og godsejerens del skulle leveres på godset. Desuden skulle han beta-le møllersvendens løn efter hans kontrakt. I folketællingen 1834 var han 36 år gammel. Hans kone, Kirsten Jensdatter, var 32 år, og sammen havde de børnene Niels 11 år, Jens Peder 9 år, Peder Christian 7år og Peder Andreas 4 år²⁰⁾. Samtidig med at være mølleforpagter var han ejer af Nygård i sognet.

Da forpagteren ønskede at overtage forpagtningen allerede fra januar 1834 og ikke først fra maj, som det ellers var meningen, skulle han for de første godt 4 måneder indtil 1.maj i afgift give 16 tønder rug, samt holde de 8 svin omhyggeligt, som godsejeren nu havde gående ved møllen. Han skulle omgås møller og værker forsvarligt, da tab, skade eller forsømmelse fra hans eller hans folks side, alene skete på hans regning. Han var ansvarlig for, at ingen af hans familie eller ansatte kom i den herskabelige have eller andre ste-der, hvor de intet havde at gøre, ligesom han ikke måtte udskænke brændevin for godsets folk eller tillade dem om aftenen at spille kort eller opholde sig i møllen. For hver sådan overtrædelse betalte han 1 Rdl. i rede sølv. Han skulle i det hele forholde sig, som det tilstod en ordentlig og retskaffen mand. Det hele var nok for stor en mundfuld for mølleren, for allerede i 1835 flyttede han med familien til Ikast²⁷⁾.

 Anders Nielsen pantsatte alt indbo og udbo, samt besætning til godsejeren som sikkerhed for forpagtningen, d.v.s. svin, 4 køer, 1 hest, 8 får, 3 opredte senge med hver 1 over‑ og 1 underdyne, 1 lang og 2 korte puder, 1 dragkiste, 1 stor kuffert, 2 borde, 6 stole, 1 stor kobbergruekedel på 1/2 tønde, samt alle køkken‑ og bryggersredskaber og inventaret i møllerne.

I 1836 hed forpagteren Christian Andreas Oldenburg, som var gift med Ane Magdalene Johanne Stollen. De fik tvillingerne Johan Daniel og Margrethe Dorthea døbt det år, men flyttede før 1839 til Skårup i Hanning sogn, hvor han købte en gård. Han var født i Holsten o.1798 og var først mølleforpagter i Altenkrempe i Holsten i 1825, derefter mejerifor-pagter på Højris, Ikast sogn ved folketællingen 1834. Han døde allerede i 1840 i Skårup (Nygaards sedler).

I folketællingen 1834 havde Anders Nielsen Døes, ud over karl og pige, møllersvenden Niels Nielsen (1802-1883), som med familie også boede i vandmøllen eller muligvis i stampemøllen. De var kommet til sognet fra Hover i maj 1832. Efter at Anders Nielsen var flyttet til Ikast i maj 1835²⁷⁾, fortsatte Niels Nielsen tilsyneladende i nogle år som svend under godsejeren, og overtog forpagtningen i 1841¹¹⁾. Han forpagtede begge møller, men ikke stampemøllens husbygning, som nu for fremtiden ser ud at blive brugt til bolig for ansatte ved godset, indtil Brænderigården blev bygget efter 1850. Han blev pålagt at behandle både møllegæsterne og det tøj, der blev indleveret til stampning, ordentligt, lige-som han ikke måtte overbelaste møllerne. Han skulle selv foretage småreparationer og deltage i tømrer‑ og snedkerarbejde ved møllen, medens ejeren skulle vedligeholde mølle, damme og inventaret. Han skulle årligt have 100 tdr. kartofler til de svins fodring, der holdtes ved møllen og som levede af affaldet fra mølleriet, det såkaldte svinemel. Til at strø dem fik han 8‑10 læs taghalm, raghalm eller slålyng.

Forpagtningsafgiften var sat til 30 tdr. rug og 20 tdr. byg efter gældende kapitelstakst, samt 100 Rdl. Slesvig Holstensk courant for kreaturholdet ved møllen, ligesom han skulle male al godsets korn til husholdning og salg toldfrit. Desuden fik familien sød‑ og kærnemælk fra godsets stald til dagligt brug. Hans kone hed Elisabeth Hansdatter (1802-1866), og i 1834 var de 32 og 33 år gamle og havde sønnen Niels, født i Staby 1829, død i Abildtrup, Vorgod sogn, 1906. Kontrakten var opsigelig fra begge sider med 1/2 års varsel, og forpagtningen blev allerede ophævet i 1843, hvorefter familien flyttede til Abildtrup, hvor han for øvrigt fortsatte som stampemøller og tømrer.  Erhvervet smittede af på navnet, idet familien herefter kaldtes ”Stamp” eller ”Stampe”. Fortegnelse over det inventar han overtog ved forpagtningens begyndelse indeholdt følgende:

1 orne, 8 galte, 6 søer, 1 kobber gruekedel, 2 bryggerkar med låg, 1 ølfjerding, 1 brændevinsfjer-ding, 1 brændevins halvanker, 1 gammel tønde, 1 øsebøtte, 1 ege- og 1 fyrrespand, 1 øse, 1 (ild) fork, 6 stk. svinetrug.

I møllen: 4 kar, 1 siebøtte, 1 skæppe, 1 fjerdingkar, 2 firkantede solde, 1 aflang do., 1 hårtimse, 2 solde, 1 melkost, 1 ny og 1 gammel toldkop, 1 ny og en gammel sigte, 1 jernstang, 1 trefod, 8 bil-lehamre, 1 lang bænk, 2 sengedyner, 2 lagener, 2 hovedpuder, 1 talje med tov som bruges til at vende stenen med.

Jens Rauff var født i Hastrup mølle i Thyregod og 33 år gammel, da han kom hertil i november 1843 fra Alminde²⁷⁾. Han flyttede allerede videre til Brande i 1844 og døde som møller i Smedebæk mølle i Ejstrupholm i 1865. Ifølge hans kontrakt forpagtede han begge møller med undtagelse af stampemøllens stuehus af godsejer Hans Frederik Fen-ger¹¹⁾, og han måtte udnytte dem så godt, som det var muligt under hensyntagen til god behandling af både møllegæsterne og det tøj, der blev indleveret til stampning.

Ejeren af Brejninggaard holdt mølleværker, inventar, bygninger og dæmninger ved lige, mens forpagteren skulle foretage de småreparationer, som han havde indsigt i, ligesom han skulle deltage i tømmer‑ og snedkerarbejde på møllerne. Han skulle bruge møllerne med omhyggelighed og forsigtighed, således at de ikke led overlast.

Han måtte bruge den indhegnede have ved møllen og den langs godsets vestre skov beliggende toft, hvor han kunne så staldfoder til sine kreaturer. Hertil måtte han beholde 10 læs af den gødning, som møllegæsternes heste afleverede. Desuden fik han engen langs møllebækken hen til den gamle dæmning til høslet, men han måtte ikke bruge den til græsning, for at den ikke skulle blive trådt op. Til græsning for møllegæsternes heste og stude fik han grønningerne i den gamle grusgrav, samt den plet grønjord, der strakte sig langs vejdæmningen fra møllen østpå til »Varden bro«, hvor vandet løb ud af voldgraven uden om mølledammen til møllebækken. Desuden fik han et læs halm årligt, halvt rug‑ halvt havrehalm, ligesom han fik 2 beder græsset sammen med godsets beder, og om sommeren fra 1.maj til 1.november fik han dagligt leveret 3 potter nymalket mælk fra god-sets stald og 2 potter dagligt resten af året. Ugentligt fik han leveret 3 potter kærnemælk eller skummet mælk.

Til sine svins fodring fik han leveret 50 tønder kartofler hvert efterår og 8‑10 læs taghalm, raghalm eller slålyng til at strø dem i. Han skulle holde svinene ringede, så at de ikke gjorde skade på gårdsplads eller bygninger. Han overtog 1 orne, 8 galtsvin og 6 søer, samt 6 svinetrug til deres fodring.

Han fik udvist sit ildebrændsel af hedetørv, brændlyng og klyne i godsets hede. Han skulle selv sørge for hjemkørsel af hedetørvene, mens resten blev hjemkørt på godsets be-kostning.

Den årlige forpagtningsafgift af det hele var 30 tønder rug og 20 tønder byg, som blev betalt efter gældende kapitelstakst for Ringkøbing amt. I årlig afgift af svine‑ og kreatur-holdet betalte han 100 Rdl. Slesvig Holstensk courant, som dog var betinget af, at flæskeprisen i Holstebro og Ringkøbing var 5 mark 8 skilling pr. lispund grønt flæsk i slagte-tiden, der strakte sig fra 1.oktober til 1.april. Alt i alt kunne afgiften beløbe sig til omkring 300 Rdl., som skulle betales i 2 årlige rater, 30.april og 30.oktober. Desuden skulle han formale, pille og sigte alt godsets korn toldfrit, både det, der blev brugt på godset og det, der skulle sælges. Pillemelet herfra skulle væsentligst tilhøre godsejeren, ligesom gød-ningen fra møllens dyrehold.

Ejeren af Brejninggaard forbeholdt sig ret til at overrisle godsets enge og agre med vandet fra Bækbodam og møllebækken, men der skulle hele tiden være så meget vand til-bage, at mølleriet kunne drives. Jens Rauff måtte ikke beværte godsets ansatte med brændevin uden tilladelse fra godsejeren. Til gengæld måtte han gerne beværte møllegæ-sterne, og til det brug overtog han 1 kobbergruekedel, 2 brygkar med låg, 1 ølfjerding, 1 brændevinsfjerding, 1 brændevins halvanker, 1 gammel tønde, 1 øsebøtte, 1 ege‑ og 1 fyrrespand, 1 øse og 1 ildfork. I møllen var der en lang bænk, som folk kunne sidde på, mens de blev trakteret. Blandt inventaret her var 1 gammel og 1 ny toldkop, sigter og temser, 1 melkost, 1 talje med tov til at vende møllestenen med samt 8 bildhamre.

Så var der igen nogle år, hvor mølleriet blev drevet fra Brejninggaard med forskellige møllersvende og uden forpagter. I folketællingen 1845 var Ole Pedersen, barnefødt i Gjellerup sogn og 40 år gammel, møllersvend, i folketællingen 1850 var det nu Christen Mikkelsen (1820‑1877), barnefødt i Nr.Omme og 30 år gammel, der var møllersvend. Han blev gift her i sognet i 1849 med Ane Kirstine Lauridsdatter (1823‑1913) født i Ølstrup, opdraget i Dompen ved Brejning kirke, hvor de boede, mens møllen var beboet af den senere eftermand med familie, der kom til sognet o.1850. Christen Mikkelsen endte som husmand i Dompen, hvilket fremgår af hans endnu bevarede gravsten. Brødrene N.H og H.S. Frandsen ejede Brejninggaard fra 1849 til 1882. De byggede brændevinsbrænderi ved stampemøllen efter 1850, det kompleks vi i dag kender som »Brænderigården«, og herefter var stampemøllens funktion slut.

Niels Jensen fra Staby var møllersvend her i 1853, 1855 og 1857 ved efterfølgerens søns dåb²³⁾. Han var født o.1820 og var gift med Ane Marie Jensdatter, født o.1814 i Dejbjerg. De havde børnene Inger Marlene 11 år, Jensine 6 år og Karen Marie 2 år ved folketællingen i 1855. Ifølge folketællingen i 1850 boede familien i møllehuset, og manden arbejdede på Brejninggaard som karl.

Poul Christensen var karl i møllen i 1857²³⁾ og boede her med sin familie sammen med møllersvenden med familie. Han var selv møllersvend her 1858 og 1860. Ved de to sidste døtres dåb i 1863 og 1865 kaldes han for møllebestyrer. Han var født i Lem 1830, og døde i Grønnehuse her i sognet i 1885 som husfæster af 20 tdr. land, som han fæstede af Brejninggaard i 1857 og bebyggede. Han var gift her i Brejning kirke i 1856 med Ane Nielsdatter, født i Lem sogn i 1831. Ved vielsen tjente de begge på Brejninggaard. De havde børnene Marie Christine 8 år og Peder Christian 3 år ved folketællingen 1860, og som døde i 1907 i Menominee, Michigan, USA. I 1863 fødtes Karen Marie, død i 1891, og i 1865 Maren, som var gift med Svend Kjærgaard på Brejninggaards Mark. De boede i møllen endnu i 1867, hvor konen stod fadder. Hun døde som aftægtskone hos svigersønnen på Brejninggårds Mark i 1901.

Emil Viggo Camillo Bøving var født i Vejen præstegård 1839. Han forpagtede både Brejninggaard og vandmøllen i 1867¹¹⁾. I den 19. post af hans forpagtningskontrakt på godset står følgende: »Det er en forpligtelse for ejeren af Brejninggaard ikke at bortforpagte den Brejninggaard tilliggende vandmølle med bygninger og tilliggende uden først at tilbyde forpagteren samme, og er forpagteren berettiget til at fordre sig møllen overdraget i forpagtning så lang tid, der endnu er tilbage af gårdens forpagtningstid og for en årlig afgift af 500 Rdl. der erlægges samtidig med afgiften på gården. Det skal derfor tillige være en forpligtigelse for forvalteren at vedligeholde møllen med redskaber og inventarium, samt de til møllen hørende bygninger, samt at udrede alle skatter og afgifter af møllen for forpagtningstiden. Ombygges møllen, hvortil ejer er berettiget, fastsættes afgiften efter fælles overenskomst. Affaldet ‑ svinemelet ‑ tilfalder forpagteren, mod at denne for ejeren årligt feder eet svin.« Ifølge folketællingen i 1870 havde han ansat sin svoger, Peter Joachim Omøe, der var født i Kalundborg 1843, som forpagter af møllen. I 1860 var han brænderilærling på Brænderigården. Han havde en møllersvend, Frits Peter Sager Deisner med familie, på møllen i 1870²⁰⁾. Han var født i Haderslev i 1828 og var i 1845 møllerkarl i Assens. I 1865 var han forpagter af møllen i Sønderby i Rindum, hvilket år han og hans kone, Johanne Marie Kirstine Andersen, fik datteren Christine Mariane døbt. Familien flyttede tilbage til Rindum omkring 1872, hvor hans kone var født i 1835, og senere etablerede han sig som møllebygger i Ringkøbing, hvor hans kone døde i 1892. I 1872 og 1874 boede møllersvenden Peder Thomsen Jensen med hustru Ane Nielsen i møllen, hvor de i de nævnte år fik født døtrene Ane Magdalene og Marie. I 1879 bestyredes møllen af Peder Hansen Refstrup gift med Sidsel Nielsdatter. De fik i dette år datteren Jensine Marie konfirmeret i Brejning kirke. Hun var født i Hee i 1865.   

 Men i 1879 døde Camillo Bøving, og hans enke, Christine Marie Omøe, der var født i Kalundborg 1848, gik nu ind på at afgive forpagtningen af vandmøllen, som førnævnte Frits Deisner forpagtede 1880‑1884. Hans kontrakt er den sidst bevarede tinglyste¹¹⁾. Han skulle vedligeholde møllebygningerne ude og inde og holde møllestuen i forsvarlig stand, således at møllegæsterne kunne være tilfredse. Han og hans folk skulle omgås gæsterne på en høflig måde, således at den gode søgning, der var til møllen, ikke skulle ødelægges. Det var nok nødvendig at indprente ham det, for i 1883 blev der bygget en vindmølle i Spjald på Nørre Søndergårds mark, hvor nu Møllebakken er i dag. Den var en grim konkurrent til vandmøllen, og det er givet, at det har betydet mindre søgning til denne.

Han skulle betale 250 kroner i årlig forpagtningsafgift, halvdelen 1.januar og 1.juli. Desuden skulle han udrede alle skatter og afgifter af bygninger, jord, vandkraft og møllenæring. Forpagtningen var uopsigelig for forpagteren bortset fra ved død, mens godsejerne kunne opsige ham med 3 måneders varsel. Han måtte finde sig i, at alt affaldet fra mølleriet, det såkaldte svinemel, tilhørte godset, en bestemmelse fra Camillo Bøvings tid som gods‑ og mølleforpagter.

I 1884 hed mølleforpagteren Niels Ebsen, som kom fra Brøns sogn, hvor han havde været hjulmand. Han var gift med Else Margrethe Jesdatter. De fik det år sønnen Jes Jørgensen Ebsen konfirmeret i Brejning kirke. Han var født i Brøns sogn i 1870. Familien returnerede til Brøns sogn før 1887, for dette år og 1888 var Mejnert Olsen bestyrer af vandmøllen. Han var gift med Karen Kirstine Nikolaisen, og i 1888 blev deres søn Thue Kristian døbt i Brejning kirke ²³⁾. I 1886 hed mølleforpagteren Ole Kristensen. Han var gift med Marie Kristensen, og fik datteren Marie Methea døbt dette år. I 1897 blev han møllebestyrer i No for 5 år, i 1906 er han møllebestyrer i Hee.

I februar 1890 hed mølleren Lars Chr. Andersen²⁰⁾. Han var ikke ganske ung, var født i Skive o.1817 og kom hertil fra Nr. Omme omkring 1888. Han var gift med Kristiane Nielsen, født i Vind sogn o.1827, og hos sig havde de deres datterdatter Mariane Jensen, født i Nr. Omme sogn i 1889 og senere gift med Andreas Kyndesen i Grønnehuse her i sognet. Han blev i løbet af foråret 1892 afløst af Jens Krog Johannesen, som var født i Blæsbjerghus i 1856. Han blev gift i 1880 med Amalie Marie Poulsen født i Margrethelund på Mosens Mark i 1860. Han havde i nogle år været husmand på Kroghede lige vest for Nørre Søndergård uden særlig succes, og nu forsøgte han sig som møllebestyrer i stedet.

Som den hurtigt skiftende række af møllere antyder, var det ikke nogen guldgrube at være møller på vandmøllen, og det blev da slet ikke bedre, da der også kom konkurrence fra vindmøllen på Spjald. At brugerne af møllerne havde blik for muligheden af at presse mølleforpagterne på indtjeningen nu, der var flere om buddet, fremgår med al tydelighed af Brejning sogneråds forhandlingsprotokol ³³⁾, hvor det sidst på året 1889 blev pålagt Ole Snogdal at indgå akkord med den ene af sognets to møllere om at få Fattiggårdens korn malet mod betaling og ikke som tidligere, hvor mølleren tog sig betalt med toldkoppen. De to møllere må have talt sammen, for begge ville male kornet for 20 øre pr. 100 pund, og så måtte Fattiggårdens bestyrer selv veje kornet. Jens Krog Johannesen gik af med sejren og malede Fattiggårdens korn de næste år.

I Ringkjøbing Amts Avis står der følgende den 23.juli 1892: “ Udvandringen til Amerika. Fra Brejning skrives til os: I Torsdags afrejste der fra Brejning ikke mindre end 17 Personer til Amerika, hvoriblandt en gammel Kone. At Udvandringen her fra Egnen til sine Tider er ret betydelig, turde være en bekjendt Sag, men at 17 Mennesker fra et Sogn og paa en Dag rejser, hører vel nok til Sjældenheder. Siden 1. April d. Aa. har 5 Familier i Brejning solgt deres Ejendomme og er afrejste for at søge Lykken i det ukjendte fjerne Vesten. “

Meddeleren kunne godt have tilføjet til tallet 17, at det var 17 personer af samme familie, for de 17 personer dækkede over Jens Krog Johannesen med kone og seks børn, hans lillebror, hans kones ene søster med mand og fem børn, samt hans svigermoder, den 63 årige Maren Jensdatter, der var enke i Margrethelund. Hun var den nævnte “ gamle kone “ !

Familiens mål var byen Menominee i staten Michigan, hvor Amalie i forvejen havde to brødre og en søster boende. Vel ankomne blev Jens Krog Johannesen med familie fotograferet, og billedet blev sendt hjem til familie på gården Mose her i sognet, og så fortsatte familien ellers husmandstilværelsen med den forskel, at jordtilliggendet var væsentligt større end i Danmark. Familien boede flere steder i omegnen af Menominee. Amalie døde i 1915 i Ingalls, Jens Krog Johannesen døde i 1924 i Menominee, og de ligger begravet på den danske lutherske kirkegård i Stephenson, hvor deres gravsten stadig kan findes ³⁴⁾.

Vandmøllen blev nu bortforpagtet til Hans Pedersen, som var gift med Maren Margrethe Lauridsen. De fik sønnen Jens Senius døbt i 1892. Vandmøllen kaldes nu “ Gammel Mølle “. Den næste forpagter dukkede allerede op i 1896, hvor Søren Christian Andersen Nørgaard, der var født i 1857 i Svingeltoft i Staby forpagtede møllen og samtidig blev gift med Petrine Mathiasen, der var født i Sønder Søndergård her i sognet i 1859. De fik datteren Kirstine Margrethe kort tid efter deres bryllup i 1896. Hun blev gift i 1924 med gdr. Karl Emil Lauridsen, Røjkum og døde 1963. Forældrene købte Vesterbækvej 4 i 1903, men døde hos datteren i Røjkum, han i 1923, hun i 1936.

De var altså kun kort tid i møllen, for i 1899 benævnes den nedenfor nævnte Christen Olav Rye Skou Olesen som mølleforpagter, selv om han boede i Kinvadhus i Randbæk.     

Ved folketællingen i 1901 var møllen beboet af en sadelmagerfamilie, som hos sig havde boende den ugifte møllersvend, Claus Jørgen Clausen, født i Fåborg i Ribe amt i 1872.

Ved folketællingen i 1906 boede mølleren Thomas Chr. Christensen med familie i møllen. Han var født i 1855 i Nr. Vium og døde sammesteds i 1925. Han var gift med Mette Bentsen, født i 1858 i Assing, død i Nr. Vium 1932, og med i møllen havde de børnene Ane født 1891 og Marie født 1894. De kom fra Bundsbæk mølle, hvor de havde været møllerfolk siden 1883. Datteren Else Marie, født i 1885, blev gift med gdr. Jens Lønborg i Sandbæk. De må have haft en vis kontakt med området, for de er med på et billede af en del af beboerne taget på Brænderigården omkring 1895, måske har de hjulpet med mølleriet, når møllen var uden forpagter.

Ved folketællingen i 1911 boede mølleren Christen Olav Rye Skou Olesen med familie i møllen. Han benævnes møller og landbruger. I de første år boede familien i Kinvadhus (Højmosevej 18), hvor deres børn er født, og hvor han var husmand samtidig med, at han gik ud som daglejer, ligesom han altså også var mølleforpagter i starten. Han var født i Flynder mølle i 1875 og døde i Mølletoft i 1921. Hans kone, Ane Katrine Knudsen, var født i Lillebæk her i sognet i 1875 og døde i Skovhuset vest for Brejninggård i 1949. Ved giftermålet i 1897 var han møllersvend i Gjellerup og havde i øvrigt været møllersvend i Brejning vandmølle fra november 1895 til september 1896 ifølge hans bevarede skudsmålsbog. Der er bevaret flere aftryk af hans stempel, hvor der står: »Kr. Olesen Møllersvend«²¹⁾. Familien flyttede til vandmøllen mellem 1906 og 1911.

De havde børnene Georgine Karoline Marie (1897-1899), Knud (1898-1981), Laurids (1900-1967), Georgine Marie (1902-1975), som var gift med Chresten Aaberg (1891-1962) her i sognet og bosat som de sidste lejefolk i det gamle møllehus indtil nogle år før nedrivningen i 1932, og Karoline (1905-1919). Han blev den sidste møller i vandmøllen. I to omgange i 1911 og 1913 fik han skøde på de jorder²²⁾, der havde været dyrket til møllen vest for denne, bl.a. »Møllerens Toft«, og her opførte han beboelsen »Mølletoft«, hvis træskelet i øvrigt var genbrug og blev rullet hertil fra et nedrevet hus, der havde ligget ved indkørslen til Kærhusvej 2. Beboelsen er nuværende Brejninggaardsvej 1. Hertil flyttede familien inden 1916, hvor de boede her ifølge folketællingen. På Brejning kirkegård fandtes familiens gravsted indtil for få år siden nordøst for kirken.

Alle de sidste beboere af vandmøllen er væsentligst fundet gennem Brejning sogns kirkebøger, da der ikke er bevaret flere forpagtningskontrakter, end de nævnte tinglyste. Der er derfor en lille mulighed for, at der har været enkelte andre beboere i de sidste årtier af møllens tilværelse som vandmølle.

Men vandmøllens dage som mølle for sognet og godset var nu talte. Beboelsen blev brugt til ansatte ved Brejninggård, mølleriet har sikkert i nogle år endnu været brugt af godset, men mellem 1918 og 1922 blev det nedlagt og tilbage blev kun dynamoen med tilbehør til godsets strømforbrug. Og som nævnt tidligere er der i dag kun mølledammen, mølledæmningen med Brejninggaardsvej og møllebækken tilbage til at minde om tidligere tiders liv på stedet.

 Kilder:

  1a: R. Kancelliets Brevbøger 1571-1575: 25-6-1575.

  1b: Frank Jørgensen: Præsteindberetninger til Ole Worm. Landbohistorisk Selskab 1970.

  1c: V. Landstingets skøde- og pantebøger, B24 640, s.25a ff.

  2: R. Rentekammere:311,37: Jordebøger udsendt i henhold til Kongelig missive, 28-9-1660.

  3: V. Viborg Landstings skøde- og panteprotokoller, B24 x.629 s.245 (1661), B24 x.680 s.325 (1726).

  4: R. Rentekammeret, reviderede regnskaber, Lundenæs og Bøvling amter, ildsteds-og kvægskat 1677.

  5: R. Rentekammeret, reviderede regnskaber, Lundenæs og Bøvling amter, kvæg- og kopskatten 1678.

  6: R. Matriklen 1688, Brejning sogn, markbogen, rentekammeret 312, film S.6191.

  7: R. Rentekammeret,2215-242: Betænkninger og efterretninger angående vand- og vejrmøllerne i Danmark, 1761,

  s.141ff.

  8: V. Skifteprotokol for Brejninggård, G.449-1: 1753 s.70 ff., 1772 s.482 ff., 1775 s.511 ff.

  9: Cand.phil. Per Salling, 2630 Taastrup: kopier af Niels Knudsens private papirer.

10. R. Rentekammeret:462,191: Kommisioner vedrørende skatteforhold: Skattekommisionen 1-10-1802.

11: V. Ulfborg-Hind herreders skøde- og panteprotokoller, B 80 A SP 6&7, udskrift vedr. Brejning sogn 1793-1872 samt B 80 A SP 78:

           1819: skødeprotokol 2A s.162b.                                       1834: panteprotokol 7 s.128.

           1821: panteprotokol 4 s.18.                                1841: panteprotokol 9 s.137.                        

           1822: panteprotokol 4 s.317.                                            1843: panteprotokol 10 s.127.                      

           1829: panteprotokol 5 s.324.                                            1867: panteprotokol 21 s.444.                      

           1832: panteprotokol 6 s.288.                                            1880: panteprotokol 25 s.466.

12: V. Bølling Herred, B 80 C 38: Dokumenter til auktionsprotokollen. Bølling Herred, B 80 C 35: Auktionsprotokol 1757-1819.        

13: Kort- og Matrikelstyrelsen: Matrikelsarkivet, Brejning sogn, Bølling herred, original I kort.  Målebordsblad Y 13, Brejning 1871/1872.

14: V. Ribe bispearkiv, sager vedrørende skolevæsenets indretning 1739 ff., B 8 1063.

15: V. Landbygningernes brandforsikring 1872, Tarm-Skjern Branddirektorat, x 318-4: Opmålingsprotokol for Bølling herred 1863-19o3, s.28b.

16: Erhvervsarkivet, Århus og Brejning Egnsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv, Spjald: Brejning sogn: Brandforsikringsprotokoller 1875 ff.

17: R. Rentekammeret, reviderede regnskaber, diverse ekstraskatteregnskaber fra Lundenæs og Bøvling amter 1683-1699, 1699-1748.

18: V. Bølling herreds justitsprotokol, B 80 C 2, s.462a, 31-3-1761.

19: V. Ringkøbing amtsstue, ekstraskattemandtaller 1806-12, B 21 163-167.

20: R. Folketællingerne fra Brejning sogn 1787-1916. Selv om Brejning sogn blev lagt under Hind herred i 1873, findes alle tællingerne under 

      Bølling herred.

21: Venligst udlånt af familien Aaberg, Brejning sogn.

22: V. Ulfborg-Hind herreds skøde- og panteprotokol, B 80 A SP78, 47 s.293.

23: Brejning kirkebog 1745 ff.

24: Extraordinaire Avertissements til de til Forsendelse med Posten aleene privilegerede  Kiøbenhavnske Tidener. 12-1-1770.

25: R. Vejdirektoratet 1.afd., kort og tegninger VII, vejkort nr.1432 og 1433, år 1800.

26: Brejning Egnsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv: Spjald Elektricitetsværks arkiv.

27: Brejning kirkebog: tilgangs- og afgangslister 1823-1848.

28: R. Rentekammeret: Sager under kontorordningen, 2215.235: Specifikationer på sædegårde 1682-1771, Brejninggård 1683.

29: V. Bølling herreds justitsprotokol, B 80 C 1, s.83b ff., 1731.

30:  Landsarkivet, Frederiksberg: Københavns skiftekommision indtil 1771, skiftebrev nr.49, 21-7-1761.

31: Ringkøbing Museum 7807, 15-12-2000.

32: R. Rentekammeret: 2245.138 og Reviderede regnskaber, Lundenæs og Bøvling amter: Ekstraskatteregnskab 1720.

33: Brejning sogneråds forhandlingsprotokol 24-10-1889, 10-5-1890, 20-6-1890.

34: Brejning Egnsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv: J.J.Lund: Udvandringen fra Brejning. Manuskript.

 

      R = Rigsarkivet, København.      V = Rigsarkivet, Viborg.   

 

Under Brejning Hovedgaards ejerlav findes der en fuldstændig redegørelse for vandmøllens beboere.

 

                                                                                                                                       Johannes J. Lund

                                                                                                                                        Spjald 2001-2018.                  

Tilføjelser:

Christen Hansen Møller:

         Hosekræmmer i København, bosat på Østergaden hos herr Eritzius (nuværende Strøget).

         Død 2-2-1761, begravelsesindførsler mangler fra Nicolai sogn, hvortil han hørte, før 1767.

Skiftet efter ham findes på Landsarkivet i København under Københavns skiftekommision indtil 1771, skiftebrev nr. 49, 21-7-1761.

Ved registreringen var hans søskendebarn - det må nu være næstsøskendebarn, for han er ikke arveberettiget efter ham - værtshusholder Niels Andersen Spåbæk til stede.

I hans værelser fandtes 2 skabe, 1 skrin, 1 æske, 1 lille spejl, 2 stole, 1 taburet, 1 trappe, 1 himmelseng med adskillige dyner, 6 puder og 2 lagner samt et gammelt grønt omhæng. 1 bord med 2 fløje, 1 madskab, 1 madspand, 1 malmlysestage, 1 tintepotte, 1 kobber teked-del, 2 jernfyrfade, 1 tørrebænk, 4 fustager, noget jernskrammel, 1 sav, 1 økse, 1 feltseng, 1 tallerken og 1 tinmælkekande.

         Tjenestedrengen: Dines Knudsen.

         Afdødes tøj.

En mængde hosekramvarer for 500 rdl, andagtsbøger for 10 rdl  og en del sølvtøj for 22 rdl, burde engang gennemgås.

         Udestående fordringer, indtægt i alt 924 rdl og skyldig gæld 756 rdl.

Da boet var gjort op, blev der til overs 168 rdl 2 mark 11 skilling, således at en søsterlod blev på 24 rdl 0 mark 6 1/7 skilling, en broderlod det dobbelte.

         Svogeren Laurids Andersen i Langergårde kaldes sognefoged.

 

Københavns rådhus, Københavns stadsarkiv: Borgerskabsprotokoller: Christen Hansen fra Jylland tog borgerskab som hosekræmmer i København 11-3-1737.

 

Niels Andersen Spåbæk:

Spækhøker og værtshusholder i Vognmagergade, Rosenborg kvarter, Trinitatis sogn,

København.

         Død 5-6-1768, begravet 9-6-1768 på Trinitatis kirkegård, 50 år gammel. Dødsårsag: Pløritz   giese ?

         Skifte i Københavns skiftekommision indtil 1771, skiftebrev nr. 54, 30-8-1768.

Efterlod enken Anne Catrine Jørgensdatter, som døde i november 1768 og blev begravet 8-11-1768 på Trinitatis kirkegård, 42 år gammel. Dødsårsag: Slag.

         Skifte efter hende i Københavns skiftekommision indtil 1771, skiftebrev nr. 47,     

         22-8-1769.

         Desuden børnene Anne 15 år gl., Mette Marie 13 år gl. og Jørgen Andreas 6 år gl.

         Deres farbror, arbejdskarl på Københavns slot Christen Andersen Spåbæk, var værge.

         Til stede var også Thomas Madsen Spåbæk.

Boets overskud efter manden var på 900 rdl, efter enken, idet alt gik på auktion, 1907 rdl 2       mark 9 1/2 skilling.

 

Københavns rådhus, Københavns stadsarkiv: Borgerskabsprotokoller: Niels Andersen Spåbæk fra Jylland tog borgerskab i København 11-7-1753 som spækhøker.

 

Niels Knudsen Møller:

Stepping kirkebog: Niels Knudsen af Kolstrup død 22-5-1802, begravet 28-5, 65 år gammel minus 1 måned. Ægtemand og aftægtsmand. Ægte søn af forhen afdøde gårdmand Knud Christensen, Flye sogn annex til Vridsted i Viborg stift, og hustru Maren født Olufs-datter.

Efterlod i ægteskab med hans efterlevende enke, Kirsten født Lauridsdatter, 4 børn og 1 søn, Knud Nielsen og 3 døtre Maren Nielsen, Margrethe Nielsen og Elisabeth Conradine Nielsen.

 

         Margrethe Møller konfirmeret 29-3-1801 i Frørup/Stepping sogn, født 28-1-1786.

         Elisabeth Conradine Nielsdatter konfirmeret 3-4-1803 i Frørup/Stepping sogn, 14 år. gl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                              

 

 

 

 

 

                       

 

 

 

Brejning sogns skolevæsen:

Indtil Reformationen i 1536 var der ingen undervisning af børn på landet, men Reformationens krav om en personlig religiøs overbevisning gjorde det nødvendigt at kunne læse bibelen. Der havde været degne ansat ved kirkerne siden middelalderen, og degnen var den nærmeste til at undervise, både drenge og piger, som skulle lære Luthers lille Katekismus. Der blev undervist både før og efter søndagens gudstjeneste ved den såkaldte degnelæsning, så i realiteten var Brejning kirke også sognets første skole. Man siger jo også, at kirken er skolens moder. Sognets degn var en såkaldt ”løbedegn”, der kom fra Ringkøbing latinskole til sognet samt til Nr. Omme om søndagen.

Selv om der ingen autoriseret undervisning var, er der ikke tvivl om, at en del forældre underviste deres børn i bogstaver og tal til nødvendigt brug.

Chr.V`s Danske Lov 1683:

Degnene skulle nu have fast bopæl i sognene og skulle udover den fornødne undervisning af ungdommen om søndagen i forbindelse med gudstjenesten efter første ringning med kirkeklokken, en time før gudstjenesten, også én gang om ugen undervise ungdommen i børnelærdommen og således, at de blev undervist på det sted i sognet, som degnen med præstens billigelse indkaldte til. Vi ved ikke noget om tilstanden her i sognet i den henseende, udover at degnen nu boede her i sognet, selv om præsten blev flyttet til Nr. Omme i 1623. Degnene skulle være studenter, men var det sjældent i starten. Her i sognet var han fæstebonde, men var fritaget for ægt, hoveri og landgilde, og skulle til gengæld ringe med kirkeklokken, forestå sangen i kirken og hjælpe til under gudstjenesten samt besørge sognepræstens breve til næste sognepræst og andre ærinder.

Den første degn, vi kender, hed Jens Nielsen og var såkaldt løbedegn og udsendt fra Ringkøbing latinskole. Hans søn og efterfølger, Christen Jensen Degn, var fæster under Brejninggaard af den ene gård i Feldbæk fra 1684 til efter 1720. Han boede først på naboejendommen Bjerg fra før 1677. Han var født i 1648 og døde først i 1738, omkring 90 år gammel, samme år som han havde opgivet sit embede. I en indberetning om præsterækken for Brejning sogn, skrev sognepræst Jørgen Kaars i 1730, at han havde sin viden fra degnen, som var der nu, og som var søn af degnen, som var der før. De sidste år levede han i Nr. Omme i et fæstested, og her fortsatte hans efterfølger, Knud Lang, med at bo.

Som det forstås af det ovennævnte med den ældgamle Christen Jensen, blev degnen ved i embedet så længe, som muligt, for pensionen bestod mest i at blive forsørget af efterfølgeren og måske lidt fra kirkekassen. Degnene var som regel gift, og hvad man gjorde for at få forsørget enken, hvis degnen døde i embedet, er Knud Lang og hans kone et godt eksempel på. Knud Lang kom til Nr. Omme-Brejning i 1738 fra Nøvling-Sinding, hvor han fik embedet i 1728 mod at overtage den 31 år ældre degneenke, Ane Riis. Da hun endelig døde i 1748, giftede han sig med den unge Rebekka Sørensdatter Gørding, født i 1723, og fik to døtre med hende, før han døde i 1753.  Hun blev nu gift med efterfølgeren Henrik Gredsted og fik en søn, før han døde i 1763, hvorefter hun indlod sig i sit tredje ægteskab med efterfølgeren Joachim Hammerich, der trods alt kun var et år yngre end hende. Hun døde så i 1766, og så var det hans tur til at få en ung kone og et par børn.

I 1739 skrev sognepræsten Jørgen Kaars til biskop Thura i Ribe bl.a., at i hans to sogne, hvor gårdene lå langt fra hinanden, var der en del forældre, der, selv om de mådelig kan læse bøger, dog underviser deres børn hjemme. Nogle forældre, der ikke kunne læse, øvede sig også deri ved at deltage i degnelæsningerne om søndagen. Sognepræsten fortalte også, at han havde skaffet nogle af forældrene skolebøger og også opfordret dem til at lade børnene læse hos læsekyndige. I de tidligste skifter, vi kender fra sognet, i 1719 er der huspostiller og salmebøger nævnt i en del skifter, så befolkningen har nu nok været ret læsekyndige, og nogle har sikkert også kunnet regne og skrive, dels var her jo en del feldberedere (garvere) i sognet, dels ikke så få, der drev lidt handel ved siden af bondegerningen, så når de skulle omgås penge, skulle de dog kunne regne og også skrive i en regnskabsbog. Regnskabsbøger er nævnt i skifterne efter fæstebønder, der drev nogen handel.

Til latinskolen i købstaden (Ringkøbing) kunne også sendes børn fra landsbyerne, når de i forvejen havde lært noget hjemme. Hvis børnene efter deres 12.te år ikke bliver forbedrede i lærdom, bør de tages ud af skolen og lære ”et ærligt håndværk” efter enhvers evne.

 I Pietismens tid under Chr.VI blev konfirmationen indført i 1736. Herefter blev det sådan, at man ikke kunne gifte sig eller tage en gård i fæste, hvis ikke man var konfirmeret, og det er nok kommet som et chok for en del, der ikke har været så flittige til at lade sig overhøre, så at de kunne blive konfirmeret. I Magersped fik Christen Madsen sine sønner Knud på 22 år og Mads på 17 år konfirmeret i 1747, så de har nok taget noget tilløb!

En følge af den tvungne konfirmation var, at ungdommen nu ikke kunne klare sig med den ovennævnte degnelæsning. I 1739 kom der en skoleforordning, der påbød degnene at holde skole med sognets ungdom, og den forordning gav anledning til megen ravage i Brejning sogn, hvilket fremgår af det brev, godsejer Eenholm sendte til provsten og til amtmanden i Ringkøbing. Han var i øvrigt ikke ene om at beklage sig, det gjorde landets godsejere fra en kant af, for sådan noget kostede penge, og da landet dengang, som så ofte både før og siden, var i pengeforlegenhed, blev forordningen allerede lavet om i 1740, således, at det nu var godsejernes opgave at få enderne til at nå sammen i deres områder. Godsejeren på Brejninggård, Eenholm, var ene besidder i sognet, derfor påhvilede det alene ham at få oprettet en skole. Det var ikke noget, der passede ham. Indtil da havde det været sådan, at udover degnelæsningen sørgede forældrene selv for at undervise børnene i læsning og skrivning, evnt. ved et ungt menneske, der underviste børnene om vinteren i deres hjem. Skulle der nu bygges et skolehus, var der næsten ikke mulighed for at finde en plads til det i sognet. Det kunne godt ligge ved kirken, men der kunne det ikke få adgang til ager og eng, og der var i det hele taget langt for børnene at gå fra det meste af sognet, og forældrene havde ikke tid til at følge de små børn til skole. Dertil kom, at ejendommene i sognet mest lå for sig selv, og sognet var rigt på bække og strømme, som hindrede færdslen mellem ejendommene og selvfølgelig også farten til skole om sommeren af for meget vand efter torden og regn og især om vinteren, hvor sne og frost i 3-4 uger ad gangen hindrede både store og små i at komme frem.

Man kunne eventuelt lægge skolehuset på en af bøndernes jord, men herved ville han miste noget af sin græsning, som der ikke var for meget af, og hvad så med de kongelige skatter af det stykke jord? Skulle bonden stadigvæk yde dem, var det jo uretfærdigt. Så var det nok bedre med at dele sognet i tre skoledistrikter med hver sin løbedegn, som så holdt skole i de forskellige gårde på skift 3 uger ad gangen. Det ville passe bedre med det forhold, at næsten alle sognets ejendomme lå adskilte fra hinanden, med deres marker og fædrift for sig selv. Der var bare det problem, at sognets bønder var så fattige, at de ikke ville kunne aflønne sådan tre løbedegne. Godsejeren havde altså store bekymringer, og den store løn, som forordningen lagde op til, var helt umulig her i sognet. Degnen kunne få fri bolig, 3 Rdl årligt og 1 læs tørv af hver bosted i distriktet og ikke mere. Desuden kunne forældrene give 2 skilling af hvert barn om ugen i de uger, der var undervisning.

Eenholm kunne jo nok se, at det ikke forslog meget, så han fandt frem til følgende lokale ”skoleskat”:

1: Håndværkerne betalte en afgift fra 8-12 skilling pr. kvartal, hvilket i 1739 gav 3 Rdl 4 mark 8 skilling.

2: Indsidderne gav 4 skilling pr. person, hvilket i 1739 gav 5 mark 8 skilling.

3: Brejninggaard og fæstebønderne gav 2 skilling for en dreng eller en tjenestepige, 3 skilling for en karl, hvilket i 1739 gav 3 Rdl 2 mark.

Lønnen blev så i alt 8 Rdl 4 mark, men den ville selvfølgelig være variabel p.g.af dødsfald og tjenestefolkenes omskiften.

Eenholm var meget bekymret for indsidderne eller indersterne, som alle var gamle og skrøbelige, og ikke var i stand til at drive et fæstested, de var heller ikke fuldt arbejdsdygtige, må derfor med deres venners hjælp underholdes sammen med det lidet, de selv kan fortjene, da sognet ingenlunde kan føde disse, som egentlig burde beregnes som almisselemmer, når sognet i forvejen har de rigtige almisselemmer at føde på.

Men, som han skrev til amtmanden, " Da Kongens vilje skal ske " - og selv om han nok mente det modsatte, sagde han det ikke, for vi var stadigvæk i enevældens tid, hvor majestætsfornærmelse kunne koste både gods og hoved, og sådan en smule commerseråd i udkants Danmark skulle nok fare med lempe - så ville han ofre sig og finde et stykke jord i Brejning sogn, hvorpå skolehuset kunne bygges. Han havde også stedet, for i Røjkum havde der indtil sidst i 1600-tallet ligget fire gårde, nu lå der kun to, hvoraf St. Røjkum havde fået halvdelen af den øde jord, mens den anden halvdel blev dyrket af de omboende bønder, som også svarede de kongelige skatter deraf. Gården havde været øde siden o.1675, og da det havde varet i over 10 år, faldt den tilbage til Kronen, kong Fr. IV, som gerne ville bygge en ryttergård på jorden. Det behagede absolut ikke godsejer Laurids Munk på Brejninggaard, så efter nogen ansøgning fik han lov til at købe den, men undlod at bebygge den. Man fandt en ødegård i Skarrild sogn, som kunne bruges til ryttergods, den var nok øde, men ikke så øde som gården i Røjkum, som amtmanden skrev i ansøgningen. Han var på godsejerens side. På denne halvdel blev der i 1741 bygget 6 fag degnebolig med 3 fag skolestue i øst enden, og så måtte degnen, Knud Lang, der blev flyttet fra sin lejede bolig i Nr. Omme hertil, selv bygge to udhuse på egen bekostning. (Nuværende Muldbjergvej 12, brændt 1908). I skiftet efter en senere fæster i 1776 er stuehuset liggende øst-vest og på 9 fag, altså boligen + de 3 fag skolestue, og der var et vesterhus tilbygget på 14 fag samt et fritliggende østerhus på 4 fag. Her skulle degnen så undervise alle de børn, der boede syd for Ravnsbjerg å og nord for Opsund, men til børnene i distriktet fra Ravnsbjerg til Opsund (over Randbæk, Viftrup o.s.v.) skulle sognepræsten enten finde en duelig husmand eller en anden person, som kunne være omløbende skoleholder, og som skulle lønnes af degnen. Området skulle deles i 2-3 dele, hvor der så skulle undervises i 3 uger ad gangen. Der skulle findes nogle gode steder med plads til undervisningen, og hvor der skulle være varme og natteleje til underviseren. Der skulle undervises i 18 uger fra Alle Helgens dag (1/11) til Peders dag (22/2) eller Gregers dag (12/3) d.v.s. i vintertiden, for i den øvrige tid kunne børnene umuligt undværes hjemme, da hver bonde behøvede sin egen hyrde, fordi, som nævnt, ejendommene lå så spredt, at en hyrde umuligt kunne påtage sig arbejdet, som vi kender det fra Østdanmark. Børnene blev brugt som hyrder, fra de var 6-7 år gamle, da forældrene ikke havde råd til fremmed hjælp, og var der børn nok, blev de sendt ud at tjene for føde og klæder. Større børn indgik direkte i gårdens drift. Forældrene skulle selv sørge for de bøger, der skulle bruges. Det vi ser her, er altså oprindelsen til den såkaldte " Vestjyske skoleordning ".

Sognets første skole

I en indberetning til Ribe bispen i 1751 fortalte sognepræsten Mathias Bering, at skolebørnene skulle lære bogstaverne og at læse indenad i en bog samt lære katekismus (Luthers Katekismus) med forklaringer. Var der forældre, der ønskede, at deres børn skulle lære at skrive og læse skrift, skulle børnene have mulighed derfor, når forældrene ellers betalte degnen derfor, med det måtte ikke gå ud over de øvrige børns undervisning. At der helt bestemt også her i sognet var forældre, der havde ønske og økonomisk overskud til, at i hvert fald enkelte af deres børn fik lært mere end det almindelige er Jens Jacobsen i Villads Væring et godt eksempel på. Selv var han én af sognepræstens medhjælpere, og hans ældste søn, Peder Aarup, der var født o.1738 i ejendommen, blev i 1790 eksaminatus juris i København og må jo have haft så gode evner, at forældrene har ladet ham ”læse videre”, antagelig i den såkaldte danske skole i Ringkøbing, som opstod på den nedlagte latinskole i 1740, hvorefter han fra o.1768 blev fuldmægtig og forvalter på flere sjællandske hovedgårde og prokurator ved underretterne i Kalundborg, Sæby, Dragsholm og Holbæk amter samt ved Sjællands landsting.

I bispearkivet er der en ligning over bøndernes skolepenge i Brejning sogn fra 6-10-1759. Det siges her, at de længst fra boende børn blev undervist af en duelig skoleløbedegn, og at dette område var delt således:

1.distrikt: Ravnsbjerg, Mosen, Moesgård, Toft, Snogdal, Bjerg, Feldbæk.

2.distrikt: Højmose, Randbæk, Store og Lille Sandbæk, Viftrup.

3.distrikt: Væggerskilde, Randeris, Koldinghus, Opsund.

Resten af sognet hørte til degneskolen.

Fæstebønderne betalte hver fra 4 til 14 skilling, som for et år blev til 6 Rdl 1 mark 14 skilling, som degnen fik udbetalt til Pedersdag (22/2), og hvoraf løbeskoleholderen skulle betales. Dertil kom det før nævnte læs tørv af 10 snese af hver mand, hvis børn søgte degneskolen, ikke de andre. Degnen skulle også have den såkaldte degne trave eller korn neg, som var en tredjedel af, hvad præsten fik, men ifølge en indberetning fra sognepræsten 31-12-1761 havde degnen aldrig fået det, kun fra gammel tid ”noget lidet korn i stedet”, som slet ikke modsvarede det lovede.

At kommunikationen mellem degn og foresatte i godsejerens person som fæstebondens herre ikke altid gik glat, vidner et lille opgør i degnens sidste leveår mellem Knud Lang og godsejer Eenholm, som ville bygge et hus til ham på den sorte hede i Nr. Omme uden det jordtilliggende, som han behøvede til en ko til daglig føde og til en hest, så han kunne ride mellem de to kirker om søndagen. Men han slap og fortsatte fæstet af gården i Røjkum, som han drev på så god en måde, at godsejeren kunne bortfæste den til en almindelig fæstebonde og forflytte degnen til en anden ejendom i sognet.

Bortfæstelsen af den oprindelige degnebolig til en almindelig fæstebonde skete i 1759, hvor degnen blev flyttet til Kirkebyen og fik bolig i den såkaldte ”Villadses Væring”, senere som regel kaldet ”Kirkestedet”, ejendommen lige øst for kirkediget, hvor nu graverhuset ligger, og hvor der havde været holdt mere, men nok især mindre, lovlig kro i hvert fald allerede i 1661. Et krohold, som tilsyneladende fortsatte i det stille, indtil det blev lovliggjort i 1835. Mon ikke også degnen har holdt ”åbent hus” ved kirketid. Der fandtes ikke så få glas og flasker i huset, og degnekonen havde to dåbskjoler, som hun lejede ud. Og kirkegængernes heste skulle jo stadig opstaldes.

Stuehuset var på 8 fag, og heraf var de 3 mellemste fag beregnet til skolestue. I et skifte fra 1763 er skolestuen møbleret med et hjørneskab, et chatol, et par læderstole og et par taburetter, samt et ur, og det er jo meget forståeligt. Men hvad en ragekniv, to mælkekander, et ølkrus og et ølglas havde at gøre derinde, er jeg ikke helt klar over! Skoleinventaret er ikke nævnt, det tilhørte jo sognet, ikke degnen. Knud Lang havde som nævnt foruden at være degn også været dygtig som bonde, hvilket tilsyneladende ikke gjaldt hans efterfølgere, for fra før 1774 blev degneboligens jord dyrket af fæsteren i huset Brejning Lukke, som lå lige udenfor indkørslen til Brejninggaard. Denne ordning op-hørte først, da degneboligen blev bortfæstet i 1793 som almindelig fæstegård, da degnen blev flyttet til den østligste af de to Tudskær-ejendomme (Brejningvej 34).

I 1762 klagede godsejeren til biskoppen i Ribe over, at degnen brugte en 12-13 års dreng - et legebarn mellem andre børn - til at undervise børnene i distriktet nord for Ravnsbjerg å, og han vedlagde en ansøgning fra områdets bønder om, at de i stedet måtte få en erfaren skoleholder, der kunne lære deres børn at skrive, læse og regne. Det år havde degnen fået 9 Rdl 3 mark 14 skilling og 50 læs tørv for at undervise i 4 måneder, så godsejer Juel mente, at en del af denne løn måtte kunne bruges bedre på en god løbeskoleholder. Vi får i 1805 at vide, at fæstebønderne i dette område 3-2-1763 indgik den ordning med godsejer Juel, at kneb det med undervisningen i distriktet, måtte de sende børnene til degneskolen ved kirken.

I en hel del af de senere skifter findes der bøger på gårdene, selvfølgelig mest salmebøger og hus-postiller o. lign., så man har nok gennemgående været gode til at læse. Derimod er det påfaldende, at ret mange ikke er i stand til at underskrive sig med deres fulde navn, men kun med deres forbogstaver, og det gælder da både mænd og koner. Der findes dog nogle fine underskrifter bevaret i nogle af de tidlige skifter, fra før skoleordningen, så det kan da godt være, at hjemmeundervisningen ikke har været så fejl endda i nogle hjem.

Datidens mening med skolegangen kommer fint frem i skiftet i 1748 efter Christen Jensens kone, Barbara Pedersdatter, i Vanting. Der var tre små børn, og faderen lovede, at de skulle ”holdes udi skolen i rette tid til at kende Guds og hans hellige vilje i Ordet, så de i tiden i konfirmation og det højværdige alterets sakramentes delagtighed kunne antages og kendes værdige”.

 I 1741 var loven om skolevæsenet som nævnt trådt i kraft her i sognet med en degneskole for sognets sydlige og vestlige del og en omgangsskole for sognets nordlige og østlige del, men da der ikke var undervisningspligt, er det nok tvivlsomt, at en sådan ordning har været helt effektiv. I en indberetning i 1790 til Ribe stift skrev sognepræsten, at ifølge sognets størrelse burde der findes fem skoler her, men da der dette år kun var 42 skolesøgende børn, ville det jo være en urimelighed, ikke mindst da sognets befolkning på ingen måde ville være i stand til at klare udgifterne hermed. I alle årene hørte Brejning sogns skolevæsen under provsterne i Bølling herred senere i Ringkøbing amts søndre provsti. Det lokale tilsyn bestod af sognepræsten, godsejeren på Brejninggaard og to fæstebønder. I 1805 var fæstebønderne skiftet ud med selvejerene Anders Hansen i Ravnsbjerg og Laust Andersen i Langagergårde, den første som største godsejer i biskoledistriktet, den sidste som sognefoged. Der var ikke, som i Nr. Omme i 1752, oprettet nogen skolefundats. I 1805 klagede de fleste bønder i omgangsskoledistriktet udenfor Ravnsbjergområdet sig til provsten over, at Anders Hansen som største jordbesidder i området selv havde ansat en skoleholder, Hans Lauridsen i 1801 og holdt omgangsskolen i Ravnsbjerg, og det ville de øvrige beboere i distriktet ikke betale til, fordi de syntes, at børnene havde for lang vej hertil og så ligeså godt kunne søge degneskolen, som det var lagt op til i 1763. Den aftale, der dengang var oprettet, fandtes stadig på Brejninggaard.. Man indgik til slut forlig, således at omgangsskolen holdtes på skift i Store Højmose og Væggerskilde.

Skoleloven af 29-7-1814:

Men i 1814 kom der en ny skolelov, som betød undervisningspligt for alle børn fra det 7. år til konfirmationen, og det kom da også til at gælde for Brejning sogn. Sognedegneembedet skulle ved ny-besættelse erstattes med en skoleholder, helst en seminarist.  Aflønningen skulle bestå af en skolelod, hvorpå kan fodres og græsses 3-4 køer samt årligt 7 tdr 3 ¼ skp rug og 10 tdr 4 ¾ skp byg in natura foruden 12 tdr byg efter kapitelstakst, samt højtidsoffer og kirkesangerløn. Der blev oprettet en skolekommission med sognepræsten som født formand, de nævnte selvejere samt i starten også godsejeren på Brejninggaard. Fra 1841 var det i stedet at par medlemmer af sogneforstanderskabet, senere sognerådet, der blev udnævnt hertil. Der skulle undervises i religion, læsning, skrivning, regning og sang. I læsningen kunne man også komme ind på fædrelandshistorie og geografi. Som vi skal se nedenfor, var et teori, et andet praksis. Der blev nok ikke skrevet og regnet meget de første år. Udover læsebøger, som fandtes i skolerne, skulle forældrene selv bekoste papir og skriveredskaber som tavler og grifler. I de første mange år anvendte man fjerpenne af gåsefjer, som degnen skar, det var en af de gratis glæder. Og så måtte børnene ikke have over ¼ mil til skole altså o.1,9 km. I 1815 er der en redegørelse over skolevæsenet i sognet. Dette var delt i to distrikter, et vestre og søndre distrikt og et nordre og østre distrikt. I det første distrikt fandtes en skolebygning i Lille Tudskjær ved degnens bolig, hvori der holdtes skole. I 1793 havde ejeren af Brejninggaard fæstet degneboligen ved kirken bort og flyttet degnen til en af Tuskjær ejendommene syd for kirken og med ham flyttede skolestuen med, idet man byggede 4 fag lavloftet skolehus med lerklinede vægge til den ene ende af den 5 fag store degnebolig. Der var 17 børn i alt, og de blev undervist i inden- og udenads læsning i katekismus og læsebog. Kun én kunne skrive. Der var skolegang fra Mortensdag (10/11) til 12. marts (Gregers dag). Sognedegnen holdt skole. I 1819 indberettede præsten til stiftet, at skolestuen var i ussel stand og var først i dette efterår år blevet udstyret med de nødvendige borde og bænke.

I 1828 var skolehuset meget forfaldent, og samtidig kneb det meget med pladsen til alle skolebørnene. Indførslen af kokoppepodningerne fra 1808 i sognet gav langt mindre børnedødelighed. Der var ikke mulighed for udbygning af skolen ved degnehuset, da grunden var usund. Derfor ansøgte man amtets skolemyndigheder om at få lov til at nedrive skolestuen og flytte den op til det nord-vestre hjørne af kirkegårdsdiget og der opbygge et 5 fag skolehus af grundmur, som også havde den fordel, at det lå mere centralt for børnene fra den del af sognet, der brugte det. Man udbød arbejdet i licitation, men stor var forfærdelsen, da det gik op for sognets myndigheder, at prisen, trods flere licitationer, var 1/3del højere, end man havde beregnet. Den udgift ville man ikke pålægge sognet, og så var der ikke andet at gøre, end igen at klemme balderne sammen i den gamle bygning, som fik lov til at stå, til man i 1835 byggede - ikke en 5 fag bygning, men en 3 fag bygning ved det nord-vestlige hjørne af kirkegårdsdiget. I 1828 havde man fået påbud om at opsætte klavreredskaber ved skolen til brug ved gymnastikundervisningen, som nu var blevet pålagt alle skoler, men det kunne ikke nytte dermed, før man vidste, hvor skolen skulle ligge, så de kom heller ikke før i 1835. Den sydlige låge i kirkegårdsdiget vidner om den tid, hvor degnen boede syd for kirken, men kan i øvrigt godt være meget ældre. I mange år gik der en sti henover marken til lågen.

Brejning Kirkeby

 

Skolefundatsen 1829:

I 1829 forsøgte man i sogneforstanderskabet at forbedre skolevæsenets organisation, idet sognet fik sin første skolefundats, og vi får da en del at vide om skoledistrikternes opdeling. Det er ved denne tid, at skolebygningen er planlagt flyttet fra degneboligen i Tudskjær til en plads lige nordvest for kirkegårdsdiget, nogenlunde der, hvor kapellet ligger i dag. Skolestuen var en tilbygning til degne-boligen på 4 fag, med 3 fag vinduer. Distriktet til skolen var: Opsund, Mose, Gårdsdal, Tudskjær, Præstegård, Kirkeby, Nygård, Pilgår-dene, Kassentoft, Kildsig, Rudmose, Bækgård, Lillebæk, Vantinghus, Vanting, Mosdal, Landerhuse, Bjørnkjær, Kjærhus, Bilring, Vesterbæk, Hustedby, Langergård, Røjkum, Nørre- og Sønder Søndergård, Brejninggård med mølle og fæsteejendomme, ialt 118 tønder Hk, 51 familier og 53 skolesøgende børn. Som det ses, var Opsund nu flyttet fra biskoledistriktet til Hovedskolen.

Lønnen til degnen var en blanding af naturalier og penge. Først og fremmest 16 tønder byg, som var den gamle degnelønning. Dertil kom 5 tønder rug og 5 tønder byg yderligere in natura, 12 tønder byg efter kapitelstakst, 20 læs hedetørv à 12 snese, 8 læs klyne à 24 snese samt hø og halm efter anordningsmæssig brug. Dertil kom selvfølgelig, hvad han selv kunne avle på sin påboende ejendom, som sognet nu havde købt fra Brejninggaard. Undervisningen for Hovedskolens område var fra 1-10 til 1-5, og desuden skulle degnen om sommeren undervise alle skolepligtige børn i sognet. Ifølge forordningen var sognets aflønning af degnen ikke på højde med det vedtagne, og vi skal helt frem til 1878, før dette blev rettet.

Degnen skulle også sørge for at føre det ene eksemplar af kirkebogen, for renholdelse af kirken og for vask af alterklæderne o.s.v. Fra sognets side ville man også gerne have ham til at ringe morgen og aften, men da han ikke boede lige ved kirken, men i Tudskjær - nuværende Hovedskolen - mente Ribebispen ikke, at det kun være ham, men sogne-mændene, der var pligtige dertil. Ved hjælp af 2 tønder byg årligt fik man ham dog til at ringe, men fra 1856 var det slut, så måtte sognet selv passe det.

I 1832 døde Harder og Peder Staglund Pedersen blev kirkebylærer, sognets første med lærereksamen, idet han havde eksamen fra Borris seminarium. Ved de forskellige gejstlige tilsyn blev han altid betegnet som flittig og dygtig som lærer. Det var i øvrigt ham, der i 1847 fik indført jernpenne i skolen, da han brugte briller og derfor havde svært ved at blive ved med at skære fjerpenne til børnene. Forældrene skulle selvfølgelig betale både for penne og skafter.

Da det kneb med plads til alle skolesøgende børn, blev Hovedskolen ved kirkegårdsdiget ombygget i 1845, bygningen blev gjort højere og der blev tilføjet 2 fag, således at den nu var på 5 fag. Der var oplukkelige vinduer mod syd, vest og nord, mens der ved den østre ende af bygningen blev bygget et lokum. Undervisningen i hovedskolen var om sommeren 4 dage ugentlig for nederste klasse, 1 dag om ugen for øverste klasse. Om vinteren gik man i skole 6 dage om ugen fra 8-9 morgen til 4 eftermiddag. I 1858 var undervisningen i Hovedskolen 4 dage ugentlig om vinteren for øverste klasse og for nederste klasse 2 dage ugentlig, om sommeren var det 1 dag for øverste og 3 dage for ne-derste klasse. 24-11-1859 gik der ifølge sognerådets forhandlingsprotokol 69 børn i hovedskolen og 35 børn i biskoledistriktet. Degnen fik ½ daler pr. barn i skolepenge, i alt 53 Rdl, og skulle så aflønne biskolelæreren heraf. Der var i forvejen pålignet sognet 26 Rdl 2 mark 8 skil, så der skulle yderligere hentes 26 Rdl 3 mark 8 skil i skoleskat hos sognets beboere. Skoleligningen for 1865 lød således: Der pålignes med alt korn, fourage og ildebrændsel samt 2 mark pr. tønde hartkorn og 6 skil. pr. 100 Rdl formue, foruden hvad fæstere og tjenestetyende skulle betale, beløbene blev ikke opgivet. I 1869 var undervisningen i hovedskolen om vinteren 4 dage for øverste klasse, 2 dage for nederste klasse, om sommeren 1 dag for øverste klasse, 4 dage for nederste klasse.

I 1862 var det galt igen med henvendelse fra skolemyndighederne. Sogneforstanderskabet mente nu, at man, efter pres fra den efterhånden store bebyggelse i Opsund, ville bygge en skole i Opsund, således at degnen derefter skulle undervise 3 dage om ugen i hovedskolen og 3 dage om ugen i Op-sund. Degneboligens bygninger var små og gamle, så både den og hovedskolen trængte til ombygning. Sognets problem efter sogneforstanderskabets mening kom til udtryk i en skrivelse til amtet, som blev anmodet om at gøre ministeriet opmærksom på problemerne. Man skrev bl.a. ”Udgifterne ville falde meget trykkende for beboerne, og skulle til disse endvidere føjes forøgede årlige udgifter til læreren i hovedskolen og læreren i biskolen, ville udgifterne blive beboerne, vi tør sige, uoverkommelige, så meget mere som der desto værre er al udsigt til, at udgifterne, ligesom det har fundet sted i de senere år, i en årrække ville stige ikke alene til skolevæsenet, men for en meget stor del på grund af skoletvangen, også til fattigvæsenet, idet fattige forældre nu meget vanskeligere end tidligere kunne få et barn anbragt til at vogte kreaturerne på heden, men må holde det hjemme, og når de ikke kan erhverve føden, søge hjælp af sognet. Vi indrømme gerne, at forholdene i dette og flere lignende her i amtet stillede sogne er meget forskellige fra de bedre egnes, hvor beboerne er koncentre-rede på opdyrkede arealer, hvorimod der her opføres det ene hus efter det andet på et stykke tilkøbt hede, som oftest ved sognets yderste grænse, hvorved vejlængden til skolen bliver over den lovbestemte og nødvendiggør biskoler”.

Skolelærer og kirkesanger Jørgensen fra Thorsted fik embedet i Brejning hovedskole i 1862, og man istandsatte den forfaldne degnebolig nødtørftigt. Man havde i mellemtiden fået kolde fødder i sogneforstanderskabet med hensyn til skolen i Opsund, man mente, at ved at placere de to biskoler anderledes og ved at flytte hovedskolen tilbage til degne-boligen, kunne man lettere tilgodese alle parter. Hovedskolestuen lå jo i en særskilt bygning ved det nordvestre hjørne af kirkegårdsdiget, ca. 900 alen fra Degneboligen. Det betød, at børnene var uden lærerens tilsyn både om morgenen, inden han kom, og i den time om middagen, hvor han var hjemme og spise. Man kunne godt se en ide i at flytte skolebygningen tilbage til degneboligen, men med den udgift, det ville betyde, ville der ikke også blive råd til en biskole i Opsund. Og man havde da også erfaret, at den største del af Opsund boerne ville sende børnene til hovedskolen, hvis den lå sammen med degneboligen og altså lidt nærmere Opsund. Børnene fra Vesterbæk ville godt nok få lidt længere, men det ville man lære at leve med der. Så ville man i stedet bygge en biskole på et passende sted mellem Væggerskilde, Randeris og Opsund, som skulle udgøre den østre biskole og også søges af Opsund boernes børn fra de fjerneste steder. Man ansøgte om at tage 14 tdr 5 skp byg fra hovedskolelærerens offer og accidenser til at betale lønnen til en fast biskolelærer, hvilket ønske blev bevilget, idet man mente, at degnelodden var så stor, at den kunne give et modsvarende udbytte.

Hovedskolen 1910

Man fik skolelærer Jørgensen til at lave tegning og overslag til den nye degnebolig og skole, som ville koste 1700 Rdl. Da var vi efterhånden nået hen i slutningen af 1863, og i 1864 kom krigen, så da fik man andet at tænke på og udsatte byggeriet, men i foråret 1865 indbød man sognets beboere til at tegne sig for lån til den nye skole, 20 beboere lånte 615 Rdl, som skulle tilbagebetales mellem 1 og 4 år herefter og tegningerne blev godkendt af skoledirektionen. Sogneforstanderskabet bekendtgjorde dels på kirkestævne dels ved annonce i Ringkøbing Avis den 3. marts, at man agtede at bygge en ny degnebolig og skolestue i løbet af sommeren, hvorfor man søgte håndværkere hertil, som skulle henvende sig til formanden, Mads Feldbæk i Feldbækgård med tilbud mellem 8. og 20. marts, og i herefter indgik man akkord med gdr. Niels Christensen Hunger i Hover om at opføre den nye skole og degnebolig, 38 alen lang og 12 alen bred for 209 Rdl.

Sogneforstanderskabet købte selv materialerne ind. Der blev købt 10.000 helbrændte sten hos Chr. Snogdal, der brændte dem i Fattiggårdens teglovn og 6.000 helbrændte sten hos Lars Jensen Røjkums enke. Det viste sig ikke at være nok, så N. H. Frandsen, Brejninggaard påtog sig at købe 4000 mere, hvor nævnes ikke. Chr. Snogdal leverede ligeledes 6000 halvbrændte sten, og Lars Røjkums enke 3000 halvbrændte sten, antagelig til indermurene. Gravers Jensen Blæsbjerg leverede ligeledes 3000 halvbrændte sten samt 8000 grå sten, som var af en ringere kvalitet og antagelig blev brugt til skillerummene. Alt tømmer og planker blev købt i Lemvig tømmerhandel, som skulle levere det i Ringkøbing, hvor det så blev afhentet til Brejning af sognets bønder. Her blev der også købt søm, hængsler, glas og andet. Til taget blev der indkøbt 45 traver lyng og i alt 16000 favne simer til at binde taget fast med, rughalm nævnes ikke, for ofte blev stråtaget lagt skiftevis med en bane rughalm og en bane lyng, men man havde det måske ved hånden, for i for-sikringsprotokol-len benævnes taget ”stråtag”. Simerne blev købt fem steder i sognet. Hvert bundet lyngknippe skulle være 1 meter langt (1½ alen). Mads Peder Andersen på Bækgårds Mark blev lejet til at lægge taget for 12 Rdl. 5 mark. Sogneforstanderskabet leverede alt det, han skulle bruge til tækningen, også materialerne til tækkeladet, men rebene dertil måtte han selv tage med, desuden fik han en opstikker og en oppasser på taget. Han skulle også mønne taget til slut. Sognets bønder skulle køre murstenene fra teglovnene til byggepladsen, man regnede med 400 sten pr. læs. Og så skulle de skaffe 4 læs piksten pr. gård og store sten til sylden, hvor de mest skulle bruges til nordmuren og gavlene, ligesom der skulle lægges piksten rundt langs sydmuren.

Poul Kamp skulle hente 10 tønder kalk i Daugbjerg sidst i juni måned for 1 Rdl 2 mark pr. tur. Til at kaste brønden entrerede man med Anders Jørgensen Torre for 1 mark 2 skil. for hver alen, brønden var dyb. Der blev leveret ham to medhjælpere hver dag, ligesom sognet også leverede de materialer, han skulle bruge.

Man beholdt det gamle udhus på den måde, at Niels Hunger skulle flytte det lidt længere mod syd, hvor der var mere tørt og udvide det med 3 fag mod øst, hvori blev indrettet mælke- og spisekammer. Forsikringsprotokollen fra dette år og forsikringsprotokollen fra 1896 giver et godt indblik i, hvordan skolen så ud. I 1865 bestod degneboligen af 18 fag stuehus, 38 alen langt, 12 alen dyb og 4 alen høj målt fra soklen, liggende øst-vest og med skole i øst enden, og tilbygget stuehusets vestende i retningen nord-syd lå 15 fag stald og lade, 31 alen lang, 3 ¾ alen højt, 11 ¼ alen dyb. Alt var bygget i grundmur og med stråtag.

 

Stuehuset indeholdt fra vest følgende: 3 fag til mælkekælder og bryggers med en 16 tommer vid skorsten og bageovn opført af brændte sten, 3 fag til til spisekammer, forstue, køkken og pigekammer, 3 fag til dagligstue og sovekammer, 3 fag til storstue, gæstekammer og forstue og 6 fag skolestue, alt med bræddelofter og pudsede vægge samt bræddegulve i skolestuen, gæstekammeret, storstuen, dagligstuen og soveværelset og ellers cementgulve. I 1878 blev skolelokalet delt i to ved et skillerum, og der blev bygget en forstue mod nord, således at nederste klasse fik sin egen indgang. Desuden blev denne skolestue også forsynet med skorsten og kakkelovn.

I sommeren 1891 blev der bygget 6 fag mod syd til øst enden af hovedskolens skolestuer, som blev indrettet til pogeskole for de mindste børn, og der blev nu undervist i tre klasselokaler. Senere blev de to klasser igen slået sammen ifølge lærer Friis-Jensens erindringer, ligesom der blev lavet fælles forgang mellem pogeskolen og skoleklassen. Skolekommissionen havde anbefalet en helt ny skolebygning, men den udgift turde sognerådet ikke indgå på. Man lånte 1000 kr i Ringkøbing Sparekasse til byggeriet, og Mikkel Højmose påtog sig opgaven som byggeleder. Der blev lavet 8 skoleborde (med faste bænke) à 4 alens længde (o.2,5 m). Og samtidig tegnede man brandforsikring for skolernes inventar og bøger.

I 1896 var udhuset, som indeholdt lo, lade og stald til skolelærerens dyr både blevet for brøstfældigt og også for lille. Det var på 14 fag, så sognerådet lånte 2000 kr i Ringkøbing Sparekasse til byggeriet, som tømrer Mathias Kr. Kristiansen på Blæsbjerg Mark stod for. Man solgte det træ og stråtag, der kunne genbruges, inden nybygningen blev udført i sommeren dette år. Staldbygningen var indrettet fra syd således: 5 fag til lade, 2 fag til tærskelo, 5 fag til kostald og svinestier og 3 fag til pigekammer med bræddeloft over pigekammeret og kostalden.

Det gamle skolehus solgte man til Poul Kamp, der drev handel i Kampstedet, lige ved siden af og manglede lagerplads. Prisen var 160 Rdl. Han måtte benytte skoleloftet med det samme og kunne regne med at overtage hele bygningen til september. Og så kostede det hele byggeri i 1865 kun 1370 Rdl, så det var ikke så ringe endda. Kommunen sørgede for nye borde og bænke til skolestuen.

Hvad angår børneantallet, så steg det gennemgående gennem alle årene. I 1808 begyndte man at vaccinere børnene mod kopper, og det betød større overlevelse, og fra om-kring 1840 begyndte udstykningen af heder og udmarker i sognet, og det betød unge folk og dermed mange børn. I 1815 var antal skolesøgende børn 17 i hovedskoledistriktet og 15 i biskoledistriktet, men det var inden tvungen skolegang fra det 7. år var slået helt igennem. I 1848 gik der 60 børn i Hovedskolens to klasser, i 1856: 55+1 der undervistes hjemme, i 1862: 81+9 der undervistes hjemme, i 1864: 95+6 der undervistes hjemme, i 1871: 77+7 der undervistes hjemme, i 1879: 54+11 der undervistes hjemme, i 1895: 129 nu i 3 klasser med 1 lærer og 2 vinterlærerinder.

Ifølge sognerådsprotokollen mødtes sognerådet 23. oktober 1874 i fattiggården for at tage ministeriets cirkulære af 22. september under behandling angående skolelærernes kår. Det blev vedtaget at tilskrive skoledirektionen følgende: ” Undertegnede sogneråd finder ingen eller grund til at udbetale ekstraordinære tillæg til skolelærerens lønning af kom-munekassen, thi den stadige stigen på livets første nødvendighed kan ikke give vor lærer noget, da han har en jordlod hvorpå kan holdes 3 til 4 kreaturer og derfor selv avler livets første nødvendighed, tilligemed de nødvendigste artikler i økonomisk henseende, desuden får han udbetalt af kommunen 12 tdr. byg efter kapitelstakst foruden omtrent 8 tdr 4 skp rug, 9 tdr 2 skp byg foruden offer m.m.. Stiger således det ene, så stiger også det andet i samme forhold. Brejning er en fattig kommune, der har en gæld på 5.265 Rdl både på fattig- og skolevæsen, derfor kan den ikke indlade sig på dette tillæg, som vi også tror, at vor lærer hverken gør fordring på eller har nogen grund til at fordre”. Det skal da også tilføjes, at lærerens aflønning her i kommunen var af de bedre set i forhold til de øvrige skoler i amtet. Man talte i sognerådet allerede 28-2-1875 om at dele hovedskolen i 2 stuer og ansætte en lærer i hver biskole i de 5 vintermåneder, for så mente man, at degnen kunne klare at holde sommerskole en dag om ugen. Men der gik nu tre år, før det skete noget.

Den nye skoleordning fra november 1878:

 Provst Vilstrup i Borris, der var formand for amtets søndre provstis skoledirektion havde gennem-gående et godt øje til Brejning sogneråd og sognets skoleforhold. Han havde sendt et brev til sognerådet 19-2-1877, som ikke mere eksisterer, men som må have indeholdt ikke så få retningslinier om skoleforholdene med flere lærere og en forskole, for sognerådet besvarede henvendelsen 11-3 1877 til ”Deres Højærværdighed” som følger:

”Sognerådet kan ikke indse, at det er heldigt at få denne ordning gennemført, da det er en selvfølge, at børnene om vinteren i snevejr og dårligt føre vil komme til at forsømme mere end som nu, the det er jo ikke som i de gode egne, hvor der er mest grøn mark og ikke så vidt beliggende, men når at børnene i dårligt vejr kommer til skolen våde om fødderne og benene og må sidde i skolen om dagen, da må det jo indrømmes, at det er til skade for børnenes helbred, ligesom at det betragtes af mange forældre som en stor byrde at holde deres børn i skole hver dag med mad.

For at lette sommerskolegangen i hovedskolen kan godt ske ved, at vinterskolen begynder 1. oktober og bliver ved til 1. maj, ligesom i biskolerne, dersom beboerne ønsker dette, men endnu har ingen (for)hørt om det”. Og man opgav da også at starte 1. oktober.

12-8-1878 skrev sognerådet til provsten, at i forbindelse med den omordning af skolevæsenet, der var under udførelse i sognet, ville man ikke ansætte seminarister ved bisko-lerne, da man forudså, at der på sigt ville ske en større omordning af skoleforholdene i det udstrakte sogn, hvorved der kan tænkes at blive flere biskoler. Sognerådet foretrak, at der om vinteren blev ansat en ueksamineret biskolelærer ved hver biskole og også en ueksamineret lærer for nederste klasse i hovedskolen.

Ifølge Brejning sogneråds forhandlingsprotokol er der 23. oktober 1878 noteret følgende brev fra Ringkøbing amts skoledirektion:

”Ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet har under 19. denne måned tilskrevet Direktionen således: Efter at have brevvekslet med stiftets biskop i anledning af Direk-tionens indstilling i behagelig skrivelse af 28. juni sidst leden angående en forandret ordning af Brejning sogns skolevæsen, skulle Ministeriet til behagelig efterretning og videre foranstaltning tjenstlig meddele, at det bifaldes, at der fra 1. november dette år antages en ueksamineret lærer til at undervise hovedskolens mindste klasse i de 5 måneder af vinterhalvåret, så at begge skolens klasser hver for sig i disse måneder erholde daglig undervisning, til hvilken ende det nuværende lokale ved anbringelse af et skillerum vil være at indrette til tvende særskilte skolestuer, medens i den øvrige del af året øverste klasse vil have at søge skolen 1 dag og nederste klasse 2 dage om ugen, hver for sig, samt at ligeledes fra 1. november næstkommende sognets tvende biskoler ville at være at forsyne hver med sin lærer til at besørge undervisningen i 5 vintermåneder i hvilke samtlige børn ville have at søge skolen daglig, og at om sommeren hver skole vil erholde undervisning 1 dag ugentlig. Ministeriet undlader derfor ikke at tilføje, at man i henhold til Direktionens udtalelse i så henseende formoder, at dens bestræbelser ville være rettede på at forskaffe en seminaristuddannet lærer i det mindste til den ene af bemeldte skoler.

Ved at meddele sognerådet foranstående til behagelig efterretning, skulle jeg tjenstlig anmode det om snarest muligt at have hovedskolens lokale delt i 2 rum enten med træ eller mur skillerum med en dør, helst en fløj dør, for at klasserne kunne blive adskilte fra 1. november d.å. og få daglig skolegang. I denne henseende vil det formentlig også blive fornødent at få bygget en ny skorsten til nederste klasse og anskaffe en vindovn med fornødent brændsel til samme.

Ligeledes vil det formentlig være heldigst, at nederste klasse får sin egen udgang med forstue, der måske heldigst kan blive en tilbygning. Endelig forventes indstilling om lærerne til biskolerne og nederste klasse ved hovedskolen snarest ske kan, hvortil indsendte til Direktionens approbation, hvorved bemærkes, at de 2 biskolelærere måtte være over 20 år gamle, og de alle have gode vidnedsbyrd for kundskaber og sædelighed efter anordningen f 29. juli 1814 §44 & 47.

Jeg forbeholder mig selv at prøve dem”.

Ringkjøbing Amts søndre provsti 24. august 1878.  P. Vilstrup (provst, Borris).

Herefter gik alle børn i skole hver dag fra 1-11 til 1-4 og 3 dage om ugen i april måned. D.V.S. en måned mere om vinteren end foreslået fra Kirkeministeriet. Om sommeren fra 1-5 gik øverste klasse i skole 1 dag ugentlig, de to andre klasser gik 2 dage ugentlig. Hovedskolens to klasser skulle undervises hver for sig i de seks vintermåneder, i nederste klasse blev ansat en ueksamineret biskolelærer. Derfor blev skolelokalet delt i to ved et skillerum, og der blev bygget en forstue, således at nederste klasse fik sin egen indgang. Da der fra forskellige sider blev klaget over, at skolestuerne om vinteren var utilstrækkeligt opvarmede, vedtoges det 18-3-1881 i næste skoleferie at lade den østre skorsten i degneboligen nedtage og på ny opføre i skillerummet mellem den større og mindre skole, og besørge den i lokalet stående vindovn opsat i den mindre skole og en ny anskaffet og opsat i den større skole. Der blev nu også anskaffet en ny vindovn til den mindre klasse, og den gamle vindovn blev opsat i Sandbæk biskole. Om sommeren skulle øverste klasse som nævnt søge skolen 1 dag, nederste klasse 2 dage om ugen, og ikke på samme dage. Det blev i stedet bestemt til ½ dag og 3 x ½ dag. Der var langt til København, og man var vant til at tilpasse ordre efter forholdene!

Lærerembedets indtægter i Hovedskolen var nu:

5 tønder rug og 17 tønder byg efter kapitelstakst, gammelt degnekorn 3 tdr. 3 skp. 1 fjr. rug, 2 tdr. 3 fjr. byg og 2 skp. havre in natura, som kirkebyskolelærer 2 tdr. byg, kirkesan-gerløn 20 kr., offer 225 kr., skolepenge 65 kr., småredsel er indløst til 2 tdr. byg, desuden anordningsmæssigt brændsel, hø og halm, samt en jordlod til 3-4 køer, 12 tdr. land ager, 3 tdr. land eng, en del hede og en indhegnet have, samt en meget god, næsten ny bolig.

Ud over det beløb, som kommunekassen betalte til skoleholdet, betalte hvert hjem også nogle skillinger årligt for hvert skolesøgende barn. F.eks. var skolepengene for året 1858 på 47 Rdl for de 94 skolesøgende børn, d.v.s. ½ Rdl pr. barn. Heraf betalte kommunekassen 20 Rdl 4 skil. og forældrene blev pålagt de resterende 26 Rdl 5 mark 12 skil.

Man ville meget gerne have ansat Anders Lauridsen fra Gåsdal som 2.lærer ved hovedskolen, men han var kun 18 år, og provsten, som havde det store ord at skulle have sagt, ville ikke have lærere under 20 år gamle, så der blev antaget en anden. Året efter blev han alligevel vinterlærer ved hovedskolens underste klasse, og sommeren efter var han lærer for begge biskolerne i Sandbæk og Randeris. I 1881 var Niels Kr. Hansen fra Skjern hjælpelærer i hovedskolen om vinteren.

Der var fra 1891 ansat en seminarist og to ueksaminerede lærerinder eller lærere ved skolen. For de sidste vedkommende var det ofte unge kvikke hoveder fra omegnen som Kirstine Kristensen fra Mose, Kirsten Jensen Færge fra Opsund, Mads Klemensen fra Gl. Præstegård og Anders Krog fra Krog. Desuden Kirstine Thøgersen Winther fra Opsund, og det kan måske godt undre, idet hendes forældre var stærke modstandere af hovedskolen og kun havde brugt Opsund friskole og friskolen i Finderup til deres børn. De unge underviste som regel i pogeskolen, men kunne også bruges i mellemklassen. I 1897 ansatte man til en forandring en nyuddannet lærerinde fra Hoven Kvindehøjskole, Jepsine Kristensen Sloth fra Ølstrup, som vinterlærerinde for den mellemste klasse, men i 1898 var Kirstine Winther tilbage i pladsen igen. Der blev stadig undervist i religion, stavning, læsning, skrivning, regning og sang, og det oplystes flere gange fra 1848 og frem, at der blev sunget både i hovedskolen og i biskolerne. Det oplyses også, at der i alle tre skoler fandtes et Danmarkskort, et Europakort og et Palæstinakort. De børn, der ikke kom til hoved- og biskolerne, er sikkert dem, der blev undervist i friskolerne. I hoved-skolen blev der i perioder holdt aftenskole for de konfirmerede børn een dag om ugen i november og december måned.

I foråret 1896 fik sognerådet en henvendelse fra en del af beboerne i den sydvestlige del af sognet om oprettelse af en pogeskole i deres område. Sognerådet svarede dem, at det så man ingen anledning til, eftersom de fleste af ansøgernes børn ikke havde længere skolevej end andre i sognet, og den nyligt oprettede pogeskole kunne mageligt rumme alle yngste skolesøgende børn. Så det blev der ikke noget ud af.

5-7-1898 gjorde amtet sognerådet opmærksom på det heldige i, at sognets skolestuer blev forsynede med spytbakker til at bekæmpe Tuberkulosen. Sognerådet vedtog foreløbig at anskaffe seks ”kummer” af træ til hovedskolen, så om ikke andet viste man da interesse for sagen! For yderligere at bekæmpe TB smitten blev sognerådet pålagt af skoledirek-tionen i 1905 at forfatte en vedtægt for omhyggelig rengøring i sognets skoler fremover ved lejede folk.

Elevernes kundskaber:

 Biskops og provsts sjældne visitatser i sognet gør det vanskeligt for dem at udtale sig om lærerens formåen og børnenes standpunkt. Sognepræstens indberetninger er jo i sa-gens natur oftere, idet han skulle komme i skolen mindst én gang årligt og holde eksamen. Men man må selvfølgelig tage højde for, hvordan forholdet mellem præst og degn var. I sognepræstens indberetning om skoleforholdene i 1815 oplyses det, at i hovedskolen gik der 17 elever, som blev undervist i inden-og udenadslæsning i katekismus og læse-bog, og hvoraf én kunne skrive. I omgangsskolen gik der 15 børn, som blev undervist på samme måde, og heraf kunne tre skrive. Det samlede antal skolebørn tyder på, at skole-lovens bestemmelser om tvungen skolegang ikke helt var slået igennem i sognet.

I en indberetning til Ribe stift i 1819 skrev sognepræsten følgende:

”I Brejninge sogn er degnen Harder tillige skolelærer. Om børnenes rigtignok mådelige fremgang bør tilskrives læreren eller børnenes forsømmelse i at søge skolen, kan jeg end-nu ej bestemme, men det vil formodentlig i denne vinter opklare sig, da jeg skal sørge for, at skolen bliver ordentligere besøgt end hidtil, men efterdi skolegangen først nyligt er begyndt ordentligt, har jeg hidtil kun én gang besøgt samme, men agter i vinter omtrent hver fjortende dag at visitere der, når vejr og helbred vil tillade det”.

I april 1825 var sognets præst Riise, der jo boede i Nr. Omme, til eksamen i Brejning sogn, denne oplevelse blev sendt til Ribebispen og lød sådan her:

”Brejning degneskole: bestyres som sædvanlig af degnen Harder. Ligesom jeg i de foregående år ikke har kunnet rose denne skole og dens lærer, således ser jeg mig heller ikke i år i stand dertil. Når såre indskrænkede kundskaber og mådelige undervisningsgaver, således som her parres med ulyst til og lunkenhed i forretningerne, kan intet godt resultat ventes. Eksamenslisten for denne skole frembyder derfor heller intet glædeligt syn. Harders moralske opførsel har i det sidst forløbne år ikke været forargeligt.

Brejninge nordre distrikts omgangsskole: er under bestyrelse af den sædvanlige lærer, ungkarl Niels Madsen fra Hover. Undervisningen er yderst simpel og indskrænket, men da den drives med flid og lyst og ej aldeles uheldige gaver, synes dog nogen fremgang. Lærerens sædelige opførsel er god og upåklagelig”.

Det ser unægtelig ud til, at degn og sognepræst har haft et problem. Til Harders undskyldning kan måske være, at han oprindelig var uddannet som bogtrykker, men gik ret hurtigt over til skolegerningen. Ifølge forordningen af 29-7-1814 skulle han slet ikke have været degn, kun lærer og kirkesanger, da han blev ansat i 1816, men sådan blev det først med hans efterfølger, men arbejdsbyrden blev nu ikke forandret. Han har flere efterkommere i sognet stadig.

I 1832 ansætter man i stedet for en degn nu en skolelærer og kirkesanger, Peder Staglund Pedersen, der var seminarist fra Borris seminarium. I de forskellige indberetninger fra sognepræsten beskrives han som en duelig og flittig lærer med en god sangstemme, så nu havde i hvert fald hovedskolen fået en kvalificeret underviser. Han anvendte i begræn-set omfang den såkaldte indbyrdes undervisning, hvor man anvendte diverse tavler med trykte bogstaver og tal, hvilket lettede undervisningen, når der var mange elever, og i ho-vedskolen var der i 1840 57 børn, og her kunne de ældste elever godt hjælpe de yngste med tal og bogstaver og således aflaste læreren.

Indberetningerne herefter viser også, at selv om elevernes præstationer svingede noget, så fik de fleste børn gennemgående gode bedømmelser i læsning, skrivning og regning, selv om det kneb med hovedregning indtil 1841, hvorefter børnene også kom med der. Børnene havde gennemgående også lært Balles lærebog i religion udenad, men det kneb med at forklare det lærte, men igen efter 1841 går det ret godt også her. I 1841 var provsten på visitats og kunne konstatere, at især pigerne i hovedskolen var gode til at læse i bog, også nogle af drengene, mens andre drenge nærmest ikke kunne læse.

Hvad bibelhistorie angik, så var der de børn, der læste flittigt og derfor kunne svare på spørgsmålene fra præsten, og de der enten kun læste lidt eller slet ikke, og derfor var nær-mest uvidende, og det kunne jo kun tyde på forsømmelse fra elevernes side.

Med hensyn til gymnastik, så blev det indført ved lov i 1828, men her i sognet fik man først de fornødne redskaber ved hovedskolen i 1835, da den blev flyttet op til kirken, og ved biskolerne først, da de blev bygget i 1867 og 1870, og i den første tid var eleverne forståeligt nok kun ”lidt øvet”, men nåede snart op på ”antageligt”. Det er et ret gennemgående træk, at sogneforstanderskab og senere sogneråd meget ofte fik påtale fra skoledirektionens formand om, at gymnastikredskaberne ved hovedskolen og de to biskoler enten var ikke til stede eller i for ringe stand. I starten var der blot tale om et ”klavreredskab” (ribbe) og en bom. I 1891 havde amtets gymnastikinspektør været på inspektion, men først i 1893 kom der ordre fra provst Vilstrup i Borris om til hovedskolen at anskaffe glatstang, glattov og springmaskine, og samtidig kom der en opfordring om at anskaffe fornødne lo-kaler til skolegymnastik i vintertiden. Vi skal nu helt frem til 1930, hvor sognets første gymnastiksal blev bygget i Højmose!

Fra 1842 blev der undervist i geografi og fædrelandshistorie som deciderede selvstændige fag, og i dette år oplyses det, at der blandt hovedskolens bøger fandtes 10 eksem-plarer af Kortfattet Undervisning i Agerdyrkningen. Både i hovedskolen og i de to biskoledistrikter fandtes et Danmarkskort, et Europakort og et Palæstinakort i 1858. I 1863 ind-købte man 12 regnebøger indeholdende ”10-delings systemet”, og det må jo siges at være på forkant med udviklingen, idet møntfoden fra rigsdaler, mark og skilling først blev forandret til kroner og øre i 1874. Langs afsted blev der indkøbt læse- og sangbøger til de tre skoler og efterhånden også geografi- og fædrelandshistoriebøger.

I årene fra 1848 og frem oplyses det, at der var god sang både i hovedskolen og i biskolerne, og at børnene om søndagen for en dels vedkommende mødte op i kirken og sang i kor. Mange af dem havde godt gehør og gode stemmer, og nogle kunne noder, modsat i Nr. Omme, hvor fædrene ikke var musikalske og børnene heller ikke, som præsten skrev i indberetningen 1854.

Der var selvfølgelig nogle børn, der slet ikke havde evner, men der var jo også nogle, der ikke gad.

I 1839 klagede Jens Jørgensen Torre over læreren til skoledirektionen, idet hans søn, Frederik Adolf Jensen, var kommet fra skole godt gennembanket af læreren, så han kaste-de blod op og var godt stribet på ryggen. Han skulle ydermere have været lukket inde i skolestuen sammen med en tændt kakkelovn, mens læreren var hjemme og spise midt på dagen. Staglund Pedersen svarede skoledirektionen på forespørgsel, at dels var Jens Jørgensen Torre fuld af løgn, hvad enhver vidste, dels modtog han fattighjælp - i konens navn - dels havde han stor ulyst til stadig arbejde, men hellere til kortspil og drikkeri, hvorunder han undertiden slog vinduer ud, f.eks. i fattighuset og yppede slagsmål og klam-meri, og denne opførsel kunne ikke virke fordelagtig på hans børn, hvoraf Frederik Adolf var vanartet, stridig, doven og træg i en alder af 12 år, men med et godt hoved, hvorfor Staglund Pedersen efter at have "slåsset" med ham om regning og Balles lærebog fandt for godt at give ham en dragt prygl med et tyndt tampreb uden knuder. I øvrigt kunne vinduerne i skolestuen lukkes op, hvis der var gået ild i skolestuen.

Medlemmerne af skolekommissionen med sognepræsten i spidsen var ude at syne drengen. Men da der gik en måneds tid, inden man nåede så langt, var striberne væk, men de troede trods alt mere på faderen, end på læreren. Skoledirektionen pålagde skolekommissionen i Brejning at give læreren en alvorlig påtale, fordi han havde straffet drengen langt ud over det tilladelige, men mere blev det ikke til, da der normalt ikke blev klaget over, at han var for hård ved børnene. Så havde Jens Thorre regnet med lidt erstatning, gik det i vasken. Se under det vestlige ejerlav.

For biskolernes vedkommende lå børnene nogenlunde på samme niveau, som børnene i hovedskolen, med de samme styrker og svagheder. I 1841 kneb det noget med at læse i biskolerne, hvor 3-4 læste godt, mens en del nærmest gættede sig til ordene, så det skulle der strammes op på. Biskolelærerne var jo enten en husmand eller nok især bønder-karle, og alle blev karakteriseret ved, at de drev undervisningen med flid og lyst og udviste begavelse som undervisere. Det følger op på sogneforstanderskabets udtale i 1858: ”man ved jo af erfaring, at børn fra omgangsskoler, som Brejning sogns, som oftest blev udskrevet derfra med god lærdom”.

Biskolerne.

 I det nordre og østre distrikt var der omgangsskole, hvortil degnen skulle antage og aflønne en lærer, d.v.s. en nogenlunde oplyst bondekarl. I 1815 var det Laurids Graversen, født i Ravnsbjerg 1745, og ejer af Viftrupgård og 70 år gammel! Der var 15 skolebørn, der blev undervist på samme måde, som i hovedskolen. Men her kunne tre skrive. Undervisningen gik fra 1.-12. til 28.-2. Det betød, at så havde man børnene hjemme i den travle tid, forår, sommer og efterår. Aflønningsmæssigt var det således, at degnen fik sin degneløn, dels i naturalier dels i penge, men i omgangsskole-distriktet betalte man 1½ skilling af hver tønde hartkorn, der var lagt til dette distrikt. Men degnen skulle betale om-gangslærerens løn. Her lejede sognet sig ind i forskellige gårde, hvor der var plads i stuehuset, som i Højmose, Væggerskilde og Randeris, hvor der så blev holdt skole i stor-stuen, heraf navnet omgangsskole.

Sognets økonomiske tilstand var sådan, at man ikke havde mulighed for at bygge et skolehus i biskoledistriktet. 30 af sognets bønder havde købt deres gårde til selveje i 1794 og var nu ved at være gældfrie og havde ikke lyst til at få flere udgifter, resten af bønderne havde købt deres gårde til selv-eje mellem 1810 og 1815 og kunne ikke klare flere udgif-ter, slet ikke så få år efter Statsbankerotten i 1813, og hartkornet i biskoledistriktet var så lille, at der heller ikke var noget at hente der.

 Ifølge skolefundatsen i 1829 blev omgangsskoledistriktet nu kaldet biskoledistriktet og omfattede i 1829: Ravnsbjerg, Mose, Moesgård, Toft, Snogdal, Feldbæk, Bjerg, Højmose, Randbæk, Sandbæk, Viftrup, Væggerskilde, Randbæk Hedehus, Magersped, Randeris, Torhuse og Koldinghus, ialt 53 tønder Hk med 29 familier og 24 skolepligtige børn.

Biskolelæreren skulle have 5 tønder byg efter kapitelstakst, samt kost og logi på et bestemt sted, som sognet lejede, og hvor det også sørgede for opvarmningen. Læreren for biskoledistriktet skulle antages af skolekommissionen med provstens anbefaling. Skulle en duelig lærer ikke kunne anskaffes til denne pris, måtte man hæve akkorden.

Skolestuen skulle ligge på et bekvemt sted i distriktet, som var delt i to, således at der hver uge blev undervist f.eks. både i Højmose og i Væggerskilde, 3 dage hvert sted, så kunne én person klare det hele. Undervisningen skulle være fra 1.-11. til 1.-5., og resten af året skulle samtlige skolepligtige børn søge til hovedskolen, hvor degnen skulle under-vise dem alle. Alle udgifterne pålignedes samtlige beboere i sognet, der var jo ikke andre til at betale. På denne måde ville nogle af børnene få lidt over ¼ mil til skole, og det måtte de ikke ifølge skoleloven, men det var nødvendigt her i sognet for at holde udgifterne nede.

Undervisningen i biskolerne var lidt anderledes end i hovedskolen. Indtil 1839 gik eleverne om sommeren til hovedskolen, hvor degnen underviste alle elever, herefter var der også sommerundervisning i et af biskoleområderne, tilsyneladende gik det på skift hvert andet år. I lange perioder var det den samme lærer, der underviste i begge distrikter. I 1845 gik man om sommeren i skole 2 dage om ugen, om vinteren hele dagen 3 dage om ugen i hvert område, mens der i hver biskoledistrikt i 1869 undervistes 3 dage ugentlig i de 7 vintermåneder og 2 dage ugentligt i de 5 sommermåneder (maj-september).

Niels Jensen, der var født i Rudmose i 1814 og var biskolelærer i biskoledistriktet ad flere omgange, er et godt eksempel på, hvordan tilværelsen var for en ung biskolelærer. Han var biskolelærer i vinteren 1833-34, herefter tjenestekarl i Borris i sommeren 1834, og igen biskolelærer i vinteren 1834-35, tjenestekarl i Brejning i sommeren 1835, og igen biskolelærer i vinteren 1835-36. Herefter var han tjenestekarl på Rydbjerg i Velling i sommeren 1836 og blev herefter skolemester i Ringkøbing i vinteren 1836-37, hvorefter han rejste til København.

Odderbæk er ikke nævnt. Det skyldes, at gården lå så langt fra lov og ret, at børnene herfra fik lov til at søge Muldbjerg skole, en ordning der med variationer fortsatte gennem årene. Sogneforstanderskabet, senere sognerådet, betalte det meste af udgiften til Hover sogn. Bonden i Odderbæk betalte selv lidt, og det ville jo ikke være Vestjylland, hvis man ikke med års mellemrum priede lidt om prisen de to sogneråd imellem. Således ansøgte Niels Odderbæk i 1878 sognerådet om lov til at sende sine børn til Muldbjerg skole, som jo var nærmere for Odderbæk end Brejning. Der var blot den hage derved, at sognerådet i Hover forlangte 20 Kr pr. år af Brejning sogneråd for at tage børnene. Efter mange forhandlinger og tingen om priser vedtog man, at Brejning sogneråd betalte 12 Kr om året og Niels Odderbæk 3 Kr. I 1886 var prisen steget til 12 kr. pr. barn.

Med hensyn til at finde en duelig lærer til omgangsskolen, så siger en ansøgning fra pastor Bjerrum til provst Block fra 1852 en hel del:

”Det unge menneske Josias Nielsen af Randbæk i Brejning sogn beder herved Deres højærværdighed være ulejliget med at undersøge, om han kan antages som biskolelærer i Brejning sogn. Han er af mig konfirmeret for 6-7 år siden og var dengang en flink konfirmand. Muligen kunne nu en del af skolekundskaberne være glemte, men de lader sig vel atter snart indhente”.

I øvrigt havde man haft et stort problem med at skaffe unge omgangsskolelærere i krigsårene 1848-1850 og 1864, hvor de fleste af sognets unge mænd var indkaldte. Det betød også, at det kneb med arbejdskraft på gårdene, så man måtte bruge børnene mere end ellers, hvorfor man gerne så skolegangen nedsat til 2 ugentlige dage, og det betød også, at unge mænd som den 17-årige Christen Bertelsen fra St. Sandbæk blev ansat som biskolelærer i vestre distrikt. At det også kunne knibe på andre tidspunkter viser dels neden-for nævnte valg af husmanden Knud Jensen, dels at i 1862 blev den kun 15 årige Søren Christian Madsen ansat dels i vakancen i hovedskolen dels som biskolelærer for hele di-striktet. Han var senere husmand på Kildsigvej 4.

Fra skolemyndighedernes side med herredsprovsten i Borris i spidsen havde man nok et godt øje til Brejning sogn og sognets skoleforhold, for gang på gang værger sognefor-standerskabet sig imod de pålæg, der dukker op, om bedre skoleforhold. I 1858 beder man om at slippe for at skulle bygge to biskoler i distriktet, da man netop har haft store udgifter til et nyt fattighus. Og - som man så frimodigt skrev - man ved jo af erfaring, at børn fra omgangsskoler, som Brejning sogns, som oftest blev udskrevet derfra med god lærdom. Og så var der jo også det, at med faste skoler blev skoletiden let forøget, og det var til skade for fattige forældre, der så ikke kunne sende deres børn ud at tjene, men måtte holde dem hjemme til skade for fattigvæsenet. Så i 1859 lejede man lokale hos Anders Nielsen Ahle i Randeris for østre biskole for vinterhalvåret og hos Chr. Højmose til vestre biskole for hele det kommende skoleår, begge steder for 5 Rdl. Året efter blev lokalet stadig lejet hos Chr. Højmose for hele året for 6 Rdl., men for østre biskole blev der i stedet lejet et lokale hos Bendt Larsen i Væggerskilde fra 1-11-1860 til 1-11-1861 ligeledes for 6 Rdl., og da blev der leveret en kakkelovn fra sognet til hver skolestue. Samtidig lejede man igen husmand Knud Jensen fra Skauhale (Sandbækvej 3) til at holde skole for Vestre biskoledistrikt for 3 mark for hver skoledag om vinteren og 3 mark for hver skoledag om sommeren på egen kost. Man var antagelig i en situation, hvor det kneb med at finde passende emner, for han var slem til at spille kort om aftenerne og faldt så i søvn i skolestuen næste dag, og når larmen blev for voldsom, vågnede han med et ”Klør er trumf” eller bare ”trumf”, og det lærte eleverne jo ikke meget af. Trods alt var han fast ”inventar” i Højmose biskoledistrikt fra før 1858, og provsten gav ham i øvrigt et godt skudsmål ved visitationen dette år. Selv om han var lejet til at undervise i Vestre biskole, ses det af indberetningerne, at han underviste i hele distriktet, og det var tilsyneladende normen de fleste år mellem 1815 og 1878, hvor indberetningerne viser, at det er samme lærer i begge biskoledistrikter. Ind imellem ses det i sognerådets forhandlingsprotokol, at der ansættes en lærer til vinterundervisningen i hver biskoledistrikt, men det er undtagelsen.

Selv om man til stadighed pegede på, at Brejning sogn var et fattigt og tyndt befolket sogn især i nord, øst og syd, så var børnetallet i 1860 dog 69 børn, der søgte hovedskolen og 35 børn, der søgte biskolerne. På grund af det store pres på skolerne, var man engang efter 1840 begyndt at undervise alle børn i biskoledistriktet om sommeren både i vestre og østre del. Sognerådets forhandlingsprotokol begynder først i 1859, men ifølge indberetningerne til provsten, er det sidste gang i 1839, at alle børn i skoledistriktet var samlet i hovedskolen denne sommer.

For at bedre skolesituationen lejede man fra 1-5-1861 til 1-5-1866 Bendt Larsens vesterstue i Lille Væggerskilde som lokale for østre biskoledistrikt 2 dage ugentligt om somme-ren og 3 dage ugentligt om vinteren. Han skulle bygge et fag til stuen, således at den blev på tre fag inden 1. november 1861. Om vinteren skulle der leveres ham de nødvendige tørv til opvarmning. Betalingen var 9 Rdl. om året. Sogneforstanderskabet skaffede nødvendige borde og bænke. I 1862 henvendte en del beboere fra sognets sydøstligste del sig til sogneforstanderskabet og anmodede om at få flyttet skolelokalet fra Lille Væggerskilde til Randerisgård, der jo lå noget sydligere og nærmere dem, men selv om henstillin-gen blev modtaget positivet, skete der nu ikke noget. Bendt Larsen ansatte sin kones broder, Laurids Christensen, til at holde skole i Væggerskilde fra 1-10-1861 til 1-4-1862 6 timer dagligt i ugens seks søgnedage på egen kost og logi for 42 Rdl 3 mark.

Hos Christen Jensen i Store Højmose lejede man et lokale fra 1-10-1861 til 1-5-1862, som også skulle bruges til sommerskole for vestre biskoledistrikt, for i alt 7 Rdl. Samtidig ansatte man igen Knud Jensen som lærer ved vestre biskoledistrikt for 40 Rdl. fra 1-10-1861 til 1-5-1862 på egen kost og logi.

 Forholdene med omgangsskole i det nordøstlige skoledistrikt var nu engang ikke optimale med de mange børn i Opsund området, så i marts 1867 købte sognerådet 2000 kva-dratalen jord af sognerådsmedlem Mads Nielsen i Randeris for 10 Rdl på den såkaldte Randeris Hede. Herpå skulle der bygges en biskole, som var beregnet til at koste 350 Rdl. Skolefondet lånte sognet 200 Rdl, resten blev pålignet sognet. Selve byggeriet blev udliciteret dels på kirkestævne to søndage i træk, dels i Ringkøbing avis. Mads Feldbæk skulle levere 5000 helbrændte og 3000 halvbrændte sten, som Anders Toft i Opsund brændte i sin teglovn. Chr. Berthelsen i St. Sandbæk og Hans Peter Nielsen i Feldbæk leverede tømmer, brædder og 1500 grå mursten til skorsten og skillerum. Rør til taget skaffede man ved at påligne 16 pund rør pr. tønde hartkorn. 21 husmænd og inderster fra sognet skulle vederlagsfrit gøre tre dages arbejde hver ved skolebyggeriet efter tilsigelse. Mads Randeris skulle levere vand, sand og ler til byggeriet, samt holde opsyn dermed.

Der blev bygget 5 fag hus, det nordligste var 2 1/2 alen lang, de 4 øvrige 2 alen. (1 alen = 0,62 cm). Det nordligste indrettedes til forgang samt køkken med skorsten, de 4 øvrige var skolestue, som blev forsynet med 6 fag vinduer. I køkkenet var der 1/2 fag vindue, gangen blev oplyst af et lille vindue over yderdøren. Murene var 1 stens mure, undtagen i gavlene og mellem vinduerne, hvor de var 1½ stens. Skolestuen blev opvarmet af en bilæggerovn, der stod i forbindelse med skorstenen i køkkenet. Desuden fandtes der en latrin bag bygningen. Skolen kaldes skiftevis både Søndre og Østre biskole foruden Randeris biskole i de forskellige indberetninger. Skolens vand fik man fra brønden i ejen-dommen Torhuse matr.2, som lå øst for skolehuset.

Allerede i marts 1877 nedbrændte Randeris biskole og i forbindelse med opbygningen af den samme sommer, er der en udmærket beskrivelse af skolestuens inventar. Skole-stuen var omtrent 8 alen lang og 10 alen bred. Den havde bræddegulv og blev opvarmet af en bilæggerovn. Der var 6 fag hele vinduer til skolestuen og ½ fag til køkkenet, hvorfra der var en stige gennem loftlemmen til loftet. Skolen var lyngtækket. Der var 3 skoleborde med passende hældning, 2 fjæle brede, 6 alen lange med en liste for den nederste kant og en foroven med huller til blækflaskerne, ligesom der var en fjæl til at lægge tavlerne på. Til skolebordene var der skamler, som var sat fast til bordene, således at de kunne flyttes samlet. Ved den ene væg stod en skrivepult - som i dag findes på Egnsmuseet - og oven over denne var der en 2 alen bred bogreol med 3 hylder til skolens bøger. Skole-stuen havde høvlet og malet trægulv. I forgangen var der 2 hylder og nogle knager til børnenes tøj. Gangen var belagt med piksten, som fortsatte en alen rundt om bygningen. Fra gangen var der en dør til skolestuen og én til køkkenet. Over indgangsdøren var der nogle små ruder til at give lys i gangen. Det indre af bygningen var overtrukket med kalk og sand samt kalket to gange. Ved bygningens nordende var der opsat to latriner i træ. Udover materialerne kostede det 122 kr i arbejdsløn at bygge skolen.

I foråret 1870 enedes man om at nedbryde det gamle fattighus, der ville blive ledigt, når fattiggå-den var færdig, og flytte huset til vestre biskoledistrikt for at bruge det til biskole der. Man gjorde akkord med Poul Kamp om at nedbryde det, der var på 9 fag, og igen opføre 7 fag bygning i Sandbæk på en grund, man købte af Jens Bang i Randbækkrog. Denne grund lå nogenlunde midt imellem Toft mod vest og Fjaldenes yderste ejendom mod øst, men det gav nu alligevel anledning til, at beboerne både øst og vest for skolen klagede over skolevejen, dels over dens længde, dels over at især om vinteren kunne det være svært at passere den i sne og søle. I februar 1879 bestemte sognerådet, at nu skulle skolevejen fra Laurids Toft i vest til Sandbæk biskole og fra Svend Olsen og Niels Erlandsen i øst til skolen måles ud. Ole Snogdal og Anders Ahle blev sat til at måle vejen, og det blev besluttet, at der skulle kastes en skolesti mellem Laurids Toft og biskolen. 15.april 1879 skrev sognerådet til skoledirektionen følgende:

”I anledning af en klage fra en del af beboerne som søger Sandbæk skole, og som har været tilsendt skoledirektionen, og derfra sognerådet tilsendt til erklæring, skal sognerådet tillade sig at oplyse, at der fra den nordvestlige sted i Brejning sogn er, når der bliver en skolesti, i en lige retning 2950 favn, da stedet ligger aller længst ude, og det må bemær-kes til den indsendte klage, at hverken Niels Kjærgaard, Peder Andersen, Peder Christensen eller Niels Sørensen har nogen børn, der søger skolen, den eneste, der kunne være tale om, skulle være Peder Christian Nielsen, men har 550 favn nærmere end Laust Nielsen, ellers for de øvrige beboere kan der ikke være tale om at have for langt efter steder-nes beliggenhed i en så udstrakt hede sogn. Med hensyn til de østre beboere der kan der vel ikke anlægges nærmere sti, da der går en opkastet vej det meste af tiden over godt tør jordbund, og når den får ende, er sognerådet villig til at lade opkaste en sti. Vel kan det jo ikke nægtes, at Svend Olsens hus ligger lidt over ½ mil fra skolen, men det er vel og den eneste, også ligger beboerne jo efterhånden nærmere skolen, og enhver, der klager, har jo heller ikke børn, der går i skole”.

Og så havde sognerådet samme bemærkninger, som år tidligere, at skete der en omlægning af biskolerne i denne del af sognet, ville der være samme ønske både i den sydøst-lige og den vestlige del også, hvorved det ville gå ud over hovedskolens elevantal, og sognerådets økonomi med stor rentebyrde og afdrag på gælden tillod slet ikke sådant no-get. Pastor Bergenhammer underskrev ligeledes disse betragtninger på skolekommissionens vegne, som udmundede i, at når skolestien fra vest til Sandbæk blev forbedret, så måtte det være det. Skolestien gik fra jordemoderhuset til fattiggården og videre over fattiggårdens jord til Feldbækgårds skel i Ole Peters ejendom og derefter over Peder Ditlevs jord til skolen i Sandbæk. De berørte lodsejere fik erstatning. Jens Højmose skulle lave en spang med holdtræ over bækken, som stien passerede.

Prisen for grunden var 10 Rdl, men Jens Bang ville i stedet lige så gerne årligt have asken og latrinen fra biskolen, og det gik man ind på, og det var klogt gjort, for mens man ind imellem måtte leje folk for at få tømt askemødding og latrin ved Randeris biskole, var det jo aldrig et problem i Sandbæk. De to fag, der blev til overs ved flytningen, måtte Poul Kamp beholde, men han skulle til gengæld renovere de syv opsatte fag, så de var i god stand. Gulvet var lagt af mursten, og da der var kommet huller i det, blev det repareret i juni 1877, da man igen havde fået brændt mursten i fattiggårdens teglovn. I 1881 blev Gravers Krog i Røjkumkrog lejet til at fjerne Sandbæk biskoles stengulv og i stedet lægge gulvbrædder. Skolen kaldtes både Nordre og Vestre biskole foruden Sandbæk biskole. I sommeren 1895 lagde man beboelsesrummet til skolestuen og delte den i to klasser, men allerede 1-11-1890 havde man ansat Mikkel Højmoses datter Kirstine Kathrine Andersen som lærerinde for de mindste børn. Herefter var der to ueksaminerede lærere ved skolen.

I Videbæk rådhus kælderarkiv er der bl.a. bevaret en række skoleprotokoller fra Højmose skole, og imellem disse, der strækker sig fra årene 1907 til 1955, ligger et lille hæfte med titlen: ”Dagbog for Brejning nordre Biskole, begyndt den 1ste December 1874. N. K. Nielsen, f.T. Lærer”. Den medtager årene 1874-1880, og heraf fremgår det, at skole-gangen i Sandbæk biskole var de tre første dage om ugen året rundt, hvorfor skolegangen i Randeris biskole må have været holdt på ugens tre sidste arbejdsdage. Der er ikke angivet, hvor mange dage pr. måned, men ifølge dagbogen var det reglen, at man arbejdede normalt fra oktober til april, lidt færre dage i maj og juni og endnu færre dage i juli-september, med 5 dage og 3 dage i juli og august og 8 dage i september for året 1876.

På forsiden står der ligeledes følgende: ” Ifølge Skoleanordningen (1878) skal der undervises 5 Timer daglig fra 1ste November til Udgangen af Februar Maaaned, hertil er be-stemt Tiden fra Klokken 9-12 Formiddag og fra 1-3 Eftermiddag. Fra 1.Marts til Udgangen af October 6 Timer daglig nemlig fra Klokken 8-11 Formiddag og fra 1-4 Eftermiddag. 18. Dcbr.1879. Jac. Rindum, f.T. Lærer”. Dette må jo så have været gældende for begge biskoler, der fra nu havde hver sin lærer.

12-3-1883 modtog sognerådet en anmodning fra beboerne i Opsund om at få Randeris biskole flyttet nærmere til Opsund området, da børnene havde for lang skoleafstand. Sog-nerådet meldte tilbage, at skulle biskolen i Randeris flyttes, så skulle biskolen i Sandbæk det også, og så ville det blive nødvendigt med at bygge endnu to biskoler, og det var der ikke penge til, så man foreslog Opsund boerne at leje et lokale i Opsund og oprette en pogeskole, så skulle sognerådet nok hjælpe både med lokaleleje og lærerlønning. Det blev starten på Opsund friskole, se videre dér.

Undervisningen i de to biskoler blev indtil 1878 som nævnt forestået af samme mand. Man ville selvfølgelig gerne have en, der havde været på Staby vinterlærerseminarium, som var oprettet som sådant i 1857. I efteråret 1875 kom der således en ung karl - Andreas Pedersen Lustrup - på vandring gennem Brejning sogn for at søge vinterlærerjob efter endt eksamen fra Staby. Han blev antaget som vinterlærer for begge biskolerne, 3 dage hvert sted, for 50 Kr i alt samt kost og logi i fattiggården. Han var meget glad for at være i sognet, blev her i 3 vintre, og ifølge hans erindringer havde han et godt forhold til sognets beboere, kom bl.a. meget hos familierne i St. og Lille Sandbæk. En ting kunne han dog ikke forlige sig med. Sognets brændevinsdrikkeri. Han skriver: " Når folk kom sammen, drejede samtalerne sig som regel om priserne på fede stude og grise eller almindeligt by- nyt. Dernæst var kortspil og kaffepunse den almindelige underholdning. Brændevinsdrikkeriet var meget udbredt. Der var på Brejninggaard et gammelt brænderi, der leverede et ganske forfærdeligt produkt. Men bønderne kunne ikke tænke sig at gøre et anstændigt gilde uden denne giftige fusel, " vor egen brændevin ", som de kaldte den. Mennesker fra andre egne skyede den som pesten, da alene lugten var ganske afskyelig." (Andreas Pedersen Lustrup (1858-1940), sidst førstelærer ved Lindknud skole, erindringer findes i Lindknud lokalhistoriske forening.

Også i biskolerne afveg man lidt fra ministeriets opfordring om at undervise dagligt i 5 vintermåneder, for ifølge sognets nye skoleordning fra november 1878 skulle der nu under-vises dagligt i de seks vintermåneder fra 1-11 til 1-5 og 1 dag ugentlig om sommeren i biskolerne. Som regel startede undervisningen i stedet 15. oktober og sluttede 15. april. Se ovenfor. Det blev derfor nu nødvendigt med en lærer ved hver biskole. Her optræder Jakob Jepsen Rindum fra Dejbjerg for første gang, idet han blev fæstet som biskolelærer ved Sandbæk biskole for vinteren 1878-79 for 60 kr samt fri kost og logi i fattiggården. Han var senere desuden ejer af Randerisgård.

Børneantallet i de to biskoledistrikter var følgende: For begge biskoler: 1815: 15, 1829: 29, 1835: 23. For Randeris biskole:1848: 13, 1854: 11, 1858:17, om vinteren undervistes der de tre sidste dage i ugen, om sommeren gik øverste klasse i skole én dag, nederste tre dage fordelt på én dag fra kl.6-12 samt to halve dage, 1862: 22+6 der undervistes hjemme, 1864: 23+6 der undervistes hjemme, 1871: 28+2 der undervistes hjemme, 1879: 31+5 der undervistes hjemme, 1895: 40+7 der undervistes hjemme, hvor alle under-vistes fra 15-10 til 15-4 hver dag og resten af året 1 dag ugentlig.

For Sandbæk biskole: 1848: 20, 1854: 19, 1858: 22+2 der undervistes hjemme, om vinteren undervistes der de tre første dage i ugen, om sommeren gik øverste klasse én dag om ugen, nederste klas-se gik tre dage fordelt på én dag fra kl.6-12, samt to halve dage, 1862: 28+5 der undervistes hjemme, 1864: 30+7 der undervistes hjemme, 1871: 38+1 der undervistes hjemme, 1879: 31+3 der undervistes hjemme, 1895: 64 i to klasser fra 15-10 til 15-4 hver dag, resten af året én dag om ugen.

Brejning sogns biskolelærere indtil 1878:

Hans Lauridsen:                                                                                                                                                                                                                                                              Antagelig ham der var født i Røjkum 1785, død i Mose 1860, spækhøker i Vejle. Se Vestlige ejerlav matr.16.                                                                                                            Han var ansat af Anders Hansen, Ravnsbjerg, som omgangslærer i omgangsskoledistriktet i 1805 i en skolestue på Ravnsbjerg, hvilket gav protester i en del af omgangs-sskoledistriktet.

Laurids Graversen:                                                                                                                                                                                                                                                          Født på Ravnsbjerg 2 i 1745, død 1822 på Viftrupgård.                                                                                                                                                                                         Fæster af Viftrupgård fra før 1774. Han køber gården fri i 1795, skøde fra 8-1-1796, ikke tinglæst.
Omgangslærer i omgangsskoledistriktet 1815, da han var 70 år gammel og indtil 1820!
Gift med Maren Andersdatter: født på gården o.1741, død på gården 1819.
                      Børn:
                      1: Anders: 1774-1851, møller på Kongensholm mølle, Dejbjerg sogn.
                      2: Gravers: 1776-1777.
                      3: Gravers: o.1780-1832, eftermand på gården.
                      4: Vibeke: 1784-1849, ugift, død i Sdr. Søndergård.

I 1791 havde han 10 tdr. rugland delt i 12 tægter og kunne i et middel år avle 9 tdr. rug og 6 tdr. byg samt bjerge 7 læs hø. Besætningen bestod af 2 trækheste, 3 køer, 1 ungnød, 8 får med 4 lam. Han betalte 1 rdl i årlig afgift for småredsel” til godset og var som regel i restance hermed.

Laurids Graversen købte gården fri i 1795 fra Brejninggård, og pengene hertil lånte han dels i Den kongelige Kreditkasse dels hos Niels Jensen i Abildtrup. Han fik skøde på gården 8-1-1796, men skødet blev ikke tinglæst. Han lånte 180 rdl i Den kongelige Kreditkasse og 70 rdl hos Niels Jensen, Abildtrup. Samtidig blev ejendommen forsikret i Bølling herreds brandkasse, ligesom alle sognets selvejerejendomme. Der skulle være 1 brandstige, 1 brandhage samt 1-2 brandspande på ejendommen.

Niels Madsen:
Født i Annekspræstegården i Hover 1800, bosat her som fæster endnu i 1860. Død på gården 1863.
Omgangslærer fra 1820 til efter 1831, i 1825 skrev provsten: ”ungkarl fra Hover, yderst simpel og indskrænket undervisning, der drives med lyst og ej aldeles uheldige gaver. Den sædelige opførsel er god og upåklagelig”.

Niels Jensen:
Født i Rudmose 1814.
Biskolelærer i folketælling 1-2-1834 og bosat i Randbæk, så han har været lærer ved skolens start 1-11-1833. Flyttede efter skolens afslutning 3-6-1834 til Borris som tjenestekarl og retur igen i efter-året 1834 til Brejning som skolelærer i vinteren 1834-1835 og er ikke fraflyttet sognet, så han har tjent som karl om sommeren og har igen været lærer vinte-ren 1835 til 1836. 21-4-1836 flyttede han som karl til Rydbjerg i Velling og flyttede derfra 9-10-1836 som skolemester til Ringkøbing, som han igen forlod for at rejse til København 30-6-1837 ved skoleårets afslutning.

Jens Poulsen:
Født i Langergårde 1829, død i Sdr. Brorstrup, Ølstrup 1898, gårdejer.
Biskolelærer 1844 og 1845. Bosat i Snogdal 1845. ”Flittig og dygtig i skolen, fører et sædeligt liv og har meget gode egenskaber til at undervise”.
I 1850 var han i tjeneste hos købmand Chr. Husted, Ringkøbing. Gift i Ølstrup 1851.

Hans Nielsen:
Født i Toft i 1825. Død i Randbæk matr.7a i 1889.
Køber 18-6=2-8-1855 (15-418) ejendommen Bjerg.
Køber 1-6=15-7-1858 (17-306) matr.9b Randbæk.
Biskolelærer fra før 1848 til august 1850, hvor han blev indkaldt til krigstjeneste. ”Et flittigt ungt menneske af rosværdigt forhold med ganske gode gaver til at undervise”.
Han var gift med Mette Katrine Andersdatter, født o.1818 i Hover, død i Randbæk i 1884.
                      Børn:
                      1: Niels: 1855-1924, gift i Vorgod 1884, død i Hee.
                      2: Anders: 1858-1858.
                      3: Anders: 1859-1868.
Familien flyttede til matr.7a Randbæk i 1873.

Christen Berthelsen:
Født på Store Sandbæk 1833, død 1900 på gården.
Biskolelærer i 1848 i biskoledistriktet. Sognefoged.
Køber 8-9-1861 (19-697), hovedparcellen Sandbæk matr.1a + kirke- & kongetiende samt aftægt til faderen (19-702).
Sælger 6-12-1867 (21-600) matr.1f, Bindesbølvej 2, til Jens Ole Nielsen.
Sælger 1-7-1869 (22-322) matr.1g, til Niels Erlandsen, Damgård matr.1c.
Sælger 22-1-1871 (23-228) matr.1e, Bindesbølvej 3, til broderen Ole Peter Berthelsen.
Sælger 1893 (34-548) matr.1i, Sandbækvej 14, til svigersønnen Anders Hjøllund Andersen.
Gift i Brejning 1861 med Else Marie Nielsen (1834-1901) fra Væggerskilde.
                      Børn:
                      1: Ane Kirstine: 1863-1937, gift 1893 med Kristian Pedersen Nygaard, Hover.
                      2: Ane Kathrine: 1866-1944, gift 1890 med Anders Hjøllund, eftermand på gården.
                      3: Niels: 1869-1871.
                      4: Niels: 1872.
                      5: Maren: 1875-1956, gift 1892 med Marinus Henriksen, matr.1i Sandbæk.

Josias Nielsen:
Født i Randbæk 1831, død i Vorgod fattighus 1903.
Antagelig biskolelærer i Brejning 1852. Tjenestekarl i Store Snogdal i 1860.
Med hensyn til at finde en duelig lærer til omgangsskolen, så siger en ansøgning fra pastor Bjerrum til provst Block fra 1852 en hel del:
”Det unge menneske Josias Nielsen af Randbæk i Brejning sogn beder herved Deres højærværdighed være ulejliget med at undersøge, om han kan antages som biskolelærer i Brejning sogn. Han er af mig konfirmeret for 6-7 år siden og var dengang en flink konfirmand. Muligen kunne nu en del af skolekundskaberne være glemte, men de lader sig vel atter snart indhente”.
Skolelærer i Fjelstervang i 1870. Senere husmand i Fjelstervang, død som fattiglem.

Laurits Larsen:
Født 1827 i Blæsbjerg.
Biskolelærer i 1854 og 1855, ”flittig og duelig”. Bosat i Ravnsbjerg kro 1855.

Knud Jensen:
Født i V. Pilgård SV matr.5 1824, død i fattiggården 1885.
Køber Randbæk matr.9d fra Feldbækgård 1-6-1858 (17-305), har bygget før 1856 som fæster. Ejendommen kaldes Skauhale, nu Granly.
Han lejer 30-8-1862 to jordstykker fra Randbæk.
Var biskolelærer fra før 1858 til 1862, men var bedst til kortspil. ”God i alle henseender”.
Gift med Ane Berthelsdatter født i V. Nebel-Starup, Vejle o.1827, død i fattiggården 1885.
                      Børn:
                      1: Berthel Jensen: o.1852 i Fredericia.
                      2: Frans Mølgaard: 1856 i Feldbæk.
                      3: Theodor: 1858 i Feldbæk.
                      4: Marie: 1861 i Feldbæk.
                      5: Dødfødt søn: 1865.
                      6: Ane Marie: 1871 født i Lillebæk.
Familien flytter til Bækhus, SV matr.9b, se videre dér.

Laurits Nybo Christensen:
Født i Sdr. Lem 1845, svoger til gdr. Bendt Larsen, Væggerskilde.
Biskolelærer i Væggerskilde 1-10-1861 til 1-4-1862, 6 timer dagligt på egen kost og logi.

Søren Christian Madsen:
Født i Lomborg 1847, død i Spjald, V matr.12q, 1919.
Køber 3-6-1885 (29-334) SV matr.4b+f. Kom fra Egeris Hede, Nr. Vium i 1884 til ejendommen.
Køber 12-12-1906 (44-532) SV matr.1d fra Hovedskolen.
Sælger 28-7-1918 (52-400) SV matr.4i+k til SV matr.18a.
Overfører 29-9-1920 (11-974) SV matr.4f til Brgd. matr.12q+12v.
Lejes som biskolelærer i distriktet fra 1-10-1862 til 1-5-1863 og for sommeren 1863. Desuden skulle han være lærer i hovedskolen under vakancen i 1862. ”Sædelig, flittig og duelig”. Fortsatte som biskolelærer til 1869, hvor han blev indkaldt som soldat.
Gift i Brejning 1880 med Ane Jensen født i SV matr.4d 1850, død i Nr. Omme 1937.
                      Børn:
                      1: Mads Hedegaard: 1881-1881, født og død på Egeris Hede.
                      2: Karoline Mathilde: 1883-1963, gift 1904 & i Nr. Bork 1932, død i Nr. Bork.
                      3: Jens Bollerup: 1884-1969, ejer af SV matr.4d.
                      4: Kirstine Marie: 1885-1970, husbestyrerinde for nr.7, død i Spjald.
                      5: Mads Hedegaard: 1887-1887.
                      6: Ane Kirstine Randbæk: 1888-1944, gift i Egvad 1917, død i Nr. Bork.
                      7: Peder Kristian Overby: 1890-1957, gdr. i Sinkjær, Nr. Omme, begr. i Brejning.

Niels Lauridsen Vesterbæk:
Født i V matr.9 1839, gift avlsbestyrer i Ladegården i 1890, gift 1867 med Kirstine Christensen, født i Hedegård, Randbæk matr.21a 1843. De er bosat i Herborg, Vorgod 1880, hvor deres børn er født. I 1901 opholder han sig som fraskilt hos sønnen Andreas, der er gård- og mølleforpagter i Herborg. Hans erhverv opgives som ”bybud i København”.
Han var i 1869 og 1870 lærer ved sognets biskoler og fik godt skudsmål af provsten, ”sædelig, flittig og ret duelig”. Ind imellem var familien på fattigunderstøttelse.

Mylius Erichsen, (s.287): ”Niels Vesterbæk førte sin ensomhedstilstand igennem til det sidste. Han gik klædt i gamle fåreskind, som han selv havde barked og syede med den lådne side indad. Han stank langt bort. Ingen kunne æde som han, et helt fad surgrød satte han ofte til livs til nadver, under idelig stønnen tømte han fadet til sidste gryn. Han var stædig som den jord, han dyrkede, og de stude han sled op”.

Søren Peder Madsen Kjærgaard:
Født i Kærgård, Sdr. Bandsby, Nysogn 1820, død i Mosdal V matr.27a 1906.
Køber 1-4-1851 læst 6-5-1858 (17-215), forrige ejers svigersøn.
Sælger 11-6-1858 læst 17-2-1859 (17-547) V matr.27b til Jeppe Jensen Kousgaard.
Sælger 18-11-1891 (33-485) V matr.27e til svigersønnen Erik Christensen.
Sælger 14-6-1893 (34-505) V matr.27c til sønnen Nikolai Ernst Sørensen.

Han var biskolelærer i Alrum, Stadil 1845 og 1850, hvorfra en håndskrevet folketælling fra hans hånd findes i Egnsmuseet. Udover gården Mosdal hørte der to fæstehuse i Mosdal hede med i købet, som efterhånden blev solgt fra.

En sønnesøn fortæller, at farfaderen efter købet af ”den store hedegård” fortsatte som biskolelærer ved Brejning  hovedskole. Han var en dygtig lærer, der skrev med fjerpen i modsætning til elevernes stålpenne. Han blev ikke hedebonde med opdyrkning af heden. Der var nok agerjord til gården til at ernære familien. Han prøvede én gang at opdyrke noget hede, men ødelagde de to heste, han havde købt til formålet. Han skulle have brugt stude, som kunne klare det hårde slid. Han var sognerådsformand, taksationsmand og brandfoged. Han afslog Dannebrogsordenens sølvkors.
Da han solgte gården, flyttede han til V matr.27a, medtager V matr.27d og Sandbæk matr.8, se vi-dere dér.

Lærer i biskoledistriktet 1871 til o.1873, ”sædelig, flittig, duelig”.
Gift i Brejning 1851 med Johanne Margrethe Lauridsdatter født i Nørby, Nysogn 1827, død i Mosdal 1891, formandens datter.
                      Børn:
                      1: Laurids Bork: 1851-1937, lærer i Esbjerg, gårdejer.
                      2: Mads: 1852-1928, gårdejer, først i Hestkær og sidst i Stauning, lærer.
                      3: Karen: 1854-1943, gift 1876 med Christen Jensen Søe, SV matr.10b.
                      4: Kirsten: 1857-1934, gift i Vorgod 1884 med eftermanden på gården.
                      5: Peder: 1860-1954, lærer på Frederiksberg, København. 1905: Peder Mosdal.
                      6: Nikolai Ernst: 1863-1952, ejer af V matr.27c, død i Skjern.
                      7: Niels: 1865-1866.
                      8: Dødfødt søn: 1867.
                      9: Nielsine: 1870-1945, gift 1896 med Jens Chr. Jensen, Ringkøbing.
                      10: Johannes: 1871-1957, lærer i Hellum, Skørping.

Niels Kristian Nielsen-Grøn:
Født i Brøndum, Løgstør 1853, død i København 1918, begravet i Klakring.
Lærer i biskoledistriktet 1873-1875. ”Sædelig, duelig og flittig”. Se FRAM 1999 (Ringkøbing Museums årbog). Efter 1875 blev han seminarist fra Gedved Seminarium.
Gårdejer i Klakring, folketingsmand, Ridder af Dannebrog.

Laurids Bork (Sørensen):
Født i Mosdal 1851, død i Esbjerg 1937, lærer og gårdejer.
Lærer i biskoledistriktet 1-4 til 1-9-1875 for 25 Rdl /50 kr og kosten i fattiggården.

Andreas Pedersen Lustrup:
Født i Engelsholm, Nørup 1858, død i Ringe 1940, begravet i Herborg.
Lærer i biskoledistriktet fra 1-11-1875 til 1-4-1878, derefter lærer ved Østre biskole i 1879, ”sædelig, flittig og duelig”. I sommeren 1876 til foråret 1877 fik han frit ophold og fri kost i fattiggården, men om vinteren fra 1-11 til 1-4 skulle han to dage ugentlig have frit ophold og fri kost hos Mads Randeris i Randerisgård. Herefter var han lærer i Herborg og førstelærer ved Lindknud skole. Hans erindringer findes i Lindknud lokalhistoriske forening. Følgende uddrag er fra hans to ophold i Brejning sogn:

Efter at have bestået afgangseksamen fra Staby Vinterlærerseminarium uden at få tilbudt en stilling som vinterlærer, skrev han, at han begav sig på en møjsommelig vandring ud i de store og vidtstrakte hedesogne for muligvis at opdage en ledig plads, og således kom han til Brejning sogn og skriver:

”På en vestlig udløber af den såkaldte Skovbjerg bakkeø ligger Brejning sogn ca. 2½ mil øst for Ringkøbing som en oase i ørkenen omgivet af bakkede lyngheder. De frugtbare marker med levende hegn og velbyggede gårde omgiver den gamle herregård, Brejninggaard, med en prægtig lille bøgeskov, hvis kroner spejler sig i en blinkende mølledam og giver hele landskabet et så idyllisk præg, at man tænker sig henflyttet til Fyn eller Sjælland, dersom ikke de sorte lyngbakker lå som en trøstesløs ramme omkring det hele. Her kom jeg vandrende en sen oktoberdag (1875) under min håbløse søgen efter plads.

Jeg nåede en ældre bondemand, og vi kom i samtale. Da han hørte, hvad jeg var ude efter, sagde han: ”Du kommer lige tilpas, vi mangler en biskolelærer til Sandbæk og Randeris biskoler. Jeg er sognerådsformand. Lad mig se dine papirer, så kan vi afgøre sagen med det samme”. Jeg rystede af nervøs glæde og halede mit afgangsbevis fra Staby frem samt den udmærkede anbefaling, den gamle lærer Fogh i Ankelbo havde givet mig. Han løb dem igennem og sagde: ”Ja, dine attester er meget gode. Dem beholder jeg foreløbig. Du skal undervise 3 dage om ugen i hver af de 2 skoler og får et værelse samt kosten på fattiggården og 50 kr. i løn for vinterhalvåret. Vil du gå ind på det ?” Det gjorde jeg uden betænkning med stor glæde. Dermed var sagen afgjort. Vi var nået til sognerådsformandens hjem, en mindre gård (Mads Nielsen, Randerisgård). Min mave var tom, jeg havde omtrent intet nydt den hele dag på min vandring af 4-5 mil, og jeg var omtrent blottet for penge. Den gode mand har måske anet min tilstand. Han bad mig hjem og blive der for natten, noget jeg modtog med inderlig glæde. Vel forsynet med mad og drikke sank nogle timer senere mit trætte legeme til hvile i en god seng, medens min sjæl følte sig befriet for en knugende tung byrde, og min aftenbøn blev en inderlig tak til Ham, der havde styret min vandring denne dag på mærkelig vis. Det brev, jeg sendte hjem, vakte mine forældres største glæde.

Den 1. november 1875 tiltrådte jeg altså min første stilling som selvstændig lærer ved de 2 biskoler, Sandbæk og Randeris, i Brejning sogn. På fattiggården i Snogdal fik jeg overladt et værelse og fik en god forplejning sammen med bestyreren, en gammel forvalter Christensen, der elskede at spille l`hombre og studerede Spiritisme eller, som det den gang sædvanlig kaldes, Mesmerisme. Han foreslog undertiden at holde seancer med mig og derved vise mig mærkelige og mystiske fænomener, men det indlod jeg mig ikke på. Han røbede sin tro på det overnaturlige ved at sige: ”Den døde materie har også sin bane”, når han havde det uheld at få dårlige kort i sin l`hombre.

Jeg måtte undervise 3 dage ugentlig i hver af skolerne hver med ca. 30 børn i 2 klasser, der under-vistes samtidig. Til skolerne anvendtes et hus på 4-5 fag med en skolestue, en forstue og bagved et mindre rum, hvorfra der fyredes i skolestuens bilægger med hedetørv. I Sandbæk skole fandtes dog et lille køkken og en stue, der oprindelig var bestemt til bolig for læreren, men hvor en ældre kone boede for at holde skolestuen fejet og fyre i kakkelovnen. Desuden tørrede hun skolebørnenes våde strømper, når de i sneføre og regnvejr blev gennemblødte ved at vandre ad de lyngklædte hedestier for at komme i skole. Forældrene påskønnede hendes omsorg ved at sende hende sulevarer, især i slag-tetiden.

Jeg havde imidlertid omtrent en mils vej til Randeris biskole, og ved vintertid var det en temmelig anstrengende tur 3 dage om ugen. Sognerådet traf derfor den bestemmelse, at jeg i disse dage fik kost og logi hos formanden, Mads Randeris, der boede nær skolen i en mindre gård. Før vinterhalvåret sluttede, blev jeg antaget for hele året, og dette gen-toges således, at jeg i 2½ år var knyttet til disse skoler som biskolelærer, vistnok på henstilling af provst Vilstrup, Borris, der den første vinter havde visiteret mine skoler og været meget tilfreds.

Skoleplanen var den overalt i Vestjylland gældende med en meget indskrænket skolegang om sommeren. Herved fik læreren betydelig frihed til sin egen rådighed. I disse 2½ år tilbragte jeg en tid, der står for mig i de lyseste minder. Dette skyldtes en befolkning, der havde vestjydens heldigste egenskaber i væsentlig grad: hjertelig gæstfrihed og tjenst-villighed, jævnt og imødekommende væsen. Jeg kom hurtigt i god forbindelse med børnene og derved igen i kontakt med forældrene, der særlig gerne så mig som gæst i hjem-mene. Ved skoletidens slutning, var der gerne en eller anden af børnene, der kom med en hilsen fra far og mor, om jeg ville gøre dem den glæde at følge med hjem og ofte blive der om natten. Jeg sagde nødig nej til disse indbydelser, men derved optoges min fritid, og min hjemmelæsning blev planløs og forsømt.

I det hele taget var der megen selskabelighed på denne egn, hvor der vel ikke var stor rigdom, men mindre egentlig fattigdom, og jævn velstand var det almindelige. Særlig hyppigt ja næsten daglig kom jeg i en gård, Lille Sandbæk, hvor jeg nød en mageløs gæstfrihed og havde som et hjem. Det var et ældre ægtepar, der ikke selv havde børn, men en plejedatter, der gik i skole. I denne gård fik mine forældre en festlig modtagelse, da de i et nydeligt køretøj havde foretaget den lange rejse gen-nem dystre hedeegne for at besøge mig og medbragte min ældste søster Mette, der blev anbragt som mejerielev på Brejninggaard og således var i min nærhed. Vi havde megen glæde af at være hos hinanden, så ofte lejlighed gaves.

Før nævnte familie i Lille Sandbæk samt familien i Store Sandbæk, nabogården, kom meget sammen i de lange vinteraftener. De var stærkt prægede af den grundtvigske højskolebevægelse og åndeligt interesserede. Samtalen drejede sig gerne om religiøse og folkelige spørgsmål og vekslede med sang efter Morten Eskesens ”Nordiske Sange”, noget som den gang sjældent fandt sted på disse egne, hvor befolkningen ikke var berørt af åndelige interesser. Når de samledes, drejede samtalerne sig gerne om priserne på fede stude og grise eller almindeligt bynyt. Dernæst var kortspil og kaffepunche den almindelige underholdning.

Brændevinsdrikkeriet var meget udbredt. Der var på Brejninggaard et gammelt brænderi, der leverede et ganske forfærdeligt produkt. Men bønderne kunne ikke tænke sig at gøre et anstændigt gilde uden denne giftige fusel, ”vor egen brændevin”, som de kaldte det. Jeg mindes et stort 2 dages bryllup, hvor de mandlige gæster omtrent alle var berusede eller syge efter nydelsen af denne gift, som mennesker fra andre egne skyede som pesten, da alene lugten var ganske afskyelig. Ved juletid florerede selskabeligheden med julegilder, hvor ungdommen morede sig med dans og de ældre med kortspil, og det var en selvsagt ting, at den unge lærer blev indbudt til at være med.

Den 1. maj 1878 ophørte min virksomhed som biskolelærer i Brejning, der således havde varet i 2½ år. (Herefter tog Andreas Lustrup dels lærereksamen fra Jelling seminarium dels var huslærer på Vindum Overgård ved Bjerringbro).

Den 1. november 1879 ville jeg atter være uden beskæftigelse. Hen mod den tid skrev jeg derfor til min gamle provst Vilstrup i Borris og forespurgte, om der ikke kunne være brug for mig som vinterlærer ved en eller anden af de mange biskoler i provstiet. Herpå svarede han, at jeg kunne få pladsen ved Randeris biskole i Brejning sogn, den ene af de 2 skoler, hvor jeg forhen havde virket i 2½ år. Jeg fik senere at vide, at sognerådet egentlig havde lovet pladsen til en anden, men ved provstens indtrængende anmodning, og fordi man kendte mig i forvejen, ordnedes det således, at jeg måtte tiltræde 1. november. Provst Vilstrup havde flere gange under min forrige lærervirksomhed i Brejning visiteret i mine skoler og ved min fratræden medgivet mig en meget god anbefaling. Jeg var altså sikret beskæftigelse for den kommende vinter og rejste dertil fra Vindum Overgård lige-ledes med en fin anbefaling fra Herr. Rendtorff. Jeg kom til at bo hos gårdejer Anders Ahle i Væggerskilde - jævne, elskværdige mennesker, hvor jeg nød et godt og behageligt ophold, og de 6 måneder løb hurtigt.

Hans Bertelsen Kamp:
Født i Kamp, Nr. Gørding 1856, død i Staby 1923, begravet i Nr. Omme.
Slagter i Spjald fra 1910. Derefter slagter i Staby Mejeriby.
Biskolelærer ved begge biskoler fra 1-14-1877 til 1-11-1877 med frit ophold og fri kost i fattig-gården og løn 74 øre pr. skoledag, men ingen løn eller kost i skoleferien.

Fra 1878 var der ansat en lærer ved hver biskole.

Sandbæk biskole:

Jakob Jepsen Rindum:
Biskolelærer 1-11-1878 til 1-4-1881, se videre nedenfor. I 1878 fik han anvist logi i fattiggården, i folketælling 1880 boede han hos gdr. Hans Nielsen (Toft) i Randbæk, se ovenfor.

Anders Sørensen:
Født i Nysogn på Holmsland 1853, i 1880 var han skolelærer i Lystlund, Ulfborg.
Biskolelærer 15-10-1881 til 15-4-1882 og 15-10-1882 til 15-4-1883.

Anders Peder Lauridsen Gaasdal:
Sommerlærer ved begge biskoler 15-4 = 15-11 i 1880, i 1881 og i 1882. Se under Randeris biskole.

Jakob Jepsen Rindum:
Født 1851 i Sorte Kro, Dejbjerg, død 1932 i Videbæk, begravet i Væggerskilde.
Køber 5-1-1883 (28-301) Randerisgård, forriges svigersøn.

Han var uddannet vinterlærer fra Staby seminarium 1870, vinterlærer i Dejbjerg-Hanning og Ølgod, soldat, derefter vinterlærer 1878 ved Sandbæk biskole til 1881, vinterlærer i Ganer og Nr. Omme 1881-1883, derefter biskolelærer ved Sandbæk biskole fra 1883 og fra 1901 fastansat lærer til 1920, fra 1908 ved Højmose skole. Han havde en fortid som sergent ved 10. og 12. batallion. ”Sædelig, flittig og duelig”. Udover lønne fik han i de første år 50 øre pr. skolebarn, siden forhøjet til 1 krone, ligesom i Randeris biskole. Ofte tog han også sommerundervisningen i begge biskoler.

Som hjælpelærer til de mindste børn var Kirstine Kathrine Andersen fra St. Højmose ansat i de første år i 1890`ne. Derefter ansattes Knud Snedkers datter Pouline Jensen fra Vesterbæk. I 1895 blev skolen ombygget til to klasser om sommeren, dette år var Kirstine Lauridsen, 23 år gammel fra Kampstedet i Kirkebyen lærerinde, fra 1897 var det igen Poulins Jensen, der var ansat. I 1899-1900 var Chr. Bjerg Christensen fra Staby ansat med ophold i fattiggården og 100 kr. i løn. For vinteren 1900-1901 ansattes Ane Marie Jensen af Haunstrup for samme løn og ophold i fattiggården i eget værelse med lys, varme og kost. For vinteren 1904 til 1905 lejedes Lars Chr. Pedersen fra Opsund for 200 kr.

Gift i Brejning 1883 med Maren Madsdatter født 1856 i Feldbæk, død 1934 i Videbæk.
                      Børn:
                      1: Ane Kirstine: 1885-1885.
                      2: Mads Randeris: 1886-1969, gdr. i Ølgod.
                      3: Ane Kirstine: 1888-1964, gift med Peder Westergaard, Videbæk.
                      4: Anders Vulf Meinert: 1891-1976, eftermand på gården.
                      5: Karen: 1894-1963, bosat i Videbæk.

Fra 1907 blev Sandbæk biskole erstattet af Højmose skole. Se videre under Randbæk ejerlav matr.3d.

Randeris biskole:

Adolph Vilhelm Høgsbro:
Født i Ringkøbing 1860.
Biskolelærer fra 1-11-1878 til 1-5-1879, fik frit ophold og fri kost i fattiggården.

Andreas Pedersen Lustrup:
Biskolelærer fra 1-11-1879 til 1-5-1880, se ovenfor. Lejedes til at synge i skolen i vinteren 1886.

Søren Jensen:
Født i Borbjerg 1842, død i Holstebro 1930, ugift.
Biskolelærer fra 1-11-1880 til 1-5-1881 og fra 15-10-1887 til 1-5-1894. Boede i Koldinghus i 1890 som pensionær.
Flyttede udensogns, men kom tilbage som lærer ved pogeskolen i Viftrup 1-11-1906 fra Filskov.

Peder Sørensen Mosdal:
Født i Mosdal, Vantingvej 2, 1860, død på Frederiksberg 1954, kommunelærer på Frederiksberg.
Biskolelærer 1-11-1881 til 1-45-1882 og 1-11-1882 til 1-5-1883.

Anders Peder Lauridsen Gaasdal:
Født i Gåsdal, Brejning 1861, død i Brejning kirkeby 1925. Vinterlæreruddannet fra Staby.
Han ejede sin fødegård i mange år og var dels en agtet lærer i hovedskolens underste klasser i en årrække, dels var han en dygtig hundedressør. Han havde mistet højre hånd ved en vådeskudsulykke og havde derfor jernklo.
Biskolelærer 1-11-1883 til 1-5-1885.

Laura Jensen Rygaard:
Biskolelærerinde 1-11-1885 til 1-5-1886, hvorefter hun også havde sommerundervisningen.

Niels Christian Christensen:
Født i Borris 1855, træskomand og husmand i Jørlunde, Frederiksborg amt fra o.1882-1886.
Køber 16-6-1886 (30-121) Randbæk matr.31a+b, Væggerskildevej 8.
Køber 5-9-1886 (31-455) Randbæk matr.31b.
Biskolelærer 1-11-1886 til 15-4-1887.
Gift i Jørlunde 1882 med Karoline Hansen født i Jørlunde 1851.
                      Børn:
                      1: Marie Christine: 1883 i Jørlunde.
                      2: Sigrid Emilie: 1884. Rejst til USA.
                      3: Hans Thorvald: 1886 i Brejning.
                      4: Gudrun Anna Augusta: 1888.
                      5: Helga: 1891.

Christen Andersen Søgaard:
Født i Skjern 1872, død i Stauning 1956. Vinterlærer fra Staby seminarium. Gårdejer.
Køber 31-5-1904 (43-3), Ringkøbingvej 21, Opsund, forrige ejers søn.
Navnebevis 27-3-1912 (47-578) på navnet Søgaard.
Vinterlærer ved Randeris biskole fra 1-11-1894, senere vinterlærer ved Opsund skole til 1914.
Gift i Madum 1903 med Nielsine Marie Jeppesen født i Madum 1873, død i Stauning 1942.
                      Børn:
                      1: Anders: 1904.
                      2: Karen Marie: 1906.
                      3: Johanne: 1908-1996, gift med Peder Nielsen, Videbæk.
                      4: Sofie: 1910.
                      5: Niels: 1912.
                      6: Søren: 1913.
                      7: Aage: 1914.
                      8: Houle Peder: 1916, født i Spjald.

Familien flytter til en nybygget gård i Spjald, nu Hovedgaden 4. Herefter til Stauning. Se NV matr.9.

Fra 1908 blev Randeris biskole erstattet af Opsund skole, se videre under Opsund ejerlav matr.3c.

Viftrup pogeskole / Viftrup skole:

 Søren Jensen:
Biskolelærer ved pogeskolen fra november 1906-1910, boede i et kammer på 4 kvadratmeter bag klasseværelset. Se ovenfor under Randeris biskole.

Edvard Hansen Kristensen:
Født i Lyhne 1867, død i Herborg 1937.
Biskolelærer ved Viftrup pogeskole 1910-1928.
Husmand i Herborg.

Carl Mikkelsen:
Født i Tvis 1897, død i Videbæk 1973.
Biskolelærer ved Viftrup pogeskole 1928-1929.
I 1929 blev skolen ombygget til Viftrup skole, se videre under Randbæk ejerlav matr.1l.

Hjemmeundervisning:

Som det ses ovenfor, blev nogle af børnene undervist i hjemmene, hvilket var tilladt, men de skulle selvfølgelig stille til eksamen i skolen hvert år, så man kunne følge med i, at de fik de nødvendige kundskaber. Jens Winther fra Opsund fortæller i sine erindringer, at faderen underviste ham hjemme det første år, da han havde været for syg til at gå til sko-len, så ved eksamen måtte faderen og han stille i Randeris biskole, hvor sognepræsten overhørte ham og fandt ham særdeles godt med. I nogle år blev børnene fra Bilring, Feld-bækgård og Langagergård undervist af en lærerinde i storstuen i Dochedahls gård Langagergård, den nordvestligste og største af de tre gårde, men det ophørte igen. I 1880 holdt Bilring ifølge folketællingen huslærerinde til børnene, det samme var tilfældet hos familien Bøving på Brejninggaard. Nogle forældre gik sammen og oprettede en friskole, måske især for at forkorte skolevejen for især de mindste børn, måske også på grund af et bestemt religiøst ståsted.

Vanting friskole og Vesterbæk friskole:

Det stigende børnetal ikke mindst omkring hovedskolen nødvendiggjorde nytænkning på skoleområdet. Forældrene var også opmærksomme på, at de yngste børn havde svært ved at klare en alt for lang skolevej ikke mindst i dårligt vejr og ditto føre. Allerede før 1880 blev der oprettet en friskole i en stue på Vantinggård (Vantingvej 4), som da ejedes af Knud Sørensen. Ifølge folketælling 1880 boede hos ham friskolelærer Hans Kristensen, 18 år gammel og født i Sdr. Lem sogn, og i hovedskolens skoleprotokol fra 1881 til 1887 er eksamenslisterne fra Vanting friskole bevaret fra 1881 til 1884. I disse år blev mellem 8 og 17 børn overhørt af sognepræsten ved den årlige eksamen og klarede sig absolut mindst lige så godt, som eleverne i hovedskolen. Da det jo ikke var alle elever, der skulle til eksamen, har børnetallet givetvis været højere.

I folketælling 1890 var Knud Sørensen gået på aftægt i et hus ved gården, og der nævnes ikke nogen friskolelærer mere på stedet. Centrum for en friskole var nemlig flyttet nord-ligere. Ifølge sognerådets forhandlingsprotokol henvendte en del af beboerne i Vesterbæk og på Langagergårde Mark sig i foråret 1887 til sognerådet og klagede over, at vej-længden til hovedskolen var alt for lang ikke mindst for de yngste børn, og man anmodede om at få en skole bygget i Vesterbæk området. Klagen gik videre til provst Vilstrup i Borris, der var herredets skoledirektions formand, men sognerådet svarede, at man for nuværende ikke mente, at der var brug for en skole her.

Så tog beboerne sagen i egen hånd. Først havde man den lille skole i den nordvestligste Langagergårds storstue, derefter blev den flyttet til Jens Husteds sovekammer, nuvæ-rende Ølstrupvej 12, og endelig indrettede man fra 1-11-1888 en lille friskole på nuværende Ølstrupvej 10, og Nicolai Ernst Sørensen fra Mosdal blev underviser på skolen. Hans far havde en fortid som biskolelærer, så det har nok smittet lidt af på sønnen. Der var allerede bygget et hus på matriklen i 1872, og det kan ikke udelukkes, at det er dette hus, der nu blev til friskole. Bygningen var på 4 fag, som indeholdt en forgang, et klasselokale med 4 vinduer og et rum til tørv til opvarmning. At sognerådet trods alt har indset det rimelige i skolen ses af, at det i forbindelse med oprettelsen gav 100 kr til friskolen i Vesterbæk, hvilket fortsatte i årene herefter, hvilket også gjaldt friskolen i Opsund. Senere steg beløbet til 125 kr, og i 1895 blev det sat til 150 kr, men så skulle forældrene også love ikke at sende nogle af børnene til kommuneskolen. Til gengæld nægtede sognerådet at betale for 1 Danmarkskort til 7 kr., 1 Europakort til 7,50 kr. og 6 læsebøger for 8,10 kr., i alt 22 kr. 60 øre, i den af boghandler Holm, Ringkøbing, tilsendte regning på i alt 177 kr. 75 øre for skolemateriel til sognets skoler. Og friskolen fortsatte, indtil Vestre skole blev bygget i 1901. I 1895 var der 21 børn fordelt på to klasser. De undervistes seks dage om ugen om vinteren og én dag om ugen om sommeren.

Opsund Friskole:

I Opsund søgte børnene ind imellem friskolen i Finderup, som var tilknyttet missionshuset på Skjernvej. I foråret 1883 klagede beboerne over den lange skolevej fra Opsund til Randeris biskole, og sognerådet foreslog dem da, at oprette en biskole for de 7 til 9-10 årige børn. Så ville sognerådet både være dem behjælpelige med at finde et lokale og en lærer eller lærerinde. Ved kirkestævne bekendtgjorde man, at sognerådet 8. juni ville samles i Opsund, og her lejede man en stue hos Laurids Færge i Østergård (Ringkøbingvej 48), som skulle bruges til pogeskole for de mindste børn, og denne stue blev lejet nogle år. Samtidig lejede man Jens Vang Andersen, søn af smed og husmand Niels Chr. An-dersen i Dejbjerg som lærer fra 1-11-1883 til 1-4-1884 for kost og logi i et opvarmet værelse samt skolepengene, dog mindst 20 kr. Man lejede lokalet igen indtil 1-4-1887, og fra 1-11-1886 til 1-4-1887 lejede man Else Kirstine Jensen til at undervise for 40 kr. Opsund boerne var ikke udelt begejstrede for den ordning. Nogle lod stadig deres børn søge skole i Finderup. I 1887 lejede friskolen en stue hos Anders Kirkegaard (Fuglehøjvej 1), og i 1889 blev der bygget en skolebygning på nuværende Ringkøbingvej 42, som blev udlånt til formålet af gdr. Andreas Madsen på Ringkøbingvej 30, og som i 1908 blev til missionshus, da Opsund skole blev bygget. Ifølge folketælling 1890 boede skolelærer Edvard Hansen Kristensen, 23 år gammel, hos gdr. Mathias Peter Mortensen i Dalager og var ueksamineret lærer ved Friskolen. Fra 1910 til 1928 var han lærer ved Viftrup skole, men boede i Herborg, hvor han var husmand. I 1895 gik der 29 børn fordelt i to klasser i skolen. De blev undervist af den unge Jens Mikael Thøgersen Winther (1874-1970) fra Ringkøbingvej 35 i Opsund, 1 dag pr. klasse om sommeren og 6 dage pr. klasse om vinteren. Han døde som missionær i Japan 95 år gammel. I 1904-05 var Jens Kr. Jensen lærer ved friskolen og fik 10 kr. af sognerådet for at have holdt aftenskole om vinteren. Efterhånden betalte sognerådet 6-8 kr. pr. barn pr. år til friskolen.

Undervisningspligt:

Da der var undervisningspligt, kunne forældrene ikke uden videre holde børnene hjemme fra skolen. Reglen var, at kun sygdom, snefog eller dårlige veje og stier kunne være årsag til udeblivelse fra skolegangen. Det kunne selvfølgelig være svært at sende børnene afsted om vinteren i dårligt vejrlig, så de kom til at sidde i skolen med våde klæder. I Sandbæk biskole havde man udstationeret en gammel kone fra fattiggården, indtil hun døde i 1880. Hun boede i skolehuset og sørgede så for at holde børnenes strømper og klæder tørre, men sådan en luksus var nok ikke normal. Som regel var det lærerens pligt at fyre i kakkelovnen, men i hvert fald i 1890 havde sognerådet lejet Anders Lund i Væggerskilde til at fyre i Sandbæk biskole om vinteren. I den travle forårs- og efterårstid kunne det nok være fristende at holde børnene hjemme, men for at forebygge alt sådant noget, var der indført skolemulkter. Læreren optegnede, hvilke børn der havde forsømt ulovligt, og når skoleåret var omme, blev bøderne opkrævet hos forældrene af to af sogne-rådsmedlemmerne, en for hovedskolen, en for biskoledistriktet, men det var nu ikke hvert år, sognerådet fik opkrævet mulkterne. Børnene, der havde sommerarbejde, skulle selv-følgelig søge den skole, der lå i det område, hvor de havde arbejde, så de kunne altså godt gå i en af biskolerne om vinteren og i hoved-skolen om sommeren.

I en skrivelse til provst Vilstrup i Borris 11-3-1877, der bl.a. havde brokket sig over den lemfældige måde, sognerådet opkrævede mulkterne på, skrev man, at man selv syntes at man mulkterede ”jævnt godt” om sommeren, men om vinteren var man mere tilbageholdende, da man mente, at de fleste lod børnene søge skolen, når vejret var nogenlunde, og skulle forældrene føle sig presset til at sende børnene afsted, frygtede sognerådet, at så tog de børnene ud af skolen i stedet, som man havde hørt fra andre kommuner, der drev hårdt på med mulkteringen. Sidst i århundredet blev man nok mere omhyggelig med at opkræve skolemulkterne, man lejede en mand dertil, og da Hans Lauridsen i Torhuse nægtede at betale for hans drengs forsømmelse, blev mulkten på 12 øre overdraget Herredskontoret at opkræve. Et enkelt år i 1893 var sognerådet enige om at anvende skole-mulkterne til flidspræmier til de dygtigste børn. Et andet år gik de i den frie fattigkasse.

Lærerembedets indtægter i hovedskolen var nu:

5 tønder rug og 17 tønder byg efter kapitelstakst, gammelt degnekorn 3 tdr. 3 skp. 1 fjr. rug, 2 tdr. 3 fjr. byg og 2 skp. havre in natura, som kirkebyskolelærer 2 tdr. byg, kirkesangerløn 20 kr., offer 225 kr., skolepenge 65 kr., småredsel er indløst til 2 tdr. byg, desuden anordningsmæssigt brændsel, hø og halm, samt en jordlod til 3-4 køer, 12 tdr. land ager, 3 tdr. land eng, en del hede og en indhegnet have, samt en meget god, næsten ny bolig.
Ud over det beløb, som kommunekassen betalte til skoleholdet, betalte hvert hjem også nogle skillinger årligt for hvert skolesøgende barn. F.eks. var skolepengene for året 1858 på 47 Rdl for de 94 skolesøgende børn, d.v.s. ½ Rdl pr. barn. Heraf betalte kommunekassen 20 Rdl 4 skil. og forældrene blev pålagt de resterende 26 Rdl 5 mark 12 skil.

Da der i 2 år i hovedskolen havde været over den da gældende maksimumsgrænse på 74 børn i en skole med to klasser, kom der pålæg fra Undervisningsministeriet om at for-andre dette forhold, og sognerådet vedtog da, at hovedskolen skulle have tre ordentlige klasser. I sommeren 1919 opførtes så en ny skolebygning med to skolestuer og lærerin-delejlighed ved den sydlige side af legepladsen, og fløjen med ældste klasses skolestue i den gamle degnebolig blev nedrevet.

Den nye lærerbolig blev bygget til den vestlige ende af den i 1919 opførte skolebygning i sommeren 1920, efter at lærer Friis Jensen havde truet med at flytte, fordi den gamle lejlighed var for fugtig.
Den nye lejlighed var meget rummelig og med centralvarme og badeværelse og med havestuedør mod syd med støbt terrasse foran døren.

Mens 2. og 3. klasserne benyttede skolestuerne i den nye skolebygning fra 1919, hørte 1. klasse stadig hjemme i den gamle skole fra 1865. I 1921 var der dog sket det, at skolestuen var blevet indrettet i den oprindelige lærerlejlighed, og den oprindelige skolestue var blevet revet ned. Imidlertid trængte den gamle bygning efterhånden til en større istandsættelse, og det ville man ikke bekoste på den. Derfor blev der i 1941 bygget en ny skolestue til den østlige ende af skolebygningen fra 1919, så skolen nu blev 3-klasset, og så blev den sidste rest af skolebygningen fra 1865 nedrevet, mens stalden stadig lå der i 1960. I 1970 var det slut, idet skolen blev nedlagt og børnene overflyttet til Brejning Centralskole.

Mads Peter Brøchner Bergenhammer:

 Han var født i 1815 og døde i 1898 og forblev ungkarl hele sit liv. Han var sognepræst for Nr. Omme & Brejning sogne 1862-1885. Jens Mikael Thøgersen Winther betegnede ham i sine erindringer som en lille vissen ungkarl, nærmest højkirkelig og tillige venstremand, hvad der var værst, vidste den luthersk missionske Winther ikke. Men han havde alligevel et åbent sind, hvad børn angik, for da han døde, efterlod han et legat på knapt 5.000 kr, som skulle deles mellem skolerne i Nr. Omme og Brejning på den måde, at legatkapitalen skulle stå urørt, men for renterne skulle der årligt indkøbes bøger og andet til børnene, som ikke ville blive købt af nødvendighed. Vi har flere bøger på Egnsmu-seet, hvori der står ”indkøbt af Bergenhammers legat”, og i 1904 blev der købt et lysbilledapparat til hovedskolen i begge sogne med lysbilleder, oplyst af en karbidlampe, og dette apparat har vi også på egnsmuseet. Legatet er nu nedlagt og for Brejnings vedkommende omsat i ”Brejning-stenen” foran den gamle skolebygning.

 

 

Lærer Fris Jensens erindringer i uddrag om Brejning Hovedskole:

Uddannet fra Gedved seminarium. Lang soldatertid med diverse vikariater imellem og bagefter.

Han var vikar i Vorgod og fik tilbudt en vikarplads ved Brejning skole fra 1. november 1917 og tiltrådte så pladsen den dag som vikar i førstelærerembedet ved Brejning hovedsko-le og kirkesanger ved Brejning kirke. Hvor lidt trafikforbindelse, der dengang var selv af centrale amtsveje, ses deraf, at der hverken vat dagvogns- eller fragtvogns-forbindelse mellem Herning og Ringkøbing. Fra Vorgod var der kun fragtvognsforbindelse til Herning, så selv om der kun var 15 km ad amtsvejen mellem Vorgod og Brejning, kunne jeg ikke få mit tøj den vej, men skulle sende det med fragtvogn til Herning og så med tog over Skjern og Ringkøbing til Spjald St., hvor jeg så skulle have en vognmand til at køre tøjet op til hovedskolen. Men han lånte et par heste med vogn (russerheste) og kørte selv sit tøj fra Vorgod til Brejning, i alt en gul trækuffert, en sæk sengetøj og en violin.

”Brejning Hovedskole var dengang en gammel skole, lejligheden og den ene skolestue var fra 1865. Den anden skolestue og udhuset var bygget til senere. Det var et gammelt degneembede, så der havde indtil få år før hørt både en jordlod, en eng og en hedeparcel til embedet. Indtil 1865 lå skolehuset omme ved kirken, og degnen måtte så gå derom og holde skole.
Skolestuerne var meget spartansk udstyrede, og der var endnu lange skolebænke med plads til 5-6 børn ved hvert bord. De to skolestuer havde en fælles forgang, der var så lille, at vi om vinteren først lod yngste klasses børn få fri, og når de så havde fået tøjet på, fik ældste klasse fri. Skolen havde Vestjysk skoleordning, så de store børn gik kun i skole ½ dag om ugen i sommerhalvåret, de mindre børn 3 halve dage, men i vinterhalvåret gik alle børnene i skole 5-6 timer på alle hverdage, så børnene fik lige så mange skoletimer i alt, som i landsbyskolerne i det øvrige land. Den vestjyske skoleordning var jo blevet til, for at man kunne udnytte de store børns arbejdskraft, og mange af de store drenge og piger var ude at tjene om sommeren, og der blev ikke set ned på dem af den grund. Det var i det hele taget en fortrinlig skoleordning, børnene fik lært at bestille noget, og de var friske og modtagelige, når vinterskolen begyndte.

Brejning hovedskole var dengang kun 2 klasset, men med alt for mange børn i klasserne. Da jeg kom dertil, var der i ældste klasse, som var min klasse, i vinterhalvåret over 40 børn af 4 forskellige årgange, så der var nok at tage fat på for en ung lærer, ikke mindst fordi det i de sidste år under den nys afgåede lærer havde stået dårligt til med diciplinen.

Vinterlæreren, Anders Gaasdal, var en forhenværende gårdejer, der havde afstået gården til sin søn og nu boede i et hus tæt ved skolen. Han var kendt i hele Vestjylland som en dygtig hundedressør og vældig jæger, skønt han som ung havde mistet højre hånd ved et vådeskud og nu kun havde en jernhånd /klo. Han havde været på Staby Højskole og var en meget dygtig lærer, der talte lige så bredt vestjysk, som børnene.

Jeg boede i den store tomme lejlighed i skolen, men jeg spiste hos vinterlærerens. Jeg husker endnu tydeligt den første skoledag, det var 2. november. Jeg havde drukket mor-genkaffe hos vinterlærerens, og jeg fulgte så med Anders Gaasdal ned til skolen, og jeg var ikke meget dristig, da jeg sammen med ham trådte ind i ældste klasse. Allerede mens jeg var i Vorgod, havde jeg hørt om de uregerlige drenge i Brejning hovedskole, og jeg syntes også straks, at børnene så lidt for frimodige ud, navnlig de store drenge ved de øverste borde, flere af dem var større end jeg, og jeg tænkte, at jeg vist helst måtte se at komme om ved det med det gode. (Han fortæller ikke - ifølge måske ikke helt troværdig kilde - at de store drenge puttede ham i tørvekassen og sad på låget, til han havde bedt om godt vejr, før de slap ham ud). Men heldigvis var mange af de store børn velbegave-de, og jeg stræbte efter at få dem interesserede i arbejdet, og det gik også over al forventning godt. (Tørvekassen eller ej, han evnede at være på forkant med lømlerne, og efter sigende havde han en særdeles ”pædagogisk” højre hånd i slige tilfælde, men var i øvrigt ellers vellidt.)

Jeg blev også vel modtaget af befolkningen. Sognerådsformanden var Mads Næsgaard til Bilring, han havde med meget at gøre og havde stor indflydelse i sognet. Sognepræ-sten var pastor Magnussen, der dog kort tid efter flyttede til Fyn. Der var en grundtvigsk kreds i sognet, og valgmenighedspræst, senere frimenighedspræst, Clausen-Bagge (Ringkøbing) holdt hver anden helligdag gudstjeneste i Brejning kirke. Den kreds sluttede jeg mig til, og jeg var også kirkesanger ved dens gudstjenester.

Før embedet kunne opslås, skulle der omordnes ved de kirkelige indtægter af hensyn til den nyopførte Væggerskilde kirke. I Kirkeministeriet var sagen blevet forelagt, og Mads Næsgaard ville ikke rykke dem for en afgørelse, før jeg havde undervist de lovbefalede 2 år. Da embedet endelig blev opslået ledigt, blev jeg fra mange sider opfordret til at søge det, og det gjorde jeg også, da jeg befandt mig godt blandt vestjyderne. Jeg blev da også af sognerådet enstemmigt indstillet som nr.1 og blev så af biskop Koch i Ribe kaldet som førstelærer ved Brejning hovedskole og kirkesanger ved Brejning kirke fra 1. december 1918, men da havde jeg jo betjent embedet i over et år, så kaldelsen forandrede jo intet med hensyn til mit arbejde”.

Da der i 2 år havde været over den da gældende maksimumsgrænse på 74 børn i en 2 klasset skole, kom der pålæg fra Undervisningsministeriet om at forandre dette forhold, og sognerådet vedtog da, at skolen skulle være 3 klasset. I sommeren 1919 opførtes så en ny skolebyging med 2 skolestuer og lærerindelejlighed ved den sydlige side af legepladsen, og fløjen med ældste klasses skolestue blev nedrevet. Den 2. november var der en højtidelig indvielsesfest med taler af provst Petersen, Ring-købing, sognerådsformand Mads Næsgaard og lærer Friis Jensen. Der blev antaget en vinterlærer-inde, Ellen Højris fra Mejrup. Om vinteren underviste hun 1. klasse, Anders Gaasdal 2. klasse og Friis Jensen 3. klasse, men om sommeren underviste Friis Jensen alle tre klasser. Siden blev det nye vinterlærerindeembede omdannet til forskolelærerindeembede, og til sidst blev det et fast lærer- eller lærerindeembede.

Lærerlejligheden i skolebygningen fra 1865 var hyggelig nok, men stuerne var mod nord, og soveværelset var fugtigt. Man talte stadig om, at der skulle bygges en ny lærerbolig, men der skete ingenting. Så i vinteren 1919 sendte Friis Jensen en ansøgning om et førstelærerembede ved Skanderborg, men da det blev bekendt, kom der en deputation fra sognerådet, om han ikke ville trække sin ansøgning tilbage, så ville man til sommer tage fat på at bygge, og det gik han ind på. Den nye lærerbolig blev bygget til den vestlige ende af den i 1919 opførte skolebygning. Den var meget rummelig og med centralvarme og badeværelse og med havestuedør mod syd med støbt terrasse foran døren.

Mens 2. og 3. klasserne benyttede skolestuerne i den nye skolebygning fra 1919, hørte 1. klasse stadig hjemme i den gamle skole fra 1865. I 1921 var der dog sket det, at skolestuen var blevet indrettet den oprindelige lærerlejlighed, og den oprindelige skolestue var blevet revet ned. Imidlertid trængte den gamle bygning efterhånden til en større istandsættelse, og det ville man ikke bekoste på den. Derfor blev der i 1941 bygget en ny skolestue til den østlige ende af skolebygningen fra 1919, og så blev den sidste rest af skolebygningen fra 1865 nedrevet. Kun den gamle stald stod til efter 1960.

Haven ved den gamle skole var forsømt i 1917. Der var et dige langs landevejen med en del pæne ahorn indenfor og også store træer mod vest, men intet underlæ. I 1923 omkring Friis Jensens bryllup hjalp gartner Petersen, Spjald ham med at indrette en pæn have. Jorddiget langs vejen blev sløjfet, der blev plantet bøg og naur i læbæltet, plantet roser og stauder og anlagt et stenbed med trapper og siddepladser. Gartner Petersen havde jo lyst til at arbejde med sten. Det var ham, der stod for anlæggelsen af den kendte Laugesens Have. Til embedet hørte der stadig 1 td land agerjord, hvor Fris Jensen de første år avlede både korn og kartofler. Fris Jensen plantede nu læbælter længere mod syd, hvor han antog, at den nye skole skulle ligge, ligesom der her blev anlagt gymnastikplads og fodboldbane. Da den nye lærerbolig blev bygget i 1929, blev den gamle have nedlagt og en ny anlagt efter store jordarbejder syd for skolebygningen, bl.a. blev en hel kæmpehøj, der lå på naboens mark, brugt til opfyldning!! Haven skrånede stærkt mod syd, derfor anlagt i terrasser med trapper og stenskråninger og en havedam i det fugtige sydøstlige hjørne. Desuden stor frugt- og køkkenhave. De ikke så mange skoletimer om sommeren betød bedre tid til havearbejdet!

”En lærers arbejde i skolen blandt børnene kan ikke måles og vejes, men både haven og de mange træer vil i mange år efter, at jeg er borte, fortælle om det store plantnings-arbejde, som jeg har udført ved Brejning hovedskole”.

Indtil 1900 var der tre skoler i Brejning sogn, hovedskolen i Kirkebyen og de to biskoler i Sandbæk og Randeris foruden de to friskoler i Opsund og Vesterbæk, men stigende børnetal kombineret med de store afstande i sognet gjorde det nødvendigt at udbygge skolevæsenet kraftigt. I 1899 var det ydermere blevet bestemt i ministeriet, at klassekvotienten for hver klasse i landsbyskolerne ikke måtte overstige 37 børn. Indtil da havde det været 67 børn, og da man ”kun” havde 60 børn i gennemsnit, kunne det jo sagtens gå!

Fra 32 skolesøgende børn i sognet i 1815 var man nu nået op på 210 skolesøgende børn i 1895, og ikke mindst ovedskolen var til tider overbefolket. Skoledirektionen med prov-sten i spidsen havde i lange tider presset Brejning sogneråd til ikke blot at se på sognets skolevæsen, men også gøre noget ved det, og til slut blev man samarbejdsvillige, og lagde ud i 1900 med at påtænke at bygge en skole i det vestre distrikt. I foråret 1902 solgte man en del af jordtilliggenet til hovedskolen. Den sydlige hedelod i Opsund solgtes til Chr. Søgaard, Opsund og Mads Sørensen, Hanning. Søren Chr. Madsen, Kildsig købte 10 tdr. land af heden nord for Opsund, mens resten af hedelodden blev købt af Niels Chr. Johannesen og Mathias Christiansen. Matr.5 af Væggerskilde blev købt af Chr. Søgaard, mens matr.19 af Væggerskilde blev købt af Anders Peder Lauridsen, Gåsdal, som lige-ledes købte 4 tdr. land af den østre side af agermarken, mens Peder Martin Larsen, Gl. Præstegård købte 4 tdr. land af den vestre side af agermarken. Mere om hovedskolen findes under Brejning sogns sydvest-lige ejerlav.

Vestre skole, Vesterbæk skole:

Den såkaldte Vestre skole, som efterhånden lidt fejlagtigt blev til Vesterbæk skole, selv om den lå på Husted jord blev resultatet heraf. Sognerådet mødtes 15. februar 1900 med Jens Graversen på Blæsbjerg Mark for at købe 5 tdr. land jord af ham til en byggeplads for en ny skole for 350 kr samt det halve af omkostningerne over 10 kr ved udstykningen, som skulle ske hurtigst muligt. Hvis skoleplanen mod forventning ikke blev approberet af Ministeriet for kirke og undervisningsvæsenet (senere Undervisningsministeriet), skulle handlen gå tilbage. Udstykningen blev godkendt først i november 1901 efter, at skolen var taget i brug!

Fra nogle beboere i den sydvestlige del af det nye skoledistrikt fremkom der et andragende om at få skolen bygget i midtpunktet af distriktet, altså mere mod syd, men sognerådet holdt på den først vedtagne placering.

Sognerådet vedtog, at man skulle ansøge Amtsrådet om tilladelse til at optage et lån på 7.000 kr. i Kreditforeningen for kommunerne i Danmark til opførelsen af skolen, men da amtsrådets tilladelse forelå, fik man et bedre tilbud fra Ribe Stiftsmidler, hvor man lånte 7.500 kr. først i november 1901, og så betalte man Jens Graversen for jorden med en veksel udstedt af Ringkøbing Landbobank.

Sognerådet affattede en byggeplan for skolebyggeriet, som blev sendt til skoledirektionens formand, provst Vilstrup i Borris, til godkendelse. Man nedsatte et byggeudvalg bestående af Anders Henriksen, Opsund, Anders Moesgaard, Chr. Johannesen, Kjærhus og sognerådsformand Jens Jensen, Røjkum, som udsendte en tilbudsrunde vedrørende byggeriet, som ikke er anført i sognerådets protokol, men resultatet er som følger:

Snedker Jens Pedersen i Skjern fik entreprisen med at fremstille vinduer og døre, men ikke skole-borde til skolen. Prisen er ikke angivet.

Murerarbejdet overdroges til murer og landmand Jens Vestergaard, Opsund, for 600 kr.

Tømrerarbejdet overdroges til snedker Mathias Chr. Christiansen, Blæsbjerg Mark for 290 kr. Heri indbefattet køkken- og bryggersbord, knager og hylder samt reol med rum til skiftesko i skolens forstue. Desuden påtog han sig at levere 8 skoleborde af 5 alens længde og 5 ditto af 5½ alens længde samt 2 katedre for 210 kr. (1 alen = 62,77 cm).

Malerarbejdet gik til maler Chr. A. Thomsen, Videbæk for 157,25 kr, samt 20 øre for hver kvadrat- alen væg, der skulle males. Det var væggene i beboelseslejlighederne, der var tale om, jeg antager, at øvrige vægge var kalkede.

Jens Jensen, Røjkum og købmand Poul Madsen (Kamp) i Kirkebyen skulle anskaffe 8.000 pund Glatved kalk (fra Djurslands nær Katholm) til brug ved skolens opførelse og sørge for, at kalken blev læsket. Indkøb af tagsten, mursten, bjælker, brædder og maling samt diverse inventar som kakkelovne, vaske o.l. nævnes ikke.

Provsten i Borris meddelte, at skoledirektionen ikke havde noget at indvende mod planerne vedrørende den nye skole, men man var nødt til at afvente svar fra ministeriet, og det trak ud, som sådant ofte sker, så sognerådet valgte at meddele provsten, at da den bedste byggeperiode nu var gået for sommeren 1900, ville man ikke bygge før i sommeren 1901.

Ministeriets tilladelse kom i foråret 1901 og i juni kunne sognerådet tilskrive skoledirektionen, at skolen kunne tages i brug 1. juli. Man slog også stillingen som lærer op, men besluttede sig først omkring 1. august at ansætte Christen Nielsen fra Farsø, født i Asmindrup, Merløse, den ene af tre udtagne ansøgere, til stillingen, og samtidig ansatte man Nielsine Nielsen, som vinterlærerinde. Lærer Nielsen var fremme i skoene, for ifølge sognerådsprotokollen ansøgte han sognerådet om et bidrag til støtte for at holde aftenskole den kommende vinter, og at sognerådet ligeledes skulle betale belysningen med (petroleums)lamper. Sognerådet vedtog det sidste ønske, men ville lige se an, hvordan søgningen til en aftenskole var, før man gik ind på at betale et eventuelt bidrag. Han flyttede allerede i 1902 til Nøvling ved Gistrup, så måske har sognerådet været for tunge at danse med efter hans mening, og blev efterfulgt af Thomas Petersen, som blev til sin død i 1930. Herefter Alfred Gynther Nielsen til 1942, derefter forstander på Brejninggaard. Til sidst Herlev Kongsgaard, hvis erindringer findes på Egnsmuseet. Af vinterlærerinder var Nielsine Pedersen ansat næsten fra skolens start til 1911, herefter Sigrid Kristensen gift Kistrup, Spjald til 1921 og fra 1922 var det Margrethe Nielsen i en lang årrække. De boede i lærerindelejligheden på loftet

Den evige kamp mellem skolemyndighederne og Brejning sogn om anskaffelse af gymnastikredskaber ved skolerne udmøntede sig i hvert fald for Vesterbæk skole på den måde, at Brejning sogneråd bestemte, som en følge af provst Vilstrups pålæg i februar 1904 ifølge en skrivelse fra Ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet, som pålagde sognerådet at anskaffe forskellige gymnastikapparater til sognets skoler senest foråret 1905, at Vesterbæk skole skulle forsynes med en del af de i pålægget anførte apparater efter samråd med lærer Pedersen inden næste forår.

Skolen blev udbygget i sommeren 1938 med klasselokale for øverste klasse og vinterlærerindebolig på loftet samt en fløj med gymnastiksal, lille sal og skolekøkken med sløjdlokale ovenpå. Gymnastiksal, lille sal og skolekøkkenet var udover skolebrug også rammen om mange lokale fester og sammenkomster, indtil skolen blev nedlagt. I 1961 blev 6. og 7. klasse flyttet til den nyoprettede Brejning Centralskole i Spjald, og i 1967 blev skolen endelig nedlagt og alle elever flyttet til Spjald og skolen solgt til privat beboelse. Se yderligere under Brejning sogns vestlige ejerlav om skolen.

Skolebyggeri:

Sognerådet var ganske klar over, at skolesituationen ikke var optimal i sognet, og i sommeren 1905 vedtog man, at inden efteråret 1908 skulle der være bygget yderligere tre nye skoler i sognet, idet Sandbæk biskole skulle erstattes af en skole i Højmose, Randeris biskole skulle erstattes af en skole i Opsund, og så skulle der bygges en pogeskole, altså skole for de mindste børn, i Viftrup. Med disse tre skoler foruden hovedskolen og Vestre Skole kunne man på den måde kompensere for alt for lange afstande fra hjemmene til skolen. Det var noget af en opgave for et lille, fattigt landsogn, og gennem sognerådets forhandlingsprotokoller kan vi da også ane megen grublen og diskuteren ikke mindst om-kring de “kære penge”.

Det vedtagne blev sendt til skoledirektionen, som sendte det videre til Ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet, men herfra kom der et ganske andet i realiteten meget fremsynet forslag: Man anbefalede, at sognerådet lod opføre en ny hovedskole med flere lærere ansat på det mest centrale sted i sognet og desuden bibeholdt et antal poge-skoler til de mindste børn ledet af en vinterlærerinde. Sognerådet takkede pænt nej til forslaget, idet man forklarede, at til det mest centrale sted i sognet ville en hel del børn få over ½ mil at gå, og på netop dette sted boede der næsten ingen mennesker. Stedet nævnes desværre ikke, men må jo være på østsiden af Dingelsbjerg ned mod Brejning-gaards mose. Allerede dengang sad der folk i Hovedstaden og udtalte sig om noget, de ingen begreb havde om. Ministeriet godkendte første forslag og meddelte, at sognet kun-ne påregne at få statstilskud til halvdelen af byggeudgifterne.

I foråret 1905 havde Folketinget vedtaget en lov om, at hvert sogn skulle have et Værgeråd, der skulle tage sig af behandlingen af ”forbryderiske og forsømte” børn, og sådan et værgeråd fik sognet allerede i efteråret samme år med Peder Martin Larsen, Gl. Præstegård, som formand med Alfred Dochedahl, Langagergårde som suppleant, repræsente-rende sognerådet, og Poul Madsen, Langagergårde med suppleanten Kristian Højmose og Henrik Andersen, Kildsig med suppleanten Karl Knudsen fra Bækhus som repræsen-terede sognets beboere.

Viftrup skole:

 Allerede mens sognerådet puslede med planerne om Vestre skole, begyndte beboerne i sognets østligste område i Brejning Fjalde også at røre på sig. Man havde lige fra starten af placeringen af biskolen i Sandbæk beklaget sig over den lange skolevej især for de mindste børn, og i foråret 1900 henvendte man sig til provst Vilstrup i Borris med et andragende om at få en pogeskole bygget i Fjaldene. Provsten forespurgte i sognerådet om børnetal og vejlængde derude, og formanden for sognerådet blev overdraget at svare, og svaret lød: vi har ingen penge til skolebyggeri nu. Og der var også noget andet. Man var helt klar over, at fik Viftrup deres pogeskole, så havde man ganske sikkert beboerne fra Ravnsbjerg området på besøg med samme krav, for her syntes man også, at skolevejen var for lang for mange af de mindste børn. Man var dog godt klar over, at det ikke var godt, så da Jens Lauridsen i Viftrup nær Solsø mødte i sognerådet i 1901 og anmodede om at lade sine to pigebørn søge Solsøhede skole i stedet for Sandbæk biskole, vedtog man at ansøge Vorgod-Fjelstervang sogneråd om tilladelse hertil og tilbyde at betale herfor. Ifølge sognerådets forhandlingsprotokol 28-4-1904 androg beboerne i Fjaldene igen om en pogeskole, og sognerådet gav nu tilladelse hertil på den betingelse, at de selv skulle sørge for lokale. Sognerådet ville så levere borde og en kakkelovn og give 50 kr. årligt til brændsel og lokale. Skolekommissionen gav tilladelse hertil for 1 år. I efteråret 1904 lejedes et værelse i Damgård ved Lilleby for at holde pogeskole for om-rådets børn mellem 7 og 10 år i vinteren 1904-05, og sognerådet søgte en lærerinde på Hoven Kvindeseminarium, hvor man meddelte, at lønnen til en forskolelærerinde var 160 kr. for vinterhalvåret samt 40 kr. til et værelse, hvilket sognerådet gik ind på, uden at vi får navnet på lærerinden at vide. Måske klarede man sig på anden måde, i hvert fald påtog lærerinden i Solsøhede skole sig at undervise i Fjaldene i sommeren 1905 i 3 halve dage om ugen for 65 kr. Beboerne i Fjaldene var stadig ikke tilfredse med ordningen og kla-gede til Ulfborg-Hind herreds skoledirektion, der nu satte tommeskruerne på Brejning sogneråd med hensyn til at få opgraderet sognets skoledistrikter. I sommeren 1906 var læ-rer P. Kr. Kjeldsen lærer ved pogeskolen for 85 kr.

I januar 1906 gik sognerådet i gang med skoleplanen for Viftrup. Der blev fremlagt en tegning i januar til et sognerådsmøde. Det fremgik, at skolen skulle være 12 alen lang og 12 alen dyb, altså kvadratisk omkring 8 m på hver led, indrettet til skolestue, forgang og et værelse til læreren og med tørveskur og retirade udenfor. Hvem der har forfattet tegningen er ikke oplyst. Man regnede med, at byggeudgiften skulle ligge under 2.800 kr. i alt.

Man undersøgte området for at finde en egnet plads, der samtidig skulle være billigst mulig at erhverve, og Peder Nielsen i Viftrup, senere Laugesens Have, og Jens Kr. Peder-sen i ejendommen lige vest for var begge interesserede i at sælge jord. Det blev Jens Kr. Pedersen, der solgte 1 tdr. land jord for 75 kr. til skolejord.

Så indkaldte man murermester Jens Sørensen i Brejning Mejeriby og tømrermester Mathias Kristiansen på Blæsbjerg Mark til at give tilbud på hele byggeriet. Jens Sørensen vandt med et tilbud på 2.750 kr, altså 50 kr under den beregnede pris. Matthias Kristiansens tilbud kendes ikke. Sognerådet indkøbte selv en kakkelovn, for her som i de andre skoler skete opvarmningen med klyne og hedetørv, som hvert år blev udliciteret.

Hvad så med betalingen? Ja man havde i disse år solgt 9 tdr. land af hovedskolens agermark for 300 kr pr. td. land og 3 hedeparceller for 10 kr pr. td. land, og det havde givet 3.450 k.r i kommunekassen, og sognerådet ansøgte Amtsrådet om lov til at bruge disse penge til skolebyggeriet. Amtsrådet ville nu hellere, at kommunen optog et lån, og man prøvede først Ringkøbing Sparekasse, men fik et bedre tilbud i Ringkøbing Landbobank, hvor man lånte 3.000 kr.

Pogeskolen skulle tage børnene fra Viftrup- og Væggerskilde området samt fra østenden af Randbæk området, og fra de to sidste områder, hvis børn havde længst vej at gå, blev sognerådet ind imellem holdt i ørene med hensyn til skolestiernes vedligehold, så vejen ikke blev for træls at gå.

Første lærer var en gammel kending fra Randeris biskole, Søren Jensen, som i 1906 var lærer i Tykskov i Filskov sogn, men som gerne ville tilbage til Brejning sogn, hvor han startede 1-11.

I 1929 blev Viftrup skole opgraderet til almindelig skole, og der blev bygget en ny skolebygning og ansat en eksamineret lærer, Carl Mikkelsen, skolens både første og sidste uddannede lærer, for han blev som lærer på skolen, til den blev nedlagt i 1961 og eleverne overflyttet til Brejning Centralskole. Der findes mere om skolen under Randbæk ejerlav.

Lærer Carl Mikkelsens erindringer:

 Efter at min ansøgning var indsendt til det ledige biskolelærerembede ved Vivtrup skole, kom der i oktober 1927 brev fra provst Kristensen i Ulfborg om, at man agtede at kalde mig til biskolelærer ved Vivtrup skole i Brejning sogn, og at jeg skulle indsende dåbsattest og tuberkulose attest til provsten.

Jeg havde været på stedet og set den lille skole, der lå så ensomt omgivet af hede og plantage. Jeg havde besøgt sognerådsformanden på vejen derud fra Spjald. Nu skulle jeg også træffe det stedlige sognerådsmedlem i Vivtrup, Poul Andersen. Han var ved at spænde hestene for et læs tørv, som han skulle køre til Spjald med, så der blev ikke tid til megen samtale, men derimod tid til kaffe hos hans kone Else. Derefter besøgte jeg Kr. Mose og Anders Nielsen i Vesterbæk.

Kort tid efter læste jeg i bladet Folkeskolen (Danmarks Lærerforenings medlemsblad), at jeg var indstillet som nr.1 til embedet, og at der var 67 ansøgere. Stillingen måtte besættes med ukvalificerede og lønnedes med 1200 kr. om året.

Jeg var lykkelig over, at der var brug for mig, men lykken fik snart en brat ende, da der kom meddelelse fra provsten, at min kaldelse ikke blev til noget, da man ikke havde fået afskediget den gamle lærer.

Sognerådet mente, at læreren blev lejet år for år, og når de ikke lejede ham mere, så havde han automatisk fået sin afsked, men sådan gik det ikke. Det viste sig, at han var fast ansat i embedet, og da han kun var 61 år, kunne han ikke pensioneres undtagen ved sygdom.

Der kom nu kort efter et brev fra sognerådsformanden, der bad mig om at komme alligevel for at begynde som vikar for Edv. Christensen, der frivilligt trak sig tilbage, når man ikke ønskede ham mere. Edvard Christensen, der var gårdmand og boede i Herborg havde været lærer i 30 år, hvoraf de sidste 17 var i Vivtrup.

Jeg fik besked om at begynde en mandag, en af de første dage i november, og til at bringe mit habengut, der bestod af en seng, en stol og et bord samt nogle bøger, derud, lejede jeg en vognmand i Tvis. Da jeg skulle bo på skolen, blev der lavet et værelse til mig på loftet, men der var ingen trappe derop. Adgangen var fra en stige, der stod halvvejs op ad væggen i skolegangen. Derfra måtte man hæve sig op i armene, for at komme helt op.

Et par børn kom om søndagen for at se, om jeg var kommet, og så mandag morgen myldrede det ind med 37 elever fordelt på syv årgange. Den ældste var Julius Pedersen, født i 1913, den yngste var Niels Chr. Laugesen, født i 1920.

Min middagsmad fik jeg hos nærmeste nabo Jens Chr. (Pedersen) og Karen Marie for 50 øre pr. gang. I otte måneder var jeg ansat som vikar, men fra 1. november 1929 blev jeg ansat som førstelærer ved den nybyggede og udvidede skole og beklædte embedet, indtil skolens nedlæggelse 1961.

Skoleloven, der blev undervist efter, var specielt beregnet for Ringkøbing og Ribe amter og blev kaldt for den vestjyske skoleordning.

Viftrup skole blev efter ombygningen en to-klasses skole med en vinterlærerinde ansat fra november til maj i et skema med 33 ugentlige timer, det samme antal timer som for ældste klasse. Om sommeren blev begge klasser tilsammen undervist i 18 timer. Yngste klasse fik 14 timers undervisning om ugen, og den ældste klasse fik 4 timer.

I begyndelsen måtte børnene selv betale, hvad de brugte i skolen. Bibelhistorie, katekismus, salmebog, geografi, danmarkshistorie og tavler kom børnene selv med hjemmefra. Læsebøger, regnebøger og kort fandtes i skolen på kommunens regning.

Jeg anskaffede til salg hos børnene skrivebøger, diktatbøger, penne, grifler, penneskafter, linealer og trækpapir. Sådan gik de første 10-11 år, indtil den nye skolelov af 1937 trådte i kraft, hvor efter skolematerialet blev anskaffet på kommunens regning. Senere kom sløjd til skemaet også som aftenskoleundervisning. Naboerne benyttede sig af muligheden for at få noget lavet, uden at det kostede ret meget.

Kunne man ikke derhjemme finde, hvor de enkelte steder i verden var placeret, kunne man spørge læreren. Således kom en lille flok drenge til katederet og spurgte, om jeg ville hjælpe med at find ud af, hvor rum sø lå, da den ene drengs bror var ude at sejle og havde skrevet hjem, at han befandt sig i rum sø!

Blandt de interessante folk på egnen var Sophus Smidt føreren. Han sagde De til alle mennesker undtagen sin egen familie. Sophus havde sin faste plads i kirken, og kunne degnen ikke komme, var Sophus altid reservedegn. Efter aftale fik han 5 kroner.

Den missionske gårdmand Kristen Thomsen holdt søndagsskole der hjemme og gav udtryk for sin glæde, da han opdagede, at jeg hørte til de troende.

En tredje i samfundet var Niels Clemmensen, Solsø, der sammen med sin kone Mariane var temmelig sparsommelig. Ægteskabet rummede tre børn, og da den yngste søn viste sig at være temmelig nærsynet, talte jeg med moderen om, at han skulle have briller, med det blev afslået med, at han, sønnen, alligevel ville slå dem i stykker.

En fjerde var Jens Troelsen med sin kone Marie. Han var en kæmpe skikkelse med kraftig hårvækst og brune øjne. Han havde afstået gården til en søn og boede i et aftægtshus på marken nær Væggerskilde kirke. Hans far var østrisk soldat, der havde været med i krigen 1864. Jens var meget mistænksom og pralende overfor alle. Som aftægtsmand fik han job med at holde kommunens veje i stand. Han havde altid sin kraftige pibe med, hvor han færdedes, men det var ikke rart at sidde i hans nærhed, for den sure pibe kunne lugtes gennemtrængende, specielt i kirken.

Tyskerne forvandlede vore store hedeflader til øvelsesplads og skydebane for soldaterne. Næsten hver morgen, når undervisningen skulle begynde, blev den akkompagneret af maskingeværsalver og kanonsalut. Flere naboer klagede over, at kuglerne var temmelig nærgående. To af kommunens seks skoler blev taget i brug af soldaterne. Jeg glædede mig over, at Viftrup skole ikke ejede en gymnastiksal, for det var især disse skoler, som tyskerne indtog.

Skolekommissionen fejrede mit 25 års jubilæum i 1952, hvilket blev en festlig begivenhed, selv om den var mig inderlig imod.

Ved skoleårets begyndelse 1. maj 1959 begyndte en ny epoke. Den vestjyske skoleordning, som jeg havde arbejdet med i 31,5 år, ophørte med at fungere og var nu afgået ved en stille og rolig død. Den vestjyske skoleordning var god for de større børn på landet, fordi de ikke blev skoletrætte. Ordningens mange modstandere var særlig dem, der ikke kendte den, og dem, der misundte læreren den megen fritid om sommeren.

1.august 1961 ophørte Viftrup skole med at eksistere som skole, og jeg blev tilbudt at følge med til Centralskolen i Spjald, men jeg foretrak at gå på ventepenge og arbejdede som vikar bl.a. i Herborg skole og senere ved Opsund skole og til slut i Videbæk.

Nordre skole, Højmose skole:

Skolebyggeriet i Højmose giver et godt indblik i forretningsgangen omkring et skolebyggeri. I september 1906 besluttede sognerådet, at nu skulle der bygges en skole i Højmose også kaldet Brejning nordre Skole, og derfor skulle der dels købes jord til skolebygningen, dels findes en arkitekt, der kunne udarbejde tegninger og holde opsyn med byggeriet. Skolekommissionen blev indkaldt til at møde hos Søren Kudsk Sørensen i Mejeribyen 8.oktober for sammen med sognerådet at bese forholdene i Højmose, ligesom man hen-vendte sig til arkitekt Andersen i Holstebro for at få ham til at give en pris på tegning af skolen og tilsyn med byggeriet.

Det var lettest at finde en byggegrund til skolen. Det vedtoges at købe 3/4 tønde land fra gården Store Højmose for 400 kroner, en beslutning som 29.november fik Amtsrådets fulde tilslutning, hvorefter handlen hurtigt gik i orden.

Det var straks sværere med arkitekten. Arkitekt Andersen sendte et tilbud på tegning og overslag til den nye skole, men prisen var 2% af byggesummen foruden kørepenge og 10 kroner om dagen for tilsyn, og da sognerådet ikke syntes om dette, henvendte man sig i stedet til arkitekt Johannes Lambæk i Ringkøbing, og forelagde ham sagen.

Han leverede en skitse af den nye skole til sognerådet og tilbød at levere tegning og overslag samt at føre tilsyn med byggeriet for ikke under 400 kroner og ikke over 450 kroner. Det var et tilbud, man kunne forholde sig til, så han fik opgaven.

Den 13.februar mødte arkitekt Lambæk op hos sognerådet i Fattiggården med tegninger og overslag. Samtidig havde sognerådet anmodet entreprenør Jens Sørensen i Mejeri-byen om at møde op også. Jens Sørensen var uddannet murer og er “skyld” i ikke så få af de huse, der blev bygget i Spjald først i 1900-årene. Han endte som ejer af Brejning-gaard, hvor han drev sommerrestaurant fra 1926 til 1942, hvor efterskolen blev oprettet.

Sognerådet bad Jens Sørensen om at give et tilbud på skolebyggeriet og meddelte samtidigt, at hvis man ikke kunne enes med ham om en rimelig pris, ville man udbyde bygge-riet i offentlig licitation. Mon sådan en handel ville blive godtaget i dag? Men efter at have forhandlet frem og tilbage et stykke tid tilbød Jens Sørensen at levere materialer og at bygge skolen for en samlet pris på 11.500 kroner efter arkitektens beskrevne regler og udbetalingsvilkår, og dette tilbud indgik sognerådet på, sikkert ikke mindst fordi arkitekten påpegede, at man helt sikkert ikke fik så lavt et tilbud ved en offentlig licitation.

Kakkelovne og komfur, som ikke var med i entreprisen, blev indkøbt hos J. A. Jensen i Ringkøbing, i øvrigt en gammel Brejningdreng, der var født, hvor nu Krogs Blomster har til huse. Byggeriet blev finansieret på den måde, at sognerådet lånte 14.000 kroner i 4½% obligationer i Kommunekreditforeningen, som skulle afdrages over 28 år. Renter og af-drag skulle betales i halvårlige faste ydelser.

Betingelserne for byggeriet findes ikke mere, men noget tyder på, at skolen skulle stå færdig til 15.september 1907, for 7.september meddelte Jens Sørensen sognerådet, at nu var skolen færdig til aflevering for hans vedkommende, men sogneråd og arkitekt fandt dog enkelte mangler, som han fik besked om at afhjælpe inden 15.september, hvorefter han ville få dagbøder, indtil skolen var i orden, og 12. september kunne man så foretage det endelige syn, der faldt ud til alles tilfredshed, så Jens Sørensen fik udbetalt det reste-rende beløb af entreprisen bortset fra 500 kroner, der skulle stå som sikkerhed indtil synet på årsdagen, og arkitekten fik udbetalt 50 kroner oveni de 400, han først havde fået, så også med ham må der have været fuld tilfredshed.

Legepladsen skulle planeres, der skulle anskaffes et par nye pulte og et skab til at supplere inventaret fra Sandbæk biskole, der skulle sættes gymnastikredskaber op og anskaf-fes bukke og hoppetov, men så var skolen også klar til at tages i brug 1.november, og sognerådet havde ikke tabt pusten mere, end at man indbød skolekommissionen til et møde 7.oktober, så man kunne blive enige om at finde en byggegrund til en skole i Opsund !

I lærer Poul Borups tid blev der nordligst på grunden bygget en gymnastiksal, der samtidig blev skoledistriktets samlingssted. Poul Borup gik meget ind for gymnastik, og et par gange om ugen ryddede han skolestuen for bænke og borde, som blev sat ud til siden, og så blev der gjort gymnastik. Han fik i 1930 overtalt skoledistriktets beboere til at give penge til en gymnastiksal, det lykkedes, og han planerede og støbte selv grunden, og tømrer Meldgaard i Spjald byggede huset for 1200 kr. På egnsmuseet har vi en af de lange bænke fra gymnastiksalen og en kortere bænk fra Sandbæk biskole.

Den gamle biskole i Sandbæk, der nu blev overflødig, blev solgt til nedrivning for 320 kr. Den havde en fortid som fattighus i Brejning Kirkeby, hvorfra den var flyttet til Sandbæk i 1870, og nu blev den igen revet ned og genopbygget som husmandssted på nuværende Feldbækvej 2, hvor den for en del år siden måtte vige pladsen for et mere tidssvarende byggeri.

I efteråret 1961 var det slut med skole i Højmose, da eleverne blev flyttet til skolen i Spjald. Der findes mere om skolen under Randbæk ejerlav.

Ingrid Vesterbæk gift Schmidt, Samsø, født 1936 i Randbæk fortalte 2-9-2013 følgende om sin skoletid:

Højmose skole lå et par km. Øst for Spjald. Her gik jeg i skole fra 1943 til 1950. Det var en lille skole med kun to klasser - lilleskolen og storeskolen. Skolen fungerede efter den gamle vestjyske ordning med sommerskole fra maj til november og vinterskole fra november til maj. Om sommeren gik de tre yngste årgange i skole tre formiddage om ugen. De fire ældste årgange gik kun i skole hver torsdag formiddag.

Jeg husker sommerskolen som en festdag - en fridag fra arbejdet derhjemme i mark og stald. Aftenen før var vi i engen for at finde planter. Vi havde altid botanik i første time, og vores lektie var foruden et par sider i læsebogen altid at have planter med. Derved kom vi til at kende planterne på vores hjemegn.

Vi havde også altid en sangtime, hvor vi sang mange af de dejlige sange fra højskolesangbogen eller Arvesølv. Borup gik op og ned mellem rækkerne og spillede violin. Ellers havde vi netop så meget dansk og regning, at vi ikke glemte det, vi havde lært, men det var først i vinterskolen, at vi arbejdede målbevidst, og efter den lange pause var lysten der.

Vi havde også en udflugt om sommeren. Jeg husker turen til Ribe, til Himmelbjerget og en skolerejse til København.

Om sommeren var lærer Borup alene om at undervise de ca. 50 børn. Om vinteren var der en lærerinde i lilleskolen. I min tid var det Johanne Hansen, men hun blev gift med sin fætter og flyttede ud i nærheden af Ringkøbing. Så blev Birgit Hundahl (gift Klange, Spjald) lærerinde, senere blev hun lærer ved Spjald Centralskole.

Om vinteren gik vi i skole hver dag. Lærer Borup underviste de fire ældste årgange i storeskolen. Hver morgen havde vi morgensang med to salmer og fadervor. Om formiddagen havde vi bibelhistorie og som regel dansk og regning. Over middag kunne det veksle mellem historie og geografi, skrivning, sang, gymnastik eller frilæsning. Om lørdagen havde drengene sløjd, mens pigerne havde håndarbejde.

De første år brugte vi meget tavler og grifler. Det var jo under krigen, hvor der skulle spares på materialet. Tyskerne tog lærerindens lejlighed over lilleskolen og brugte samme indgangsdør som os børn, men vi vænnede os til deres støvletramp på trappen. I gymnastiksalen opbevarede tyskerne deres ransel, så det var godt, vi havde en grøn legeplads, hvor vi kunne spille rundbold i frikvarteret, og enedes vi godt om det, kunne det vel hænde, at frikvarteret blev lidt længere.

Om vinteren måtte vi være inde i frikvarteret, hvis vi var rolige. Vi kunne sjippe og spille bold, og var man en af de små, var det rart at sidde på tørvekassen ved kakkelovnen og hygge med en af de store. Men når vejret var godt, var det sjovest at spille rundbold ude. Var vore vanter våde af sne og slud, fik vi den tørret ved kakkelovnen.

Drengene skulle jo prøve kræfter. Det kunne somme tider udvikle sig til slagsmål, men så fik Borup dem ud med ublid hånd. Han kunne nok høre støjen ind i sin stue. Vi skulle jo også røre os, så vi måtte løbe frem og tilbage på legepladsen et par gange, før vi måtte være inde.

Julen 1943 fik jeg min første poesibog. Jeg var 7 år, så det er 70 år siden. Ved at læse de små rim og gode ønsker dukkede mange minder frem. Det undrer mig, at også de store har skrevet i den. Et sted stod der: ”Hvad vi end møder på livets vej, Højmose skole glemmer vi ej”. Det er sandt. For mig var det en god tid.

Opsund skole:

Sognerådet købte det østre hjørne af gdr. Niels Martin Mortensens mark 23-10-1907, selv om en del af beboerne i Opsund havde ønsket, at skolen blev lagt noget østligere. Man henvendte sig igen til arkitekt Johannes Lambæk i Ringkøbing, som igen gav tilsagn om at udfærdige tegning og holde opsyn med byggeriet for 450 kr., hvilket sognerådet gik ind på, og så genbrugte arkitekten tegningen fra Højmose skole, så man fik en tvilling til førstnævnte, og han kom let til honoraret!

Til en forandring udbød man skolebyggeriet i licitation i stedet for blot at henvende sig til et par lokale håndværkere, og det var nok en klog beslutning denne gang, for tømrer-mester Skuldbøl i Vorgod fik entreprisen for 13.250 kr som billigste udbyder, mens den lokale murermester Jens Sørensen denne gang var dyrest med et tilbud på 15.174 kr. Sognerådet skulle selv lade brønden kaste.

Maling af lærerlejligheden gik igen til Christen Thomsen, Videbæk, og fremstilling af skoleinventar til snedker Andreas Jacobsen i Skjern, hvis tilbud på 625 kr. var det laveste mod den lokale snedker Peder Kr. Kristiansen, som bød 636 kr. Her havde det nok været klogest at have holdt sig til den lokale, for inventaret var ikke i orden, da skolen blev afleveret, så det var nødvendigt at reparere på det. Støbegodset købte man igen hos J. A. Jensen i Ringkøbing. Skolen skulle være færdig senest 1-11-1908, og blev afleveret 28-10 i god stand udover skoleinventaret, som snedkeren fik 14 dage til at gøre i orden.

Sognerådsformanden skulle undersøge, hvor man kunne få det billigste lån til skolebyggeriet. Igen blev Ringkøbing sparekasse spurgt, og her kunne man låne 16.000 kr., men igen fik de en lang næse, for Kommunekreditforeningen gav et billigere lån på 15.500 kr, som blev udbetalt til Ringkøbing Landbobank 13-7-1908. Og så solgte man den gamle Randeris biskole til gdr. Jørgen Nielsen i ejendommen øst for Koldinghus til nedbrydning for 225 kr. at betale senest 1-1-1909.

Sognerådet var i øvrigt mestre i at spare. I efteråret 1910 henvendte forældrene i Opsund skolekreds sig til sognerådet og bad om, at pigerne om vinteren måtte få en håndar-bejdslærerinde, så de kunne lære håndarbejde. Sognerådet vred sig ved tanken om denne udgift, men så spurgte vinterlæreren, Chr. Søgaard, om det kunne gå, hvis han an-satte og betalte en håndarbejdslærerinde, og det kunne det !

Der havde længe været tale om at bygge en annekskirke i Viftrup, og kirkeudvalget bad i sommeren 1908 sognerådet om, at læreren i Opsund skole måtte kaldes til at lede kir-kesangen i den påtænkte kirke, indtil Viftrup biskole overgik til et fast embede, hvis lærer så kunne overtage betjeningen af kirken. Det er jo altid godt at være på forkant med ud-viklingen. Kirken blev først opført i 1916 og Viftrup skole fik først et fast lærerembede i 1929.

I 1954 byggede man en østfløj til skolen med endnu et klasseværelse og en gymnastiksal, men i 1970 var det slut med almindelig skole her, idet eleverne blev flyttet til Brejning Centralskole. Og i dag er bygningerne opstået som ungdomsskole. Der findes mere om skolen under Opsund ejerlav.

Spjald Skole:

 Efterhånden som Spjald by voksede til, opstod der et ønske om at få sin egen skole i byen, for børnetallet voksede støt og roligt. I marts 1903 henvendte en del beboere i Brej-ning Mejeriby sig til sognerådet om tilskud til en påtænkt privat skole i byen, men med negativt resultat, i 1904 prøvede man igen denne gang med ønsket om en pogeskole i byen. Sognerådet ville ikke bygge en pogeskole, men hvis byen fik gang i en privat skole, ville man betale 6 kr. pr. elev, men det blev ikke til noget. Omkring 1914 henvendte den da oprettede Borgerforening sig til sognerådet om en skole, uden at henvendelsen medførte noget. Børnene, der boede nord for det nuværende lyskryds, måtte søge skole i Høj-mose, mens børnene, der boede syd for lyskrydset, måtte søge skole i hovedskolen. I januar 1935 gik der således 60 børn fra Spjald til hovedskolen og 20 børn til Højmose sko-le, og dette gjorde, at skolekommissionen atter sendte et forslag til sognerådet om en skole i Spjald, og denne gang var der bid. Det blev besluttet at bygge en skole i den sydlige ende af markedspladsen, som sognerådet havde købt fra Nr. Søndergård i 1916. Man indhentede tilbud og med en enkelt undtagelse var det Spjald håndværkere, der fik opga-ven, som i alt beløb sig til godt 46.000 kr. Alle pengene låntes i Ringkøbing og Omegns Sparekasse, denne gang uden modkandidater! Se videre i Jubilæumsskrift for Spjald Skole 1935-1985. Der var ingen, der tænkte på også at bygge en gymnastiksal, så den evindelige kamp om anskaffelse af tilstrækkelige og brugbare gymnastikredskaber til alle sognets skoler fortsatte mellem skoledirektion og skolekommission i mange år endnu.

Man undgik heller ikke denne gang en opfordring fra Undervisningsministeriet og skoledirektionen om i stedet at oprette en centralskole i Spjald og samtidig nedlægge Højmose skole og hovedskolen, men sognerådet afviste dette med, at så ville en del af eleverne få op til 6 km til skole.

Efter den nye skolelov i 1937 betalte kommunen for alle materiale udgifter ved skolerne, før den tid betalte forældrene for bibelhistorie, katekismus, salmebog, geografi, dan-markshistorie, skrivebøger, diktatbøger, tavler, grifler, penne + skafter samt trækpapir, kun læsebøger og regnebøger fandtes på skolerne.

I den nye folkeskolelov, der kom i 1958, stod der, at de små skoler i sognene skulle nedlægges, så snart det var muligt, og eleverne skulle flyttes til centralskoler, og sognerådet besluttede at nedlægge skolerne i Højmose og Viftrup, men det krævede en udbygning af skolen i Spjald. Denne udbygning, som bestod af østfløjen, mellem bygningen og gym-nastiksalen, stod færdig i 1961, og Spjald skole blev nu omdøbt til Brejning Centralskole med 8.-9. klasse og realafdeling. Skolen modtog ikke alene eleverne fra de to nedlagte skoler, men også 6. og 7. klasse fra Vesterbæk skole, samt 8.-10. klasses elever fra Hover, Grønbjerg og Ørnhøj. Og hermed forsvandt også den vestjyske skole-ordning, som stoppede 1. maj 1959 ved skoleårets begyndelse.

Vesterbæk skole blev nedlagt i 1967, Opsund skole og hovedskolen i 1970, og alle sognets skolebørn blev nu samlet på centralskolen i Spjald fra 1-8-1970, 460 i alt. hvorfor det så var nødvendigt med at udbygge skolen. I 1968-1970 blev vestfløjen bygget og i 1977 byggedes faglokaler mod nord, og fraset ganske få tilføjelser som ekstra omklædnings-rum ved gymnastiksalen og ny indgangsparti, er skolens ydre rammer de samme som i 1977, men indvendigt er der selvfølgelig sket meget i takt med nye behov, ikke mindst i forbindelse med restaureringen i 2011.

I forbindelse med 50 års jubilæet i 1985 fik skolen igen navnet Spjald Skole.      

Johannes J. Lund
Spjald 2020.

 

af Kjeld B. Jensen

 

CHRISTIAN KNUDSEN
EN VESTJYSK NATURFILOSOF

***

En beretning om manden, der skabte

”Danmarks ejendommelige Have”

ved Brejning Krat

Privattryk

2022

 

Copyright: Kjeld B. Jensen

Privattryk (uden ISBN-reg.) 2022

 

                                                       ”Det er nu mange Aar siden,

                                                       men just derfor er det værd

                                                       at høre Historien, før man

                                                       glemmer den”                                                                    

1. 1. 1. 1. 1. 1. C. Andersen/”Nattergalen”

EN ERINDRING

En solgylden sommerdag i midten af 1950’erne besøgte jeg som 7-årig Knudsens Have ved Brejning Krat sammen med min familie.

   I min erindring står et lidt utydeligt billede af en gammel, mørkklædt mand, der ligesom nølende kommer ud fra sit lille hus for at hilse på. Han er i gummistøvler, er mørklødet og har et skarpskåret ansigt med mange rynker og med markante, mørke øjenbryn.

   Han er som trådt ud af eventyrlandet… en levende sagnfigur? en huleboer? eller en trold?

   Min morbror kender ham, men selv han er ikke i stand til at overtale den mærkelige, mørke mand til at gå med rundt i den eventyrlige have, som vi er kommet for at se.

   Manden afslår at følge med os for at fortælle om den store haves figurer og opstillinger… bentøjet driller, siger han. Men i stedet forærer han det lille selskab et tyndt, grønt hæfte, hvorefter han bakker tilbage ind i den sære hytte, der mest af alt ligner et hastigt sammenflikket skur.

   Min morbror har været her mange gange før, og han bladrer i kataloget og fortæller løs om alle de besynderlige figurer, vi kommer forbi.

   Der er så stille og fredeligt i den store sommergrønne park, hvor sollyset flimrer ned mellem træernes løvpyntede grene – og drysser levende lyspletter ud over plæner og buske og sære skulpturer.

   Barnets øjne, øren og mund står åbne for at absorbere alt dette forunderlige og fortryllende… men alligevel står rundvisningen svagt i hukommelsen disse næsten 70 år senere.

   Kun sommereftermidddagens varme og lys og den hele stemning har brændt sig fast.

   Som en afslutning på besøget får vi lov til at kigge indenfor hos den sorte mand, der i sin dunkle hytte kun synes mere mystisk og sort, nu hvor vi kommer ude fra det blændende sollys. Med alle grumme eventyr i baghovedet føles det, som om man træder ind i en fæl og skummel hule til trolden – og hvem ved, måske gemmer mørket på flere skrækindjagende væsner?

   Den gamle mand sidder på en stol, og nu tegner der sig med ét i hundredvis af rare rynker i det vejrbidte ansigt, mens han rækker en stor glaskrukke frem og byder på bolcher. Man bliver lidt mere tryg og ser, hvordan den venlige trold lægger en violin til kinden og stryger et par prøvende toner frem.

   ”Se!” hvisker morbror Sigurd. ”Violinen er lavet af en træsko!”

   Så spiller den nu så fredelige troldmand et par af tidens kendte melodier, som man før har hørt om søndagen i radioens Giro 413.

   Og barnets fantasi fanger det skær af fortryllelse og magi, der bølger som en næsten synlig aura omkring manden, mens han tramper takten med en stor støvle.

   Sådan oplevede jeg Christian Knudsen – for lille til at forstå og til at værdsætte dette særprægede menneskes livsværk: Danmarks ejendommelige Have, som han selv kaldte det store parkanlæf ved Krattet.

 

EN INDLEDENDE ORIENTERING

Det blev til flere besøg i Haven senere hen – men først efter Knudsens død i 1960. Og den voksende interesse for dette dybt originale stykke natur/kultur og dets skaber mundede i 1980’erne ud i et ønske om at sætte dette mærkelige, sammensatte menneske en bautasten i bogform.

   Under arbejdet 1983-85 med indsamling af materiale måtte det hurtigt erkendes, at tågesløret allerede havde indhyldet væsentlige dele af denne livshistorie, og at det – trods ihærdige forsøg – var umuligt at fjerne sløret.

   Værdifulde kilder og væsentlige papirer var forsvundne, og adskillige af Chr. Knudsens familie og bekendte var døde. I sine sidste leveår smed Knudsen selv en række personlige effekter på bålet og var på den måde med til at sløre sin livsfortælling.

   Men på trods af de mange lukkede døre lykkedes det at indsamle et særdeles omfattende materiale om eneren Christian Knudsen.

   Denne biografi indeholder et utal af beskrivende oplysninger – så at sige brikker til et puslespil. De er hentet fra trykte avisinterviews, havens kataloger, Knudsens efterladte papirer samt diverse protokoller… kirke-, skole-, politi-, militær- og skødeprotokoller.

   Dertil kommer en lang række mundtlige beretninger og øjenvidneskildringer, som alle har været med til at sætte liv og kulør på puslespillets portræt. Hen mod 200 personer blev interviewet til denne biografi… familie, tidligere naboer og andre bekendte til vor hovedperson.

   Det skete i første halvdel af 80’erne, så de fleste af disse meddelere er for længst døde. Men med deres udsagn har de leveret uvurderlige oplysninger om Chr. Knudsens liv og færden – og dertil adskillige anekdoter, som nu krydrer denne bogs fortælling.

   De fleste af de adspurgte havde kendt Knudsen i hans velmagtsdage, og der kom mange ”guldkorn” for dagen. Men der var gået mange år siden begivenhederne fandt sted, så fejlhuskninger og erindringsforskydninger var uundgåelige.

   Dette ufuldendte puslespil af en biografi lægges hermed frem for offentligheden – og forhåbentlig vil læseren bære over med detaljerigdom og overlapninger.

Hvorfor lave en levnedsbeskrivelse af Christian Knudsen og hans livsværk – den forunderlige have ved Brejning Krat? Er han ikke for længst glemt og passé?

   Knudsens Have var især i 1940’erne og 1950’erne et flerstjernet turistmål – besøgt i tusindvis af folk fra alle egne af Danmark og tillige fra det store udland.

   Selvom den engang så berømte attraktion ikke længere eksisterer, og selvom Christian Knudsen kun huskes af personer på 70+, så kan en søgende sjæl af i dag forhåbentlig stadig finde livsvisdom og inspiration i Knudsens løjerlige univers.

   Formålet med disse sider er at skrive historien om én af vor egns til alle tider mest originale personligheder… om hans urolige og letbevægelige sind, hans enspændernatur og ikke mindst hans vældige værk: Danmarks ejendommelige Have.

   Christian Knudsens tankeverden var nuanceret, til tider kaotisk, og i grunden primitiv. Men at den var værd at lytte til og drage lære af skal de følgende blade forsøge at vise.

   Den gamle naturfilosof vil ledsage os gennem en selvskabt verden af kloge og finurlige læresætninger, fostret af fjerne tiders filosoffer… og af Knudsen selv.

   Han vil bede os søge ind i os selv og kaste ambitioner og ærgerrighed bort og i stedet bruge livet på en sund og meningsfyldt måde, i pagt med den gode Guds natur, som vi alle er en del af.

   Tænk selv og tænk ret – lød en af hans læresætninger.

   Eneboeren vil også advare os mod magthavere og præstevælde, og han vil tordne imod pengematadorer og renteåg.

   Men han vil også møde os afdæmpet og stille, mens han spiller for os på sin hjemmegjorte Knudsendivarius træskoviolin.

*

I det sidste par år har lokalhistorikeren Johannes Lund flere gange opfordret mig til at færdiggøre min Knudsen-biografi, som har ligget brak og ufærdig i snart 40 år. Og han er tillige kommet med nye faktuelle oplysninger, som besvarede nogle tvivlsspørgsmål. For ”skub” og hjælp er jeg Johannes Lund stor tak skyldig.

 

Kjeld B. Jensen

2022.

 

Læs hele biografien herunder:

CHRISTIAN KNUDSEN
en vestjysk naturfilosof

1882-1960

 

 

 

 

 

 

 

 

DANMARK I 1880’ERNE

Kongeriget Danmark var endnu et udpræget bondesamfund på den tid, da vor hovedperson blev født… selvom industrialiseringen i 1880’erne allerede var godt i gang.

   Landet regeredes af Højre med den i vide kredse forhadte godsejer J. B. S. Estrup (1825-1913) som konseilspræsident. I eftertiden er han husket som den regeringsleder, der tilsidesatte demokratiets spilleregler og udstedte ikke godkendte finanslove – de såkaldte provisorielove.

   Kongen hed Christian IX. Han afløste i 1863 den barnløse Frederik VII og sad på tronen til sin død i 1906. Det blev ham – også kaldet Europas svigerfar – der var regent under den skæbnesvangre krig mod prøjserne 1863-64, hvor Danmark mistede Sønderjylland.

   Godsejervældet sad solidt på taburetterne, men det opponerende bondeparti, Venstre, vandt efterhånden frem, og i 1901 kom partiet til magten ved det, som er kaldt Systemskiftet.

   Arbejderklassens parti havde trangere kår, og man skulle helt hen i 20’erne, før det fik regeringsansvaret.

   Det var ellers en tid, hvor så meget var i støbeskeen. I vor hovedperson Christian Knudsens fødeår, 1882, grundlagdes det første andelsmejeri i Danmark, og flere initiativer stod på spring. Industrialiseringen var en realitet, og vandringen fra land til by startede så småt.

 

EGNEN

Vor historie tager sin begyndelse i Vestjylland for næsten halvandet hundrede år siden. Vi skal til et område der ligger midt mellem byer som Ringkøbing, Holstebro, Herning og Skjern – nemlig til det gamle Brejning Sogn i Bølling Herred.

   Brejning er en af de typiske vestjyske hedesogne, hvor befolkningen gennem generationer har måttet føre en sej og umenneskelig hård kamp for at omdanne de vidtstrakte hedearealer til dyrkbar muldjord. Der krævedes udholdenhed og ydmyghed af de bønder, der tog sig for at opdyrke den golde lynghede til frugtbar landbrugsjord, og de måtte ikke med det første vente nogen belønning i form af et rimeligt afkast. Var lyngen blevet ”brækket”, gik der ofte både tre og fire år, før man kunne begynde at så og vente en afgrøde.

   At også Brejning-boerne måtte leve under disse ufatteligt hårde betingelser ses måske bedst af følgende lille beretning:

   Det fortælles om Peter Nielsen i Brejning Fjalde (svigerfar til den Lauge Laugesen, som skabte Laugesens Have), at han til at begynde med gravede sig ind i en gammel kæmpehøj og boede dér, mens han opdyrkede sin nyerhvervede hede. Da arbejdet begyndte at kaste en smule af sig, byggede han sig en mindre hytte og lod dyrene få ophold i jordhulen.    

   Nøjsomhed og fattigdom var sikre karaktertræk hos disse hedebønder; for dem gjaldt det simpelthen om at overleve. De få skillinger, der tjentes, blev endevendt og kun i nødsfald givet ud. Alt, hvad der spares kunne, blev lagt til side til kommende indkøb af nødvendige redskaber og til dyrefoder og til menneskeføde.

   Brejning Sogn præges mod syd af et storformet bakkeøterræn, der når højder på op til 81 meter. Bebyggelser som Væggerskilde, Torhuse, Magersped og Opsund ligger alle i over 60 meters højde. Sognets nordligste del består mere af flade dalstrøg, og her finder man nok den bedste jord.

   Trap’s Danmarksbeskrivelse (1904) fortæller, at der ”i Sognet er fredlyst 21 Gravhøje, deriblandt ved Rudmose en Høj omsluttende en mindre Jættestue”.

   Fjaldene – æ Fjald’ – er det største skovbevoksede område, men også Brejning Krat med sine omkring 100 tønder land dækkes af bevoksning – skov eller krat.

   Brejninggaards Krat, der frededes i 1920, er en forkrøblet rest af fjerne tiders egeskove. Det består mest af lave og krogede, næsten buskagtige ege, der af den stride jyske blæst er blevet behandlet så ublidt, at de grotesk formede grene og stammer danner et næsten uigennemtrængeligt vildnis.

   Skovbunden er bevokset af blomster som skovstjerner og anemoner, og overalt gror de næsten mandshøje bregner, som har givet sognet dets navn.

   Ved denne selvplantede lilleverden, hvor også et rigt dyreliv kan observeres, var det, at vor hovedperson slog sig ned og skabte sit livsværk.

   Fra gammel tid havde sognets jorder hørt under Brejninggaard, et af de større vestjyske godser, som i 1536 blev inddraget under Kronen efter at have hørt under Ribe bispestol. I perioden 1544 – 1665 ejedes herregården af Lange-slægten, og det var Hans Lange, der lod opføre de bygninger, som endnu delvis er bevarede.

   I de næste mange år skiftede gården ofte hænder, og det blev Cathrine Kirstine Folsach, der i 1794 frasolgte det meste af bøndergodset, som hidtil havde hørt under Brejninggaard. De kommende, borgerlige ejere blev ikke så længe på stedet, og ejendommen skrumpede ind.

   Da Den Vest- og Sønderjyske Kreditforening i 1901 overtog herregården, var der et tilhørende areal på 725 td. land, og da Statens Jordlovsudvalg købte Brejninggaard i 1926, var ejendommen på 460 td. land. Jorden blev dengang udstykket i 14 husmandslodder, og gården har i de sidste mange år fungeret som efterskole.

   Brejning Sogn havde i 1801 et indbyggertal på 360, mens det hundrede år senere var oppe på 1275. På den tid gik det bedre for egnens bønder, og selvom man ikke kan sige, at der var kommet velstand til huse – i hvert fald ikke hvis man sammenligner med vore dages overflod – så syntes det dog som om, at mange års anstrengelser og afsavn nu gav det ventede udbytte.

   Produktionen var øget og priserne blevet bedre, men den længe ventede fremgang for landbrugerne holdt sig ikke længe. Allerede i 1920erne og 30erne måtte bønderne indstille sig på en ny kriseperiode.

   I 1970 indlemmedes Brejning i den nye Videbæk storkommune, og Brejnings bidrag bestod da af 2.280 indbyggere fordelt over et areal på knap 7.500 ha.

 

SLÆGTEN

Vor hovedpersons far, Niels Knudsen, boede i Opsund i den sydlige del af Brejning sogn. Han var en af småbønderne, hvilket måske tydeligst ses i hartkornsfortegnelsen for Brejning Sogn i anden termin 1899. Mens hele Brejning var skyldsat til 143 tdr. og herregården til en tolvtedel heraf, tegnede Niels Knudsen sig for den mere beskedne ejendomsværdi 2 Fk 1 ¼ Alb.

   Niels Knudsen var født i Vesterbæk, tre kilometer vest for Brejning, den 14. marts 1846 – blot to år før 3-årskrigen mod oprørerne fra Slesvig-Holsten og prøjserne indledtes.

   Han var ud af en slægt, som havde rødder i sognet. Forældrene var blevet viet i Brejning kirke 6. juni 1841; faderen hed Knud Lauridsen og var født 18. september 1813 i Vesterbæk som søn af Laust Andersen og Abelone Knudsdatter.

   Niels Knudsens mor hed Anna Catrine Hansdatter og var født 22. marts 1810 i en anden af sognets bebyggelser, Røjkum, som datter af Hans Jakobsen og Maren Nielsdatter. Mens Anna Catrine døde i 1880, opnåede Knud Lauridsen at fylde 85 år, før han drog sit sidste suk i Randbæk, marts 1899.

   Det må formodes, at Niels Knudsen har haft arbejde på Dejbjerg-egnen, da han traf sin senere hustru, Mariane Jensen af Gammelgaard. I hvert fald blev parret gift søndag den 9. november 1873 i Dejbjerg kirke – han var 27 år gammel, hun 28.

   Mariane var født 17. september 1845 i Rabjerg, Dejbjerg Sogn, som datter af Jens Christian Jensen og Maren Elisabet Mortensdatter. Forældrene var blevet gift 2. juledag 1840 i Dejbjerg kirke. Faderen, der stammede fra Lem, var født 11. december 1813, men kun få år efter giftermålet, den 2. januar 1847, døde han ”af tæring”. Moderen, Maren Elisabet, var bragt til verden den 20. april 1840 i Rabjerg, hvor hendes forældre var husmand Morten Frederiksen og hustru Marie Madsdatter.

   Efter Jens Christian Jensens død som 33-årig giftede hans enke, Maren Elisabet, sig med Peder Villum Christensen. Og det er denne Peder Villum, der optræder som sin steddatter Marianes forlover, da hun i 1873 holdt bryllup med Niels Knudsen af Brejning. Besynderligt nok havde Niels ikke sin far med som forlover, men derimod husmand Hans Knudsen (sandsynligvis Niels’ da 31-årige bror).

   Det vides ikke med sikkerhed, hvor Niels og Mariane bosatte sig efter brylluppet. En slægtning mener, at der blev talt om et mindre hus nær Brejning Kro, og det lyder ikke usandsynligt, da de gamle protokoller netop fortæller, at Niels Knudsen 19. maj 1875 køber Anders Pedersen Nygaards ejendom, matrikel 5 E i den sydvestlige del af sognet.

   Da det første barn bliver født 24. juni 1876, sønnen Knud Vesterbæk Hans Knudsen, angives forældrene at bo på Pilgaard Hede, og da datteren Maren Elisabet fødes 16. januar 1879 er stedangivelsen Pilgaard Mark.

   Samme år, i juni måned, laver Niels Knudsen mageskifte med Anders Christensen og får nu i stedet skøde på matr. 1 K, Opsund. Men allerede i 1882 skal der på ny handles.

   Af Christen Christensen køber Niels Knudsen matr. 2 O, og selvom der nogle år senere atter blev handlet ejendom (i 1909, men herom senere), så var det fra nu af i Opsund, at Niels’ og Marianes livsgerning kom til at ligge.

   Handelen er først tinglæst 20. september 1882, men skødet er underskrevet allerede 14. april. Vi kan derfor regne det for sikkert, at det – som det da også er hævdet i familien – var i dette hus, Christian Augustinus Knudsen blev født 28. august 1882.

   Parrets fjerde barn, Ane Katrine, kom til Verden 4. april 1884, men året efter, den 13. januar, oplevede familien den sorg at miste den seks år gamle Maren Elisabet. Da det femte barn fødtes, 23. november 1886, skulle det efter gammel skik opkaldes efter den døde søster. Men da det viste sig at være en dreng, måtte man ændre navnet lidt, og han blev således døbt Martin Elisa.

   44 år gammel nedkom Mariane med sit sjette barn, men heller ikke denne gang blev det en pige; drengen fødtes 20. november 1889 og fik navnet Kristen Peder Vilhelm.

 

OPSUND OMKRING ÅRHUNDREDSKIFTET

Det Opsund, som Knudsen-familien blev en del af, var dengang som nu et lille samfund bestående af få gårde og huse. I en artikel i Hardsysselårbogen 1961 gav Chr. Winther, som var født i Opsund 1889, en række skildringer fra sin barndoms land.

   Han fortæller om selve navnet – Opsund – at det kan føres helt tilbage til matriklen af 1688, og at det sandsynligvis er opstået på grund af det lille vandløb, som havde sit udspring nord for landevejen ud for 18 km-stenen. Winther rekonstruerer lokaliteterne, som de har set ud omkring århundredskiftet:

   ”På de ca. fire kilometer fra Brejning Kro til Pilgaard – den østligste, største og mest veldrevne af ejendommene, lidt vest for 21 km-stenen – blev det til i alt 33 huse og gårde”.

   Af disse bosteder var der to ”rigtige” gårde, men det var dog nævnte Pilgaard, som mere end nogen af de andre gav indtryk af at være et landbrug af format. Hertil kom fjorten ejendomme af mellemstørrelse og endelig nogle jordløse huse og aftægtsboliger.

   Antallet af beboere i Opsund på den tid anslår Chr. Winther til at være omkring 125. En del af jorden var ganske god, og det gjaldt til en vis grad også noget af den nyopdyrkede hede. Men mange steder var der kun et tyndt lag muld med sandunderlag, og den var derfor ikke videre bevendt.

   ”Før der kunne være tale om udbytte”, fortæller Winther, ”måtte jorden mergles, og det var et slid, ikke mindst når mergelen skulle hentes langvejs fra”.

   Vor hovedperson, Kristian Knudsen, er født i Opsund 1882 og var kun 7 år ældre end Chr. Winther. De to er vokset op på samme tid og i den samme egn. Derfor er det interessant at lytte til Winthers beretning om, hvor beskedent og begivenhedsløst livet formede sig i det lille samfund:

   ”Vi der omkring århundredskiftet voksede op i Opsund levede under beskedne forhold. Hedebakkerne i nord skjulte kirken, herregården og de øvrige interessante steder i hovedsognet for os.

   Vi kunne aldrig høre kirkeklokkerne derhjemme, vi så aldrig et flag hejst – flagstænger ved ejendommene hører en senere tid til – vi havde aldrig været præsenteret for en telefon – der fandtes ingen – der var ingen butikker, ingen samlingssteder ud over vor lille skolestue, hvor der også holdtes søndagsskole, og hvor der undertiden om søndagen og om aftenen i vintertiden blev holdt kristelige møder”.

   Når Chr. Winther taler om sin skolestue, må det bemærkes, at han og de øvrige børn fra Opsund alle måtte trave den lange vej til Randeris biskole for at modtage undervisning. Først i 1908 kunne man tage egen skole i brug i Opsund. Den var bygget og blev drevet som friskole, og den blev selvsagt hilst velkommen.

   I denne del af Brejning Sogn var det, at Niels Knudsen og Mariane fik deres virke – i et halvt hundrede år. Begge har de uden tvivl været arbejdsomme og flittige; det var simpelthen nødvendigt, hvis de skulle klare sig og være i stand til at brødføde og klæde den lille børneflok.

   På de større og mindre landbrug var man et langt stykke af vejen selvforsynende, men alligevel måtte meget hentes hos de få handlende. De første år kørte Niels Knudsen til Brejning Kirkeby, hvor der fra 1866 var høkerhandel ved Poul Kamp – Kampstedet blev det kaldt. Men der var også andre handelsmuligheder hos Peter Smith i Brænderigaarden. 

   Da Niels Knudsen i 1880’erne flyttede lidt længere østpå ad hovedvejen, lagde han sin handel i Videbæk. Her kom der mejeri i 1887 – i Brejning året efter – og det var nemmere for ham at køre mælken ad den store landevej til Christianslund.

   Det er fortalt, at Niels Knudsen – for at supplere de beskedne indtægter – en tid kørte mælk for egnens bønder. Winther beretter, at mælkevognen på den halve mil fra Brejning Kro og til Pilgaard nemt fik fuldt læs af junger.

   I Videbæk havde Jens Vemb Hansen startet købmandshandel i 1876, og i de følgende år kom der flere og flere handlende og håndværkere til den lille landsby. Men først ved århundredskiftet kom der for alvor gang i en driftig byudvikling. Den blev Niels Knudsen i sin manddomstid vidne til.

   Helt op i sin høje alderdom tog Niels del i det daglige arbejde i marken, og han gik endog sønnerne lidt til hånde, da de med tiden fik landeri selv.

   Men det fortælles, at Niels på sine gamle dage havde to brune islændere på stald, og det skete ind i mellem, at hestene fandt på at skjæ.n for ham. Derfor overlod han dattersønnen Aage at gå med hestene i marken.

   Mariane var ikke nogen almindelig landbokone. En slægtning husker, at børnene Vilhelm og Christian omtalte deres mor som en begavet kvinde, og måske havde hun i sig netop de talenter, som Kristian Knudsen senere udviklede: Kreativ fantasi og kunstnerisk sans.

   Da hun blev ældre, led hun meget af en voldsom migræne, der til tider kunne give sig udslag i en næsten sindssygeagtig tilstand. I de perioder kunne hun være meget urimelig over for sin mand, men Niels forstod at resignere og glatte ud, når det stod sløjt til med Marianes nerver.

   Børnebørnene huskede hende som næsten konstant sengeliggende, men des mere knyttede de sig til Niels Knudsen, der beskrives som den elskeligste bedstefar – stilfærdig og rar og taknemmelig af sind. Hvis børnebørnene blev sat til hårdt arbejde af deres forældre, syntes gamle Niels at det var synd og gik i forbøn for dem. De kunne altid vente at få medhold af ham.

   Niels arbejdede, som nævnt, trofast og stædigt for sin familie livet igennem, og først som 77-årig, i 1923, begyndte han at modtage en pension – dengang kaldet aldersrente – fra det offentlige.

   Niels havde flere brødre. En af dem, Laust, var fem år ældre og boede i mange år i Feldbæk ved Spjald. Laust var som sin bror en rask mand, der selv højt op i alderen kom gående den lange vej til Opsund for at besøge Niels og Mariane.

   Som nu de to blev ældre, kunne det knibe dem lidt at følge med tiden, når børnene, der nu selv havde familie, anskaffede sig nymodens hjælpemidler eller blot indrettede sig anderledes. Da sønnen Martin byggede hus i Opsund i 1914, lod han lægge bræddegulv. Men en sådan fråds med det gode tømmer fik Mariane til med en vis forargelse i stemmen at udbryde: ”Sikken sturhed!”

   Om Niels og Mariane i de unge år – om parrets kamp og stræb for hjemmet – er desværre intet overleveret.

 

BARNDOM

Mandag den 28. august 1882 fødte Mariane en søn. Om hun og Niels har kendt årets helgennavne, ved vi ikke, men tænkeligt er det, for ved dåben den 10. september i Brejning kirke gav de drengen navnet Kristian Augustinus Knudsen.

   Mellemnavnet Augustinus er netop helgennavn for datoen 28. august, og helgenen, Aurelius Augustinus, der levede år 354 – 430, var en af de betydeligste ”kirkefædre”, som især ved sin lære om nåden har påvirket den kristne kirkes udvikling.

   Den nydøbte kom senere i livet til at beskæftige sig en del med religiøse overvejelser, hvor han satte Gud i fokus og fordømte kirken og præsterne. Han kom til at stå for en mere jordnær tro – barnetro? – og som vi senere skal se, holdt han som voksen meget af digteren Jeppe Aakjærs natur-religiøse tanker. Og som en sidebemærkning kan det fortælles, at den lille Kristians dåbsdag i øvrigt kom til at falde sammen med Jeppe Jensens 16-års fødselsdag, mens denne endnu kun var digter in spe.

   En mere prosaisk forklaring på mellemnavnet kan være, at drengen jo var født i… august!

   Dåbshandlingen foregik altså i den gamle Brejning kirke, der gennem århundreder har været knyttet til herregården Brejninggaard. Kirken er i sin oprindelse romansk, men fik senere nogle sengotiske tilbygninger, ligesom koret i 1581 blev stærkt ombygget.

   Foran altertavlen, der er et renæssance-arbejde fra begyndelsen af 1600-tallet, har fadderne overværet Kristians dåb. Deres navne var: Huskone Marie Jensen, huskone Sidsel Marie Hansen, husmand Søren Christen Thøgersen samt Christen Christensen.

   Om Kristians første leveår er intet overleveret, men 1. december 1890 startede han som elev i Randeris biskole (også benævnt Brejning søndre skole). I den endnu bevarede elevprotokol er han indført som 7 ½-årig, men han var nu fyldt otte.

   Læreren staver hans navn med K, hvilket ifølge kirkebogen også er det korrekte, men da vor hovedperson altid senere i livet selv brugte stavemåden Christian – eller forkortelsen Chr. – vil denne også blive anvendt i det følgende.

   Han begyndte selvsagt i yngste klasse – æ lille sko.l – hvor der var syv drenge og tre piger i alderen syv til ti år. Ældste klasse – for der var kun de to – bestod af femten elever. Randeris biskole var en lidt skummel rønne, som lå et par kilometer nord for landevejen i den østlige del af Brejning Sogn.

   Selve skolestuen var 4,70 meter lang og 5,96 meter bred, ved vi fra nogle optegnelser. Og hertil var det så, at Opsund-børnene skulle trave, i regn og sol, indtil man selv fik bygget skole. Bygningen er for længst nedrevet, men på Brejning Egnsmuseum i Spjald kan endnu ses det gamle kateder fra Randeris biskole.

   Dengang tog man hensyn til behovet for arbejdskraft hjemme hos børnenes forældre og ude på de andre gårde. Tiden var endnu ikke så velsignet med mekanik og maskiner, og derfor var børnenes kræfter af stor værdi i høsten eller ved andet manuelt arbejde.

   I april, når der skulle samles sten på marken, mødte man kun to dage om ugen, og i perioden maj – september, den travle sommertid med kreaturpasning og høstarbejde, blev skolegangen reduceret til én dag ugentlig. I hele august måned dog kun to dage i alt. Midt i oktober startede man vinterhalvårets koncentrerede skolegang; nu skulle der mødes så at sige hver dag, og der terpedes for alvor lærdom.

   Vi kan i elevprotokollen følge Christian Knudsen gennem hele hans skoletid. Desværre ses ingen udtalelser eller karakterer de første år, men han må alligevel have klaret sig fint. I sidste halvdel af 1892 sidder han som nummer 1 i klassen, men det betyder formentlig blot, at han nu som ti-årig stod først til at rykke op i øverste klasse. Dette skete i januar 1893.

   Christian Knudsen fortalte mange år senere om sin skoletid i Randeris, at han og kammeraterne bestemt ikke var lige rare altid. Dengang sad lussingerne ret så løse i lærerens hånd, og han tøvede ikke længe med også at bruge spanskrøret.

   På vej til skole skulle ungerne passere hen over en hedestrækning, hvor man skar de gode men forholdsvis tynde hedetørv. Disse tørv blev altid lagt ud til tørre i solen, før man kunne få gavn af dem i komfur eller kakkelovn.

   Nu skete det, at børnene en dag havde lavet nogle skarnsstreger, som læreren først ville opdage, når de havde fået fri fra skole. Det var naturligvis vældig sjovt, og de morede sig godt på hjemvejen. Men da morgendagen kom, og de på ny travede til skole, var de knap så kålhøgne. Lærerens straf ventede dem, vidste de.

   På vej over heden fik de imidlertid den lyse idé hver især at tage en af de tynde, tørrede hedetørv og placere den under buksebagen. Herefter fortsatte de noget mere fortrøstningsfulde til skolen – nu hvor de var garderede for det svirpende spanskrør.

   I december 1894 var Christian sygemeldt i en uge, og dertil havde han fri i ni dage. Den 22. december udeblev han fra skolen uden grund, ses det – måske har han skullet hjælpe til derhjemme, eller skulkede han bare?

   I januar og februar det følgende år var Christian fraværende i 19 ud af 45 dage; i de syv angives han at være syg. I hele denne periode, fra november 1894 til marts 1895 var hans søster Ane Katrine, der startede sin skolegang april 1891, konstant sygemeldt, så måske har hun været svagelig som barn.

 

UD AT TJENE

Christian har sikkert hjulpet til derhjemme i disse første skoleår, men som 10-11-årig måtte han ud at tjene hos fremmede. Stedet, hvor han skulle lægge sit arbejde, hed ”Vasegaard” og lå ikke voldsomt langt fra hans hjemmen.

   På Vasegaard regerede Markus Nielsen (1837-93). Han var i 1890 blevet ansat som avlsbestyrer og røgtede tilsyneladende dette hverv med stor ildhu.

   Knudsen fortalte mange år senere om en tildragelse fra tiden på Vasegaarden. Avlsbestyreren var en hård og brutal mand, som ofte lod sin vrede gå ud over tjenestedrengen og de øvrige karle. Efterhånden samlede der sig i drengen en mængde bitre følelser mod plageren, men sine aggressioner kunne han dog ikke få afløb for.

   Da skete det, at Markus Nielsen blev syg og i oktober 1893 afgik ved døden. Hans lig blev lagt på langhalm i laden, og da drengen så sin plageånd ligge dér, greb han kørepisken og trakterede den døde med en serie svirpende slag. Den latente trussel var bortelimineret, og Christian var i stand til omsider at gøre gengæld for alle de mange tærsk, han selv havde fået – sådan lød i hvert fald Knudsens egen udlægning af forløbet.

   Kort efter ”afstraffelsen” kom forkarlen på gården ud i laden, og ifølge Knudsen var det en 20-25 minutter efter, at Markus Nielsen havde udåndet. Karlen, der øjensynligt heller ikke nærede varme følelser for den afdøde, hentede sit ur op af lommen og konstaterede tørt: ”Nå! nu er Markus i Helvede!”

   Knudsen afsluttede sin beretning med ordene: ”Jæ tænkt lige o – ta’r det ett længer ti’!”

   Det var ikke ualmindeligt, at børn blev fæstet væk i fjerntliggende sogne. Christians brødre, Knud og Martin, var begge i deres drengedage tjenstgørende i Finderup – Martin endog i Hanning sogn en overgang.

   Christian ses kun af have været udensogns én gang – nemlig i Herborg. I tiden 1. april til 5. november 1895 melder protokollen, at han er ”afgaaet til Herborg”. Han var nu i 13-års alderen og kunne gøre fyldest som arbejdsdreng i flere sammenhænge.

   Det fortælles, at han tjente på ”Tværgaard”, som dengang ejedes af Knud Kristian Lauridsen, og mens Christian var her, blev han kendt med en dreng fra en af de andre gårde, Christian Vad, som var et par år yngre end Christian. Vad blev senere i livet direktør i Sparekassen, Videbæk.

   Christian Vad har fortalt, at der var tradition for, at tjenestedrengene fra gårdene samledes ved middagstid for at spise og gå i vandet, og det foregik gerne ved ”Tolsgaard”. Her skete det en dag, at den 13 år gamle Christian Knudsen var ved at drukne under badningen. Det så alvorligt ud, men til alt held var de så mange, at det lykkedes dem ved fælles hjælp at hive den forulykkede sikkert på land.

   Efter opholdet i Herborg var Christian på ny tilbage i Randeris biskole. Vi ved det ikke, men han har sandsynligvis været fæstet bort mere end de nævnte to gange. Det har så bare været indensogns, hvor han har kunnet passe skolegangen i Randeris.

   Han sidder fra november 1895 som nummer tre i klassen, men plages atter af sygdom. I november og december det år har han sytten sygedage, men det var ikke enestående. Skoleprotokollen fortæller, at over halvdelen af børnene jævnligt var fraværende.

   Man må tænke på de primitive forhold hvad fodtøj og klæder angår og dertil de ofte ekstremt store temperaturforskelle mellem skolevejens bidende vinterkulde og den sikkert overophedede skolestue. Usunde tilstande, der nemt kunne fremkalde forkølelser, nærmest på samlebånd.

   Måske er det minder fra skoletidens ublide verden, der senere fik Chr. Knudsen til, mens han vikarierede som lærer i Skærbæk, at hjælpe med at få elevernes våde tøj lagt til tørre ved skolestuens kakkelovn.

 

EKSAMEN OG KONFIRMATION

  Christian var nu begyndt på sidste skoleår. I sommerhalvåret 1896 var han fraværende nogle gange uden grund, og det må tænkes at han skulle hjælpe faderen i marken. I klassen sad han nu som nummer to, og tre måneder efter sin 14-års fødselsdag blev han – som der står at læse i protokollen – ”ved Examen i Efteraaret 1896 udskrevet af Skolen”.

   Eksamen blev holdt 3. november, og der var tre elever, som skulle forlade skolen for at ”antages til Konfirmandforberedelsee”. Christians eksamenskarakterer lød som følger:

 

Religion:                       mg

Læsning og Analyse    mg x

Regning:                       mg x

Skønskrivning:             mg x

Retskrivning:                mg x

 

Sammenlignet med andre elevers karakterer i Randeris biskole omkring den tid, må det betegnes som et meget fint resultat. En del over middel. Især kan fremhæves mgx i skønskrivning. Her lå de andre børns karakterer mest på ”gx”, ”g” eller ”g?”

   Den smukke håndskrift bevarede Chr. Knudsen livet igennem; letlæselig var den og med tiden stærk og karakteristisk.

   60 år senere skrev en kvinde i Knudsens gæsteprotokol (24/8-1953): ”Vi har gaaet i Randeris Skole sammen”. Hun underskrev sig Barbara Volden og var identisk med den Barbara Østerberg, der begyndte i skolen et halvt år senere end Christian.

   De fulgtes fra yngste til ældste klasse, og da Barbara gik ud af skolen, var det med karakterer næsten på højde med Christians – skønskriften dog kun til ”mg”!

   Nu kom tiden med konfirmationsforberedelserne. Føromtalte Chr. Winther, Rødding, skriver i Hardsysselsårbogen 1961, at det med god grund hed ”at gå til præst”. Brejning og Nr. Omme hørte nemlig sammen til 1915, og præsten havde pr. tradition bopæl i Nr. Omme helt frem til 1905. Det betød, at de vordende konfirmander fra Opsund måtte trave den lange vej til Nr. Omme.

   Chr. Winther, der gik til præst i 1903, fortæller at man skulle af sted to gange om ugen, og for dem, der havde længst, blev det nemt 14-15 kilometer.

   ”I den grå morgendæmring stampede vi af sted”, skriver han, ”i frost og sne, i regn og blæst, med lommerne stoppet med mellemmader. Undervisningen varede to timer, men så tog vi os så urimelig god tid med hjemfærden, så vi tit ikke nåede hjem, før lyset var tændt”.

   Ret meget anderledes har Christians konfirmationsforberedelser seks år tidligere nok ikke formet sig. Men anstrengelserne og strabadserne belønnedes. Søndag den 11. april 1897 blev han konfirmeret i Brejning kirke – og fik af præsten for ”Kundskab og øvrige Forhold” karakteren mg.

 

VEJSTRUP HØJSKOLE

Efter konfirmationen går der 5-6 år før vi på ny kan spore Christian Knudsen. Antagelig har han haft arbejde på egnens gårde i denne periode – og sandsynligvis også arbejdet udensogns.

   Han var bred og stærk, og det fortælles, at han i sin ungdom skal have været noget hidsig og nemt gik til korporligheder, hvis han blev tirret og drillet.

   Men den primitive skole i Randeris havde trods sine mangler åbnet hans øjne for helt andre værdier end dem, han som bondesøn så at sige var født til at skulle lade sig nøje med. Han havde lyst til bogen og ville gerne læse, studere. Det fortælles, at han ønskede at læse til præst, men oplysningen har dog ikke kunnet dokumenteres.

   Derimod ved vi, at han i vinteren 1903-04 var elev på Vejstrup Højskole ved Svendborg. Uheldigvis er elevprotokollerne fra den tid for længst destruerede, så det er ikke muligt ad den vej at hente data om Christians første skridt ind i lærdommens rige.

   Men lykkeligvis har en række elevholds-billeder undgået flammerne, og på fotografiet fra vinteren 1903-04 står den nu 21-årige Christian Knudsen i centrum lige bag to af skolens lærere. Den ene af disse er skolens forstander (fra 1870 til 1912) Jens Lund. Vejstrup havde på den tid omkring 60 elever.

   Hvad fik nu en ung mand fra Vestjylland til at rejse til Fyn, når der i Askov lå en fremragende højskole? Vi kender ikke svaret; måske har der været fuldt optaget på den navnkundige skole i Askov.

   Desuden har højskolen i Vejstrup åbenbart haft et godt ry på Knudsens hjemegn. Det vides, at billedhuggeren Jens Lund, som var født på kroen i Videbæk 1873, nogle år før Knudsen også frekventerede den fynske højborg for lærdom og personudvikling.

   Vejstrup Højskole var som Askov dengang meget populær, idet man også her gik ind for det Kold’ske og Grundtvigske livssyn. Man satte mennesket i højsædet, man gik væk fra Balle’s berygtede lærebog og lektieterperiet, og man priste frihedsbegreberne og tog afstand fra statens indgreb.

   Forstander Jens Lund og hans dygtige lærerstab forfægtede disse idéer, og den unge Christian Knudsen var lydhør og modtagelig og sugede de nye tanker til sig. De blev en ballast for ham gennem hele livet.

   Højskoleopholdet har givet været en spændende tid, der gav ham mulighed for at trænge ind på og opdyrke nye, ukendte områder. At lytte til de inspirerende lærere og at diskutere med kammeraterne alle de teoretiske spørgsmål. Dét var vel livet! Noget ganske andet end at sprede møg på marken eller svinge plejlen i loen.

   Der eksisterer et billede af Christian Knudsen taget af fotograf Johanne Petersen, Vejstrup. Det er den unge Christian, vi ser. Fotografiet må være fra den tid, da han startede på højskolen i november 1903 – øjnene stråler endnu med forventningens glans, og han er kortklippet, som havde han lige været hos frisør før rejsen til Fyn.

   På det store elevbillede har han derimod et mere beslutsomt og vidende udtryk i øjnene, og han er øjensynligt ved at anlægge det lille overskæg, som skulle følge ham næsten til hans dødsdag. Elevbilledet må være taget i det tidlige forår 1904, og fotografen hedder Knud C. Petersen.

 

MENIG 239 KNUDSEN

Efter højskoleopholdet har Christian måttet vende tilbage til dagligdagen igen. Møggreben og plejlen skulle atter i brug. Tjenestekarl kaldes han i hvert fald, da han i 1905 blev udskrevet til soldat. Han hørte under 5. udskrivningskreds, og I stamlisten finder vi et lille signalement af ham.

   Han beskrives som 65” høj (1,70 meter), svær af vækst og med blondt hår og blå øjne. Som hjemmehørende under 5. udskrivningskreds blev han placeret ved 2. Feltartilleriregiments 3. afdeling, som hørte hjemme i Aarhus.

   Her mødte han 12. oktober 1905 ved 8. batteri for at gennemgå en uddannelse i krigsfagets primitive kunst. Han blev taget til ”EK 5, 601”, hvilket betød at han var egnet til ”egentlig krigstjeneste – feltartilleriets konstabler”.

   Måske har det syntes spændende for den unge mand, som tragtede efter nye oplevelser – men i så fald var det kun i begyndelsen af hans tid som værnepligtig, at han gik med sådanne tanker.

   Senere i livet slog hans humanistiske tanker igennem, og han følte en voldsom lede ved det meningsløse og grusomme i, at mennesker med vold og våben skulle bekrige og udslette hinanden.

   Han skal engang have sagt til broderen Vilhelm, at havde han vidst, hvad han gik ind til som soldat, ville han have været militærnægter. Dette valg kunne man dog ikke gøre i 1905; militærnægterloven blev først vedtaget flere år senere.

   Efter de tre måneders rekrutperiode blev Christian fra 11. januar 1906 udnævnt til reservetrompeter. Desværre har vi ikke yderligere information om, hvad denne titel indebar. Måske ikke så meget; han stod jo som reserve.

   Christian lod sig fotografere i Emil Tromholts atelier i Guldsmedegade, og som 239 Knudsen ser han imponerende ud i den flotte uniform med dens bizarre løfter om glorværdige heltegerninger på slagmarken (eller slagtemarken, som den aldrende Knudsen godt kunne have sagt). 2-tallet på uniformskasketten tog han med sig som souvenir, og det findes den dag i dag.

   Soldatertiden gik til ende. 8. oktober 1906 blev Christian hjemsendt, og det er temmelig sikkert, at han på det tidspunkt følte en stor uvilje mod militæret og soldaterlivet med dets brutale og forrående verden.

   Mange år senere, i oktober 1961, noterede brorsønnen Hans Knudsen i sin dagbog: ”Chr. Knudsens Sabel fundet”. Det kan ikke have været et våben fra tiden i trøjen; den værnepligtige soldat fik hverken sabel eller bajonet med hjem efter tjenesten.

 

STABY VINTERLÆRERSEMINARIUM

Knækket var han på ingen måde. Lysten til at studere meldte sig på ny; ånden fra Vejstrup levede i ham. Han ville være lærer, og i 1907 blev han elev på Staby Vinterlærerseminarium ved Ulfborg.

   Forstanderen på stedet hed Jens Jeppesen; han var i 1884 blevet ansat på den daværende Staby Højskole, men indførte helårskursus til uddannelse af vinterlærere og omdøbte skolen. Han var en dynamisk forstander, som drev stedet indtil 1920.

   Jeppesen var streng og forlangte, at der skulle bestilles noget. Han ville, at hans elever, når de kom til at stå over for en klasse børn, i alt fald skulle have det kundskabsmæssige i orden. Den daglige undervisning foregik fra otte til atten med to timers middagspause, og der blev hængt i.

   Jeppesen tog sig af naturfagene samt dansk og religion og lod de ansatte lærere arbejde med de øvrige fag. De af skolens elever, som var kommet for at lære noget, kom til at respektere den noget brøsige Jeppesen, for bag den ofte barske facade og de hårde ord bankede et varmt hjerte.

   I denne atmosfære trivedes Christian Knudsen. Vi ved fra en senere kommentar, at han forgudede Staby-skolen og gerne snakkede om den og anbefalede den. Han sugede det komprimerede væld af kundskaber til sig og hengav sig til kammeratskabets lyksaligheder.

   For naturligvis forstod de unge mennesker at anvende den knapt tilmålte fritid. Der var kogekakkelovne på alle værelser, og her blev der af økonomiske grunde lavet mad. Man kunne købe maden, men de færreste var så velbeslåede, at de gjorde brug af en sådan luksus.

   Det var især pandekager, der stod på menuen, og eleverne fik, fortæller Jens Kjær i Stabybogen, en glimrende rutine i at vende pandekagerne i luften og fange dem på ny i panden.

   En gang var to elever ved at bage pandekager, da den ene fik øje på Jeppesen, der passerede forbi neden for vinduet med sin rundpuldede hat på hovedet. ”Prøv at vende pandekagen ud af vinduet”, foreslog den ene. ”Og lad den falde ned på Jeppesens hat”. Forsøget blev gjort… og lykkedes! Forstanderen tog dog oplevelsen roligt og lo ad de unge menneskers kådhed.

   Jeppesen spurgte engang, hvem der var den dygtigste til madlavning på skolen. Han fik navnet, men da han kort efter mødte med stilebøger til kritik, henvendte han sig til den omtalte elev med ordene: ”Ja, man kan ikke være lige dygtig i alt. Jeg har hørt, at De er skolens mesterkok, men Deres stil her er ikke noget mesterværk”.

   Forstander Jeppesen var en glimrende pædagog og underviser. Naturfagene stod ham nær, og måske er det her, Christian Knudsen første gang tabte sit hjerte til naturens forunderlige verden. En af skolens elever skrev en hyldestsang til Jeppesen, og et af versene lyder:

 

”En Sprogets Værner, med sikker Smag

Fynd og Kraft i de gamle Gloser

Men dybest var dog hans Hjerteslag

i Pagt med Livet i Mark og Mose,

og Forskerfærd vi begav os paa

fra Svendsholms Enge til Madum Aa”.

 

Jens Kjær omtaler i sin bog missionær Anne Marie Petersens ord ”Livets hemmelighed er at blive brugt”. Og det var netop den oplevelse, som den nyudsprungne lærer kunne blive udsat for, når han stod foran eleverne i sin lille skolestue, og det lykkedes ham i en stille stund at finde de ord, som børnene kan tage imod.

   På Staby Vinterlærerseminarium udviklede Christian disse evner. Langt senere i livet, når sognerådet i en kommune lod ham engagere som vikar, anvendte han netop den pædagogik at bevæge sig ned på børnenes niveau, at skabe respekt uden at øve vold – og vinde elevernes interesse og tillid ved at bruge det fortællende ord.

   Nu ville han være rigtig lærer!

 

LÆRER – ELLER SOLDAT?

Vinterlærerseminariet var kun en begyndelse. For at blive optaget på det rigtige seminarium skulle man helst, efter Staby-opholdet, være vinterlærer i et par sæsoner. Christian måtte altså se sig om efter en stilling.

   Og belejligt nok blev der i Sdr. Felding opslået et par stillinger ledige ved kommunens skoler. Det skete 28. august 1907, og Christian, der netop den dag fyldte 25 år, skrev en ansøgning. Han blev indkaldt til samtale, og sognerådet vedtog at ansætte ham som vinterlærer ved Tarp Skole fra 1. november 1907 til 1. maj det følgende år – for en sum af 225 kr.!

   Men… forinden var der kommet brev om, at Chr. Knudsen var genindkaldt til militæret i september 1907. Han fik beskeden, mens han var i Staby, og da eksamen her først blev holdt i oktober, så han sig nødsaget til 26. april at sende en ansøgning om udsættelse:

 

   ”Undertegnede, der skal indkaldes til fortsat Øvelse den 12/9 d. A. ansøger om Udsættelse til 1908 for at kunne fuldende min Uddannelse og tage Eksamen i Oktober Maaned d. A. paa Staby Vinterlærer-Seminarium, hvor jeg i Aar er Elev. Jeg vedlægger en Attest, der godtgør rigtigheden af det oven for anførte.

1. A. Knudsen”.

Den omtalte attest er skrevet af forstander Jeppesen (13/4), og han siger heri bl.a., at ”det vil være et betydeligt Tab for Chr. Knudsen, hvis han ikke kan faa den ansøgte Udsættelse, idet han da ikke kan faa sin Eksamen her og derved mister den Understøttelse og de Fordele en saadan Eksamen giver”.

8. batteri i Aarhus, hvor Christian fik sin første soldatermæssige uddannelse, anbefaler i en skrivelse af 30/4 andragendet. Ansøgningen lød jo fornuftig nok og dertil skrevet med den unge Knudsens smukkeste håndskrift. Ifølge stamlisten havde han ikke været straffet, hvad der måske også talte med?
9. Artilleriafdeling fik anbefalingen fra 8. batteri, og på bureaukratisk vis lod man 2/5 sagens akter gå videre til 2. Artilleriregiment i København med endnu en anbefaling. Hvorpå regimentet i København i en skrivelse 4/5 til 3. Artilleriafdeling bevilger ansøgningen, imod at den værnepligtige ”forpligter sig til i Stedet at møde til fortsat Øvelse i 25 Dage i 1908”.

   Ergo kunne Christian Knudsen ånde lettet op, afslutte sit ophold i Staby med eksamen i oktober 1907 og derpå begynde jobbet som vinterlærer pr. 1. november i Tarp ved Sdr. Felding.

 

PÅ SEMINARIUM

Vinterlærerembedet har sikkert givet den unge, idealistiske Knudsen mange gode oplevelser og en god ballast. Og helt sikkert blod på tanden. Da han til maj 1908 færdiggjorde arbejdet i Tarp, var ambitionen om at blive ”rigtig” lærer kun bestyrket. Kursen var lagt.

   Nu gjaldt det den endelige uddannelse til lærer på et seminarium. Han har selv fortalt, at han lånte pengene – 2.000 kr. – til sine studier med hjælp fra tyve kautionister på egnen. Hvorfor det blev Odense Seminarium vides ikke, men han var måske blevet glad for det venlige Fyn under opholdet i Vejstrup.

   Under alle omstændigheder gik han til optagelsesprøve i 1908, og helt frem til 1980’erne opbevaredes på seminariet en lille protokol, som åbenbart var til intern brug. Heri finder man Chr. Knudsen tilmeldt som nummer 28 af sit hold, og ved optagelsesprøven modtog han for sine præstationer følgende karakterer:

 

Regning:                       g                           

Matematik:                    g?

Geografi:                       mg

Naturhistorie:                 mgx

Historie:                        mg?

Dansk:                          mg?

Stil:                               gx

Religion:                        mgx

 

Det har ikke været muligt at få tilladelse til en sammenligning med kammeraternes præstationer, men sagkyndige på seminariet oplyste, at Knudsens karakterer ligger under middel.

   Pudsigt er det at se, at han ligger højest i naturhistorie og religion, der var forstander Jeppesens fag i Staby. Og i øvrigt blev det også naturen og religionen, som Knudsen senere i livet beskæftigede sig meget med.

   Resultaterne i regning og matematik – ”g” og ”g?” – er ikke imponerende, og Knudsen ville have nikket genkendende til Storm P.’s flue (som dog først stod at læse i Berlingske Tidende mere en 30 år senere): ”Livet er svært… men matematik er sværere”.

   Generelt har kravet til eleverne nok været skrappere i Odense end i Randeris og Staby, selvom det netop hævdedes, at seminarietiden blev nogle nemme år i forholdt til Jeppesens hårde lektieterperi.

   Chr. Knudsen bestod prøven og kunne begynde på Odense Seminarium i august 1908. Endnu en fase på vejen mod målet var klaret. Nu gjaldt det på ny studierne, og vinterlærerembedet i Tarp havde vel også sat sig spor i form af mere praktiske erfaringer.

   Men hvor længe var Adam i Paris? Det for ham så irriterende militær lod atter høre fra sig. Knudsen ”skyldte” det danske forsvar 25 dage, som – det huskede han vel nok? – skulle afvikles i 1908.

   Det var ikke nogen god start for den ærgerrige Chr. Knudsen at måtte bede sig fri fra skolearbejdet. Men Cirkus Mili insisterede, og han rejste derfor til Aarhus for, i perioden 14/9 – 10/10, at stille til ”fortsat Øvelse”. Det har selvsagt ikke været rart at undvære undervisning så længe og især ikke i den svære opstart.

   Efter – modvilligt – at have leget røvere og soldater i en måneds tid krævede det ekstra slid for at indhente det forsømte på seminariet. Måske har det medvirket til, at det gik som det et halvandet års tid senere gjorde.

   Halvvejs gennem skoleåret, ved juletid, lavede elever fra de forskellige klasser et satirisk hefte om årets gang for lærere og elever på skolen. Til alt held er bevaret disse frodige og fantasifulde og tillige respektløse julehefter for årene 1908 og 1909. ”Lomme-Speilet” hed bladet, og indholdet er særdeles begavet underholdning, som naturligvis var beregnet for seminariets elever og lærere.

   Ganske lyrisk digter en elev i ”Lomme-Speilet 1908” et stykke om lærdommens betydning. Et af versene lyder som følger:

 

”Verdenstankers dybe Stemmer       

fik en Klang vi aldrig glemmer

der var Stof til sildig Tænken

at faa med fra Skolebænken

ud i Livets Arbejdsbrus”.

 

Herefter følger en række lystige og satiriske indslag om skolens tre klasser. På side 4 finder man således en række vers, hvori der gøres løjer med eleverne og lærerne i Knudsens klasse. Om Christian Knudsen hedder det:

 

”Staby lever i Knudsens Minde,

i Busk’s Theori han ej Traad kan finde.

Busk sig betænksom paa Panden banker,

mens Knudsen i Aanden til Staby vanker

og søger at rede ud sine Tanker”.

 

TRANGE TIDER

Ak ja, helt så let var det måske ikke for bondedrengen fra Brejning at komme til det smilende Fyn. Forstander Jeppesen og hans vestjyske verden havde virkelig sat sig fast i Knudsens sind og hjerne, og han har haft svært ved at omstille sig til andre systemer og skikke.

   Skoleåret gik på hæld. Eksamen ventede forude, og i en bevaret protokol – ”Seminariets private Prøver 1909” – kan vi se, hvordan Chr. Knudsen har klaret det første år som elev. Eksamenskaraktererne, der fulgte 8-skalaen, er fra juli 1909 og lyder:

 

Gymnastik                     mg+

Sang & musik                mg?

Tegning                         mg     7

Skrivning                       g+      5 2/3

Regning                        mg+   7 1/3

Fysik                             mg     7

Matematik                     mg?   6 1/3

Geografi                        tg+     2 1/3

Naturhistorie                  g+       5 2/3

Historie                         mg?    6 1/3

Dansk                           mg      7

Stil                                mg?    6 1/3

Religion                         g+       5 2/3

Orden                           mg?

 

Der er ikke tale om dumpekarakterer, men de ligger bestemt i underkanten. De fortæller lidt om Knudsens besvær med at omstille sig. Ved juletid lå han højt i fag som naturhistorie og religion, men her, et halvt år senere, er han røget ned på to g+’er.

   I skrivning – topfaget i Randeris biskole – kan her ligeledes kun gives g+. Derimod redder Knudsen sig et fint mg i tegning – evnen til at udtrykke sig i billeder havde han, som vi skal se i et senere kapitel.

   Bundkarakteren falder i geografi – tg+! Ikke underligt, at elevernes julehefte fra december 1909 bl. a. indeholder dette redigerede ordsprog:

  

”Nød bryder alle Love, sagde Knudsen II, han læste Geografien over” (II står for 2. klasse).

 

   Seminaristen kunne nok trænge til at læse over en ekstra gang eller to på geografien – og for den sags skyld også andre fag. Pudsigt nok blev han senere den berejste, som øjensynligt aldrig havde problemer med at finde rundt i fremmede egne.

   Knudsen dumpede ikke. I august fulgte han med sine 35 kammerater op i 2. klasse til nye slidsomme studiedage. Vi ved ikke, om han generelt havde svært ved indlæringen – at følge med. Noget kunne tyde på, at det ikke gik helt, som han havde forestillet sig.

   Men diskutere ville han overordentlig gerne! Og i ”Lomme-Speilet” julen 1909 finder vi ham igen omtalt. Året før havde 1. klasse lavet en hyldest til dens piger, og nu, oprykket til 2. klasse, svarede pigerne igen med et ”Tak for sidst”. Et af versene lyder:

 

”Knudsen blev ovre paa Staby en Gang

med en Mængde Visdom stoppet,

en Tale han holde kan saa lang,

vi Fynboer fatter næppe en Gang,

den Visdom, hvormed den er proppet”.

 

Forventningerne til seminarietiden og ikke mindst til sig selv var ikke indfriede, og entusiasmen blev afløst af noget, der kunne ligne rastløshed. Det er som om, han her første gang viser os det karaktertræk, der ofte senere skulle få ham til at bryde af midt i et arbejde, midt i en opgave, midt i noget han ellers ønskede brændende at gennemføre.

   En slægtning har rammende sagt: ”Farbror Christian ville så meget, var så meget for nyt, men han gennemførte så lidt. Det smuldrede alt for nemt for ham, når den første glødende interesse havde lagt sig”.

   Han havde fået nok – han sprang fra.

   De nærmere omstændigheder kendes ikke. Protokollerne fortæller os intet, men da det skete midt i et skoleår – antagelig i det tidlige forår 1910 – er han i hvert fald ikke blevet smidt ud af seminariet.

   Mange år senere forklarede han sit skridt med, at han under studierne indså, at det med datidens lærerlønninger ikke ville give ham store muligheder for at betale studiegælden tilbage til långiverne. En førstelærers gage den gang var på 900 kr. – på egen kost.

   Nej! En rask beslutning var taget: Nu ville han til Amerika!

 

FLUGTEN TIL AMERIKA

Sandheden er sjældent ensidig og klar, og mht. Knudsens flugt fra seminariet er der antagelig tale om et samspil af flere faktorer. Først og fremmest vel skuffelsen over ikke at være i stand til at indfri egne ambitioner.

   Men at vende hjem til Opsund med et sviende nederlag i bagagen var heller ikke en tillokkende udgang på hans drøm.

   Han har sikkert tænkt på, hvordan man i det lille samfund ville reagere på hans hjemkomst i utide: Hwa sku sån en buenknæjt osse o den galej? Han hører nu en gång hjem’ båg en plow!

   Man må formode, at den skoletrætte Chr. Knudsen en dag fik at høre om de mange udvandringer til det store land mod vest. Der gik til stadighed historier om de temmelig mange af egnens folk, som indtil da havde søgt lykken på den anden side af Atlanten.

   Men Knudsen kan også have set en annonce i en af aviserne på seminariets læsesal. Annoncer, der i rosenrøde vendinger reklamerede for mulighedernes land. På den tid huserede stadig de mange agenter, der forsøgte at hverve så mange mennesker som muligt for en fremtid i Amerika. Men herom senere.

   Knudsen kan også være tændt for idéen gennem en bekendt fra Brejning, som vi senere skal høre om.

   Anyway… den let påvirkelige unge mand – han var nu 27 – er straks blevet opfyldt af begejstring og udlængsel. Dérude i det fjerne lå hans fremtid!

   Udvandringen fra Danmark til Amerika tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet og varede til op mod 1. verdenskrig. Herefter igangsattes en opbremsning over for en ukontrolabel stor indvandring. Nye amerikanske love tillod kun f.eks. Danmark at sende 5.700 immigranter til USA pr. år.

   Tidligere lød tonen noget anderledes. Kristian Hvidt gengiver i sin bog ”Danske veje vestpå” (Politikens Forlag, 1976) en erklæring fra en kongreskomité 1891 om de rederier, der befordrede udvandringen til Amerika:

 

“Their business is to bring as many people over here as possible – they go though these countries with their agents and bring anybody as long as he is able to get the money to come over”.

 

Disse rederier kappedes om at kapre flest udvandrere, og her skal gives en kort orientering om deres arbejdsmetoder. Rederierne engagerede nogle agenter til at forestå det egentlige ”hvervnings”-job. Siden 1860’erne havde de danske udvandringsagenter holdt til i kontorer i Nyhavn. Grunden hertil var, at netop til Nyhavn og tillige Kvæsthusbroen ankom provinsbådene med mulige ”klienter” fra Fyn eller Jylland.

   I årene op mod 1. verdenskrig virkede omkring 60 af disse såkaldte hovedagenter i København, mens der over hele landet var et sandt netværk af underagenter – det kunne f.eks. være købmænd eller krofolk, der påtog sig denne bibeskæftigelse: At hverve sjæle til den ny verden på den anden side af Atlanterhavet.

   Flere bladfolk annoncerede selv som underagenter, ligesom de naturligvis stillede spalteplads til rådighed for annoncerende rederier. Alt i alt var der en særdeles pågående kampagne i gang for at lokke folk til henholdsvis USA og Canada.

   I en større opsat annonce fra dengang reklamerede Allan Line med deres ”kongelige Post Dampskibe”, der afgik ”fra Kjøbenhavn hver Fredag til de fleste Steder i Canada og De forenede Stater”.

   Turen gik via Liverpool i England, og herfra begyndte den egentlige rejse over Atlanten med afrejse hver tirsdag og torsdag. I annoncen oplyses det, at der ”i Billetpriserne er iberegnet fri Medicin, dersom saadan behøves, fri Kost fra Kjøbenhavn til Landstigningen i Amerika. Kost og Logis under Opholdet i Hull og Liverpool samt fri Transport af Bagage”.

   Det er altså tænkeligt, at Chr. Knudsen har set om end ikke netop nævnte annonce så dog en lignende. I hvert fald var det just rederiet Allan Line, der kom til at befordre den unge mand og hans drømme til Guds eget land, hvor det angiveligt flød med milk and honey.

   Knudsen har fortalt, at han havde en kammerat i samme situation som han selv, og de slog plat og krone om, hvorvidt de skulle vove rejsen til en trods alt usikker fremtid. Plat for Danmark og krone for Amerika. Det blev krone!

   Men man kunne ikke bare sådan stikke af. Knudsen var statsborger i Danmark og havde som sådan ikke alene rettigheder, men også forpligtelser. Blandt andet skulle han stille sig til rådighed for Gud, konge og fædreland. Ganske vist havde han afsluttet sin værnepligt i Kong Christian IX’s klæ’r og senere i Frederik VIII’s. Men… han stod stadig til rådighed.

   I 1907 måtte han søge om udsættelse med en genindkaldelse indtil 1908, og nu, i det Herrens år 1910, gik endnu en ansøgning af sted. Det gik ret glat – i stamlisten finder vi følgende notat: ”Rejsetill. til Udlandet fra 3. April 1910 til 31. Marts 1912”.

   Foreløbig var immigrationen reduceret til en prøvetid på to år – det var jo sikrest at have en bagdør åben, hvis… og desuden har Knudsen næppe i sine vildeste drømme tænkt at slå sig ned i Staterne for resten af livet. Eller…?

   Men beslutningen var taget. Det store land var, som nævnt, udskreget til at være mulighedernes land, og man hørte sjældent noget om de mange, der endte i armod over there.

   Danske i Amerika bed sig fast og dannede flere steder små samfund, der holdt traditionerne fra fødelandet ved lige. Solvang er et godt eksempel på et sådant community, og der var ikke tale om, hvad man i dag kalder parallelsamfund. Holdt danskeren fast i rugbrød og Dannebrog, så gjorde han/hun samtidig en stor indsats for at integrere sig i det nye land og følge dets normer og love.

   Dansk TV har i de senere år fulgt borgerne i byen Elk Horn i Iowa. De er efterkommere af danske indvandrere og er stolte over deres oprindelse. De forsøger at holde danske traditioner i hævd, men kun de ældste kan stadig gøre sig forståelig på et dansk, der er stærkt influeret af engelsk.

   De nye amerikanere fra Danmark kunne glæde sig over, at nogle af dem brød igennem på højt plan. Blot to eksempler:

   Den danske skuespiller Jean Hersholt (1886-1956) immigrerede i 1912 og fik en stor karriere i Hollywood, hvor han indspillede over 400 film, de fleste i stumfilmtiden.

   Det andet eksempel handler om en driftig mand, som i øvrigt også bar efternavnet Knudsen. Da bilkongen Henry Ford i 1913 præsenterede verdens første samlebånd – for at kunne producere sin Ford T automobil billigere – var det under ledelse af den dansk-fødte William S. Knudsen. Han fik en strålende karriere i sit nye hjemland og var dybt respekteret. Knudsen blev en nær ven af Præsident Roosevelt og var hans rådgiver under 2. Verdenskrig.

   Om vores Knudsen havde ambitioner om at blive noget stort i Amerika? Ja, det kan da godt være, men selv om han var fuld af eventyrlyst og troede på historien om mulighedernes land, så var og blev han vestjyde og holdt sig til det gamle ord: Ved jorden at blive, det tjener os bedst.

   Ved afrejsen oplyste Knudsen, som vi skal se i næste kapitel, at han var bosiddende i Odense. Der er altså ikke gået langt fra afskeden med seminariet og til den store flugt. Men vi ved, at han var hjemme i Opsund for at sige farvel til forældrene og hans nærboende søskende. Det var halvt om halvt en aftale, at Vilhelm senere skulle følge efter, men Chr. Knudsen skrev advarende hjem, at broderen godt kunne forblive i Danmark, for ”det er ingen Guldgrube herovre”.

   Niels og Mariane var midt i 60’erne, men det voldte åbenbart ingen arbejdsmæssige problemer for Niels Knudsen. Han passede sit landbrug – selvom det ikke længere var i Christians barndomshjem på matrikel 2 o. Parret flyttede nemlig bopæl i 1909, men ikke så langt, faktisk kun nogle meter til naboejendommen. Niels købte yderligere jord og lagde til og sad derefter på matriklerne 1 p, 1 u samt 2 z.

   Den svagelige Mariane og hendes mand har næppe været glade for sønnens beslutning om at drage af lande, men det var et vilkår, som de delte med utallige andre pårørende til unge, der led af samme udvé.

  

 DEN LANGE REJSE

Foreløbig var drømmen intakt: Nu skulle Verden indtages og kursen lægges mod et bedre liv. Den unge vestjyde med de store forventninger var 27 år gammel, mens den omtalte rejsekammerat kun var 22. Han hed Niels Ove Nielsen og stammede også fra Brejning sogn. I 1910 var han bosiddende i Odense, og det er formentlig her, de to har lært hinanden at kende. Måske på seminariet, men det har dog ikke kunnet bekræftes.

   I første omgang gik rejsen til København. Her skulle de begge forevise deres kontrakter og personlige papirer for politiet, og den dag i dag ses i protokollerne, at Niels Ove Nielsen havde kontrakt nr. 2607 ved agent Rath, mens Knudsen kunne vise kontrakt nr. 2608 frem, også ved Rath. Om Knudsen oplyses det, at han er landmand, 27 år, født i Brejning og boende i Odense.     

   Det danske Udvandrerarkiv har oplyst, at forevisningen skete den 7. april 1910, og destination i USA opgives af være Wanchop. Navnet er svært læseligt i politiprotokollen, og der eksisterer heller ikke et stednavn sålydende. Men ifølge lokalhistorikeren Johannes Lund, Spjald, var Wanchope (med e i enden) et slægtsnavn, som var ret udbredt i Dakota-området, grænsende op til Canada.

   Chr. Knudsen har næppe kendt en familie Wanchope, men måske har Niels Ove Nielsen – hvorefter de begge har opgivet Wanchope-familien som mål for deres rejse. Vi ved bare ikke, hvor i USA endemålet lå.

   Det forholdt sig ellers sådan, at hvis man ikke endnu havde besluttet sig for at slå sig ned et bestemt sted, i en bestemt stat, så blev ankomsthavnen opgivet som destination.

   Forevisningsdatoen er ikke nødvendigvis afrejsedato. Man kan godt forestille sig, at de to unge har opholdt sig i Købehavn nogle dage. Ikke blot for at se sig om i hovedstaden, men vel også for at sikre sig en måde at komme af sted på. En sådan sejlads var en dyr foreteelse, og pengene har sandsynligvis været små. Måske har de endog ikke haft til billetten – og hvad hjalp det så, at rejsetilladelsen var i hus?

   Det fortælles i hvert fald, at Knudsen tog hyre, og på hele turen over Atlanterhavet tjente han til billetten ved forefaldende arbejde – bl.a. ved at skrælle kartofler og vaske op.

   Men det gjorde ikke så meget. Eventyret ventede jo, og med sig som ballast havde han en god portion drømme om en lykkelig tid i Amerika. Rederiet Allan Line var engelsk, og rejsen gik over Hamborg og Liverpool. Herfra fortsattes den lange rejse over det store hav med en skibsfuld forhåbningsfulde immigranter.

   Sejladsen til Amerika var ikke ufarlig. Flere oceangående dampskibe forliste og trak hundredvis af udvandrere med sig i dybet. F.eks. stødte to af Thingvalla-liniens skibe sammen i året 1888, og lidt over 100 omkom.

   Værre gik det i juni 1904, da ”Norge” løb på et undersøisk rev nord for Skotland. Skibet sank i løbet af 20 minutter, og 629 mennesker druknede, heraf 187 børn.

   Legendarisk er også historien om ”Titanic”, der på sin jomfrurejse fra Southampton til New York stødte sammen med et isbjerg og sank på mindre end 3 timer. Skibet var virkelig titanisk og dertil luksuøst indrettet – og rederiet pralede tillige med, at Titanic var synkefrit.

   Men katastrofen var en kendsgerning, og ud af omkring 2.200 passagerer og besætningsmedlemmer omkom lidt over 1.500. Blandt de overlevende var en 19-årig pige fra Fyn, Carla Andersen, som denne ulykkesnat mistede ikke alene sin forlovede, men også sin lillebror og onkel.

   Ulykken skete mellem den 14. og 15. april 1912, og da Knudsen havde ”Rejsetilladelse til Udlandet” indtil 31. marts 1912, må ”hans” skib have sejlet samme rute en måneds tid tidligere, dog med retning mod Europa. Dårligt nok hjemme igen har han i aviserne kunnet læse om den store skibskatastrofe.

   Da vi kun har Wanchope-navnet at gå efter, er der usikkerhed om, hvorvidt Knudsens bestemmelsessted var beliggende i USA eller i Canada.

   De sparsomme oplysninger er modstridende. I en avis fortælles ved Chr. Knudsens 75 års dag, at han ”rejste til Canada, hvor han tog ophold i Ottawa på et hotel. Senere rejste han til Iowa i USA”. Vi ved, at skibet anløb flere havne, også canadiske… men længere kan vi ikke komme med sikre facts.

   Imidlertid ved vi, at Chr. Knudsen begejstredes særlig meget for synet af Frihedsgudinden ved indsejlingen til New York. Det behøver ikke at betyde, at han gik i land her. Kilderne fortæller os intet herom.    

   Men lad os nu antage, at Knudsen vitterligt gik i land i New York. Da han senere arbejdede som vikar i Opsund skole (omkring 1920), fortalte han med smittende entusiasme om det ufatteligt smukke syn, der mødte ham ved indsejlingen: Den 46 meter høje Frihedsgudinde på sin 27 meter høje sokkel.

   Det var hele den lange, besværlige rejse værd. Endelig ved vejs ende, og løfterigt var det at se dette kæmpesymbol på den frihed og det demokrati, som ventede de mange mennesker i deres nye fædreland. Det var immigranternes første løfterige møde med den ny verden.

   For Knudsen virkede Bartholdis gigantstatue fra 1886 så overvældende, at han – fortælles det – oprømt og kåd smed sine soldaterpapirer over bord. Dem fik han ikke brug for mere!

   Men det var faktisk en risikabel og noget uoverlagt handling. Udrejsetilladelsen var som nævnt kun givet for to år, og man skulle straks melde sig igen hos de militære myndigheder, når man på ny var i Danmark. En ny soldaterbog kunne ganske vist erhverves ved at betale 25 øre, men var man skødesløs med den givne tilladelse (som maximalt gaves for tre år ad gangen), risikerede man at blive straffet med bøder på op til 200 kr.

   Nu ligger det sådan, at vi ikke med sikkerhed kan sige, om det var på denne første tur, Knudsen smed sin soldaterbog i havet. Mere tænkeligt er det, at det først skete på den anden rejse i 1924. På det tidspunkt havde han været indkaldt til sikringsstyrken nogle gange og nærede et betydeligt had til militæret og dets væsen.

   Men også i 1924 har det været en protesthandling, som kunne have fået følger. Han slettedes nemlig først af lægdsrullen 1. januar 1925.

   Anyway… Mr. Knudsen var parat til – i hvert fald for en tid – at udskifte Kong Frederik VIII med William Howard Taft, som i 1910 var republikansk præsident i USA.

 

I AMERIKA

New York City ligger som bekendt i staten New York. Der er en god samfærdsel mellem denne Metropol og de canadiske søer. Staten New York gennemstrømmes af Hudson-floden, der løber sin lange rute på langs ad Nordamerika, og ad den vej kan Knudsen være rejst videre til Canada.

   Men hvis vi stadig antager, at han og kammeraten gik i land i New York, så har han ganske givet oplevet noget lignende som det, journalisten Henrik Cavling fortæller om i bogen ”Fra Amerika” (1897):

   ”Damperen er bugseret ind til land, og medens den fortøjer, er der lejlighed til studiet af en ophidset folkesværm, der har forsamlet sig på broen og gør spektakel med en alvor, som om den adlød en eller anden os ubekendt højere lov. Sværmen består af toldbetjente, jernbaneagenter, hotelportiers, hyrekuske, avissælgere og skopudsere”.

   Immigranterne – og omkring 1910 kom der hvert år fra alle egne af jordkloden mere end 1 ½ million indvandrere – blev ved ankomsten modtaget i hovedbygningen på den lille ø Ellis Island ved indsejlingen til New York.

   I dette modtagelsescenter fik de håbefulde rejsende, hvis de da klarede lægeundersøgelsen og kontrollen, deres ”Entry Number” ombyttet med et visum – adgangsbilletten til det ”forjættede” land.

   I øvrigt var det ikke så nemt at slippe ind i USA, dersom man var straffet, havde sygdomme eller ikke kunne fremvise en startkapital. Det nye land var ikke interesseret i at skulle modtage rosset – de subsistensløse og ubemidlede fra Europa.

   Ellis Island blev også kaldt for Tårernes Ø. Her opstod mange ulykkelige situationer, når man efter en lang og hård rejse blev afvist og alligevel ikke måtte slippe ind i the promised land.

   Fra Ellis Island sejledes de godkendte indvandrere med færgen ind til fastlandet, hvor de på det nærmeste blev overfaldet af diverse agenter, som tilbød alle mulige tjenester: Veksle penge, skaffe hotelplads, sælge jord eller formidle et arbejde.

   Modtagelsen var givetvis et eldorado for mere suspekte personer, som med snakketøjet i orden forsøgte at ”hjælpe” de nys ankomne. Udmattede efter rejsen og mere eller mindre rundt på gulvet og godtroende var de mange mennesker lette ofre for diverse bondefangere og charlataner.

   Knudsen har da også fortalt, at man skulle passe gevaldigt på, at man ikke i disse første forvirrende timer blev franarret penge og ejendele.

   Mange af de nyankomne havde ikke så nær overstået rejsestrabadserne endnu. De skulle videre til bestemmelsessteder, der måske lå i en helt anden stat. De foretrukne områder for danske indvandrere blev nok i tidens løb fortrinsvis stater som Iowa, Wisconsin, Nebraska og Illinois.

   Kristian Hvidt fortæller i ”Danske veje vestpå”, at turen med jernbanen kunne være lige så anstrengende som sejladsen over Atlanten. Togvognene var uden nogen form for komfort, og de overfyldte kupeer med de hårde træsæder rummede udover de mange mennesker alskens pakkenelliker, bylter og madvarer. Der var et leben og en lugt, som kunne tage pippet fra de mere sarte rejsende.

   En dansk kvinde, Julie Feilberg, prøvede en sådan togrejse sammen med sine fem børn i 1911; hun skrev herom:

   ”I de fem nætter, vi rejste, lykkedes det os at komme rigtigt til ro på gode træbænke i fuld længde under de to. De øvrige tre nætter var det uafladelig skiften. Når vi var kommet vel til ro, måtte vi op igen, vente på en kold station og ind i et nyt tog”.

   Så vidt om rejsestrabadserne. Desværre har vi ikke nogen fuldt dækkende beretning om Knudsens ophold i Amerika. Fra senere avisinterviews med ham og fra mundtligt givne oplysninger fra en række personer har det dog været muligt at samle nogle løse fragmenter, som ganske vist ikke giver et helt klart billede af den unge vestjydes oplevelser.

 

FRA JERNBANEARBEJDER TIL ”DANNEVIRKE”

   Selv har Chr. Knudsen fortalt, at han arbejdede på et hotel i Ottawa i Canada; senere blev han jernbanearbejder, skibsværftsarbejder, typograf og endelig privatlærer. Han har naturligvis taget alt forefaldende arbejde, thi der skulle tjenes penge. Ikke alene til livets ophold, men også til de mennesker derhjemme i Vestjylland, som havde lånt ham kapital til de strandede studier.

   Ved hans flugt til Amerika, er der nok flere af disse långivere, der har troet, at de havde set deres penge for sidste gang. Sådan gik det nu ikke. Det lykkedes Knudsen at tjene så mange penge over there, at han kunne sende afdrag hjem til Danmark, indtil han igen var gældfri.

   Kort efter sin ankomst var Knudsen beskæftiget ved jernbanen. Han var ikke særlig velbevandret i det engelske sprog, så kommunikationen var ret dårlig. Når de andre arbejdere eller formanden spurgte ham om noget, han ikke forstod, svarede han: ”I don’t know!”

   ”Og det har nok ikke altid været så heldigt”, forklarede Knudsen senere, ”for måske spurgte de mig, hvor gammel jeg var!”

   Men Chr. Knudsen var lærenem, og snart mestrede han sproget rimelig godt. En overgang var han ansat på en farm, men det brød han sig ikke om. Omgangstonen på stedet var ham for simpel, og måske mindede det også for meget om det hjemlige landbrug i Opsund.

   Men alligevel var skikkene anderledes. Han har fortalt, at når slagteren kom ud på gårdene, gik denne direkte over i svinestalden, stak grisen – og kørte videre til næste farm. Effektivitet og samlebåndsmentalitet – og alt sammen i et højere tempo, end vestjyden var vant til.

   Da han et halvt hundrede år senere boede på Alderdomshjemmet i Spjald, fortalte han en dag et par besøgende drenge om sin Amerika-tid. Og mens han tydeligvis varmedes ved mindet, berettede han om, at han sammen med en kammerat en gang skulle køre hø til et lager.

   Det var ret store mængder, og man betalte efter vægt, og det udnyttede de to kammerater. Det første lag hø, som blev forket på vognen, lod de pøse grundigt til med vand, så læsset blev godt tungt. Derefter dækkede de til med flere lag luftigt og tørt hø, så alt ved afleveringen så tilforladeligt ud.

   Til ugebladet Hus og Hjem’s Frederik Oppfer fortalte Knudsen i 1953, at han en tid studerede amerikansk litteratur på college, og et dagblad citerede ham ligeledes for at ”have studeret” derovre. Det kan ikke dokumenteres og lyder temmelig usandsynligt set ud fra ovennævnte sprogproblemer.

   Men Knudsen var jo en nysgerrig natur, der ikke gik af vejen for nye, spændende udfordringer. Måske har han ganske enkelt sidder på de offentlige biblioteker og der forsøgt at tilegne sig en all round viden.

   Næsten ved et tilfælde fik han job som typograf ved det danske blad Dannevirke, som havde til huse i byen Cedar Falls i staten Iowa. Han havde aldrig tidligere været beskæftiget med noget lignende og manglede alle fagets forudsætninger. Men han blev faktisk, efter eget udsagn, en dygtig sætter i løbet af ganske kort tid.

   Fra den periode af USA-opholdet stammer et endnu eksisterende skruebind. Det er i dag i slægtens eje og indeholder nogle blade med påskrift og notater af både Chr. Knudsen og broderen Vilhelm, der blev den senere ejer af bindet. På det sorte skruebinds inderside har den unge Amerika-rejsende skrevet med sin smukke håndskrift: Chr. Knudsen Cedar Falls Iowa. Sandsynligst er det, at han har fået denne note book på trykkeriet.

   På bindets inderside er, foruden et senere sat stempel (”Chr. Knudsen Breining”), indklæbet små udklip, der måske stammer fra Dannevirke? Det ene udklip er ”Jul. Af Ellen Gøtzsche” og derpå et vers på fire linier, som formentlig stammer herfra. Verset fortæller om ”Højtidens Klokkeklang i Hverdagslivet derhjemme” og vækkede måske en følelse af hjemvé hos den udlændige Chr. Knudsen.

   Et engelsk vers ses indklæbet i bindet: ”Jesus, Saviour, pilot me”, hvori der tales om, at ”unknown waves before me roll, hiding rock and treacherous shoal”. Og bagest i bindet har Knudsen skrevet et andet engelsk vers med religiøst indhold af: ”Jesus lover of my soul”, som slutter:

 

”Hide me, O my Saviour! hide

tell the storm of life is past,

save into the heaven guide

O, receive my soul at last”.

 

De fire første sider i bindet er fyldt med Christian Knudsens optegnelser af forskellig art, mens alle øvrige sider som nævnt bærer Vilhelm Knudsens håndskrift. Chr. Knudsen skriver selv ”Samlede Brudstykker” som overskrift, og det gengivne er ikke nødvendigvis hans egne tanker, men i hvert fald noget, han kunne gå ind for.

   ”Gaa ikke igennem Livet med tillukkede Øjne og tilstoppede Øren!” lyder en af sentenserne. Det passede godt på den videbegærlige unge mand. Men han havde andre, højere idealer:

   ”Intet mindre end Fuldkommenhed i Tanker, Ord og Gerning bør være vort Maal” – ”Naturen taler sit Sprog, den kan ikke give men bidrage til at lede os til den rette Livsanskuelse” – ”Filosofiens Gud har kun et uhyre Hoved men intet Hjærte, en Gud hvis Salighed er at være evig fordybet i Tænkning”.

  Om emnet ”karakter” gør Knudsen disse notater: ”Den der ikke stoler paa sig selv, kan ikke vente at andre skal stole paa ham” – ”Vor Sjæl blev os givet, men vor Karakter skaber vi selv” – ”Af alt, hvad man maa lære, er intet saa vanskeligt som at lære at ville. Dertil har man Hjælp nødig. Med alle tilladelige Midler maa Forældrene støtte deres Børn i denne Sag”.

   Hvornår er disse notater blevet nedfældet? Efter alt at dømme under opholdet i Cedar Falls, og måske har Knudsen virkelig gjort studier, som han senere påstod?

   Men arbejdet på Dannevirke’s trykkeri kom til at gå ud over helbredet. Hans indsats ved bladet bestod bl.a. også i at smelte bly om til sættemaskinerne, og dette arbejde afstedkom, at han i løbet af nogen tid blev så hårdt angrebet af blyforgiftning, at han måtte opgive jobbet.

   I Cedar Falls levede der endnu i 1980erne en søn af den tidligere Dannevirke-redaktør. Denne søn var langt over de 90, og forespurgt om han huskede Knudsen svarede han benægtende: ”I have been an employee of Dannevirke most of my life. I have no recollection of a Christian Knudsen being employed there”.

 

CEDAR FALLS

Under opholdet i Cedar Falls i staten Iowa boede Knudsen hos en dansk læge, P. N. Fenger, der da forresten stammede fra Bilring i Brejning. Efter at have drevet praksis i et par danske kolonier, slog Fenger sig ned i Cedar Falls, hvor der netop var et stort dansk settlement.

   At Knudsen og Fenger var fra selv samme sogn i Danmark har nok medvirket til, at Knudsen blev optaget i lægens hjem. Der kunne være meget at høre nyt om derhjemmefra, og Fenger har sammen med Knudsen endevendt historien om det fjerne, lille hjemsogn i Danmark.

   Dr. Fenger og hans kone var mennesker med hjertet på rette sted. Lægen gik ikke så meget op i, hvad han fik i honorar af sine patienter, og det betød, at familien bestemt ikke levede i overflod. Alligevel var gæstfriheden stor.

   Frederikke Johansen skrev i sin bog ”Fredelund” (ca. 1930) bl.a. om den tid, hvor hun var tjenestepige hos Fengers:

   ”Næsten alle de patienter, der strømmede dertil, bød de ind til kaffe. Havde Doktor Fenger været ude og vi hørte hans lukkede vogn komme rullende, fo’r vi hen til vinduet, og hvis han ikke rakte hånden i vejret, vidste vi, han havde spist; rakte han en finger op, betød det mad til ham selv, to fingre betød til en mere foruden ham selv, og det skete ikke så sjældent, at han rakte både tre og fire i vejret.

   Så måtte vi skynde os at få maden på bordet, for Fenger havde altid travlt, ja, han kunne have så travlt, så han løb op og ned ad gulvet, også mens han spiste. Men hvor var det hyggeligt og hjemligt at være der”.

   I dette hjem, med dets hjertevarme og gæstfrihed, var det altså, at Chr. Knudsen fik bolig for en tid. Det var jo samtidig et lille stykke Danmark, og i frisk erindring havde den unge mand sin seminarietid i Odense. Den fik han nu brug for.

   Ganske vist brød han af i utide, men noget af lærdommen sad naturligvis fast. De danske i Cedar Falls og omegn erfarede om den unge mands uddannelse og engagerede ham derefter til at undervise deres børn, fortrinsvis i dansk og engelsk.

   At han også bibragte dem andre kundskaber, fremgår af følgende lille historie, som Knudsen selv har fortalt. Han havde i en time berettet nogle drabelige og fængslende historier om de gamle, danske guder, og børnene hørte måbende efter.

   To af eleverne, hos hvem gudefortællingerne havde gjort særlig stort indtryk, spurgte om aftenen deres mor, om de ikke hellere skulle prøve at bede aftenbøn til Tor. Moderen spurgte forundret, hvor de fik sådanne tanker fra. Børnene oplyste da, at det var deres danske lærer, som havde fortalt dem om den stærke Tor. Og altså åbenbart så levende, at de havde fundet Tor langt bedre end deres sædvanlige Gud!

 

HJEMREJSE

Vi ved ikke, hvor længe Knudsen opholdt sig i Cedar Falls. Han var jo en søgende og rastløs sjæl, der higede efter nye oplevelser, og i 1912 finder vi ham på en fabrik uden for New York.

   Rejsetilladelsen fra militæret gjaldt kun indtil 31. marts det år, og selvom man formentlig godt kunne have aftalt en forlængelse, så var vor unge ven nok begyndt at spekulere på hjemrejse. Udvé var afløst af hjemvé. Udvandrer for good var alligevel ikke ham.

   Til Herning Avis fortalte Knudsen i et interview fra 30/9-1958, hvorledes det gik til, at han bestemte sig for at tage hjem til Danmark:

   ”Jeg arbejdede på en fabrik uden for New York. Jeg stod ved et samlebånd og skulle skrue nogle skruer i det, der ved enden af båndet var blevet til et færdigt industriprodukt. Arbejdet kunne jeg sagtens klare, så der var rigelig tid til at tænke. Jeg var ikke tilfreds med mit arbejde. Jeg og alle de andre på fabrikken var kun små dele af maskineriet, og jeg syntes ikke, det kunne være meningen, at mennesket skulle leve uden at tænke over problemerne”.

   Knudsen sagde sin stilling op, og værkføreren på fabrikken, en hollænder, spurgte ham: ”Hvorfor bliver du dog ikke hér? Hvad vil du hjem til dit fattige fædreland for – du har det jo godt hér!”

   Men Knudsen svarede, at han agtede at rejse hjem for at reformere sine landsmænd.

   ”Jeg havde sat mig det livsmål at lære folk at tænke selvstændigt og tænke ret, og dette ville jeg gøre ved hjælp af en usædvanlig have”.

   Sådan udtalte Knudsen sig i 1958, men den senere så berømte Knudsens Have var nok ikke på planlægningsbordet allerede i 1912. Idéen kom senere, lidt efter lidt, da han atter var hjemme i Danmark og efter nogle få år blev jordejer.

   Det kostede 10 dollars i bestikkelse at komme hjem over Dammen, fortalte Knudsen engang. Men han har formentlig i tilgift måttet arbejde ombord for billetten og føden.

   Ingen offentlige protokoller fortæller os, hvornår han betrådte dansk jord. Dengang fandtes der intet folkeregister, man skulle melde sig hos, men holder vi os stadig udrejsetilladelsen for øje, må vi gå ud fra, at det har været i foråret 1912. Selv sagde han skiftevis 1912 og 1913 i senere avisinterviews.

   Han vendte hjem til Brejning uden mange penge på lommen – til en journalist sagde han mange år senere, at hans rørlige formue ved hjemkomsten beløb sig til 35 øre. Men sine kreditorer fra studielånet havde han fået betalt ud. I starten har han nok levet højt på sine oplevelser i Frihedsgudindens land; han kom jo med det friske pust fra en ganske anden – og dengang beundret – verden, og Brejningboerne har sikkert villigt lyttet til hans beretninger.

   Lidt forskruet har nogle af de besindigste nok fundet den 29-årige Knudsen med alle hans tanker og sære idéer om at tænke selv og tænke ret. Hvad skulle det nu gøre godt for – han var jo da kun Niels Knudsens knæjt!

 

HJEMME IGEN

Den hjemvendte søn – så sandelig ikke den fortabte – flyttede ind hos forældrene i Opsund. Omgivelserne var ikke helt hjemlige, for faderen havde i 1909, som vi har set, byttet Christians barndomshjem ud med naboejendommen.  

   Med sig fra sin tidligere hjemmen havde Niels Knudsen et lille areal jord, matr. 1 p, som han lagde til den nykøbte matrikel 1 u. Dertil købte Niels endnu et stykke fra Pilgaard – 2 z – og sammenlagt udgjorde det en passende udstrækning på nogle få tønder land, beliggende nærmere ved landevejen (i dag Ringkøbingvej 22).

   Da Niels Knudsen kom til, var der fritliggende stuehus på stedet, og han byggede da et udhus tæt ved. Sønnen Christian var, som vi har erfaret, meget optaget af de gamle nordiske gudesagn, og det er sikkert ham, der døbte forældrenes hus Breidablik.

   Breidablik er det oldnordiske navn for guden Balders bolig, og Balder er, som bekendt, i den nordiske mytologi lysets gud, søn af Odin og Frigg. Frigg, der ville beskytte den gode og glade Balder, havde taget alt i naturen i ed på ikke at ville dræbe hendes elskede søn. Dog glemte hun misteltenen. Det vidste den svigefulde Loke, og han lagde misteltenen som pil på den blinde Høders bue, og Høder kom derved til at forvolde Balders død.

   Navnet Breidablik var malet direkte på muren og gik tabt, da en ny ejer for 60-70 år siden byggede om. Også på anden vis satte den hjemvendte Christian sit præg på Balders lyse bolig. Langt op i tiden har man i en gammel ladeport i udbygningen kunnet se indridset navnet Chr. Knudsen.

   Niels var nu 66 år, og sønnen har sikkert gået ham til hånde ved landeriet, men i fritiden har Christian uden tvivl prædiket for alle, som gad høre på ham og hans oplevelser og idéer. Som 30-årig var han efterhånden også ved at være tjenlig til at få sit eget, og han begyndte så småt at se sig om efter passende jord.

   Ikke så langt fra hjemmet lå det hen ved 100 tønder land store Brejning Krat, som nogle år senere – i 1920 – blev fredet. Det kendte han fra sine drengedage, og han satte stor pris på egekrattet med dets sære, forkrøblede bevoksning.

   Måske tiltalte det ham også, at denne rest af fortidens skove var en naturlig vækst uden hjælp fra menneskehænder. De forvredne og vildtgroende grene, der bugtede og filtrede sig ind i hinanden, mindede ham om fjerne tiders Danmark. Om Roar og Helge, der måtte gemme sig i skoven for den onde efterstræber.

   Jo, stemningen var der godt nok! Men der skulle gå nogle år, før drømmen om at få sit eget gik i opfyldelse.

 

  DAGLEJER I Æ TØRV’MOS’

Selvom han bjergede sig føden hos forældrene og hjalp dem med deres landbrug, så indså Knudsen, at der måtte skaffes penge ved arbejde hos fremmede, hvis drømmen om selvstændighed skulle blive virkelighed.

   Han blev derfor daglejer og tog ud på egnens gårde for at tilbyde sin arbejdskraft. Det var især i tørvemoserne, han lod sig bruge, og allerede fra omkring 1913 og en lille halv snes år frem var han hvert år beskæftiget hos Jens Fjord i Lille Ryesminde ved Videbæk.

   Gårdens ejer siden 1886, P. Chr. Pedersen, var i 1905 blevet viet til Ane Marie Trøstrup. Men i juli det følgende år døde manden efter svær sygdom, og Ane Marie sad enke som 35-årig. Hun havde netop født parrets eneste barn, og denne søn blev døbt ved faderens kiste efter jordpåkastelsen.

   Ane Marie giftede sig atter i 1908, og hendes anden mand var den Jens Fjord, som Chr. Knudsen fik arbejde hos.

   Den omtalte søn af Ane Marie og P. Chr. Pedersen var opkaldt efter faderen, men fik efterfølgende stedfaderens efternavn.

1. C. Fjord, som han altid blev kaldt, huskede udmærket Chr. Knudsen fra dennes arbejde på Lille Ryesminde, og han berettede om mange hændelser til denne biografi. Knudsen erindrede han som en bred og ”brølestærk” ung mand, der arbejdede langsomt men med grundighed.

   Tørvearbejderne var i gang i et par måneder hvert år – fra omkring 1. maj, når frosten var af jorden, og hen til Skt. Hans. Man arbejdede i hold to og to, og i begyndelsen var Knudsen sammen med sin bror, Martin.

   Men Martin blev kendt med tjenestepigen på gården, Marie Pedersen, og så var det slut med makkerskabet. Marie stammede fra Timring og var 21 år, mens Martin var 28, da parret giftede sig – for øvrigt på Chr. Knudsens 32-års fødselsdag, 28. august 1914.    

   Martin sagde stop i tørvemosen og byggede gård i Opsund. Her drev han landbrug indtil 1930, hvor familien, der nu var beriget med syv børn, flyttede til Løvstrup. Her fik Martin arbejde på savværket, mens broderen Vilhelm var plantør i Løvstrup Plantage. Midt i 40’erne flyttede Marie og Martin til Vorbasse, hvor Marie døde i 1967, mens Martin nåede at blive 85, før han gik bort i 1972.

   Efter Martins afgang kom Chr. Knudsen på hold med sin yngste bror, Vilhelm, men denne holdt også hurtigt inde, ligeledes på grund af et kommende ægteskab. Vilhelm var under arbejde i Løvstrup blevet kendt med plantørens datter, Nicoline Nielsen, og parret giftede sig – ligesom Martin og Marie – i 1914.

   Efter disse amourøst fremkaldte frafald blev der dannet et nyt hold i Lille Ryesmindes mose af Chr. Knudsen og Herborg-læreren Edvard Kristensens søn, Johannes.

   I den tid, man arbejdede i tørvemosen, sov folkene på gården. Der kunne nemt til tider være en tyve mand i sving, fortalte P. C. Fjord, og da de var på kost, betød det en travl periode for konen i huset og hendes piger.

   Morgenmaden blev serveret ved 6-7 tiden, og med i mosen fik hver arbejder en madpakke, der skulle spises ved frokosttid. Hos gamle Niels Colstrup i Videbæk (hvor Jes Jensen senere i mange år drev cykelforretning) indkøbtes en tønde øl, og den blev gravet ind i en brink, så man efter behov kunne tappe sig en tår, når tørsten meldte sig. Arbejdet i tørvemosen var hårdt og kostede sved og ømme muskler.

   Til middag gik man i samlet trop hjem for at spise, og efter en middagssøvn med efterfølgende kaffe, gik turen atter ud i mosen. Det var akkordarbejde, og hvert hold skulle dagligt kunne grave hen imod 10.000 tørv. Et anstrengende job, som også kastede en god skilling af sig.

   Når folkene vendte hjem ved 7-8 tiden om aftenen, blev de trakteret med grød og kunne så omsider holde fyraften efter en lang dags slid.

   Ofte trak de ind i kostalden, hvor pigerne var i gang med malkningen. Der skulle også være tid til lidt snak og lidt pjank – og måske var man heldig at sikre sig en løfterig ”tosom” aftale for aftenen.

   På den tid, hvor Chr. Knudsen og Johannes Kristensen dannede hold, kom Johannes en aften ind i stalden – alene.

   ”Fik I æ skollærer gal i daw?” spurgte en af malkepigerne og hentydede til Chr. Knudsen, der brød Janteloven ved sit forsøg på at uddanne sig til lærer.

   ”Nah”, svarede Johannes, ”det war da lige ve’!”

   Knudsen var i arbejdsfællernes øjne en enspænder. De har nok fundet ham for skidtvigtig og for lærd og for aparte og har vel nærmest betragtet ham som en Holbergsk Erasmus Montanus. Hvad lignede det også, at en bondetamp skulle læse til lærer og beskæftige sig med højtravende filosofiske emner? Han kunne vel holde sig til spaden og plejlen som de andre?

   Og så gennemførte han jo heller ikke ”æ studier”, kunne de mest skadefro tilføje.

   Misundelsen har alle dage haft gode kår, og Sandemoses Jantelov gjaldt også længe før, den blev nedskrevet. Knudsen fik det at mærke – man skulle ikke tro, man var noget. De jævnaldrende karle drillede ham og tirrede ham, og mindre sjovt blev det ikke af, at han nemt i sin sårbarhed blev ophidset og gal, som malkepigen udtrykte det.

   Stærk var han, så man skulle nok ikke tirre ham for meget. Men heldigvis var det sjældent på mennesker, han brugte sine kræfter. En gang gik han sammen med gårdejeren Jens Fjord en tur ned i haven. Der sad en rod fra et æbletræ i vejen, og Fjord forsøgte uden held at rokke den løs.

   ”Den sidder da nøj hårdt”, sagde han pustende. Da tog Knudsen fat om roden og løftede den ubesværet op af jorden. ”Du hår da nown sølle krøwter”, sagde han til arbejdsgiveren.

1. C. Fjord fortalte, at der i mange år lå en usædvanligt stor sten på marken ved Lille Ryesminde, lidt vesten for plantagen. Den var så umådelig tung, at den umuligt lod sig flytte, og det var nødvendigt at pløje udenom.

   Gårdejeren havde længe emtet om stenen, der lå så irriterende i vejen, og en dag, da arbejdet i ”æ klynmos” var forbi, og man var ved at rengøre værktøj og gøre klar til afrejse, så sagde Knudsen: ”Ska’ vi se o den stien!”

   Man hentede en stor smedehammer til ham, og han gjorde sig klar til at kløve den gigantiske sten. Men uheldigvis var den af et materiale, som det faktisk var umuligt at hamre i stykker, og selvom Knudsen lagde alle kræfter i, måtte han til sidst give op. Opgaven var for stor en mundfuld.

   Stenen blev liggende i endnu mange år, indtil en sprængstofkyndig blev engageret til at sprænge den i stykker.

 

VIDEBÆK UNGDOMSKREDS

I Videbæk var der i december 1908 blevet stiftet en forening med navnet Videbæk Ungdomskreds, byggende på det grundtvigske livssyn. En af foregangsmændene var malermester og senere fotograf Johannes Lund, der var født et års tid efter Chr. Knudsen. Mens Knudsen kom til verden i Opsund, var Johannes Lund søn af Videbæks første borger, den gamle kroejer Jens Lund.

   Gennem et langt liv (han døde i 1959) arbejdede denne Johannes Lund utrætteligt for at højne byens kulturliv – blandt andet ved at starte biografvirksomhed.  

   Han fandt det vigtigt, at ungdommen blev gjort interesseret i diverse kulturelle aktiviteter, og foreningens motto lød da også: ”På kristen grund at virke for al god, sund, folkelig og kristelig oplysning og at fremme sammenholdet og fællesskabet mellem de unge”.

   Medlemmer og deltagere var en lang række af egnens borgere, f.eks. lærerkapaciteter som Johs. Laursen (senere navneforandring til Stranddorf), Videbæk, lærer J. J. Brødsgaard, Herborg, lærer Mortensen, Solsøhede, lærer Johs. Sørensen, Herborg og andenlærer N. P. Mortensen, Videbæk.

   Men også maler Thomsen, murer Mads Lethager, manufakturhandler Peter Haahr og Jens Fjord, Lille Ryesminde, var med. Og muligvis er det netop hos Jens Fjord, at Chr. Knudsen fik at høre om Ungdomskredsen.

   Alle minderne fra Vejstrup, Staby og Odense vældede frem. Nu kunne han igen snuse til det mere åndelige arbejde, og han meldte sig ind i 1913. Vi har et billede af foreningens medlemmer på sommerudflugt til Lille Ryesminde – efter den bevarede forhandlingsprotokol at dømme 22. juni 1913.

   Medlemskontingent for et halvt år lød på 75 øre, og Knudsen ses at have betalt første gang for perioden november 1913 til maj 1914.

   Fra Opsund-Brejning-området var der af medlemmer bl.a. Sophus Agerbo og Christians bror, Martin Knudsen. Medlemsskaren var stor, og mødeaftnerne godt besatte. Der blev hentet foredragsholdere udefra, men medlemmerne fik også lejlighed til at komme til orde med oplæsning eller foredrag.

30. oktober 1913 indledte Jeppe Jessen Outrup forhandling over emnet ”Krig og Kristendom – Fred og Forsvar”, og ”efter det udmærkede indledningsforedrag, der påhørtes med megen interesse, var der en livlig og interessant diskussion”. Heri deltog lærerne Mortensen (Solsøhede),Graversen (Fiskbæk), Mortensen (Videbæk), Sørensen (Herborg) samt Johs. Lund, S. Skak, J. Jessen… og Chr. Knudsen.

   Fjorten dage senere, 13. november, var det Knudsen selv, der holdt et foredrag om den græske filosof Sokrates (469 – 399 f.Kr.). Her har han følt sig på hjemmebane, idet netop Sokrates’ tanker optog ham meget. Den gamle filosof nedskrev aldrig noget, men vandrede rundt, barfodet og tarvelig klædt, og drøftede med alle mennesker, han stødte på, livets spørgsmål.

   Sokrates ønskede ikke at udbrede nogen bestemt lære, men var navnlig optaget af spørgsmålet om den rette livsførelse og menneskets lykke.

   En videnskabelig stræben betragtede han som unyttig, og i stedet søgte han gennem sine samtaler med de unge atheniensere at vække dem til en større selverkendelse i overensstemmelse med indskriften i Apollon-templet i Delfi: Kend dig selv. Sokrates blev stillet for retten, anklaget for at fordærve ungdommen, og han dømtes til døden ved gift.

   Da Knudsen senere byggede sin have op omkring en lang række sentenser, brugte han også sætningen ”Kend dig selv”. De græske filosoffer optog ham, men desværre gengiver ungdomskredsens protokol ikke noget fra foredraget og heller ikke reaktioner herpå.

 

HØJSKOLELIV

Vinteren 1913-14 tog Chr. Knudsen på højskole. Han var jo en fri mand, der først fire år senere slog sig ned som jordbesidder.

   Det blev et gensyn med Vejstrup på Fyn, hvor han havde været en halv snes år tidligere. Han trængte til ”åndeligt arbejde”, og dengang gav sognerådet i Brejning fra tid til anden understøttelse til unge mennesker, som ønskede at tage på højskole.

   Men ifølge de gamle sogneprotokoller har Knudsen aldrig modtaget denne støtte. Måske har han ikke ønsket det – måske har han fået afslag på en ansøgning. I hvert fald måtte han selv finansiere opholdet, og han havde jo netop tjent sine første penge i tørvemosen.

   I Vejstrup følte han sig i sit rette element med fag som Danmarkshistorie, geografi, dansk kirkehistorie, regning, samfundslære og oplæsning. De inspirerende lærere besad evnen til at videregive lærdom og skabe diskussion om aktuelle og væsentlige emner.

   Der er bevaret et postkort, som Knudsen har sendt under sit ophold på højskolen. Det er skrevet 21. januar 1914 til den 15-årige brorsøn Hans, der på den tid opholdt sig i Gl. Mølle ved Opsund. Teksten lyder i uddrag:

   ”Jeg er paa Vejstrup Højskole i Vinter. Jeg skal hilse fra Niels Tobiasen, ham kender du vist nok? han er jo en Broder til den Mand du er hos. Du vil nok hilse fra Niels; det kan hænde, at jeg til Sommer kommer over at besøge dig og Jeres Præst, han har jo været i Amerika”.

   Postkortet har Chr. Knudsen i øvrigt haft med hjem fra sin Amerika-rejse; det er fremstillet i New York, og på forsiden ses et tegnet brillestel i naturlig størrelse og med rosafarvet ”glas”. Under brillerne står trykt dette kloge vers:

  

”Fie! why are you wearing those Spectales Blue?

Here are some Glasses of Roseate Hue:

Take off the Old Pair and put on the New.

And see if the World won’t look Brighter to you”.

 

Under verset har Knudsen skrevet til den unge Hans: ”Prøv om Du kan læse disse engelske Vers”.

   Den i skrivelsen nævnte Niels Tobiasen er også med på årgangens store elevbillede, mens Knudsens portræt mangler. Der ses en person benævnt ”Aug. Knudsen”, men det er ikke vor hovedperson. Måske har han endnu en gang valgt at forlade en skole i utide, før elevportrætterne blev taget?

   I hvert fald kan vi fra 26. marts 1914 atter følge ham via Ungdomskredsens forhandlingsprotokol. På denne dato stod han nemlig frem for de forsamlede medlemmer og læste Jakob Skyttes ”Et Navn”. Og et par måneder senere, 14. maj, gjorde han sig på ny bemærket.

   Foreningen havde besøg af en sanglærer Nielsen, Herning, der tilbød at afholde sangkursus i Videbæk. Nielsen fremhævede, at det især var folkesangen, han ville tage sig af, og både ”Lærer Mortensen, Videbæk, samt Kr. Knudsen gav begge deres Sympati for Sagen til Kende, idet de ønskede, at saa mange som muligt – eller helst alle Medlemmerne – vilde deltage i Kursuset”.

   Der meldte sig 22, og efter endt kursus blev der i oktober indsamlet 21,75 kr. til sanglæreren – selv om hans honorar ganske vist kun lød på 15 kr.!

11. juni ”indledede Chr. Knudsen, Opsund, Diskussion om Emnet Idræt”. Han fik en dialog i gang med lærer Mortensen, skrædder Eskesen, maler Johs. Lund, Jens Jensen, alle Videbæk, samt lærer Sørensen, Herborg. Det var en ganske almindelig torsdag aften, men Knudsen har nok været tidligt færdig i ”æ klynmos”, så han kunne komme til mødet.
12. juli 1914 blev der valgt repræsentanter til De danske Ungdomsforeningers årsmøde, og det blev Knudsen og Johannes Lund. Det skete under en sommerudflugt til Søren Jespersens Vandmøllegaarden ved Videbæk, og som sekretæren, Sophie Lund, noterer i protokollen: ”Efter Kaffen samledes man uden for Gaarden, hvor hele Flokken blev fotograferet”. Billedet eksisterer endnu og kan ses hos Lokalhistorisk Arkiv i Videbæk.

   Fra omtrent samme tid findes et andet fotografi, et portræt af Knudsen, taget af Johannes Lund i dennes og hustruens atelier i Videbæk. Knudsen poserer – med lapset halsnål, som muligvis stammer fra Amerika-rejsen. Han sender fotografen et stærkt, iltert blik, som vidner om alle de planer og idéer og tanker, der kværnede rundt i det unge sind.

23. juli har foreningen besøg af lærer Damgaard, Fredericia, der fortæller om Henry George, den amerikanske økonom, som prædikede afskaffelse af grundspekulation ved indførelse af en beskatning af jordens værdi svarende til jordrentens fulde beløb.

   I den efterfølgende diskussion deltog foruden Knudsen også den 20-årige Jens Sønderup, den senere folketingsmand og minister, og man kan forestille sig, at netop de to kan have fået en god disput om emnet.

   Enige har de næppe været.

   Det var den meget varme sommer 1914, og blot en uge efter mødet i Ungdomskredsen brød den store krig ud, den krig, som kom til at involvere hele den vestlige verden.

   Danmark var udsat – med agressoren, det krigsførende Tyskland, som nærmeste nabo – men de danske politikere formåede at holde landet neutralt, indtil våbenstilstanden i november 1918 var en kendsgerning.

   Alligevel betød krigsårene store afsavn med rationering på vitale varer som korn til brød, foder til dyrene og det for landet så vigtige brændsel. Kulleverancerne fra England var ikke længere mulige, da tyskerne førte U-bådskrig i Nordsøen og sænkede adskillige forsyningsskibe.

   Derfor måtte man klare sig med de indenlandske resourcer – kul og tørv – og det satte naturligvis ekstra pres på arbejdet i tørvemoserne. Knudsen havde fast arbejde i sæsonen, og som vi senere skal se, gravede han også tørv 1918 i det jordstykke, som han erhvervede sig i 1917.    

   Krig eller ej… livet gik videre i det lille Danmark. Bedst er det nok beskrevet af Jeppe Aakjær i digtet ”Som dybest Brønd gi’r altid klarest Vand” (1916):

 

”Du Pusling-Land, som hygger dig i smug,

mens hele Verden brænder om din Vugge”.

 

Chr. Knudsen var videbegærlig og elskede samhørigheden og diskusstionerne på de danske højskoler. De trak i den 32-årige Opsundrar, og han besluttede som det næste at søge optagelse på Askov Højskole ved Vejen. Denne hæderkronede institution var allerede dengang højskolefolkets mecca, hvortil man på et eller andet tidspunkt måtte komme.

   Af en eller anden grund kom Knudsen for sent til vinterskolen; hele tre uger. Ifølge indmeldelsesblanketten ankom han 22. november 1914. Han kalder sig arbejdsmand og angiver at have været to gange på Vejstrup Højskole samt to et halvt år på seminarium.

   På Askov Folkehøjskole fulgte han den inciterende og belærende undervisning i de historisk og humanistisk betonede fag. Her har han blandt andre lyttet til sin jævnaldrende lærer, J. Th. Arnfred, der senere blev skolens navnkundige forstander gennem en årrække.

   At Knudsen afbrød skoleopholdet i Askov før tiden, også denne gang, kan dog ikke lastes ham. Han blev ganske simpelt genindkaldt til militæret og måtte i begyndelsen af marts forlade Askov, to måneder før vinterkursets afslutning.

  

I KONGENS KLÆ’R – IGEN OG IGEN

Chr. Knudsen havde været hjemme til Ungdomskredsens juletræsfest i Videbæk 7. januar, hvor han for øvrigt holdt en tale. Men efter et par måneder i Askov gjaldt det nu atter soldaterlivet.

   Man kan sagtens forestille sig hans reaktion på at skulle forlade det åndelige tempel i Askov til fordel for et liv i felten. Vi ved ikke, om han har følt forsvarsvilje, eftersom det denne gang gjaldt indkaldelse til sikringstyrken. Men et godt gæt er nej.

   Neutralt eller ej – Danmark så sig nødsaget til at mobilisere i tilfælde af, at landet alligevel blev inddraget i krigen. Det var dog kun omkring halvdelen af den samlede styrke, der blev indkaldt, og det skete, som også i Knudsens tilfælde, á flere gange.

15. marts 1915, da krigen havde raset i lidt over et halvt år, stillede Chr. Knudsen i Aarhus og lod sig indrullere… endnu en gang. Indkaldelsen varede i små tre måneder indtil 3. juni 1915.

   Hvis han nu følte sig fri forever, tog han grumme fejl. Hvad han nåede af arbejde og fornøjelser i denne sommer vender vi tilbage til, men allerede i efteråret var der bud efter ham fra militæret.

   Han blev atter indkaldt til Sikringsstyrken og skulle give møde den 5. november 1915 ved 4. Artilleriafdelings 2. Batteri. Denne gang fik det andre konsekvenser for Knudsen end blot feltmæssigt slid. Allerede efter 10 dage blev han, som der står anført i batteriets rapportbog: ”Slaaet”. Det vil sige: Sparket af en hest.

   Det samme var sket dagen i forvejen for en af kammeraterne, Rosenkrantz. Vi ved ikke, hvilke skader de to uheldige helte pådrog sig, men de måtte faktisk tilbringe lidt over en måned på hospitalet for at blive flikket sammen til atter at gå i felten.

   I stampapirerne står at læse: ”Vederlagsfrit Ophold paa Sygehuset 15/11 – 20/12-15”. Man fristes til at sige: Ja, naturligvis! Uheldet var sket i tjenesten, og så var det vel en selvfølge, at den syge fik gratis behandling og pleje.

   Lige før jul og efter endt sygeleje vendte Chr. Knudsen tilbage til sit batteri for at fuldende tjenestetiden. Han aftrådte 17. januar 1916, og hans aversion mod militæret har næppe været mindre nu end tidligere.

   I hvert fald oprørtes han over det uhyggelige, som skete i verden. Krigen fortsattes og kostede hver dag tusinder af menneskeliv. Med sin humanistiske indstilling harmedes han over det groteske og meningsløse i, at ganske almindelige, fredelige mennesker skulle drives i døden som slagtekvæg – på grund af nogle få individers magtsyge.

   Han fik måske en lille orlov, under alle omstændigheder var han hjemme i Videbæk til Ungdomskredsens juletræsfest, der gerne blev afviklet lige efter nytår, det år den 7. januar.

   Der blev som sædvanligt sunget en del af de gamle salmer og sange, og der blev drukket kaffe og diskuteret. Med krigstummelen så tæt på, var der rigeligt at drøfte, og Knudsen var heller ikke den eneste, der blev taget til sikringsstyrken.

   Hen på aftenen stod Chr. Knudsen op og holdt en tale om, som der står i forhandlingsprotokollen: ”Den forfærdelige blodige Krig under hvilken Julen dette Aar fejredes og om hvor vanskeligt det for ham syntes at være at få al den Råhed og Styghed, der her kom frem, til at forliges med Julens Budskab: Fred paa Jorden”.

   Knudsen har formentlig været inspireret til sin tale af et årsskrift ”Til gamle Elever fra Vejstrup Højskole. Julen 1915”, hvori der netop er artikler om krigen kontra julen., Således afslutter elevforeningens formand, Vilhelm Lund, med en meddelelse til de gamle elever:

   ”Det Uvejr, som rasede over Europa ved Julen 1914, havde vi ikke ventet endnu stærkere i 1915. Det frygtelige, der foregaar, lægger stadig et Tryk paa alvorlige Mennesker, det melder sig ved Morgen og siger ikke Farvel til Aften. Tør vi da under saadanne Forhold byde glædelig Jul?”

   Det er højst tænkeligt, at Knudsen som gammel elev fra Vejstrup i december har modtaget dette årsskrift, hvorved han er blevet inspireret og har brugt emnet i sin tale ved julefesten.

   I samme årshæfte skriver Kristian Nygaard en artikel: ”Fra Besøg i Sønderjylland under Krigen”. Nygaard opholdt sig nær Luzern, da 1. Verdenskrig brød ud. Da han læste om delvis mobilisering i Danmark, ville han rejse hjem, men han kom på en besværlig tur gennem Tyskland, hvor han flere gange blev tilbageholdt.

   ”Hvor man kom frem”, skriver han, ”mødte man den varmeste Begejstring hos de indkaldte Soldater, de sang – ja, næsten brølte som Vilde. Det hele var saa vanskeligt at fatte. Tankerne gik mod Nord til Danmark og til Sønderjyderne”.

   Det er masse-hysteriet, Kristian Nygaard her oplevede: Vort sydlige nabofolks modtagelighed for stærke mænds forførende tirader. Er folkeforføreren stærk nok og får ubegrænset magt, kan han, som vi så det i Nazi-Tyskland, hjernevaske et helt folk til uindskrænket lydighed.

   Efter krigen mod Slesvig-Holsten/Prøjsen i 1864 blev Danmark tvunget til at afstå hele det nordslesvigske område til tyskerne. Mere end tre fjerdedele af befolkningen var dansksindede, men det sviende nederlag gjorde dem mod deres vilje til borgere i Tyskland.

   Da 1. Verdenskrig var en kendsgerning, blev de dansksindede mænd i Nordslesvig (: Sønderjylland) indkaldt til at gøre tysk krigstjeneste. Det var bittert at kæmpe for en sag, som ikke var deres, og tusinder blev dræbt eller såret i de fire år, krigen varede.

   Også i Danmark mærkedes den store, militære konflikt, men som nævnt kunne man nøjes med – som neutralt land – at mibilisere dele af sikringsstyrken. Militæret havde også bud efter vor hovedperson – for nu femte og sidste gang.

   Chr. Knudsen mødte den 5. september 1916 ved 4. artilleriafdelings 2. batteri. Her var han i sikringsstyrken indtil 1. oktober. Men der skulle gå frem til 1. januar 1925, før han blev ”udslettet af Lægdsrullen”.

   Indkaldelserne kom ofte på tværs – som da han i 1908 lige var begyndt på Odense Seminarium og igen, da han tog ophold på Askov Højskole i 1915.

   Som vi har hørt, udtalte han, at havde han vidst mere om, hvad han gik ind til, så ville han, om det havde været muligt, have valgt at blive militærnægter. Denne mulighed for, af samvittighedsgrunde, at nægte at bære våben og i stedet blive sat til civilt statsarbejde, blev dog først åben, da Danmark som det første land i verden i 1917 fik en militærnægterlov.  

   Chr. Knudsens afsky for soldatens kadaverdisciplin, hans håndværk og hans status som ”slagtefår”, kommer måske bedst til udtryk i dette digt, som han netop skrev i 1916. Det blev senere optrykt i katalogerne til den senere så berømte Knudsens Have. Digtet gengives her i fuld længde:

 

”Soldatens første Pligt.

 

Plyndre, brænde, røve, skænde,

myrde, hade, gøre Skade,

Himmel kan du sligt tillade!

Bande, sværge, Lande hærge,

skyde, stride, bløde, lide,

det er Krigens Bud.

 

Eksercere, honnørere,  

springe, trave – stakkels Slave,

ej man tvinger frem de brave,

nummereret, kujoneret,

inspiceret og poleret,

ført i Rækker ud.

 

Kampens Muse dig omsuse,

ondt opstemmes, godt forglemmes,

og din Kristendom beskæmmes,

Løgnprofeter, Krigspoeter,

Krig forgylder, saa man hylder

Molok til sin Gud.

 

Godt beskænket, rækkelænket,

magtomringet, ubetinget,

til et Slagtefaar forringet!

Skal tilsværge Jætteværge,

ja forbandet, Fædrelandet

være skal din Gud.

 

Præsidenter, Krigsregenter,

Kejserkroner, Kongetroner

er Død for Millioner,

Krigsdrabanter, Protestanter,

Katolikker, alt som Brikker

paa et Spillebræt”.

 

POESI, POLITIK OG FORELSKELSE

Lad os spole tiden en smule tilbage. Chr. Knudsens yngste bror, Vilhelm, blev som omtalt gift den 2. november 1914 i Finderup kirke med Nicoline Nielsen, datter af plantør Christen Nielsen, Løvstrup. Vilhelm var 25, og hans 32-årige bror Christian viste ved den lejlighed sine poetiske evner med en bryllupssang til det unge par.

   Den var skrevet på melodien til en af Knudsens yndlingssange Jeg så ham som barn, og den var trykt hos Standbygaards Bogtrykkeri i Skjern. Teksten lyder:

 

”Bryllupssang.

  Vi alle Jer ønsker al Glæde og Lykke                 

og Held til et Samliv i Kærlighed bygge               

et Hjem, som af Solskin kan lyse og varme,

hvor Fred er til Huse, mens ude de larme.

 

O, kom med til Bryllup Du Gæst fra det Høje,

velsign Du os alle, bring Glans i hvert Øje;

Du Sorg kan til Glæde og Lykke forvandle,

har efter Dit Ord vi vel høre og handle.

 

Gud give jer Kraft til i Fryd og i Smærte

at elske hinanden med Aand og med Hjærte,  

saa faaer I Glæden, saa vinder I Freden,

den evige Fred, som begynder herneden.

  

De Kærlighedslænker, som højt vi beære,

er tunge at sprænge, men lette at bære;

jo mere de binder, des mindre de tvinger,

hvad Gud har indstiftet Velsignelse bringer”.

 

Her træffer vi første gang på Chr. Knudsens lyriske åre. Det vides, at han i årenes løb har nedfældet meget på papir, både prosa og poesi, men kun ganske lidt er bevaret. Vi læste i forrige kapitel hans soldaterdigt fra 1916, inspireret af den store krig, og i det kommende skal vi stifte bekendtskab med andre versificerede udtryk for hans tanker og meninger.

   Ovennævnte bryllupssang lod Vilhelms hustru, Nicoline, i øvrigt trykke op igen, da det var hendes søn Hans’ tur til at gå til brudeskamlen.

   Knudsens frembringelser var vel ikke den store kunst, men meningen var god nok. Der findes et gammelt papir med endnu et digt af Chr. Knudsen ”Egely” Brejning pr. Videbæk, som den maskinskrevne underskrift siger. Digtet er gjort på melodien til Alperosen og lyder:

 

”Her og nu er Sandhedsaand tilstede

Rigdom for det længselsfulde Sind

hvis den finder dig paa Torvet rede

gaa da straks i Livets Vingaard ind.

 

Snart er nu det gamle Babel falden.

Løgnen haster mod sin Undergang.

Hvor er Folkeviljen, hvor er Skjalden

som kan frelse Verden med sin Sang.

 

Sangen som har Hjertets nye Toner

- falder ind i Livets Harmoni.

Lys og Skønhed – alt som os forener,

du og jeg har evigt Del deri.

 

Om det største vil den dig fortælle

luk du op! og Lyt til Livets Sang;

i din Sjæl den har en Forbundsfælle,

Kristustanken Sjælens dybe Trang.

 

Denne Tanke vokser i mit Indre

tænk i os er Livets Underværk

- mærke Lyset i mit Hjerte tindre

dette gør min svage Tro saa stærk”.

 

   Var de tre brødre alle gift og havde stiftet hjem, så var Chr. Knudsen stadig ungkarl. Noget han tilsyneladende befandt sig ganske godt med. Han syntes at have nok i sine åndelige aktiviteter på højskoler og seminarier og i ungdomsforeningen.

   Men hvem undgår Amors spidse pil? En ældre kvinde, Kirstine Tang, kunne for snart 40 år siden fortælle om en stærk forelskelse, som greb Chr. Knudsen omkring 1915-16, da han var i første halvdel af 30’erne.

   Han havde set sig varm på en datter, Stinne, fra Andreas Henriksens i Grønnehuse, og den unge Kirstine var en overgang postillon d’amour og bragte breve fra Knudsen til Stinne – og omvendt. Der kom dog aldrig noget ud af affæren. Pigen betragtede nok mere det hele som en uskyldig flirt.

   En søster til Kirstine havde tjent sammen med Stinne i København, og da de vendte hjem til Brejning, ramtes Knudsen af Amors pil.

   En dag var han blevet engageret til at skulle tage sig af heste og køretøjer ved et bryllup på egnen. Der kom folk langvejs fra, så der var mange heste, som Knudsen måtte hjælpe på plads i lade og stald. Fodres af skulle de vel også.

   Men den elskovssyge ungersvend stod hele tiden og hang og fik ikke lavet noget. Stinne, genstanden for al hans forlibelse, var nemlig med til festen, og han havde rigeligt at gøre med at holde øje med hendes færden i det glade selskab.

   En anden karl måtte til sidst hjælpe staklen med at få de mange dyr sat i bås.

   Sådan kan det gå, når pilen kun rammer den ene.

   I forsommeren 1915 var Knudsen, som nævnt, blevet ”løsladt” fra sikringsstyrken. Han deltog 11. juli i en udflugt med Ungdomskredsen til Lille Ryesminde, hvor han holdt et foredrag over emnet ”foreningslivet”. Hans sind var for altid præget af højskolernes idéer om sammenhold og fællesskab, og som bryllupssangen viser, var han også stærkt optaget af det religiøse.

   Et tidligere medlem af Ungdomskredsen, Ingrid Stranddorf, roste Chr. Knudsen for at være en god fortæller. Kunne man ikke få andre talere til møderne, var Knudsen altid parat til at stille op. Dilettant-forestillingerne, som ellers var et af foreningens mere spændende projekter, deltog han derimod aldrig i.

   Politik havde uden tvivl også hans interesse på det tidspunkt. Krigen, Danmarks neutralitetspolitik, strømningerne i tiden og højskolens samlende virke – alt sammen har det bundfældedet sig i hans søgende sjæl.

   Til en journalist pralede han mange år senere med, at han i sin ungdom var en vældig attraktion ved vælgermøderne på egnen. Ved et bestemt møde var der fem minutters taletid pr. person, og til jubel for tilhørerne nåede Knudsen i den tid at servere tyve konkrete, ubehagelige spørgsmål til politikerne.

   Derefter bad han i øvrigt om yderligere fem minutter på talerstolen – og fik dem. Deltagerne i mødet ville gerne høre hans lune bemærkninger.

   ”Men det var nu i mi ung’ dav’”, pointerede Knudsen under interviewet i 1955, ”nu nøjes jæ med at gå til valg. Jæ skriver altid på æ stemmeseddel:

 

Jeg er ikke sofavælger,

men jeg kan ikke støtte noget parti,

derfor er min stemme uden værdi.

Men for folket og frihedens sag

skriver jeg min stemme her i dag.

Ærbødigst Knudsen.

1. Ikke Knud Kristensen, men Chr.Knudsen!”

 

Bemeldte Knud Kristensen var en dreven Venstre-politiker, der kom i Folketinget allerede i 1920. Han var født i Hover 1880 og altså fra samme egn som Chr. Knudsen. Hans særkende var, at han fortsatte med at sige ”a” (: jeg), selv når han bevægede sig på de bonede gulve.

   Knud Kristensen blev indenrigsminister 1940, men nægtede at gå med i Scavenius-regeringen 1942. Han blev landets statsminister 1945 og var den, der skulle udråbe Danmarks nye konge, Frederik IX. Kristensen var meget egenrådig og holdt på, at man burde give Sydslesvig en løfteparagraf om afstemning. Det blev hans fald. Han tabte valget i 1947 og forlod Rigsdagen i 1949. Politikens satiriske tegner, Bo Bojesen, døbte ham i serien Venstre-vikingernes Saga, for Sorte-Knud.

   Knudsen skæmtede i sin lille programerklæring med, at han nødig ville forveksles med Knud Kristensen. Nogen tilhænger af den jævnaldrende politiker fra Hover var han ikke.

 

JORDBESIDDER KNUDSEN

I Opsund gik dagligdagen på vanlig vis. Christian Knudsen hjalp sine forældre på bedriften og fik herfor kost og logi. Han svingede eksempelvis plejlen, når kornet sidst på året skulle tærskes, og det blev fortalt, at den tærskning vist lod meget tilbage at ønske. Men viljen var der.

   I sommertiden gjaldt det på ny tørvemosen, hvor det var muligt at tjene en god dagløn. I skatteåret 1917-18 lød hans ”skatteindtægt” på hele 200 kr., hvilket var en god indtjening i de år.

   Der blev dog også tid til fornøjelserne. Knudsen var et meget aktivt medlem af Ungdomskredsen, hvor han omgikkes sine ”ligemænd” – han kredsede om egnens lærere og byens spidser. Der eksisterer et fotografi af medlemmer på udflugt til Jens Søndergaard i ”æ Mo.sgaard” (: Ryesminde) i Videbæk den 4. juni 1916. Knudsen er naturligvis med.

   Ved disse sommerudflugter til gårdene omkring Videbæk blev der sunget og leget og drukket kaffe. Underholdningen bestod af oplæsning og foredrag og diskussioner.

   På en tur til Lille Ryesminde 6. august holdt Chr. Knudsen en tale om troen, barnetroen. Ifølge referatet udtalte han, at troen giver hvile for den ideale higen. Det er livets morgen, idet man bliver barn igen – med voksne tanker.

   Han var vel selv et barn med voksne tanker. Og tankerne gik i alle retninger, påvirket som han var af alt det, han videbegærligt havde stukket næsen i.

   På denne tid – i årene 1916-17 – gik mange af hans tanker og overvejelser i en ganske bestemt retning. Stuepigen Agnes siger i TV-serien ”Matador”: ”Man vil jo gerne have sit eget”. Og det var just de samme ønsker, som Chr. Knudsen gik og tumlede med, her hvor krigen var på sit højeste.

   Han tjente gode penge i tørvemosen og har vel ”lagt til side”. Han var på udkig efter det bedst egnede sted at lægge sin virketrang, men vi ved ikke, hvornår hans øjne faldt på den ikke alt for ønskværdige strimmel jord, hede, mose og træbevoksning op langs Brejning Krat.

   Carlo Kyndesen fra en af nabogårdene, Grønnehuse, mente, at det jordstykke, som Knudsen endte med at få, bestod af mose og hede og buske, men meget få træer. Han huskede, at Knudsen selv plantede en del æbletræer, som senere gav en del frugter.

   Meget tyder på, at han allerede i 1916 begyndte at samle pinde til en rede, og dén rede kan kun have været parcellen, som han købte i sommeren 1917. Vi kan nemlig se, at Knudsen hos Mads Thomsen i Videbæk i sommeren 1916 købte en del brædder og ”spån” – det sidste blev som regel brugt til facade eller til tagdækning, hvor de lå forskudt for hinanden ligesom tagsten.

   Dette køb androg den betragtelige sum af 22,69 kroner, som dog først blev betalt tre måneder senere. Pengene skulle måske først lige tjenes i æ tørvmos’.

   Senere handlede Knudsen mere med Mads Thomsen. Det ses i en gammel hovedbog fra dennes ”konsignationslager” i Videbæk. Thomsen leverede foder og kunstgødning og tømmer og cement og meget andet.

   I sommeren 1917 gik man i realitetsforhandlinger om en jordhandel. Laurids Green Lauridsen i Egelund (: Gl. Landevej 17) var i færd med at udstykke en del af sin jord, matr. 1 p, og til salg var bl.a. ”et ubebygget Husmandssted”. Fra luften så jordstykket besynderligt ud, meget uregelmæssigt og nærmest lig en sommerfugl med udbredte vinger.

   Knudsen var hægen efter at få sit eget, så han sagde ja tak!

   Ifølge den gamle skøde- og panteprotokol blev købekontrakten udfærdiget 31. juli 1917 med vitterlighedsvidner Martin Knudsen og Niels Agerbo. Laurids Green Lauridsen sælger til ”Ungkarl Christian Knudsen af Breining en ubebygget Parcel fra den mig ifølge tinglæst Adkomst tilhørende Ejendom Matr. Nr. 1 p af Breininggaard i Breining Sogn”.

   ”Parcellen er paa ca. 10 Tdr. Land og er paavist Køberen og afmærket i Marken. Parcellen er overtaget af Køberen, og den henligger for hans Regning og Risiko”.

   Økonomien ved handelen omtales som følger:

   ”Købesummen udgør 1.000 Kr., der berigtiges paa følgende Maade: 100 Kr. er betalt Kontant, og indtil der er afbetalt i alt 500 Kr., afdrages 100 Kr. hver 1. Januar – første Gang den 1. Januar 1918. – Naar der paa denne Maade – altsaa indtil 1ste Januar 1921 incl., er afdraget 500 Kr., vil resten 500 Kr. være at indbetale den følgende 1ste Januar, altsaa Aar 1922”.

   Købesummen forrentes med 4½ % pro anno, og køberen skal udstede en panteobligation til sælgeren – med første prioritets panteret.

   At Laurids Green måske ikke har haft den helt store tillid til Niels Knudsens noget flyvske knæjt, ses af denne tilføjelse: ”Hvis Renter eller Afdrag udebliver over Forfaldstid er kapitalen eller dens Rest forfalden til skadesløs Betaling uden Hensyn til den indrømmede Afbetalingsmaade”.

   I Ringkøbing den 8. oktober 1917 blev skødet udfærdiget – denne gang med vitterlighedsvidner Kristian Kamp og Anthon Jeppesen. Ifølge dette papir ”sælger, skøder og aldeles afhænder” Laurids Green parcellen, der ”er skyldsat under Matr. 1 FU Breininggaard i Breining Sogn for Hartkorn 2 ¾ Alb.”

   Sælger og køber ”erklærer herved paa Tro og Love, at Købesummen svarer til Parcellens virkelige Værdi i Handel og Vandel”.

   Den endelige konfirmation skete, da skødet blev ”læst i Ulfborg-Hind Herreders Ret” den 17. oktober 1917. Den nu 35-årige bondesøn fra Opsund var blevet selvejer og har sikkert med stolthed skridtet sin jordlod af.

 

”Du gav mig, o Herre, en Lod af din Jord

som jeg nu min egen maa kalde……”

 

Sådan skriver C. R. Sundell i K. L. Aastrups gendigtning fra 1945. Og den troende Christian Knudsen har måske tænkt noget lignende, mens han overvejede mulighederne i sin ”lod”… og de strabadser, som lå forude under opdyrkningen.

    

”EGELY” BLIVER TIL

Købekontrakten melder om ”ca. 10 Tdr. Land”. Men det udfærdigede matrikelkort er mere præcist, når det fortæller, at 1 FU’s hele areal udgør i alt 68.880 m2. Det svarer til 12 ½ tdr. land. Alt over 10 tdr. har Knudsen sikkert fået med som en art bonus – vel sagtens fordi der var tale om noget ufrugtbart og uopdyrkeligt.

   De nævnte 10 tdr. land var tilsyneladende heller ikke for fristende at gå i kast med, men arealet var nu en gang ”paavist Køberen”, så bordet fangede.  

   ”Dansk-amerikaneren” gik i gang med sin nyerhvervede lod. Jorden skulle kultiveres grundigt og gøres tjenlig til dyrkning. Det er fortalt, at han anskaffede sig en hest og to køer, og det har vel været ikke så lang tid efter overtagelsen.

   Landbrugsredskaber har han formentlig lånt hos naboer eller hos faderen eller Martin. Broderen byggede et par år tidligere et fint murstenshus og stald i Opsund og var godt i vej. Sandsynligheden taler også for, at Niels Knudsen og Martin har givet en hjælpende hånd i ”marken”, for det blev et slæb at kultivere dette – som man fristes til at sige – gudsforladte stykke skrawlede jord.

   Til en journalist fra Demokraten i 1955 fortalte Knudsen:

   ”Begyndelsen var svær. Jeg arbejdede haardt som Daglejer for en Daler om Dagen, og om Aftenen arbejdede jeg paa at anlægge min Have. Et Hus at sove i havde jeg end ikke. Jeg måtte nøjes med at hvile mine trætte Lemmer under et Halvtag, hvor Regn og Vind susede ind. Men efterhaanden tog Haven et saadant Omfang, at jeg fik nok at bestille blot ved at gå og rode med den”.

   Mads Thomsen i Videbæk leverede i august 1917 to sække 14 % gødning. Eftersom Knudsen knap en måned senere kom for at betale regningen på 34,30 kroner, fik han de 30 øre eftergivet som en slags rabat.

   Vi må huske på, at der i sommeren 1917 stadig var krig i Verden, og der var rationering på stort set alt, og det gjaldt ikke mindst foder og gødning og andet nødvendigt i landbruget. Det, der var at få, blev både ringere og dyrere.

   Men Mads Thomsen har tænkt, at de 30 øres rabat var med til at give en god stemning og en kommende god kunde… og for ham en god omsætning.

   Thomsen tænkte rigtigt. Det følgende år løb udgifterne til salpeter og byggemateriale op i godt 150 kroner Nu skulle der åbenbart ske noget. I juli måned 1918 hjemtog Knudsen således 15 stk. 9 alen planker, 38 stk. 5 alen stafbrædder og dertil adskillige lægter, et vindue og en sæk cement.

   Her er begyndelsen til det hus, som jordejer Knudsen beboede indtil besættelsestiden. Der findes et billede fra 1921 af bygherren foran sin ejendom. En fotograf fra Ringkøbing havde forvildet sig uden for lands lov og ret og var heldig at finde en kunde.

   Huset, der vender gavlen til, var tilsyneladende større end billedet lader ane. Ifølge en vurdering til brandforsikring i 1949 var den oprindelige bygning 11,2 meter lang, 6,6 meter dyb (bred) og 2,2 meter høj. Man har åbenbart ikke talt husets høje rejsning med; ifølge fotografiet var der formentlig 4-5 meter til tagrygningen.

   I gavlen er der en smal dør midtfor, omgivet af 2 vinduer. Yderligere et vindue over døren fortæller os, at der har været et kammer ovenpå.

   Brandforsikringen oplyser, at der er en 23 cm grundmur af brændte sten, som er pudset udvendigt og indvendigt. De 11,2 meter rummer stuehus og stald under et stråtag. Der er komfur, kakkelovn og grubekedel, og bygningen er indrettet med stue, køkken med skorsten, spisekammer, sovekammer og stald.

   Både i stuehuset og på loftet er der lagt bræddegulv, mens stalden har cementgulv og bræddeloft.

   Det er lokalhistorikeren Johannes Lund, der har fremfundet vurderingen af 4. oktober 1949 til Brandforsikringen. Heri fortælles om ”Egely”, som ejendommen udviklede sig med flere tilbygninger fra 1918 og gennem de næste tredive år.

   Tilbygget er på et ikke angivet tidspunkt et stykke stuehus mod syd 2 meter lang, 6,6 meter dybt og 2,2 meter højt. Der er 23 cm grundmur og stråtag. Den tilføjede bygning anvendes til udvidelse af køkken og dagligstue med bræddeloft og ligeledes bræddegulv.

   Mod øst er der tilbygget stuehus 2,5 meter langt, 5,7 meter dybt og 3,2 meter højt, igen med 23 cm grundmur og med skifertag på sydsiden og pandeplader på nordsiden. Dette rum blev indrettet til forstue og WC med bræddeloft og cementgulv.

   Hermed var byggeaktiviteterne ikke slut. Knudsen lod senere opføre yderligere et stuehus mod øst: 6,3 meter langt, 5,7 meter dybt og 3,2 meter højt, bestående af 1 meter grundmur af granitsten og 2,2 meter brædder og med samme tag som forrige tilbygning. Indrettet til dagligstue og sovekammer med skorsten. Der blev lavet kælder under sovekammeret med cementgulv – ellers bræddegulv og bræddeloft.

   Yderligere mod øst blev der bygget en sal 4 meter lang, 5,7 meter dyb og 3,5 meter høj. Den var bygget af brædder og med tag af pandeplader. Salen indvendig var med bræddeloft og bræddegulv.

   Knudsen opførte også et hønsehus, som lå 7 meter vest for stuehuset og var 5,8 meter langt og 3,9 meter dybt. Det var bygget af pandeplader.

   Så vidt Brandforsikringen i 1949. En grundig gennemgang af Egely’s bygningshistorie.

   Tilbage til det 100 år gamle fotografi af en stolt Chr. Knudsen – med hænderne i lommerne – foran sit nybyggede hjem. I nederste højre hjørne har fotografen indføjet ”Egely 1921”, og på det tidspunkt kan Knudsen allerede have lavet tilbygninger. Det var i hvert fald i 1921, han ansøgte om at måtte udskænke alkoholfrie drikke.

   Over døren har Knudsen med krogede grene fra Krattet formet navnet på sit hus:                                 

Egely  

               

Huset Egely stod altså færdigt i 1918. Det vides ikke, hvem der hjalp bygherren med arbejdet. Han har helt sikkert givet mere end én hånd med – i 1940’erne opbyggede han egenhændigt sin hytte ”La Kabano” længere nede i haven – men der har været brug for en murer og en tømrer i 1918, og han har betalt sig fra ydelserne.

   Man kan tænke sig, at murer Niels Agerbo på Bakkegaarden har været behjælpelig. Det lå ikke uoverkommeligt langt væk, og Niels Agerbo havde været vitterlighedsvidne, da købekontrakten blev underskrevet.

   Knudsen fortalte – som vi har set – at han startede med at bo under et halvtag, men det er nok en skrøne. På omtalte fotografi ses et fritliggende skur, som kan være brugt til interimistisk beboelse. Men ellers kunne Knudsen altid regne med husly og måltider hos forældrene, og det har han sikkert benyttet sig rigeligt af, mens byggeriet stod på.

   ”Egely” blev, som vi har set, flere gange senere udvidet. Der blev bygget til og bygget om, når husherren fandt det nødvendigt. Mads Thomsens hovedbog afslører, at Knudsen allerede i 1919 fortsatte sit byggeri. Han spenderede langt over 100 kroner på flere planker, stafbrædder og lægter og rekvirerede til slut 50 kg cement.

   Senere kom udvidelserne mod øst – bl.a. det, der skulle blive til ”restaurationen”, men herom senere. Knudsen vidste, hvad han ville… og det formede sig for ham.

   Vagn Nygaard, Torhuse, har fortalt, at Knudsen malede en kæmpestor solopgang på sin husmur, vistnok på facaden til restaurationen, hvor han tilføjede et vers, som sagtens kunne være fra Jakob Knudsens Se nu stiger solen af havets skød, som var en af Chr. Knudsens yndlingssalmer. Den skulle de altid synge til møderne i Egely.

   Både Carlo Kyndesen og Mikael Sig mente, at den store sol var malet indendørs… på gavlvæggen i den lille tilbygning til ”æ sal”. Der var nærmest tale om et halvtag, som lå ud til øster i forlængelse af restaurationen. Her var solopgangen malet – og ganske rigtigt med første vers af Se nu stiger solen-.

   Den ikke-autoritære Knudsen, der skældte ud på staten og samfundet og pengemændene og alt muligt andet, måtte ind imellem bide i det sure æble, når det offentlige alligevel stillede krav til ham. Han kunne ikke altid gøre, hvad han fandt tilpas.

   Der eksisterer en forsikringspolice fra Den gensidige Brand-Assurandørforening over Knudsens indbo. Den er ganske vist skrevet i 1950, men den fortæller os, at den samlede forsikringssum udgør 3.400 kroner. Blandt det forsikrede er møbler (300 kr.), gangklæder (800 kr.), gasanlæg (300 kr.) samt ”Bøger, Musikinstrumenter, Ure” (500 kr.). Det oplyses, at stuehuset på det tidspunkt er tækket med plader, og at der er mindst 100 meter til nærmest nabo.

 

KNUDSEN vs. LAUGESEN

Noget kunne tyde på, at det var ved at tage form for vor hovedperson. Idéer og planer tonede frem, mens han brugte sine gode kræfter på at gøre i hvert fald en del af jorden dyrkbar. Noget skød i græs, og det var i virkeligheden ikke så slemt. Plantede man et par træer hist og pist, lignede det efterhånden en have.

   Langvejs virkeliggjordes nogle af drømmene. Han var ved at skabe sit eget hjem deroppe i ly af det gamle egekrat, og det var vel ganske naturligt at han kaldte stedet for Egely.

   Men bondemand… det var Knudsen, efter flere personers udsagn, ikke. Han havde gode kræfter, han gik i mosen, og han knoklede løs på sit eget, men han manglede tilsyneladende overblikket og incitamentet, nogle egenskaber, som broderen Martin besad.

   Meget poetisk sagde Knudsen siden hen, at det var forsynet, som havde bragt ham tilbage fra Amerika til den jyske hede og givet ham skovl og spade i hånd for at få alt til at gro, hvor der før kun var gold hede og ufrugtbar mose.  

   Efterhånden har han indset, at hans force ikke lå i landbruget, og så er det pø om pø gået op for ham, hvilke andre muligheder der lå i de 12 ½ tdr. land.

   Som opdyrkningen skred frem, blev der mere plads omkring huset, og ”festpladsen” dannedes lidt efter lidt. Her stod endnu i midten af 1980’erne de første træer, som Knudsen plantede – en bøg, en birk og en eg. Dammen, som var fremkommet ved tørvegravningen, lå der jo allerede, og med Knudsens fantasi var det nu nærliggende at gå videre i de baner.

   Hans tanker løb langt. Alt hvad han i sit liv havde suget til sig, skulle i hans have finde udtryk – herude i det fri og på denne skønne plet jord. Hvor vidt det greb om sig, og hvor stort et omfang det fik, har han dog næppe forestillet sig.

   Chr. Knudsen har sagt, at det i starten kun var tænkt som en privat have, skabt helt for egen fornøjelses skyld. At det så senere blev et turistmål, endog så succesrigt at han flere gange måtte udvide udstillings-arealet, ja, det har måske nok været en drøm i ham, men ikke noget mål.

   Knudsen har vist aldrig tilkendegivet hvorfra han fik inspiration til sin have, men måske har han hentet et par tips hos Lauge Laugesen i Brejning. Denne var jævnaldrende med Knudsen og var i 1903 kommet til Hedegaarden i Brejning Fjalde. Her opdyrkede han store hedearealer og anlagde over en årrække en park, der nåede at komme til at spænde over 12 tdr. land.

   Han og hustruen ønskede at anlægge en smuk park på omkring 4 tdr. land, og hertil brugtes bl.a. de mange store sten fra hedeopdyrkningen. Der er nævnt et tal på 3000 læs sten, så der har været tale om dobbelt slid: Først fjernelse af stenene fra heden og derpå anbringelsen i haveanlægget.

   Stenene blev ikke blot anvendt som kanter, men de blev også arrangeret i kunstfærdige opstillinger. Laugesen plantede ligeledes træer og anlagde fiskedamme og bassiner, og anlægget, som snart blev kaldt Laugesens Have, trak nysgerrige til og blev efterhånden et kendt og søgt mål for turister fra nær og fjern.

   I mange år havde man to landskendte turistmål på egnen: Laugesens Have og Knudsens Have. Men hvem kom først? Det er ikke helt nemt at svare på, men muligvis startede de nogenlunde samtidig. Laugesen gik i gang med at anlægge sin have omkring 1922, og før omtalte P. C. Fjord mente, at Knudsen allerede i 1923 slog dørene op til sin restauration. Men: Allerede i 1921 ansøgte Chr. Knudsen om at måtte drive afholdsbeværtning i sommermånederne. Sognerådet i Brejning gav tilladelsen 23. august 1921 (Se kapitlet ”Selvtænker og selvbuden gæst”).

   Ifølge Kirstine Tang (der var født i 1906 som datter af Niels Agerbo) skal Lauge Laugesen engang have udtalt: ”Når han kan få råd til det, kan jeg også!”  

   Det er ellers troligt, at det mere var Knudsen, der hentede inspiration hos Laugesen, end omvendt. Idéen med at bruge de store marksten til dekorative formål må tilskrives Lauge Laugesen. Men i øvrigt lå de to haveanlæg i grundidéen meget langt fra hinanden.

   Laugesens Have var en park, hvor den besøgende kunne få en æstetisk oplevelse ved den smukt kultiverede jord med plæner, træer og dekorative stenopsætninger… og som man forlod lutret i sjæl og sind.

   Knudsens Have var også en hyldest til naturen med træer og buske og plæner. Han lavede også arrangementer i sten, men tilføjede sin have en ekstra dimension, der var mere provokerende og fandenivoldsk end æstetisk.

   Fra Laugesen gik man med idylliske scenerier i hukommelsen. Fra Knudsen i Krattet gik man derimod med hovedet fyldt af alle hans måske mere primitive men udfordrende tilbud: Sentenser skrevet i sten eller cement på havens skråninger eller udtalt af profetens egen mund.

   De to mænd stod ellers på en god fod med hinanden. Af Knudsens gæstebog ses det, at Laugesen flere gange besøgte Egely. Det forhindrede dem dog ikke i at drille hinanden på godmodig vis, og her har Knudsen næppe været den mindst aktive.

   Da de begge af Brejning sogneråd fik bevilling til at sælge alkoholfrie drikke til de besøgende, lod Chr. Knudsen indrykke denne annonce i avisen:

 

”Brejninggaard Skov og Laugesens Have

er noget for sig,

men Øl og Sodavand er dog billigst hos mig!”

 

Apropos dette humoristiske udspil kan følgende berettes: Vi ved, at Knudsen, som hjemvendt Amerika-farer, har deltaget i én eller flere af de 4. juli festligheder, der siden starten i 1912 er blevet afholdt for dansk-amerikanerne i Rebild Bakker.

   To ældre mennesker, Jens og Karen, drev i mange år en lille restaurant, kaldet Tophuset, ved Nationalparken. Jens havde ikke forstand på at servere kaffe og holdt sig til sin jord, men Karen, der døde i 1929, besad anderledes gaver for denne branche.

   Knudsen har uden tvivl besøgt den lille restaurant og har muligvis her fået inspiration til sit vers om det billige øl og sodavand, thi på velkomstskiltet ved Tophuset stod:

 

”Sodavand, Øl og Kaffe

det kan Karen skaffe”.

 

Knudsen var ikke i stand til at byde på store kulinariske oplevelser, vel sagtens kun sodavand, kaffe og lidt bagerbrød. Derfor forfattede han følgende lille påmindelse til sine gæster:

 

”Ska I ha nøj i æ mav

så ska I ud til Lau”.

 

Det var bestemt en periode, hvor der skete meget, og hvor mange planer blev lagt. I november 1919 ses det, at han har købt både majs og byg, hvad enten det har skullet bruges til såning eller til foder. I stalden stod jo en hest og et par køer, som også skulle passes.

   Arbejdet i tørvemosen og andet forefaldende arbejde gav, som vi har hørt, ganske godt med mønt i pengepungen. De gamle skatteligningslister for Brejning fortæller os, at Chr. Knudsen havde en ”Skatte-Indtægt” på 500 kroner i 1919-20, 350 kroner det følgende år og hele 800 kroner i 1921-22 og atter i 1922-23.

 

STRIDBAR OG BØRNEVEN

En gang i begyndelsen af 1920’erne løb den nemt pirrelige Chr. Knudsen ind i en batalje med manden på Ladegaarden, Christian Tang. Denne gravede mergel og skar pæle i Krattet, og det harmedes Knudsen over. Ganske vist ejede Tang den jord, han brugte, men Knudsen hævdede, at den smukke natur blev misbrugt og ødelagt.

   Det menes, at Knudsen gik så vidt som til at skrive i aviserne om sagen, ligesom han skal have hentet en sagkyndig skovrider til stedet. Desuden satte han sig til at skrive en harmdirrende smædevise, der gik på melodien til ”I skoven skulle være gilde”.

   Niels Agerbos to døtre var udset til at hjælpe ham ved at ”opføre” værket: Amalie skulle synge sangen, mens søsteren Kirstine spillede orgel og Knudsen selv trakterede violinen. Hvad der kom ud af affæren vides ikke, og sangens ord er desværre gået tabt i tidens løb.

   Hjalmar Pedersen i Ørnhøj, svoger til Knudsens bror Martin, tjente som 14-årig hos Martin Knudsen. Det var i 1921, og sammen med sin husbond var han med til at opdyrke det, som senere blev til Knudsens mærkværdige have.

   De havde selv heste og markredskaber med, og Chr. Knudsen hjalp naturligvis selv til med pløjningen. På den tid havde han ”lidt korn o æ brinker”, som Hjalmar Pedersen udtrykte det.

   Arbejdet hindrede dog ikke Knudsen i at komme ud og snakke med andre mennesker. Jesper Graakjær Jespersen, Videbæk, var født i 1905 og huskede, hvordan forældrene i begyndelsen af 20’erne udlejede en del af deres hus til en lokomotivfører ved navn Skov Pedersen. Han arbejdede ved den mergelbane, hvis rute gik fra Hover over Brejning og Herborg til Borris.

   Denne Skov Pedersen, som i øvrigt senere startede købmandshandel i Fiskbæk, kom Chr. Knudsen en del hos, og Jesper Graakjær Jespersen blev til tider inviteret ind på kaffe. Der faldt så nogle gode historier af, og det skete, at Knudsen tog sin violin frem og spillede for dem. En gang forsøgte han at lære den unge Jesper at spille Bridge, som jo dengang ikke var hver mands kortspil.

   Ofte gik aleneboeren hjem til forældrene i Opsund, og han boede der stadig i perioder. Hans søster, Ane Katrine, var flyttet hjem med sine to børn, Thorvald og Aage, og passede nu hus for Niels og Mariane, der efterhånden var oppe i årene.

   Aage Knudsen, der var født i 1911, huskede sin morbror Christian fra den tid, når han kom til Breidablik. De to drenge, som ikke var særligt gamle, lyttede med åbne munde, når morbroderen i skumringstimen, før lyset blev tændt, berettede om uhyggelige tildragelser.

   En aften fortalte han dem, at han en nat var på vej hjem efter at have været ude at spille kort. Det var mørkt og skummelt, og hjemturen syntes længere end sædvanligt.

   Mens han gik dér, mærkede han, at der var én, der fulgte efter ham, og omsider kom den anden op på siden af ham. Det var rart nok i nattemørket at have en at følges med, men i det samme kom Månen frem og kastede sit blege lys ned over vejen. Netop da så Knudsen ned og opdagede, at ledsageren havde klove i stedet for fødder!

   Der lå måske den morale i historien, at kortspillet ikke måtte tage magten, for i så fald kunne det nemt gå én ilde. Aage Knudsen huskede stadig, hvordan han og broderen trak benene op under sig, og hvordan hårene nærmest rejste sig på deres hoveder.

   Morbror Christian har sikkert moret sig indvendig, mens han fortalte sine røverhistorier. Han betroede også de to drenge, at han ejede en rigtig Cyprianus. Den var, som han sagde, meget farlig, og man skulle passe grumme på den, at den ikke faldt i de forkerte hænder. Af med den kunne man næppe komme, og det var ikke muligt hverken af brænde den eller tilintetgøre den på anden vis.

 

SKOLELÆRER KNUDSEN

Knudsen gjorde aldrig sin uddannelse til lærer færdig. Men han havde dog været på både vinterlærerseminarium og det ”rigtige” seminarium i Odense. Og sine kundskaber havde han brugt som vinterlærer i Sdr. Felding 1907-08 og senere for immigrantbørn i USA.

   Det viste sig, at der også kom bud efter æ lærer fra andre skoler på egnen. Normalt skulle man ansættes af sognerådet, men forhandlingsprotokollen nævner ikke nogetsteds, at Knudsen blev hyret til lærer-jobbet. Og alligevel vides det, at han virkede som vikar i både Opsund og Højmose skoler.

   Der er skriftligt bevis for en periode i Opsund 1/11-1920 – 1/3-1921 og en sikker mundtlig beretning om vikarjob i Højmose fra nytår til maj 1922. Derudover fortælles om, at han i Opsund kom som afløser for læreren en gang imellem, ofte kun for et par dage ad gangen.

   På den tid tog man ikke så højtideligt på tingene i de mindre landsbyskoler. Jens Kjær citerer i ”Stabybogen” en prokokol-kommentar fra Troldhede Biskole vinteren 1908-09: ”Vinterlæreren udeblev, en præliminarist ansattes efter et par dages undervisning, ved DSB og forsvandt, en karl fra egnen i nogle dage, børnene fri i 14 dage, en knøs på 15 år en kort tid og endelig en seminarist i resten af vinteren”.

   Sådan var forholdene, og derfor kan det vel ikke undre, at Chr. Knudsen virkede som ”løs” vikar sommetider.

   Andreas Mouridsen, Videbæk, var født i 1907, og han berettede om, hvordan han gik til skole hos Knudsen i ”æ lilleskol”. Det var omkring 1915-16; altså ret tidligt, at Knudsen fik sine første jobs på egnen. Alle øvrige udsagn går på årene 1921-22.

   Jens Preben Lund, som stammede fra Lemvig, var kommet til Opsund skole i 1916, men allerede 1. november 1920 flyttede han fra byen igen. Og ved den lejlighed blev der i skolens embedsbog indføjet følgende erklæring i listen over lærernes data: ”Under Vakancen 1/11-20 – 1/3-21 styredes Embedet af Lærer Chr. Knudsen, her”.  

   En periode på fire måneder, der tydeligt har sat sit præg på flere af eleverne fra dengang.

   I marts 1921 ankom den ny lærer. Han hed Niels Chr. Nielsen og var 28 år gammel. Hans tid i lærerembedet blev af kort varighed, idet han allerede 1. februar det følgende år rejste til V. Thorup. Stillingen var nu igen ledig i tre måneder, men denne gang har det næppe været Knudsen, som fik vikarjobbet. På den tid virkede han nemlig i Højmose.

   Hvordan var Chr. Knudsen som lærer? Samstemmende lyder det fra hans gamle elever, at han var god til at lære fra sig. Børnene holdt af ham, fordi han var retfærdig og aldrig straffede dem korporligt. Også fordi han evnede at fange deres opmærksomhed ved sin måde at fortælle på.

   Jens Højland, Videbæk, var en årgang 1910. Han fortalte, at han havde Knudsen som lærer i ældste klasse. Han huskede, at når Knudsen gav sig til at berette om noget – f.eks. om Amerika-turen – blev der helt stille i skolestuen. Alle lyttede med glubende interesse.

   Knudsen havde, berettede Højland, sin egen måde at tage børnene på. Hvor de havde været vant til lussinger og eftersidningstimer hos tidligere lærere, forstod Knudsen at skabe respekt ved at optræde roligt og stilfærdigt. Børnenes fantasi forstod han at vække, og han fortsatte ofte med at snakke med dem i frikvarternerne.

   Æ vikar forstod kunsten at fange barnets flygtige opmærksomhed, og umuligt er det ikke, om denne evne blev fremelsket under Staby-opholdet.

   En anden lærer, Hans Lauridsen, som var et par år ældre end Knudsen, og som bl.a. var ansat i Fiskbæk ved Videbæk og senere i Strellev, havde i 1898 også været på Staby Vinterlærerseminarium. Mens han virkede i Fiskbæk (1905-09), noterede han følgende lille vers i sin embedsbo:

 

”Kom Barnets Trang i Møde,

da faar din Gerning Grøde,

er egen Storhed kun din Sag,

da gaa, og helst den samme Dag!”

 

De to mænd har sandsynligvis aldrig truffet hinanden, men ordene kan sagtens overføres til hvad Chr. Knudsen stod for som underviser.

   Ingrid Smith, Videbæk, var født i 1908. Hun fortalte, at der ikke just var sangstemme i Knudsen. Men så tog han sin violin frem og spillede til morgensangen.       

   Hvornår han har anskaffet sig violin og lært at spille på den har ikke kunnet opklares, men hele livet bevarede han en stor kærlighed til dette instrument – så stor, at han selv begyndte at bygge violiner… af gamle træsko!

   Ingrid Smith har som sine skolekammerater hørt Knudsen berette om sin Amerika-rejse. Han kunne fortælle så levende, at de næsten troede sig med på rejsen. Især skildrede han med smittende begejstring den store oplevelse det var at skue Frihedsgudinden ved indsejlingen til New York.

   ”Han war en geni te å regn’”, erindrede Ingrid Smith. Hun var selv god til regning i skolen, og Knudsen syntes da, at hun skulle lære at regne med ligninger, hvad der ikke var hverdagskost i landsbyskolerne dengang.

   Jane Petersen, Grimstrup, var født i 1915 som datter af Martin Knudsen, og hun oplevede også sin farbror i funktion som underviser. ”Han kom gerne, når læreren i Opsund skulle have et par fridage”, fortalte hun, ”men farbror Christian lod sig ikke mærke med, at vi var i familie”. Når han fortalte naturhistorie og forklarede matematik, skelede han sjældent til lærebøgerne, og han evnede altid at have ro i klassen.

   Flere af de ældre elever huskede, at de fastansatte lærere ved skolen godt kunne finde på at tage børnene med en tur over til Krattet. Det skete, at de en sommer-formiddag fik besked på, at de i dag skulle ”på udflugt”.

   Intet var mere spændende end at komme over til Knudsen. Krattet var i sig selv en herlig legeplads, men mere rig på oplevelser var det at se Knudsens sære have. I dammen – f.eks. – gik jo den berygtede gedde, som vi senere skal høre nærmere om.

   Knudsen tog sig med glæde af børnene, når de kom – hele klassen eller én og to alene. ”Han var god til at lege med os, ville gerne organisere”, fortalte Andreas Mouridsen.

   En lærerinde ved Opsund skole, Marie Agerbo, havde et orgel. Det stod i hendes lejlighed oven over skolen, og her samledes i nogle år en lille musikalsk trio bestående af Marie Agerbo samt murer Ernst Færge (tværfløjte) og Chr. Knudsen (violin). De tog ikke ud og spillede, men morede sig bare privat med deres lille trio.

   Flere har nævnt, at de omkring 1921-22 gik til aftenskole hos Knudsen. Muligvis et par vintre. Det foregik i et lille klasseværelse i Opsund skole, hvor unge mennesker kunne komme og få udvidet deres kundskaber. Her var Knudsen igen en god, humoristisk fortæller, der havde greb om ungdommen.

   Man huskede især engelsktimerne, der sikkert også som islæt havde berettelser fra Amerika-turen. Eleverne fik ikke lærebøger, men skulle skrive op i et hefte, hvad der blev gennemgået.

   Der havde tidligere været aftenskole i Opsund. Jensen Kirkegaard ydede således aftenundervisning i vinteren 1913-14 med fag som dansk, regning, fysik og historie. Der var dengang 15 elever, som til sidst samlede ind og forærede læreren en gave til 6 kroner.

   ”Omtrent 50 Øre pr. Aften”, noterer han i embedsbogen. Der var ingen støtte fra kommunen. Andre lærere modtog dog honorar for ulejligheden, men Chr. Knudsen gjorde det ikke.

   For dagskolen har Knudsen naturligvis fået løn. På den tid var beløbene for Brejnings kommuneskoler 950 kr. om året for førstelærerembedet og 350 kr. for vinterlærerembedet.

   Knudsens vikariat i Opsund må være faldet i god jord hos myndighederne, for allerede i 1922 blev der brug for ham igen over en længere periode. Dog ikke i Opsund, men derimod i Højmose, også kaldet Brejning nordre skole. Her var en lærer Jepsen blevet ansat som førstelærer fra nytår 1921, men han blev syg efter et års tid og måtte holde vikar, inden sygdommen endte med døden den 25. september 1922.

   Indtil den ny førstelærer tiltrådte ved nytåret 1923, måtte man altså klare sig med vikaren. Det betød, at skolegangen ikke blev holdt fuldt ud. I embedsbogen nævnes det, at yngste klasse mistede ti skoledage og ældste klasse fjorten i året 1922, og det forklares ved, at ”de manglende Skoledage er paa Grund af Lærerens Sygdom og Død”.

   Chr. Knudsen blev ansat som vikar fra nytår til maj 1922. Det skulle få stor betydning for hans liv og levevis, som vi skal se i et senere afsnit.

   Han spadserede vejen hver dag fra Egely og til Højmose. Jesper Graakjær huskede, at Knudsen kom forbi den gård i Brejning, hvor Jesper tjente. Det var på vejen til skole, men Knudsen standsede tit op og gav sig tid til en lille snak.

   Også i Højmose blev han en populær lærer-vikar. Richard Andersen, Tim, var 12 år på den tid og omtalte endnu ”lærer Knudsen” med stor respekt og beundring 60 år senere. For ham og hans kammerater var det noget helt revolutionerende at få Knudsen ved katederet. De var vant til en ældre lærer, som ikke nemt kunne styre dem, og det gik ud over indlæringen.

   Nu kom Chr. Knudsen med sit imødekommende væsen, liberal og venlig og med en pædagogik, som ikke var almindelig for 100 år siden. Han fortalte dem om fagene og om sine egne oplevelser. Amerika-turen blev endnu engang hentet frem, og han berettede så levende, at Richard Andersen efter 60 år huskede historierne helt tydeligt.

   Den gamle elev mente, at Knudsen formåede at bevæge sig ned på børnenes niveau og ikke gjorde sig ældre og klogere. De følte, at han var deres ligemand og forgudede ham.

   I foråret var eleverne et par gange med ham på udflugt over til Krattet. ”Vejret er for godt i dag”, sagde Knudsen, ”nu er foråret ved at vågne”. Og han førte de videbegærlige unger rundt i naturen og åbnede en gammelkendt verden for dem på en ny måde. Han vidste så meget om alt det, de stødte på. Hvad de tidligere havde betragtet som noget, der bare var der, fik nu navne og blev betydningsfulde, ja, næsten levende.

   En anden af Knudsens elever i Højmose, Tove Bundgaard, Spjald, fortalte, at det måske ikke så meget var det boglige arbejde, der blev lagt mest vægt på i Knudsens timer. Til gengæld var han en fremragende fortæller, og hans gengivelser af de gamle danske sagn var så levende, at hun huskede dem den dag i dag. Da Tove Bundgaard mange år senere besøgte Knudsens Have, sagde den nu gamle mand til hende. ”Ja, du skal jo nok være dygtig – du har jo gået i skole til mig!”

   I skolen havde Knudsen, som nævnt, sin violin med. Han spillede til morgensangen og ofte også i det store middagsfrikvarter. Der var ingen streng disciplin i Knudsens timer, lyder det fra tidligere elever, men det var heller ikke nødvendigt.

 

VINGESKUDTE AMORINER

Hos den syge lærer Jepsen i Højmose kom en sygeplejerske. Hun skulle hjælpe ham og stå ham bi under den lange, svære sygdom.

   Knudsen kom også hos Jepsen, sikkert for at aflægge rapport om skolegangen og for at modtage instrukser. Og efterhånden begyndte amorinerne at sværme i luften omkring den unge sygeplejerske og vikaren. Knudsen var 39, mens pigen blot var 21 år gammel.

   Hendes navn var Elisabeth Marie Frederikke Plesner Clausen. Hun var født 20. juni 1900 i Andkjær i Gaverslund Sogn, 15 km sydvest for Vejle, og hun var datter af forpagter Aage Harald Clausen og hustru Alma Plesner.

   Vi ved ikke så meget om starten på forholdet mellem de to. De blev vel ganske enkelt tiltrukket af hinanden, og den meget unge Elisabeth har måske endda været betaget af den langt ældre mands store viden og evner.

   Men det skulle blive et mørkt kapitel i Knudsens liv, og han kom kun nødigt ind på emnet senere hen. At det begyndte godt, kan man vist slutte ud fra det ”bryllupsbillede”, som slægtninge har gemt på.

   Man ser to glade mennesker, der har været hos fotograf Johannes Lund i Videbæk for at blive foreviget sammen. Elisabeth sidder ung og stort smilende på en stol, i mørk kjole med broche på brystet. Og bag hende står Christian Knudsen, bred og stolt og med hænderne stukket let i lommerne. Han har sit luneste glimt i øjnene og ser afslappet og lykkelig ud.

   Under gennemgangen af de mange efterladte glasnegativer fra Lunds atelier (opbevares nu hos Lokalhistorisk Arkiv i Videbæk) dukkede også dette billede op. Det viser sig, efter påskriften, at det er taget før brylluppet, nemlig allerede 14. april.

   Men bryllup blev der. Efter lysning i kirken den 14., 21. og 28. maj viede pastor Jul. Richter parret i Brejning kirke fredag den 2. juni 1922. Forloverne ved ceremonien var brudgommens far, den nu 76-årige Niels Knudsen, samt Christians yngre bror, Martin. Sandsynligvis har pigens familie ikke været med. ”Hun var ud af en fin familie”, blev det fortalt, og Chr. Knudsen kunne måske ikke accepteres som svigersøn af huset.

   Den store kærlighed blev efter alt at dømme meget snart sat på prøve, nu hvor de to skulle bo under samme tag i Egely som mand og kone. Skønt uddannet sygeplejerske skulle det vise sig, at Elisabeth ikke var særlig praktisk anlagt, snarere tværtom. Det blev et irritationsmoment for Knudsen, der som mangeårig ungkarl givet havde tillagt sig en række særheder og vaner.

   I dette kapitel må vi udelukkende støtte os til udsagn fra folk, der kendte parret – på afstand eller på nært hold. Men historierne er mangfoldige nok, for de to i Egely var åbenbart et godt samtaleemne i nabolaget.

  Sammenfattet lader det til, at ægtefolkene har været alt for ulige, alt for forskellige – hun for ung og praktisk uerfaren, han for egoistisk og sær. Da den store forelskelse havde lagt sig, og dagligdagen vandt indpas i hjemmet, levede de i perioder som hund og kat, som det meget direkte blev fortalt.

   Elisabeth var nok ikke ganske ”voksen” og parat til et ægteskab med en eneboertype som Christian Knudsen. Hun skal have været en glad og meget talende ung pige, mens gemalen var vant til den store stilhed i Haven. Sladderen mente, at hun var noget sjusket, og den ondeste gossip gik på, at gryderne sjældent blev gjort rene, men blot stod uden for huset med vand i. Tøjet kunne hun finde på at smide ud i stedet for at vaske og reparere det.

   Da Knudsen engang opdagede, at hun havde smidt vasketøjet om til diget, blev han gal og bankede hende. Den unge pige løb da grædende over til en af nabokonerne for at klage sin nød. Vel ikke Elisabeths heldigste træk, for sådanne optrin var naturligvis guld værd for sladderen. Og glimtede guldet ikke stærkt nok, kunne man altid selv forgylde historierne med ekstra krydderi.   

   Andre har fortalt, at Elisabeth faktisk var ganske dygtig til at sy og brodere. Hun købte dyrt ind til dette håndarbejde, men gjorde det sjældent færdigt.

   Madlavning var måske heller ikke hendes stærkeste side. Der går en historie om, at hun en dag satte mad på bordet for sin mand. Men da han havde smagt på retten, smed han gaflen fra sig og kylede den fyldte tallerken over mod døren.

   ”Jamen, Christian”, forsvarede den unge kone sig, ”det skal være sådan – det står udtrykkeligt her i leksikonet!” Hun vidste nok, at manden i huset havde agtelse for leksika og anden lekture.

   Episoden, sand eller ej, fortæller nok lige så meget om Knudsens egen manglende evne til at indordne sig og acceptere, at der nu var to beboere, som burde vise hinanden hensyn. Han var vant til mor Marianes gode mad og har vel været godt gammeldags kræsen.

   En af skrønerne går ud på, at han skal have behandlet sin kone forfærdeligt. Føden måtte hun til tider selv skaffe sig. Han skal en gang have sagt til hende: ”Du kan selv gå ned i krattet og finde dig noget spiseligt!”

   En af naboerne til Egely, Ebbe Nielsen, kom engang over til Krattet på en lille visit, og stemningen var ikke den bedste, kunne han mærke. I den ene dør var der en revne, som Ebbe ikke havde set før, og han spurgte derfor, hvordan døren dog havde fået en sådan medfart.

   ”Årh”, svarede Knudsen med højtidelig stemme, ”det var en næve, som var tiltænkt mig!”

   At de to var modsætninger og aldersforskellen for stor var vel de vægtigste årsager, men næppe hele grunden til, at deres ægteskab kom til at gå så dårligt. Irritationen mellem ægtefællerne stammede muligvis også fra, at Elisabeth ikke blev gravid.

   Knudsen holdt, som vi har hørt, meget af børn, og det var hans store ønske selv at blive far. At det virkelig har været et nagende problem, kan udledes af den omstændighed, at parret efter nogen tid ansøgte sognerådet i Brejning om at modtage et plejebarn.

   Sognerådet besluttede sig 31/5-1923: ”Chr. Knudsen, Egely, søger om Tilladelse til at antage Barnet Vagn Meldvang som Plejebarn. Tilladelse gaves paa Betingelse af at de fornødne Sundhedsattester fremskaffedes”.

   Sundhedsforholdene i hjemmet har måske ikke været så grelle som sladderen gav udtryk for. De omtalte attester blev i hvert fald skaffet til veje, og parret i Egely fik deres plejebarn. Drengen var helt lille, da han kom til Knudsens domicil, vel næppe et år gammel.

   Han har nok ikke altid haft det for nemt. Når familiemedlemmer kom på besøg, så de drengen blive badet i koldt vand, og spurgte man, blev der svaret, at han skulle hærdes! Elisabeth var jo da også uddannet sygeplejerske, måtte de vide.

   Fra Chr. Knudsens bror Vilhelm i Løvstrup fik parret i Egely tøj til den lille, men drengen virkede altid forfrossen, når familien fra Krattet kom på besøg.

   Det er et spørgsmål, om anskaffelsen af barnet blev den lykke, Knudsen og hans unge kone havde håbet på. Tilværelsen blev kun vanskeligere og ansvaret større. Konen i huset var for umoden og manden for aparte. Eller som en af hans svigerinder dengang udtrykte det: ”Ingen kan være tjent med én som Christian til mand!” Og det er måske det sandeste, der er sagt om dét ægteskab.

   En aften kørte Knudsen og Elisabeth i enspændervogn til Lille Ryesminde, hvor Knudsen tidligere var kommet så meget. Besøget trak ud, og parret blev inviteret til at overnatte på gården. Knudsen kom tidligt ned om morgenen, og gårdkonen opdagede da, at han havde store huller på sine sokker.

   ”Dem kan a stoppe for dig”, sagde hun.

   ”Ja”, indrømmede Knudsen, ”du kan nok se, at a er bløwn ring’ gywt!”

   Et sted skrev han: ”Lykken mellem to Mennesker er mere end Kys og Klap”, og i Ugens Nyheder fandt han et par linier, som syntes ham passende: ”Paa Skudaaret man tager sig i Agt, thi da gar Møerne paa Jagt”.

   Knudsen var på den tid langt med sin fantasifulde have, og mange lagde vejen forbi for at se attraktionen. Efter sigende havde Knudsen allerede i første halvdel af 1920’erne bygget ud og skabt sin restauration – han skulle jo holde trit med Lauge Laugesen og hans aktiviteter!

   I det daglige hvilede arbejdet med restaurationen på den unge kones skuldre. Elisabeth forventedes at varte op, servere, og klare det huslige, når gæsterne kom og bestilte kaffe. Derfor engagerede parret en pige, der skulle komme og passe plejesønnen.

1. C. Fjord huskede, at Ungdomsforeningen i sommeren 1923 var på udflugt til Brejning Krat, hvor man blev beværtet hos Knudsen, og hvor både han og hans kone tog sig af gæsterne.

   Men ægteskabet gik efterhånden så dårligt, at en skilsmisse syntes uundgåelig. Knudsen gav op og ønskede at komme væk. Tanken om den gode tid i Amerika for godt og vel en halv snes år siden meldte sig, og han fik lyst til at sige farvel til det herhjemme og atter rejse over til Frihedsgudindens land.

   Han har næppe tænkt på en egentlig immigration, men ønskede at få et pusterum oven på de seneste to turbulente år.

   Det er fortalt, at han informerede Elisabeth om sine planer, og at han aftalte med hende, at hun senere skulle følge efter. Han lovede at sende penge hjem til hendes billet, men har han givet sådanne løfter, var de falske.

   Et vidne kunne berette, at Knudsen og Elisabeth kom gående arm i arm som to nyforelskede den dag, han skulle med toget til Skjern for at påbegynde den lange rejse. Det var en aprildag i 1924 og formentlig den sidste gang, de to så hinanden.

   Folkesnakken havde travlt, og der gik visse rygter, som Martin Knudsen videregav til broderen i Amerika. Denne skrev derpå til Martin og bad ham om at ordne en skilsmisse. Elisabeth skulle ikke være der, når han vendte tilbage til Brejning.

   Martin påtog sig opgaven og har vel fået skriftlig fuldmagt fra broderen over there. Chr. Knudsen har senere sagt, at det kostede ham 400 kroner at få Elisabeth – hun havde gammel gæld med, som han betalte – og at det kostede ham 80 kroner at komme af med hende igen.

   Skilsmissen blev faktisk dyrere end de 80 kroner. Efter Chr. Knudsens død i 1960 fremlagde Martin i skifteretten en regning på ”udført arbejde og ordning af retssag for afdøde” på 380 kroner.

   Under alle omstændigheder fik parret ”kongelig skilsmissebevilling af 22. januar 1927”. Det menes, at sagen var ordnet, da Knudsen vendte tilbage fra Staterne, men, som vi senere skal se, er det ikke muligt at fastslå tiden for hans hjemkomst. Det har enten været i slutningen af 1926 eller i foråret 1927.

   Men Elisabeth opholdt sig i hvert fald ikke længere i Egely. Fra Brejning Kommunes forhandlingsprotokol læses ud for 12. maj 1926: ”Jerne Sogneraad ved Esbjerg forespørger, om Kristian Knudsens (forh. boende i Egely, nu i Amerika) Hustru kan anerkendes forsørgelsesberettiget i Brejning Kommune”.

   Brejning svarede bekræftende.

   Plejebarnet kom hen til en nabogård, ejet af Hans Mikkelsen. Elisabeth giftede sig 2. gang – i 1931 – og hun og manden bestyrede stationen i Sandet, Ilderhede, hvor en datter kom til verden. Elisabeth, som var født i 1900, døde i 1971.

   En svigerinde til Knudsen kom ved et tilfælde til at ligge på stue med hende på et hospital. Den da midaldrende kvinde ville ikke kendes ved hende og nægtede at have haft noget med Knudsen-familien at gøre.

   Bitterheden var således tosidig efter det kuldsejlede forhold. Men selv om der var fejl på begge sider, så bar den sære eneboer langt det største ansvar. Han var 39 og burde have lyttet til en af yndlingssentenserne i haven: ”Kend dig selv”. Han var ikke egnet til et samliv, og vi kan passende gentage svigerindens udsagn: ”Ingen kan være tjent med én som Christian til mand!”

   At det skulle ende så galt tog alligevel hårdt på Knudsen, og han brød sig ikke om siden hen at tale om sit ultrakorte ægteskab. Dog skete det pludselig, at han affyrede en sarkastisk replik, der viste, at han aldeles ikke havde glemt oplevelsen. Mange år senere sagde han til vennen Købmand Charles Hansen i Opsund: ”Ja, jæ’ kan ett fortælle jer hvordan ægteskabet skal være – men jæ’ kan fortælle jer, hvordan det ett skal være!”

   Efter hjemkomsten fra Amerika måtte han høre for det forliste ægteskab. Naboen Niels Agerbo, Grenen, som havde kendt Knudsen fra barnsben, gjorde lidt nar ad ham, når han kom på besøg. Drillerierne gik på, at Knudsens kone ikke kunne få børn med ham, men at det var der så heldigvis andre, der var i stand til at klare. Knudsen blev såret og gik hjem.

   En journalist fra Jyllands-Posten besøgte Knudsens Have i 1950, og han fik øje på et udklip på væggen, forestillende en dejlig pige der reklamerede for tandpasta.

   ”Det er min kæreste”, forklarede Knudsen med vanlig lune. ”Hun har den fordel frem for andre piger, at hun siger ikke noget!”

   Efter hjemkomsten fra Amerika anskaffede Knudsen sig radio som en af de første på egnen. En af naboerne huskede Knudsens kommentar, da han viste nyerhvervelsen frem: ”Ja, det er min ny radio, den har jæ’ byttet med æ kone – for hende ku’ jæ’ ett lukke æ mund på!”

   Når han berettede om Amerika-opholdet, skildrede han bl.a. nogle mormoner, som han havde truffet. Her dyrkedes flerkoneri, og Knudsens kommentar hertil var: ”Hva’ vil de med alle de koner? én er mere end rigeligt!”

   Bag galgenhumoren var han påvirket af det skete. De to nedenfor gengivne digte må være skrevet på to forskellige tidspunkter. Det første skildrer forelskelsen og det andet tomheden efter en afsked. Man tager nok ikke meget fejl, hvis man kobler dem med Knudsens oplevelser i årene 1922-24:

 

”Ja, hvad jeg møder paa min Gang

i al Natur, i Fuglesang,

i hvad der ’liller’ og hvad der lynger

det er som alt om Troskab synger.

 

Og Efteraarets kolde Vind

vemodig hvisker til mig ind:

Hvordan det end skal ende              

vær tro vær tro mod hende.

 

Og fra mit Hjertes dybe Gem

der bryder stille Toner frem:

Vær tro mod din Veninde

saa skal du hende vinde.

 

Vær tro i alt, vær tro mod Gud

vær tro mod Kærlighedens Bud.

Vær tro mod Vaarens Minde

vær tro mod din Veninde”.

 

 ”Aa, hvorfor skulde der stænges til

for den som stærkest mon længes?

for den som gør kun hvad Hjærtet vil

for den maa alting jo sprænges.

 

Og hvorfor kan jeg ej faa igen

hvad jeg har elsket og mistet

fordi jeg kendte ej bedre Ven

end dig, hvis Fryd mig har fristet.

 

Og hvorfor er jeg saa længselsfuld

for helt det Hjærte at vinde

fordi dit Øje har Glimt af Guld

som din Sjæl gemmer dybt inde.

 

Jeg faar vel Hvile hos Gud engang –

der Savn og Længsel kan stilles

hvor Hjærtesorgen bliver Hjærtets Sang

hvorfra min Synd jeg kan skilles”.

  

AMERIKA KALDER – IGEN

Lad os vende tilbage til foråret 1924, hvor Chr. Knudsen indså det umulige i både at leve sammen og leve sammen med et andet menneske. Han var parat til at tage flugten, og flugtens mål var Amerika, hvor han 12-14 år tidligere havde oplevet eventyret. De mere negative sider ved rejsen dengang var glemt.

   Første etape var togturen til København, hvor han – ifølge politiprotokollen – fremviste sin kontrakt fredag den 11. april. Den bar nummeret 1117, men denne gang ikke noget agentnavn. Vi får derimod at vide, at den 41-årige landmand fra Brejning udrejser med destination Quebec i Canada, og at turen går over Liverpool.

   Det fortælles, at Knudsen havde en rejsekammerat, som senere fulgte med tilbage til Danmark og besøgte Knudsens familie i Opsund.

   Søstersønnen Aage opbevarede gennem mange år et fotografi af ”morbror Christian” sammen med en ven. Det var taget i USA midt i 1920’erne, men Aage Knudsen huskede ikke længere kammeratens navn eller de nærmere omstændigheder omkring et eventuelt makkerskab.

   Det har ikke været muligt på anden vis at identificere personen, men politiprotokollen oplyser, at en landmand fra Gislev, Carl Henriksen, var den næste på listen af udrejsende netop denne dato, 11. april. Han var jævnaldrende med Knudsen og skulle også til Quebec, så han kan være den ukendte.

   De to følgesvende blev fotograferet hos D. Wilger, der havde atelier på 510 Monument Square i Racine i staten Wisconsin. Det har været efter opholdet i Quebec og på turen ned gannem Staterne.

   Chr. Knudsen står med hænderne på ryggen, iklædt jakkesæt og bowlerhat og med en fyldepen i brystlommen. Jakken virker fremmedartet og er nok anskaffet i det forjættede land, og under den bærer han en særpræget, stribet eller strikket trøje med frynser forneden.

   Når han senere i livet ofte bar en halsklud, drevet gennem en benring på brystet, var det uden tvivl en påvirkning fra Amerika-tiden. Man kan fristes til at sige, at han på den måde blev ved at bære drømmen om Amerika med sig.

   På billedet er han i begyndelsen af 40’erne og har eventyrlysten i behold. Han er slet ikke parat til at vende næsen imod øst igen.

   Ved siden af ham sidder kammeraten, der ligeledes er i habit, og inden under jakken har han en vest eller trøje med stor, udslået krave. På hovedet bærer han en hat med skyggen elegant drejer på snur, og han er så afgjort mere lapset klædt end den mere konforme Knudsen.

   Bevaret er Chr. Knudsens dåbsattest, eller rettere: En kopi, som han har fået udfærdiget 8/2-1924. Forberedelserne til flugten er altså pågået formentlig fra kort efter nytåret, og en dåbsattest var nødvendig som identifikation over for diverse myndigheder.

   Selve skibsrejsen over Atlanten ved vi ikke så meget om, men fra flere sider hævdedes det, at Knudsen tog hyre både på rejsen i 1910 og i 1924. Han måtte skrælle kartofler og vaske op for at tjene til billetten, men har sikkert taget sin tørn med godt humør. Eventyret ventede jo forude.

   Bestemmelsesstedet var Quebec. Det var en væsentlig kortere rute at sejle til denne canadiske havn frem for New York – og dermed også billigere. Der skulle, set med Knudsens øjne, altså ikke skrælles helt så mange kartofler.

   Efter ophold i Quebec drog han videre gennem Canada til Ottawa, hvor han på 1. turen havde arbejdet på et hotel. Carlo Kyndesen, hvis forældre boede neden for Krattet, gemte i mange år på en lap papir med Knudsens adresse i Ottawa, antagelig fra rejsen i 1924.

   Den lyder: ”Westminster Aprs.,150 Metcalfe St., Ottawa”. Det er stort set det eneste sikre, vi har om denne tur til Amerika. Resten er bygget på udsagn fra slægtninge og bekendte, men desværre er der hengået så mange år, at der kun er tale om usikre fragmenter af denne periode i Knudsens liv.

   Da han vendte hjem efter den første Amerika-rejse, var han sammen med en kammerat, som han havde truffet over there. Hans navn var Niels Nielsen – eller Niels Sivert – og stammede fra Torhuse. Lad os et øjeblik følge denne unge mand.

   Knudsen var jaloux på kammeraten, der var fast middagsgæst i Grenen. Når der blev taget for meget hensyn til Niels Sivert, blev Knudsen fornærmet. Men kammeraten rejste på ny til Amerika – og ville have haft husets 16-årige datter, Kirstine, med. Det blev dog ikke til noget.

   Niels Sivert vendte hjem til Danmark i august 1921, men rejste igen i maj 1922. Niels Agerbos modtog brev fra ham, dateret Portland, Oregon, 4/8-1922. Heri skriver han bl.a.:

   ”Hils ogsaa Knudsen og Forlovede, jeg skriver til ham med det samme, maaske faar i Brevene paa samme Tid”.

   Den gode Niels Sivert tog navneforandring til Frank Nelson og havde nok slået sig ned i det store land for good. Der findes endnu et brev fra ham, stilet til familien Agerbo og afsendt 4/12-1925:

   ”Jeg kan ikke forstaa, hvad der er blevet af Knudsen. Jeg har ikke hørt fra ham over et halvt Aar. Jeg kan heller ikke skrive, da jeg ikke kender hans Adresse. Skulde du vide noget desangaaende, maa du være saa venlig at meddele mig, naar du skriver igen. Jeg tænker somme Tider om det kunde være muligt, at Knudsen igen er hjemme i Danmark. Hvad beskæftiger hans Kone sig med?”

   Niels Sivert Nelson har altså kendt til Knudsens flugt til Amerika i 1924, og nu, et år senere, kan han ikke længere komme i kontakt med ham.

   Det menes, at Knudsen en tid var beskæftiget ved brobygning i Canada. Og det kan udmærket have været det, han har tænkt på, da han nogle år senere fortalte en nabo: ”Det var så koldt, da jæ’ var i Canada, at når man stod udenfor og pissede, så faldt det til jorden som små perler!”

   Flere nævner, at han også arbejdede ved jernbanen; en enkelt mener, at det var i Winnipeg, der ligger mere end tusind kilometer vest for Ottawa. Er rejsen fortsat fra Winnipeg over grænsen til USA til Wisconsin – ja, så er der igen tale om en tur på over tusind kilometer.

   Det var store afstande, og der var ikke fly som på få timer kunne tilbagelægge strækningerne. Men Knudsen havde naturligvis tiden for sig og ønskede vel kun at opleve så meget som muligt.

   Til Wisconsin kom han i hvert fald, som det omtalte foto viser. Han fortalte selv i et interview, at han påtog sig forskellige jobs, men med vekslende held. En slægtning mente, at der har eksisteret et billede fra et hotel i Chicago, hvor Knudsen en tid arbejdede. Han havde sat et kryds over det vindue, bag hvilket han logerede, og sendte billedet hjem til Danmark.

   En anden slægtning fortalte, at der endog har været et fotografi af Knudsen i færd med at vaske op på et hotel i New York.

   Sådan arbejdede han sig bogstavelig talt frem, alene eller sammen med kammeraten – vi ved det ikke. Og til slut nåede han den store by med dens mylder af mennesker: New York.

   Her har han sikkert taget ud til det omfattende havneanlæg for at hilse på sin elskede Frihedsgudinde, som stod derude i vandet i al sin pragt. For at de derhjemme skulle kunne gøre sig en forestilling om, hvor smuk og fortryllende denne kæmpestatue var, købte han i en butik en 15 cm høj kopi.

   Denne statuette bar han med i kufferten til Danmark og forærede den til Martins datter Jane, som på det tidspunkt var 12 år gammel. Så kær blev Frihedsgudinden for pigen, at hun opbevarede den gennem hele voksenlivet og til sin død.

   Martin, der med sin familie boede i Opsund, passede i øvrigt broderens jord og have så godt han kunne, mens denne var borte. Flere af Chr. Knudsens søskendebørn kan fortælle om breve fra Amerika. Det var spændende at læse om de mange oplevelser, han løb ind i derovre, og han var flittig til at sende breve hjem til Vestjylland. Men altså: Brevene er borte og erindringen om indholdet ligeså.

   Mens han var i New York, fik han det rigtig skidt. Han fortæller selv i et senere interview:

   ”Jeg var blevet værkbruden – leddegigt hedder det vist – og kunne ikke arbejde, altså heller ikke arbejde mig hjem. Pengene var sluppet op, så jeg kunne ikke søge læge, og forsøgskanin på hospitalerne ville jeg ikke være. Men så en dag kommer jeg på et bibliotek til at læse en bog om en fransk læge. Naturlæge var han også. Han skrev om, at man kan helbrede sig selv ved selvsuggestion. Det er jo også en måde at tage medicin på, så jeg prøvede. Hver dag sagde jeg til mig selv, at jeg ikke fejlede noget. På alle mulige måder forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at der ikke var noget i vejen. To måneder senere var jeg rask, fik dejligt arbejde og tjente nok til at rejse hjem til Egely”.

   Han fortalte broderen Martin, at han af og til, mens han var derovre, længtes hjem. Men når han så havde samlet så mange penge, at der var nok til hjemrejsen, så svandt hjemlængselen. Turen tilbage over Dammen var pludselig ikke så tillokkende længere – nu hvor det kunne lade sig gøre.

   Men hjemvéen lå alligevel latent og lurede. Der findes en lille tegning, som Chr. Knudsen har lavet af sin far. Historien siger, at portrættet er gjort under Amerika-turen på et tidspunkt, hvor Knudsen længtes meget efter dem derhjemme. I så fald har han haft et billede af faderen med, for tegningen er helt tydeligt gjort efter et eksisterende fotografi af den gamle Niels Knudsen. Når det er sat på plads, skal det straks tilføjes, at den lille tegning virkelig er gjort med talent, om end der mangler en smule teknik hos kunstneren. Først har han tegnet med blyant og derpå med sirlige, lette pennestrøg.

   Vi ved ikke præcis, hvornår Chr. Knudsen lod sig bevæge af hjemlængselen og krydsede Atlanten på ny. Denne gang har vi ellers det da nyoprettede folkeregister at støtte os til, men netop Knudsens kort er af uforklarlige årsager fjernet. I kartotekkortsamlingen er det erstattet med et nyt uden de vigtige oplysninger, men meget tyder på, at han vendte hjem sidst på året 1926 eller i begyndelsen af 1927.

   Den 5. august 1927 var han i hvert fald tilbage – på den dato meldte han sig ud af folkekirken! Knudsen var ganske vist troende, men han havde det lidt som bondemanden i Andersens eventyr om ”Lille Claus og Store Claus”. Han ”havde den forunderlige sygdom”, at han ikke kunne tåle at se degne. Knudsen tålte ikke gerne præsterne.

   Pudsigt er det, at det netop var mens Chr. Knudsen opholdt sig i Amerika, at den store jyde, Johannes V. Jensen, skrev sin Danmarks-sang ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Sangen var inspireret af nogle hjemvendende dansk-amerikanere, som Johannes V. havde truffet på en sejlads hjem fra Norge Skt. Hans-aften 1925. Nogle linier lyder:

 

”Men du, der søgte mod fremmed strand,

de gamle lig, som mod søen stunded,

hver gang du genser det gamle land,

skal sande, her blev dit hjerte bundet”.

 

Helt så poetisk udtrykte den hjemvendte Knudsen sig måske ikke, men han sagde det på en måde mere kort og rammende: ”Jeg rejste til Amerika – og fandt Danmark!”

   Vel ankommen til sit elskede fædreland lod Knudsen straks sende bud til forældrene, at han var landet, og at de snart kunne vente ham til Opsund. De skulle forberedes først, syntes han, og viste på den måde en god karakteregenskab: Hensynsfuldhed. Niels og Mariane var jo omkring de firs og kunne måske få et chok, hvis han pludselig uanmeldt stod i deres stue.

   Han nærmede sig de hjemlige egne meget rigere på oplevelser – men ikke på penge. Da han nåede Brugsforeningen i Opsund havde han, efter eget udsang, helt nøjagtig 75 øre tilbage i lommen.

 

OG SLUKKES ALLE SOLE…

Det var et tomt hus, han vendte hjem til. Ægteskabet med Elisabeth var opløst, og som vi har hørt, måtte han længe høre på drillerier om det fejlslagne forhold. Det syntes, fortælles det, som om Knudsen var blevet mere bitter. Som om den grumme virkelighed havde revet bindet fra hans øjne og frarøvet ham alle illusioner.

   En enkelt udtalelse går på, at Knudsen ikke længere var dén gode vejleder for ungdommen, som han tidligere havde været. Grundlaget var hidtil af religiøs karakter, men nu skred det da vist… han tillod kortspil og deslige på sit domicil ved Krattet.

   Dette er en særdeles subjektiv bedømmelse. Ganske vist gjorde Knudsen det skridt efter hjemkomsten, at han meldte sig ud af Folkekirken, men hans tanker og idéer og hele holdning var til stadighed samstemmende med den grundtvigske ånd.

   Man kan vel mere rammende karakterisere hans verden som værende bygget på et humanistisk-religiøst grundlag.

   Udmeldelsen af kirken kan være et udslag af bitterheden efter skilsmissen, det kan være en pludseligt opstået grille, men det kan vel også skyldes en påvirkning fra en af Knudsens yndlingsdigtere, Jeppe Aakjær.

   Den store digterkonge på Jenle – han fyldte i øvrigt 60 år i september 1926 – skældte til stadighed ud på præsterne og på kirken som institution. I Aakjærs digte oplevede Knudsen en ”naturreligion”, som han egentlig syntes meget godt om. Hvorfor skulle hans Gud lukkes inde i et stort, koldt hus, når man var ham nærmere i den fri natur?

   Under et besøg hos lærerparret Tværmose i Vesterbæk i juli 1948 skrev Chr. Knudsen i gæstebogen netop et vers fra Jeppe Aakjærs digt ”Den Gud jeg beder til” (skrevet 1895 og trykt i samlingen ”Derude fra Kjærene”, 1899):

 

”Hans Kirke spænder ud sit Telt

med Stjærner Himlen rundt;

den brede Jord er Nadverbord,

og havet Døbefont”.

 

I gæstebogen husker Knudsen et par ord forkert, men det viser kun, at der ikke er tale om afskrift. Han havde dette og andre vers og digte i sin hukommelse.    

   Pudsigt er det, at han signerer verset ”Pastor Jeppe Aakjær”. Det viser på sin egen løjerlige måde, hvor højt han satte den jyske lyriker og sanger fra Salling… og hans naturreligion.

   Da Knudsen en gang havde citeret Aakjærs digte for Jens Fjord i Lille Ryesminde, afsluttede han med ordene: ”Se, dét er poesi! Det er lyrik af format!”

   Mens Knudsen var borte, blev jorden og haven, som nævnt, passet af broderen Martin. Men Martin havde selvfølgelig først og fremmest sit eget landbrug at klare, så Egely blev måske kun nødtørftigt holdt.   

   Knudsen fortalte i hvert fald senere, at alt var i forfald, da han nåede tilbage til sin hjemmen. Med stor iver gik han derfor i gang med at genoprette haven og dyrke jorden. Før rejsen til Amerika havde han kreeret flere stensætninger og opstillinger, der skulle udtrykke hans meninger om menneskelivet. Nu udvidede han kraftigt. Idéerne vældede frem, og flere spændende arrangementer så dagens lys. De var endnu overvejende af religiøs eller filosofisk art – først senere kom hans mere politisk betonede kommentarer.

   Den konstante, aldrig færdiggjorte anlæggelse af haven har krævet både tålmodighed og stor fysisk aktivitet. Hoved og hænder blev grundigt brugt, for med hovedet fuldt af mere end 40 års opsamlede indtryk og oplevelser, var han parat til at fortælle sine medmennesker historier. Ikke med pen og ikke med pensel – men på helt hans egen originale måde.

   Knudsen havde fundet sit udtryk, og han sparede ikke på kræfterne. Man kan vel sige, at han indfriede de ord af Winston Churchill, som han senere nedskrev: ”Hemmeligheden ved livet er: Ikke at gøre det man har lyst til, men at have lyst til det man gør”.

   Noget af det vigtigste fra disse år er et monument over – som han selv sagde – det stærkeste og skønneste udtryk for liv. Han rejste en meget stor, flad sten på højkant, så den ragede op af jorden som en opgående sol. Ved jorden var der på stenen malet en strålende solopgang, og herover skrev han Ingemanns kendte strofer (af ”Holgers Sang om Livet” fra ”Holger Danske”, 1837):

 

”Og slukkes alle Sole og Stjerner engang

dog Livskilden springer, hvor evig den sprang”.

 

Da Knudsen engang viste stenen frem for vennen Charles Hansen, sagde han stille, næsten ydmygt: ”Kun en mester kunne skabe denne tanke og forme den i ord”.

   Selv lavede Knudsen et lille vers, som i sidste linie spiller på slutningen i Aakjærs ”Stille, hjerte, sol går ned”:

 

”Her er plads til en takkesang,

ved denne skønne solopgang,

den bringer liv til sjæl og krop,

stille, hjerte, sol står op”.

 

Under Ingemanns linier tilføjede Knudsen med sin malepensel et amerikansk udtryk for Aakjærs og egne tanker: ”Forget the Temple, but remember God” – glem kirken, men husk Gud! Sætningen havde stået over et jødisk tempel, fortalte Knudsen, og han mente, at alt for mange havde glemt Gud i dagligdagen. Kirken og dens væsen huskede folk ganske vist, men ikke det, som det hele drejede sig om.

   I jorden omkring stenen placerede Knudsen de tre symboler for troen, håbet og kærligheden, formet med egne hænder – et blåfarvet kors, et brunt anker og et mørkerødt hjerte. ”Det er troens, håbets og kærlighedens morgenrøde”, sagde han.

   Knudsen lod senere haven fotografere. Først og fremmest til en række lysbilleder, som han gentagne gange brugte i sine foredrag rundt om i landet. Men også til postkort, som han solgte til havens gæster.

   Der kom flere og flere besøgende, og den private have blev offentlig. På et af billederne ses huset, som efterhånden var ombygget så meget, at det så ganske stateligt ud. Omkring var der plantet træer og buske, som år efter år udviklede sig og blev store og fyldige.    

   Fra huset ned forbi dammen gik en sti, og ude midt i den maleriske dam lå en lille ø, som først bar buske og senest træer. Der blev placeret ting og sager derude, modelskibe og ”de tre gratier”, en stork og meget andet.

   Haven fik kun sjældent lov at ligge hen i længere tid. Knudsens kreative rastløshed fik ham til hele tiden af ændre og forbedre, og derfor kan det være svært at tidsfæste de enkelte arrangementer.  

   På et andet postkort, som må være fra 30’erne, ses Knudsens store slid med opbygningen af haven. På et par forhøjninger har han placeret nogle dekorative stensætninger, og der er lavet gange og stier, sirligt omgærdet af lange rækker af sten. Cement er der brugt til at støbe kugler og figurer af, og alt er fantasifuldt arrangeret. På en skråning er i store tal sat året 1928 – antagelig en markering af, at denne del af haven var færdiggjort dét år.

   ”Stars and Stripes” og ”Dannebrog” er begge anbragt mellem stensætningerne – hans livs lande. Og på en anden skråning er stedets navn, Egely, anskueliggjort med store sten.

 

SELVTÆNKER OG SELVBUDEN GÆST

Knudsen var bondesøn og bonde selv, og et af hans stenbilleder forestillede den arbejdsomme bondemand bag sin plov og hest. Stenene er lagt, smukt formet, op ad en skråning, og Knudsen, der følte stor sympati for de hårdt arbejdende bønder, sagde selv om arrangementet:

  ”En ægte Ridder og Dannemand

er han, der dyrker det danske Land”.

 I en ”ramme” ved siden af springer ræven henover slangen. Billedet symboliserer snuhed og snildhed. Knudsen kommenterede det i sit trykte katalog således:

”I.C. gik altid med en Ræv i Baglomen – han var klogere end alle de andre Ræve derinde paa Borgen, han forstod ligesom Samson at fange dem, binde dem sammen og stikke Ild i Halerne paa dem (og ensrette dem). Al Respekt for I. C. Han var en Personlighed og en Dygtighed, som Danmark kan være stolt af”.

Her var altså en politiker, som Knudsen accepterede. ”I.C.” er identisk med Venstre-manden J. C. Christensen (1856-1930), der sad i Folketinget i årene 1890-1924. Som Venstres leder dannede han regering og var landets konseilspræsident (: statsminister) i årene 1905-08. Da justitsminister Alberti blev afsløret som gigantbedrager i 1908, faldt også I.C. Han kom for en rigsret, men blev frifundet med en misbilligelse. Han vendte dog tilbage som leder og kronede sin karriere med posten som kirkeminister.

1. C. Christensen fra Stadil var en dreven taktiker, og når Knudsen taler om ræven i baglommen, hentyder han til katikaturtegneren Alfred Schmidt, der bl.a. i Blæksprutten tegnede Christensen med en ræv bag øret.

   Mens Knudsen udfoldede sine visioner på brinker og i bede, kom omegnens unge og ældre ofte forbi, fulde af nysgerrighed efter at se, hvad han nu gik og lavede. Og det var givetvis en stor tilfredsstillelse for den enlige mand i Krattet at vise rundt og knytte kommentarer til sit værk.

   Fra sognerådets forhandlingsprotokol ved vi, at Knudsen søgte om bevilling til at ”drive Afholdsbeværtning i Sommermaanederne paa hans Ejendom Egely i Brejning Krat”. Det var allerede i 1921, og sognerådets svar af 23/8 blev, som vi har set, et ja.

   Bevillingen skulle jævnligt fornys, og i et notat af 10/8-1923 ses det, at Ringkøbing Amt har udstedt bevilling til Knudsen, at han må ”drive Beværtning uden Ret til Udskænkning af stærke Drikke”.

   Konkurrenten Lauge Laugesen fik på samme måde ret til at drive beværtning, men i 1930 ønskede han at få udvidet bevillingen til at gælde for hele året – ligesom han det følgende år ansøgte om tilladelse til at ”afholde Musik Onsdag og Søndag i hver Uge henholdsvis fra kl. 4-6 og 8-10”.

   Så langt gik Chr. Knudsen ikke, men hans gæster kom dog ingenlunde til at savne musik. Når ånden kom over ham, kunne Knudsen finde på at tage sin violin frem og spille lidt. I starten vel mest for venner og bekendte, men senere også for andre interesserede tilhørere. Og efterhånden blev det en fast tradition, at man skulle høre Knudsen spille, inden man forlod haven.

   Omsider lod det til at den nu midaldrende Amerika-farer havde fundet sin mening med tilværelsen. Nu, hvor idéerne vældede frem og intentioner og ambitioner var stærke og målrettede, var det en helt utrolig energi, han lagde for dagen.

   Hans liv var ”faldet i hak”, og alle ungdommens svirrende tanker og meninger havde bundfældet sig i hans sind. Han havde fundet sig selv og ville ved sine billeder lære andre det samme.

   På en skråning skrev han med sten: ”Know Thyself” og knyttede selv denne kommentar dertil: ”Selverkendelse er nøglen til al erkendelse. Nutidsmennesket siger: Kend alt. De gamle vismænd sagde: Kend dig selv. Når man kender sig selv, så kender man alt”.

   Udtrykket Kend dig selv er ikke selvopfundet, men det påstod Knudsen heller ikke. Det stammer fra en indskrift på orakel-templet i Delfi og tilskrives af nogle den joniske filosof Thales fra Milet (ca. 624-ca. 545 f.v.t.). Andre mener, at ophavsmanden er en af Grækenlands syv vise, nemlig Solon fra Athen.

   En senere græsk filosof, Herakleitos (ca. 540 – ca. 480 f.v.t.) arbejdede videre med disse teser og tanker under devisen ”Jeg udforsker mig selv”.

   Chr. Knudsen ejede begejstringens glød for disse gamle filosoffer og deres ransagning af menneskesindets krinkelkroge. Bibelen og dens budskab nærede han ligeledes, som vi har set det, en stor respekt for. Han har sikkert kendt Solomos ordsprog 16, 32, der kan minde om orakeltemplets indskrift: ”Den, der hersker over sin ånd, er bedre end den, der indtager en stad”.

   I sit første katalog over havens herligheder, udgivet så sent som i 1940, skrev Knudsen i sit forord:

   ”Jeg ynder at tænke selv – være selvtænker. Min Livsopgave er at få Mennesker til at tænke selvstændig – og tænke ret, d.v.s. tænke i overensstemmelse med Naturens Love, ikke en mekanisk, men organisk Tankeproces”.

   For at de besøgende kunne få det rette udbytte af stedet og opleve haven som et sammenhængende hele, byggede han et udsigtstårn bag ved huset. Øjenvidner har fortalt, at det netop blev rejst omkring 1927, og at det var Knudsen selv der stod for opsætningen af tårnet.

   Egentlig var det blot et træstillads uden mure, men det var solidt forankret, støbt ned i jorden på en lille forhøjning. Som det kan ses på det føromtalte postkort, ragede tårnet op over husets tag. Børnene elskede at klatre i det, men helt ufarligt har det næppe været.

   Det vides ikke, hvor længe udsigtstårnet fik lov at stå; nogle mener at myndighederne af sikkerhedsgrunde forlangte det nedrevet, andre at det simpelthen stod og forfaldt for til sidst at blive tilintetgjort.

   Det menes, at Chr. Knudsen også efter den anden hjemkomst fra Amerika i perioder boede hjemme hos forældrene. Hans søster Ane Katrine passede stadig huset for de gamle, og til arbejdet i mark og stald var ansat en daglejer.

   Martin Knudsen boede nær sine forældre og har vel også lejlighedsvis givet dem en hjælpende hånd. Christian, derimod, havde jo nok at gøre med sit have-projekt, der bare voksede og voksede. Alle drømme og planer skulle realiseres, og det vigtigste for ham har åbenbart været, må vi tro, at sikre sig kosten derhjemme.

   Derimod kom den gamle Niels Knudsen en gang imellem over til Egely for at hjælpe sønnen lidt med dennes landbrug. Niels var over 80, men fattede alligevel ”æ hjølle” og høstede kornet for den have-gale Christian. Efter endt arbejde røg han gerne en stor cigar.

   Knudsen havde, som vi har set, allerede tidligt nogle få husdyr. Trækhesten var måske ikke så meget bevendt, for den var halt. Når han kørte med ”æ stywvogn” til Videbæk for at hente varer, gik det særdeles langsomt. Muligvis var det samme hest, der gik under navnet Klaus, et stort, brunt dyr. Men Knudsen skaffede sig af med hesten: ”Den åd al mi’ havre!” sagde han, mens han lagde aks i sin lille hakkelsesmaskine.

   Hans Clausen, der var født i 1902, blev nabo til Knudsens Have i mere end 40 år. I 1927 kom han til en ejendom øst for Krattet, Magersped (: Væggerskildevej 38), og han kunne fortælle, at der ikke gik lang tid, før Knudsen dukkede op for at hilse på.

   Et paradoks var det jo, at selvom Knudsen foretrak at leve alene og afsides, så blev han aldrig eneboer i den gængse betydning. Tværtimod elskede han selskab. Der skulle gerne være nogen at snakke med – i hvert fald når han havde lyst – og kom folk ikke til ham, drog han selv ud for at finde det ønskede selskab.

   Legendarisk er hans besøg rundt om på gårdene – han kom ikke blot for at få en snak, men i høj grad også for at redde sig eftermiddagskaffen eller aftensmaden. Det var en selvopfunden tradition, som han holdt i hævd til langt op i årene, og selvom Knudsens madvisitter gav anledning til nogen moro i krogene, så var der næppe mange, der betragtede hans besøg som direkte uønsket.

   Han bragte nemlig altid med sig et pust af noget spændende og anderledes. Han var en fri mand uden større ansvar; i hvert fald påtog han sig ikke gerne noget ansvar over for hverken familien eller samfundet.

   Dertil kom, at han havde oplevet så meget – og været i Amerika! Amerika-turene kunne han leve højt på i årevis; der var altid villige lyttere til hans beretninger om Frihedsgudindens land. Der blev vel grinet lidt af hans kredsen om egne meriter og bedrifter, men som den gode fortæller, han var, evnede han at fange tilhørernes opmærksomhed og få dem til at lytte.

   Enormt var det jo, hans land derovre mod vest, og han sammenlignede de små forhold herhjemme, slid og fattigdom og usle kår, med den ny verdens åbne muligheder.

   Der var så mange chancer derovre, hvis man vel at mærke selv gjorde en indsats. Der skulle i starten lægges energi for dagen, men vovede man pelsen, så ventede belønningen forude. Han kunne nævne flere eksempler på folk, der havde gjort det godt og var blevet til noget ovre i Staterne.

   Men advare ville han også. Der var desværre brådne kar, svindlere og banditter, mellem amerikanerne. Når de usikre og ofte naive indvandrere omsider fik amerikansk jord under fødderne, stod disse slyngler og plattenslagere parat til at tage imod dem – og var man stadig fortumlet over rejsen og alle de nye indtryk, var det en smal sag for banditterne at udnytte dette og måske franarre immigranten hans penge.

   Sådan kunne Knudsen fortælle i timevis. Men den daglige dont skulle passes, og Carlo Kyndesen huskede, at Knudsen efter et besøg hos Kyndesens rejste sig og sagde: ”Jæ’ ska’ hjem og ha’ æ mejjesgawn gjo.r!”

   Han havde ellers tillagt sig et lidt forfinet sprog, men det bar tydeligt præg af hans vestjyske herkomst. Dialekt og rigsdansk blev blandet, og alt efter hvem han var sammen med, fik snart det ene og snart det andet sprog overtaget i hans mund.

   Dette fik vel en og anden til at mene, at Knudsen til tider var lidt ”stur o ’en”. Han yndede jo f.eks. at blande sig med egnens lærere, når Ungdomsforeningen holdt møder, og han diskuterede gerne med dem.

   Om der lå en snobbetanke bag? Måske – måske ikke. Man må huske på, at han faktisk havde studeret, og selv om han ikke gennemførte seminarieuddannelsen, så blev han af og til brugt som lærervikar. Han har vel syntes, at han var mellem ligemænd.

   Knudsens søgning mod ”ligemændene” bundede næppe i en bevidst overlegen trang til at mænge sig med Stranddorf og Mortensen og hvad de ellers hed, egnens lærerkræfter. Snarere var det et ønske om ved samtaler med disse belæste og vidende mennesker at udvide sin horisont og udvikle det intellekt og den higen efter livsvisdom, der latent lå i hans sind.

   Hans Clausen fortalte, at Knudsen i 1930 købte to kalvekvier af Jens Lund, Viftrup. Men da den ene skulle kælve, viste det sig, at kalven sad for hårdt. Knudsen løb efter hjælp hos naboen Peder Krogsgaard og fortsatte over til Clausen. Han havde en meget kraftig stemme og kunne høres på lang afstand.    

   Hans Clausen fulgte med til Egely, og det viste sig, at kalvens ene ben var kommet frem. Det andet ben skulle jo gerne med samtidig, men selvom de baksede med kvien, sad kalven stadig forkert. Det så håbløst ud, og de to naboer var enige om, at kvien var dødsdømt.

   Da blev Knudsen helt balstyrisk, han for ind til huset og kom kort efter løbende med nogle brødknive. De måtte skære kalven i stykker for at redde kvien, mente han. De mere erfarne landmænd fik ham overbevist om, at der krævedes anderledes instrumenter og håndelag til at partere en fastsiddende kalv, og da de endnu en gang prøvede at få fødselen til at glide, lykkedes det da også omsider at få trukket dyret ud.

   Men der kom til at hengå en månedstid, inden den uheldige kalv blev i stand til at stå på benene, fortalte Hans Clausen.

   Den anden kvie fik også kalv, og en overgang var der hele tre køer og to kalve i Egely. Knudsen ville det hele, og selvom han brugte masser af tid på at opbygge den seværidge have, så forsøgte han sig også en overgang med kyllingeopdræt. Ambitionerne og energien fejlede intet, men nogen fuldblods landmand blev han aldrig.

 

DE UNGES VEJLEDER

Knudsens Have blev efterhånden et kendt og yndet søndagsmål for folk fra mange sogne. Også til fjernere steder var rygtet nået, og der kom gæster agende i hestevogn og senere i bil for at tage dette fænomen i øjesyn.

   Alle var enige om, at det var et spændende og originalt sted. Og kom man lige fra en visit i Laugesens Have, var forskellen på de to haver aldeles kontrastfyldt. Nogle fandt måske, at det var velplejet skønhed imod det rene anarki.

   De helt unge fandt hos Knudsen et fristed midt i en verden af økonomisk kollaps, arbejdsløshed og truende udsigter til konflikter eller ligefrem krig. Der findes flere begejstrede udtalelser om tiden sidst i 20’erne. Karl Pedersen, Ringkøbing, huskede, at Knudsen forklarede de unge, hvordan haven var bygget op efter det gamle testamente med Babelstårn, osv.   

   Men kun lidt af det udstillede var ”tekstet”, så de besøgendes fantasi blev voldsomt stimuleret. De unge mennesker diskuterede ivrigt, men bedst var det, når Knudsen gav dem sin tolkning af havens symbolverden.

   De unge følte, at de mødte en stor imødekommenhed hos den sære mand i Krattet. Han ville gerne snakke med dem og give dem gode råd, og han delte rundhåndet ud af sine livserfaringer og oplevelser til alle, der gad lytte.

   Endelig havde Knudsen sørget for, at der var noget, som de unge selv kunne bruge kræfter på. Således anbragte han, omtrent midt i haven, en kroket-bane. Det var sjældent, at han selv deltog i spillet, men rygtet om stedets aktivitetstilbud tiltrak mange fra omegnen. Mens nogle morede sig med en dyst, fik Knudsen sig en god diskussion med de andre unge. Banen var i brug i årene omkring 1930.

   Men Knudsen tog andre initiativer for at tiltrække både unge og ældre. På et tidspunkt lavede han en interimistisk og meget fantasifuld keglebane. Et tobenet jernstativ blev placeret i jorden, og ned fra overliggeren hang der en jernkugle med en pig i.    

   Mellem stiverne, stativets ben, lå på jorden et gammelt cykelhjul uden eger, og heri stod keglerne. Når man svang jernkuglen, gjaldt det om at vælte så mange kegler som muligt!

   En tid blev der arrangeret ringridning i nærheden af Krattet, og i den anledning opstillede han et stort dansetelt inde mellem træerne. Det havde i og for sig intet med Knudsen at gøre, ej heller var teltet placeret på hans grund, men folk benyttede gerne lejligheden til at vandre de få skridt over til Egely for at købe sodavand eller kaffe.

   Der behøvedes heller ikke mange overtalelsesforsøg for at få Knudsen til at tage violinen frem. Det skete, at der kom folk fra Videbæk, som kunne håndtere et instrument, og så blev der spillet duet eller trio. En af disse spillemænd var postbud Chr. Thue.

   Kortspil var Knudsens lidenskab, og han tog gerne et ”slaw kort” med de unge. Jens Højland huskede, at han i 16 års alderen ofte cyklede op til Krattet for at spille. Men indsatsen måtte kun være symbolsk og højst på nogle få øre.

   Knudsen spillede kort for spillets skyld og ikke for at de med horible indsatser skulle ødelægge hinanden. Mausel var det foretrukne, men også bridge og whist blev spillet.

   En gang kom der nogle missions-folk og spurgte ham: ”Kortspil – er det ikke synd?” Men Knudsen havde svar parat: ”Klør knæjt og klør dame”, sagde han, ”de hår aldrig syndet, men kommer de i dårligt selskab – det ka’ de ett selv gjøre for!”

   Der var engang et par store drenge, som havde sat sig til at spille kort i den enes hjem. Kanske havde de lært det i Egely, det melder historien intet om, men midt i spillet blev de imidlertid overrasket af faderen, som var meget missionsk.

   Mens sønnen med brødebetynget udtryk i ansigtet måtte høre på en større formaningstale, fik nabodrengen travlt med at komme af sted hjem. Men allerede en time efter stillede kammeraten der – efter endt moralprædiken – med et stort grin: ”Så ta’r vi sgu øwer te Knudsen – der ka’ vi wal vær i fred!”

   Ikke alle kom vel med de bedste hensigter til Knudsens Have. Der var også ”nown lømler” imellem som hellere ville drille og lave ballade. Dem brød naturfilosoffen sig ikke meget om. Han kunne godt blive såret og vred, hvis hans tillid blev midsbrugt.

   Brændevin og anden spiritus ville han ikke se de unge slæbe med til Egely. Han kom jo hos de fleste forældre rundt omkring på gårdene, og det skulle ikke kunne siges om ham, at han lokkede de unge mennesker til druk.

   Knudsen var interessant af en grund mere: Han havde radio! Siden sine unge år havde han været fascineret af alt nyt, og nu blev han en af de første – mange sagde dén første – der på denne egn fik radiomodtager.

   En overgang havde han et fire-lampers apparat med stor tragthøjttaler. Det gik på batterier og var en forunderlig maskine, og Knudsen kunne til sine unge medlyttere sidde og fortælle dem – hvis der var musik i æteren – at nu hørte de dét eller dét instrument.

   Hans gamle far i Opsund var meget forarget over sønnens ekstravagante indkøb. Radioen havde kostet mange penge – der er nævnt et beløb på 2-300 kr. – og Niels kunne ikke forstå, at nogen var så naragtige at smide så mange penge ud til sådan noget skidt.

   Senere blev tragtradioen udskiftet – eller suppleret – med et krystalapparat. Her var det en fantastisk oplevelse at tage høretelefonerne på og lukke sig inde i radiobølgernes egen mystiske verden. Brordatteren Jane fortalte, at hun engang af sin farbror fik følgende at vide: ”Når du ta’r æ høretelefoner på, så ka’ du høre gudstjenesten i København samtidig med dem på tredje bænk!”

   Amalie Mouridsen, der var født i 1916 som datter af Karen og Niels Agerbo, huskede, at Knudsen en vinterdag havde været i hendes hjem for at spise. Da han skulle gå, inviterede han Amalie, der var en lille pige, med hjem. Hun skulle høre ”Snehvide” i hans radio.

   Det var alt sammen meget spændende, syntes pigen, men da hun efterfølgende skulle hjem, lå vintermørket tæt over landskabet. Efter Snehvide-dramaet syntes mørket ekstra uhyggeligt og truende, og Amalie var bange. Knudsen tog hende da ved hånden og ledsagede hende sikkert til hjemmet. Derved reddede han sig også lige aftenkaffen!

   Da Laust Madsen – Laust Tækkemand – i Magersped engang skulle lytte til Knudsens radio, prøvede denne at pejle sig ind på en tysk kanal. Laust fik høretelefonerne på, og Knudsen spurgte: ”Kan du forstå, hvad de siger?” Laust tyggede lidt. ”Jaja”, sagde han, ”det ka’ a da!” Han ville ikke stå tilbage for Niels Knudsens søn.

   Havde han været begejstret radiolytter i pionerårene, så blev Knudsen som ældre lidt træt af denne opfindelse. Kirstine Hansen, der var enke efter den tidligere købmand i Opsund, Charles Hansen, fortalte, at når Knudsen kom på besøg hos dem om aftenen og de havde deres radio gående – kunne han godt finde på, uden at spørge, at gå hen og slukke for apparatet. Nu ville han hellere snakke.

   At Knudsens første radio som regel stod oppe i stuen kan vel umiddelbart synes en selvfølgelig ting. Men det var det nu ikke helt. For siden midt i 20’erne havde han nemlig lejet Egely ud! Det har nok givet lidt penge at have lejere siddende i huset, og selv flyttede han ned i kælderen.

   Hernede var der et par trange rum, som set med hans øjne var passende som sove-, spise- og opholdsrum. Hans krav til komfort var livet igennem minimale, det materielle var stort set uden betydning for ham.

   Han havde komfur dernede i kælderen, og trængte han til brændsel, gik han ned i haven og gravede nogle tørv, som han lagde ned i ilden – i våd tilstand. Dagny Hundebøll huskede fra den tid, hun boede som lejer i ”Egely”, at det røg og osede helt enormt, når farbroderen fyrede med sine tørv. Der var også en enkelt petroleumslampe og naturligvis et nødtørftigt møblement i de små rum.

   Vi ved, at Jens Jensen ”Post” fra Videbæk boede i Egely en tre måneder i sommeren 1924, mens Knudsen var i Amerika. Derefter fulgte der forskellige lejere, men sidst i 20’erne var det en lokomotivfører ved mergelbanen, Hansen, der beboede huset.

   Knudsen kom en del hos Hansen og dennes familie, og når han alligevel for det meste sad oppe i stuen om aftenen, kunne radioen lige så godt stå dér. Kælderen vedblev i mange år at være Knudsens hjem, og vi skal senere stifte bekendtskab med hans lejere og forholdet til dem.

 

VILHELM OG CHRISTIAN

   Også når det gjaldt cykler var Knudsen foregangsmand. Meget tidligt anskaffede han sig dette transportmiddel og brugte det gennem årene flittigt. Det var en nemmere måde at komme til Spjald eller Videbæk på, end hvis man skulle have hesten spændt for vognen først og så til skramlen hen ad grusvejen.

   Cyklen var også et vigtigt hjælpemiddel, når han ville besøge broderen Vilhelm og dennes kone, Nicoline, som i 1921 var flyttet ind i plantørboligen i Løvstrup. Vilhelm blev det år ansat som plantør ved Løvstrup Plantage og virkede som sådan indtil sin død i 1939. De to brødre havde altid haft et godt forhold til hinanden, og de kunne snakke i timevis.

   Vilhelms datter, Dagny Hundebøll, Hanning, huskede, at hendes farbror Christian næppe var kommet ind af døren i Løvstrup, inden de to mænd begyndte at diskutere. Det kunne være mange forskellige emner, men samtalen drejedes næsten altid hen mod Bibelen og dens tekst.

   Dette emne blev de aldrig helt færdige med, og selvom de to brødre ofte var enige i store træk, så kunne der netop være små forskelle i udlægningen af Bibelens ord. Tit måtte Nicoline tysse på dem, hvis de blev for højrøstede. Efter hendes mening skulle man ikke diskutere religion, men tro uden forbehold.

   En gang kom Knudsen cyklende til Løvstrup. Han ville have Vilhelm med til Vedersø for at høre den efterhånden landskendte præst Kaj Munk. Denne var, 26 år gammel, blevet ansat som sognepræst i Vedersø i 1924 og havde snart gjort sig kendt som en ivrig debattør. En præst med temperament og et impulsivt væsen.

   De to brødre startede cyklerne med kurs mod Vedersø for at komme til at opleve denne præst, der turde have sine egne meninger – om kristenlivet og om samfundet. Men de vendte slukørede tilbage til Løvstrup og fortalte Nicoline, at Kaj Munk nok havde opdaget, at der var fremmede i kirken, for han holdt kun en ganske kort prædiken.

   Lise Munk fortæller i Bjarne Nielsen Brovst’s ”Livet i Vedersø Præstegård” (1980) om dette særkende ved hendes mand: ”Fremmede, der kom til Vedersø kirke, fik ikke altid en god modtagelse. Han var ikke interesseret i at folk kom udefra. Han mente, at Vedersø kirke var for befolkningen og dermed basta”.

   I plantørboligen kunne Vilhelm og Christian så genoptage deres diskussion om f.eks. ”Åbenbaringens Bog”. Men også andre filosofiske emner blev drøftet. De var begge optaget af de gamle græske filosoffer, og tidens kulturkræfter måtte også stå for skud. Således nærede Knudsen en stor beundring for sin lærer fra Askov, J. Th. Arnfred, som netop i 1928 var blevet forstander for højskolen.

   Derhjemme i Egely ejede Knudsen ikke nogen stor bogsamling, er det blevet fortalt, men Bibelen og et leksikon var der dog på hylden. Det betød på ingen måde, at han ikke var meget læsende. Tværtimod var han gennem årene blevet en ganske belæst mand og havde en glubende appetit på bøger.

   Han og Vilhelm lånte en overgang bøger fra Lemvig Bibliotek; de fik dem tilsendt og lånte dem af hinanden, inden de på ny blev pakket ind og returneret. Det var klassikere såvel som nye titler, og emnerne og handlingen blev bagefter ivrigt drøftet.

   Dagny Hundebøll huskede, at Knudsen især var optaget af Erich Maria Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten”, der kom i 1929. Den harmonerede godt med Knudsens egne pacifistiske idéer og har sikkert rystet ham, sådan som denne usentimentale roman kan ryste læseren den dag i dag.

   Han har nikket genkendende, da han læste om militærets væsen – at det ikke er ånden, der betyder noget, men støvlebørsten, ikke tanken men systemet, ikke friheden men eksercitsen.

   Bogen handler om en gruppe store drenge, der næsten direkte fra skolen bliver sendt til fronten for at kæmpe for en sag, mange af dem næppe har et forhold til. De lærte ikke i skolen, at det er bedst at støde bajonetten op i maven på den fjendtlige soldat, fordi den så ikke kommer i klemme mellem ribbenene.

   De ved instinktivt, at alt det uhyrlige, de nu oplever med en vis distanceret råhed, vil vågne til live efter krigen og plage dem altid. Det smertelige ”hvorfor” vågner en gang imellem, som når krigsfangerne trænges bag ståltrådsmaskerne med udtryksløse ansigter:

   ”En befaling har gjort disse stille skikkelser til vore fjender; en befaling kunne forvandle dem til vore venner”.

   Bogens fortæller på 20 år oplever så megen smerte og død og lidelse, at han i mange situationer helt har mistet evnen til at føle. Usentimentalt og usminket fabulerer han over krigens meningsløshed og umådelige stupiditet. En tid er han indlagt på et lazaret, og han beskriver sine medpatienters rystende tilfælde. Stille siger han:

   ”Hvor meningsløst er ikke alt, hvad der nogensinde er skrevet, tænkt og virket, når sådan noget er muligt. Det må alt sammen være løgn og ligegyldighed, når årtusinders kultur ikke engang har kunnet forhindre at disse strømme af blod blev udgydt”.

   Det måske mest gribende afsnit i Remarques roman er fortællerens afsked med skolekammeraten Franz, som ligger for døden på et lazaret. De ydre tegn er allerede fremherskende:

   ”Skelettet er ved at arbejde sig ud. Øjnene er allerede sunket ind. Om et par timer er det forbi. Han er ikke den første, jeg ser i den tilstand; men vi er vokset op sammen, og så er det alligevel noget andet. Jeg har skrevet hans stile af. I skolen gik han for det meste i brunt tøj med et bælte, det var blankt ved ærmerne”. – ”Nu ligger han der, men hvorfor? Man skulle føre hele verden forbi den seng og sige: det er Franz Kemmerich, nitten et halvt år gammel, og han vil ikke dø. I må ikke lade ham dø!”

   ”Jeg bøjer mig over hans ansigt, som ligger i skyggen. Han ånder endnu, svagt. Hans ansigt er vådt, han græder”. – ”Der går en time. Jeg sidder spændt og iagttager hver eneste trækning i hans ansigt. Det kunne være, han endnu ville sige noget. Men han græder kun med hovedet om på siden. Han taler ikke om sin moder og sine søskende, han siger intet, det ligger vel allerede langt bag ham; han er nu alene med sit lille, nittenårige liv og græder, fordi det forlader ham”.

   ”Intet nyt fra Vestfronten” lægger ikke skylden på den ene eller den anden part, men på alle ansvarlige magthavere, der sender millioner af mennesker i døden på slagmarken.

   Bogen skildrer krigens absurditet og hvad den gør ved det ganske almindelige menneske, fysisk og psykisk. Remarque retter gennem sine skildringer en indtrængende appel til kommende magthavere om at vise ansvarlighed og løse problemer ved forhandlingsbordet og ikke ved våbenbrug.

   Det er forståeligt, at især denne bog gjorde et uudsletteligt indtryk på humanisten Chr. Knudsen.

   Når plantørboligen fik besøg fra Egely, kunne der også ske sjove ting, set med børnenes øjne. Knudsen havde af og til sit krystalapparat med på cyklen, og så skulle der lyttes til radio. Nogle år kom han og fejrede jul hos Vilhelms, og så medbragte han sin violin. Der var altid mere fest i huset, når farbror Christian kom på visit.

   En gang var han blevet voldsomt forkølet, inden han nåede Løvstrup, og selvom han egentlig ikke var nogen storryger, så huskede Vilhelms søn, Verner Knudsen (f. 1929), Hoven, at farbroderen denne gang pulsede den ene cerut efter den anden. Det satte forkølelsen væk, påstod han.

   Der eksisterer et billede af plantørfamilien med Chr. Knudsen på besøg. Det er taget en pinsedag, antagelig i 1928, og Knudsen ser statelig ud med slips og flip og med urkæde over maven.

   Det blev for øvrigt i Løvstrup, at Mariane og Niels Knudsen kom til at tilbringe deres sidste tid. Hun havde som nævnt lidt af migræne i mange år og kunne virke noget sær. Blev hun en kende senil til sidst, havde hun dog tidligere været en intelligent og kreativ kvinde.  Niels var den stilfærdige og højt elskede bedstefar, som altid gav sine børnebørn medhold.

   I Breidablik havde de to gamle mennesker datteren Ane Katrines sønner Thorvald og Aage omkring sig, og i Løvstrup var der endnu flere børnebørn.

   I folkeregisteret ses det, at de gamle Knudsens blev hentet over til Løvstrup den 27. oktober 1928. Mariane var jo i forvejen svagelig, og hun tålte ikke flytningen. Allerede en god måneds tid senere, 7. december, døde hun, 83 år gammel. Niels levede endnu et par år, og der eksisterer nogle billeder fra den periode. Man ser en lille mand med et gammelt ansigt, men en stolt holdning. Han døde den 31. marts 1931, et par uger efter sin 85-års dag.

   Ane Katrine, som havde passet de gamle i Opsund, kom til Finderup i et halvt års tid, indtil hun i maj 1929 flyttede til Randbæk.

 

EN SØGENDE SJÆL

  Det var ikke blot hos familien og på de nærmeste gårde, Knudsen kom. Han søgte således også til Lille Ryesminde ved Videbæk, hvor han før i tiden var årlig gæstearbejder i tørvemosen.

1. C. Fjord, der var søn på gården, fortalte at Knudsen kom en del hos hans mor og stedfar, Ane Marie og Jens Fjord. I en periode var det stort set hver uge, og her sad han så og snakkede og følte sig godt tilpas og velkommen.

   Når Jens Fjord ikke orkede at høre på længere og gik til sengs, fik den unge P. C. Fjord nogle gode, dybe diskussioner med Knudsen. De kunne nemt sidde til kl. 1 og 2 om natten, og Fjord huskede samtalerne som meget spændende og indholdsrige.

   I Lille Ryesminde var der et bogskab med mange kostelige bind, og de tiltrak naturligvis den læselystne og videbegærlige Knudsen. Filosofi interesserede ham særlig meget, men også psykologi var et emne, han gerne snakkede om. Både den græske og den nordiske mytologi kunne han snakke om i timevis, og han var også bekendt med de gamle islandske sagaer

   Fjord erindrede, hvordan Chr. Knudsen talte sig varm om Grundtvig, som han beundrede meget. Han delte dennes tanker om den eksamensfri højskole og om en friere religion. Grundtvigs gendigtning af den nordiske mytologi og Saxo’s ”Danmarks Riges Krönike” (1856) havde han også snuset til.

   Knudsen var fantastisk god til at huske, hvad han én gang havde læst. Og han fortalte P. C. Fjord, hvordan den unge mand kunne lære sig memoreringens kunst. ”Man kan ett ha’ alt i hovedet”, sagde han, ”men der kan være en masse i baghovedet og i rygmarven!”

   Han illustrerede sine ord med et eksempel. Da han rejste til Amerika, havde han i lommen en græsk mønt, kaldet en lepton (i flertal: lepta). Da han senere fik brug for at fortælle møntens navn, var det pludselig gledet ham af hukommelsen. Men med den sikre overbevisning, at det lå gemt i rygmarven, fandt han et kort frem over Grækenland og gav sig til at søge.

   Ved hjælp af nogle græske byer, hvis navne begynder med L, lykkedes det ham at komme i tanker om, hvad mønten hed. Han gav et tilsvarende eksempel om en blomst, hvis navn også havde forputtet sig, og på en tilsvarende måde nåede han frem til navnet.

1. C. Fjord fortalte videre, at Chr. Knudsen også sværmede lidt for det okkulte og mystiske. En aften, hvor de sad og snakkede, omtalte Knudsen en hændelse fra Amerika-tiden. Han havde en ven derovre, og de var begge meget optaget af den nye opfindelse, radioen. Det var simpelthen en genial frembringelse, var de enige om.

   Når den menneskelige hjerne var så udviklet, at den var i stand til at opfinde noget så epokegørende som radioen, så måtte det også kunne lade sig gøre alene ved tankens kraft at nå hinanden, selv over lange afstande. De to venner aftalte derfor, at de skulle gøre et forsøg, når Knudsen på ny var tilbage i Danmark.

   På et bestemt nærmere aftalt tidspunkt, som var udregnet meget nøje efter tidsforskellen mellem de to verdensdele, skulle de tænke meget koncentreret på hinanden – Knudsen herhjemme i Danmark og vennen derovre på den anden side af Atlanten. De aftalte også, at de efter eksperimentet skulle skrive til hinanden og fortælle, hvad de hver især havde tænkt på.

   Øjeblikket for forsøget kom, men netop på den aftalte tid sprang den elektriske pære hos kammeraten i Amerika. Uheldet blev hurtigt klaret, da vennen kravlede op og skruede en ny pære i. Og derefter: Dyb koncentration.

   De to mænd satte sig efterfølgende og skrev breve til hinanden om, hvad de havde tænkt på og mærket i det afgørende øjeblik. Knudsen fortalte Fjord, at det mærkelige skete. I hans skrivelse fra Egely stod der: ”Hvorfor sad du på køkkenbordet lige netop da?”

   Kammeraten var jo kravlet op på bordet for at sætte den nye pære i lampen. Episoden er fortalt af Knudsen selv og viser hans interesse for det uforklarlige – i dette tilfælde telepati.

   Om han – med et lydhørt ungt menneske for sig – har pyntet lidt på historien kan vel tænkes. Selvom videnskaben ikke har afvist, at tankeoverføring kan finde sted, så er det sandsynligt at Knudsen har smurt lidt ekstra kolorit på beretningen hin aften i Lille Ryesminde. Han havde en evne til at overdrive nogle gange, når fantasien fik frit løb.

   Det fortælles, at den nysgerrige Chr. Knudsen engang sammen med et par andre Opsund-boere også prøvede at bevæge sig ind på spiritismens område. Men det gav ham ikke noget, og han forlod hurtigt selskabet.

   Knudsen var et troende menneske, men så ganske afgjort på sin egen måde. Han havde læst sin Bibel, men forholdt sig kritisk til dele af den. Og ligesom Jeppe Aakjær nærede han afsky for det statskirkelige og for hykleriet. Religion og Guds-dyrkelse var for ham et sammenfald af naturens liv og den rene tro.

   Der kunne være noget næsten barnligt over hans tro, sådan som det ses, da han ved juletid 1946 skrev disse linier i lærer Thorvald Tværmoses gæstebog:

 

”Hvis du har i dit Hjærte en Krybbe,

saa faar du det bedste til Jul”.

 

Og da Martins dattersøn omkring 1952 gik i tømrerlære, sagde Knudsen opmuntrende til ham: ”Det er godt! gå du bare i tømrerlære – ligesom ham i Nazareth!”

   Hans afsky for det hykleriske og hans varme følelser for det menneskelige i kristendommen kommer helt klart til udtryk i et par linier, som han omkring 1949 noterede i havens gæstebog: ”Et slet Menneske er aldrig en god Kristen. Det menneskelige er Grundlaget. Det gælder at forstaa sig selv og sit Forhold til andre.”

   Den gamle forstander på Vejstrup Højskole, Jens Lund, som Knudsen kendte fra sine ophold på skolen, holdt i 1915 et foredrag ”Den evige Sejr”. Det blev trykt i højskolens årsskrift til gamle elever samme år, og da Knudsen givetvis fik dette hefte i hænderne, har han sikkert bifaldet Lunds ord:

   ”Mange mennesker fører deres liv, som om det at leve var det samme som blot at være til: spise, drikke, sove og more sig uden noget højere mål. De hæver sig ikke meget over plantens eller dyrets tilværelse. Men tilværelse og liv er ikke det samme”.

   Man skal gøre sig sit forhold til Gud klart, skriver Jens Lund, og som markens liljer vokse sig smuk. Men, tilføjer han – helt Johannes Møllehave’sk: ”Man bliver ikke højere, fordi man går med høj hat”.

   Præsterne kunne Knudsen være hård ved, som vi tidligere har hørt, og han undlod ikke til tider at fortælle dem sin ærlige mening. Da Martins søn Niels i 1947 blev begravet, gik Knudsen i diskussion med den derværende præst. Det blev et pinligt intermezzo på en sorgens dag, og Martin var meget ked af episoden.

   Alligevel mødte præsterne op for at se den ejendommelige have. Fra gæstebøgerne ses det f.eks., at Pastor Bertelsen og fru Karen med deres børn i 1946 aflagde visit hos Knudsen. Bertelsen var sognepræst i Nr. Vium og Herborg sogne.

   I august samme år kom præsteparret fra Videbæk, Ellen og Johannes Kastrup, for at se seværdighederne og høre om dem. De skrev bagefter i Knudsens gæstebog: ”For en fornøjelig og interessant Eftermiddag siger vi tak”.

   Kunne den troende rebel holde sig i skindet under disse besøg – eller provokerede han de gejstlige gæster? I maj 1951 var det præsten fra Vorgod, der lagde vejen forbi, og har Knudsen forsøgt at udfordre V. Nørlund Christensen, har han med sikkerhed fået kvalificeret modspil.

   Da Knudsen en gang viste et selskab rundt i haven og som sædvanlig pukkede på præsterne, blev det for meget for en kvindelig deltager. Hun udbrød: ”Vi kan vel ikke skære dem alle over én kam?”

   ”Nej”, replicerede Knudsen rapt, ”vi har en stur kam – og en lille kam!”

  Men så gemytligt tog han det ikke altid. Der er bevaret et par brevark fra hans hånd, efter alt at dømme en kladde til et brev, men desværre kun et fragment. Brevet synes at være stilet til en præst, men dennes navn er uheldigvis borte sammen med de første ark. Det er en oplagt Chr. Knudsen, der folder sig ud:

  

”Forget the temple but remember God. Det eneste Tempel, som Gud vil bo i, er det Tempel, han selv har bygget sig i Menneskesjælen. Dér og kun dér er det, at livets sande Tilbedere dyrker deres Gud. Afkast ’Munkekutten’ og det tomme Formvæsen, der er knyttet til den og vær med i Kampen for en ny og bedre Tid. De har langt større Evner og Uddannelse end de fleste af os, som ofres for denne Livssag. Vis os en endnu bedre Form og bedre Vej ud af det Uføre, som vi sidder saa ynkelig fast i. I Præster skulde jo være Lyset og Saltet for vort Folk; er I det? Tror I det selv?

   Det, jeg har betroet Papiret, er en sjælelig Udløsning og Foragt for den Statskirke, som har døbt og konfirmeret mig. Den Kirke som skulde være Kristendommens og Moralens Repræsentant for Samfundet. Den forbyder mig at lyve, stjæle og slaa ihjæl (og med Rette), men den ikke alene tillader at Staten begaar Massemord = Krig men endog beder for Hær og Flaade og er med til at velsigne de Vaaben, som Ungdommen ødelægger hverandre med.

   Den ikke alene taaler men forsvarer det Rente- og Udbytningssystem, som vore Penge- og Kreditsystem er. Selvom vi bruger nye Navne som f.eks. Krise, Arbejdsløshed, Told, Valuta, Fædrelandskærlighed, o.s.v., saa passer de gamle Benævnelser Løgn,Tyveri, Massemord meget bedre paa vort Rottesystem og hvad der er værre.

   Dette Indlæg kommer selvfølgelig ikke i Partipressen, men De har vel nok en Papirkurv eller Ildsted, der passer til slige Samfundsfarlige Tanker?

Ærbødigst Chr. Knudsen”.

 

Hvilken svada! Her får vi for fuld udblæsning samfundsrevseren Chr. Knudsen, der skyder med skarpt i stort set alle retninger. I et senere kapitel skal vi se nærmere på de mere politisk prægede idéer, som allerede her fandt sine bitre udtryk. Brevet er formentlig skrevet i 30’erne, idet Knudsen her blev en glødende forkæmper for J.A.K.-bevægelsen.

   Var han irriteret på præsteskabet, så vedblev han til gengæld at nære en glubende nysgerrighed over for religionen og dens væsen – eller: væsner. Da Oxford-bevægelsen (det senere Moralsk Oprustning) kom på mode herhjemme, lod Knudsen sig lede af sin videbegærlighed til at arrangere et møde i haven ved ”Egely”.

   Næppe fordi han nærede nogen større sympati for bevægelsens idéer, men snarere på grund af den evige trang til at opleve og afprøve alt det nye. Lederen af mødet hed Georg Feder. Han var en halv snes år yngre end Knudsen og i øvrigt også dimitteret fra Staby Vinterlærerseminarium. Før han blev grebet af bekendelses-sekten, havde han blandt andet arbejdet som lærer, journalist og skuespiller.

   Med sin hustru, skuespilleren Paula Illemann Feder, rejste han landet rundt for at fremlægge sektens idéer, og i perioden 1938-43 boede parret i Videbæk. Der blev holdt møde også i Laugesens Have, men mødet hos Knudsen, der fandt sted omkring 1940, tiltrak mange mennesker.

   En deltager huskede, at der var hvidklædte piger, som indgik i arrangementet, og en hvalfanger, der havde oplevet lidt af hvert, skulle for de forsamlede aflægge vidnesbyrd om sin omvendelse.

   Omkring 1948 dukkede der en dag en dame op. Hun kom fra Ringkøbing for at se den berømte have. Med hende har profeten, som Knudsen selvironisk kaldte sig, sikkert fået en god og indholdsrig diskussion. I gæstebogen noterede han nemlig under hendes navn: ”Jehovas Vidner – flink og pæn”.

   En tid interesserede han sig for teosofien (græsk for gudsvisdom), der optog dele af den kristne og den orientalske troslære i sig. Teosofien blev igen grundlaget for Rudolf Steiners antroposofi. I gæstebogen har Knudsen indklæbet et lille udklip med følgende linier om teosofien:

 

”The true Theosophist belongs to no cult

or sect, yet belongs to each and all”.

 

Men trods disse småflirt med sekter og bevægelser, forblev Knudsen dog den naturreligiøse tænker, som prædikede at man skulle kende sig selv og glæde sig over det gode i tilværelsen. Og derfor har han formentlig sagt god for den unge Jeppe Aakjærs ord i ”Missionen og dens Høvding” (1897), om han havde kendt den lille bog:

   ”Menneske, luk dog dine Sanser op og se, at Verden er dejlig! Se hvor Jordens fulde Barm gaar op og ned i skønne Sommerdrømme, mens du, Jordens Søn, sidder ved denne Barm og gyser for Djævelen”.

 

JORD-ARBEJDE-KAPITAL

Med sin humanistiske indstilling til tilværelsen prøvede Knudsen altid at sætte mennesket i centrum i alle forhold. Men som det antydedes i det ovenfor citerede brev, var det ikke udelukkende filosofiske og religiøse tanker, der udvikledes hos ham.

   Lykkedes det at søge ind i egen sjæl og lære sig selv at kende, og førte man en værdig og ren levevis, så måtte det betragtes som forbryderisk vold imod mennesket, når samfundet, staten, systemet uden blusel og samvittighed forsøgte at udbytte og udnytte det frie, tænkende individ.

   Det var vel tanker, som havde ligget i ham fra han var ganske ung. Idéer, der blev næret af hvad han oplevede og iagttog på udlandsrejserne og herhjemme på landet. Han oparbejdede et had til alt og alle, der – efter hans mening – groft udnyttede de svage og dårligst stillede i samfundet:

   Profitmagere, som narrede ofte hårdt sammentjente penge fra dem, der ikke var så durkdrevne. Den herskende klasse, som sad på den underkuede bondestand og gjorde den til slave under et åg af rentesystemer. For ikke at tale om kommunen og staten med love og regler, der altid ramte den lille mand.

   Jo, Knudsen blev harm over hvad han fandt var en manglende retfærdighed i samfundet. Filosofien og religionen fik i hans tankeverden følgeskab af stærke politiske overvejelser.

   Fællesskabsfølelsen med de svage i samfundet fik yderligere næring hos Knudsen, da en landinspektør i Brande, K. E. Kristiansen, i 1931 stiftede en økonomisk reformbevægelse kaldet J.A.K. Forkortelsen stod for ”Jord-Arbejde-Kapital”, de tre produktionsfaktorer.

   ”Den sorte fredag” – børskrakket i New York 1929 – betød en verdensomspændende økonomisk nedtur, der også nåede Danmark. Især gik det ud over landbruget, som stadig var landets hovederhverv, og op gennem 30’erne betød det en uset stor arbejdsløshed i det danske samfund.

   I kølvandet på krisen opstod der flere kritiske sammenslutninger, der i nogle tilfælde synes at være inspireret af det fremstormende tyske nationalsocialistiske parti.

   I 1930, året før J.A.K. så dagens lys, gav landbrugets utilfredshed sig udslag i stiftelsen af L.S. – Landbrugernes Sammenslutning. Til trods for det berømte Kanslergadeforlig i 1933 – som gav statsstøtte til landbruget og en reform af socialforsorgen – var L.S. ikke tilfreds, og resultatet blev bevægelsens store ”bondetog” til Christiansborg i juli 1935.

   L.S. lagde sig tæt op ad det danske naziparti D.N.S.A.P., og J.A.K. var ikke fri for at flirte en kende med de fascistiske idéer. Men herom senere.

1. E. Kristiansen var født i Hejnsvig ved Grindsted i 1882 og var således jævnaldrende med Knudsen i Krattet. Han blev landinspektør i Terndrup i 1906 og i 1918 i Brande. 1942 flyttede han til Middelfart, hvorfra han styrede J.A.K., hvis idéer efterhånden havde bredt sig over det ganske land.

   Bevægelsens grundidé gik ud på, at samfundslivet, og især økonomien, er underkastet årsagslove lige så simple som naturlovene. ”Ønskes et bestemt resultat”, sagde Kristiansen, ”må den handling udføres som fører til dette resultat. Målet kan ikke nås på anden måde, ej heller gennem politiske forhandlinger eller ved flertalsbeslutninger”.

   At afskaffe flertalsbeslutninger – lugter det ikke vel meget af udemokratiske metoder?

   J.A.K. anså renten for finansiering af fast ejendom som skadelig og den væsentligste årsag til samfundets dårlige økonomi med inflation, arbejdsløshed, høje skatter, økonomiske kriser og krige.

   Kristiansen hævdede, at sunde økonomiske tilstande ikke kunne nås, så længe et almindeligt 1. pants lån amortiseredes i løbet af ca. 60 år ved indbetaling af i alt hen ved 3 gange det lånte beløb.

   Den dogmatiske leder havde tiden – krisen i 30’erne – med sig, og J.A.K. lagde hårdt ud med selvgjorte ”Andelspenge”, som dog allerede i 1933 blev forbudt. Samme år grundlagdes Finansieringsforeningen, der modtog rentefrie indskud og udlånte disse rentefrit mod pant i fast ejendom. Foreningen blev lukket igen efter en særlig lov, J.A.K.-loven kaldet.

   Man genåbnede dog atter med en rentesats på 3 %, lovens lavest tilladte, men dertil var tilslutningen for lille. Kristiansen var en foretagsom mand, han fortsatte sin protest imod, hvad han opfattede som statens og pengemændenes udbytning af det ganske almindelige, arbejdende menneske. Og så betød det vel også noget – i hvert fald for Knudsen – at Fører Kristiansen arbejdede i Vorherres navn.

   I 1938 dannedes Handelsaktieselskabet J.A.K., der rentefrit skulle finansiere ved at købe ejendomme og indfri gælden i disse. Lejen af ejendommen var nærmest symbolsk, og i administration forlangte man 0,75 %.

   I området omkring Opsund slog den nye bevægelse godt igennem, og Chr. Knudsen følte åbenbart et slægtskab mellem hans egne idéer og Kristiansens, og han blev en ivrig fortaler for J.A.K.

   En af de første bygninger, som dér på egnen blev opført med de nye praktisk talt rentefrie lån var den ny købmandsbutik. Den blev placeret lidt vest for byen og fik navnet ”Enigheden”.

   Opsund havde i forvejen en brugsforening med Tobias Højgaard som uddeler, men da J.A.K. vandt frem, blev der også på handelsområdet sået splid og uro. Af brugsforeningens omkring 60 medlemmer meldte knap halvdelen sig ud og oprettede altså Enigheden.

   Til at lede denne butik ansattes Charles Hansen, som stammede fra Djursland. Han var født i Tranum 1892 og blev i 1931 gift med Kirstine, født 1912. Parret flyttede fra Opsund i 1955 og bosatte sig i Hald Ege, hvor Charles Hansen døde i 1966 og hustruen i 2007.

   Helt stille gik denne revolution inden for den lokale handel ikke af. Det fortælles, at der en gang blev afholdt et J.A.K.-møde, antagelig i det gamle missionshus. Chr. Knudsen agiterede for den nye bevægelse og holdt et flammende foredrag om samfundet, der var sygt. ”Det trænger til en indsprøjtning!” forkyndte han. Da var der én, der råbte nede fra salen: ”Giv HAM en indsprøjtning!”

   Helt ned i børnenes rækker foregik denne ideologiske krig. Skulle der leges røvere og soldater, blev man delt op efter, om fædrene hørte til ”æ gammel eller æ nøj system”. Og på samme vis, når der i skolen skulle vælges hold til fodboldkampe.

   Så grelt blev det, at man ved et Skt. Hans-møde i Knudsens Have omkring 1940 brændte uddeler Tobias Højgaard på bålet! Og selvom det naturligvis kun var symbolsk, så lå der en særdeles udemokratisk og ikke ufarlig tendens i en sådan handling.

   Syd for grænsen brændte man bøger, hvis indhold ikke passede det totalitære styre, og man udnyttede flokmentaliteten og opildnede til evig troskab mod Føreren.

   I vor tids globalisering støder forskellige kulturer og religioner sammen, og det går ikke altid gnidninsløst for sig. Respekten for andres kultur har i nogle kredse trange kår, og desværre oplever vi i et demokratisk og frit Danmark udemokratiske handlinger som f.eks. afbrænding af ”de andres” hellige bøger.

   Chr. Knudsens hjerte ville have blødt, om han levede i dag. Selv om han nemt lod sig rive med af tidens strømninger, så var og blev han i hjertet humanist.

   J.A.K. stod for mere end den økonomiske nytænkning. K. E. Kristiansen fremlagde sine idéer som værende skabt på et kristent grundlag. Jo, der blev favnet vidt. Ved et af de senere så berømte grundlovsmøder i Knudsens Have udtalte Kristiansen følgende:

   ”Vi må gøre os klart, at vi stammer fra to poler – den ene fra støvet, den anden fra det høje. Det er ikke forstanden så meget som hjertet, det kommer an på. Selve livet skal følge livsloven. Kun så mange, som følger livsloven, er med til at fremme den dybe grundlov, som Kristus gav os”.

   Nogle vil måske kalde det for retorisk sludder – alle demagoger indhylder deres ofte suspekte budskaber i floskler og tågeslør.

   Det var dog ikke blot mennesket, der skulle holde sig ren i sjælen – også marken og dens afgrøder måtte være ”rene”. Idéen om de biodynamiske dyrkningsmetoder, hvor giftstoffer var bandlyste, var måske ikke fra starten et programpunkt for Kristiansen og hans ”parti”, men efterhånden knyttedes også disse tanker til reformbevægelsens program.

   Knudsen var en af dem, der gik meget op i den rene dyrkning og praktiserede den med nidkærhed i sin have. Det religiøse islæt og det samfundskritiske passede fint i hak med hans egne meninger, som det til dels fremgår af disse linier – i hast nedkradset på et stykke papir:

 

”Renter strider imod Næstekærlighed – Fællesskabet. Der bliver ingen til at betale Renter, naar de fattige ikke kan længere. En Barberkniv kan bruges til at barbere sig med, men man kan også skære Halsen over med den”.

 

J.A.K.-bevægelsens idéer harmonerede meget godt med Chr. Knudsens helt særegne idealisme, så der er ikke noget at sige til, at han blev en ivrig forkæmper for sagen, uanset hvor forkvaklet og urealistisk det hele kan forekomme. J.A.K.-stifteren fra Brande nærede Knudsen stor beundring og respekt for. ”Ham Kristiansen!” skal han en gang have udtalt, ”det er min afgud!”

   Det var ikke kun med det talte ord, men også med sin pen, at Knudsen støttede foretagendet. Til J.A.K.s første julefest i 1934 skrev han et digt under titlen ”Nissernes Mindebog”. Det blev mangfoldiggjort og omdelt ved festen, og som underskrift stod: ”Nissen som Gæst ved J.A.K.s første Julefest, alias Chr. Knudsen, ’Egely’”.

   De 17 to-liniede vers om den stolte danske historie og om nutiden (30’erne) under samfundets knusende åg, blev en af de første dage i januar 1935 trykt under ”Dagens Vers” i Ringkøbing Amtstidende:

 

”Nissernes Mindebog

 

Jeg mindes ømt min gamle Mor – Urtidens stærke Kvinde,

hun flittigt hjalp sine Søstre to med Skæbnens Traad at spinde.

 

Jeg mindes grant den stærke Thor, som Lynet var hans Hammer,

hans Lyst det var med Bukke to At jage Jættestammer.

 

Jeg mindes som i Drøm Kong Dan, ham prise danske Tunger,

jeg mindes ligedan Kong Skjold og alle hans Skjoldunger.

 

Jeg mindes vel den store Knud og alle Valdemarer,

jeg mindes dermed al den Glans, der glimrer og bortfarer.

 

Jeg mindes Livet, som forsvandt i Fortids dunkle Mørke,

jeg saa en anden Tid oprandt, som andre Guder dyrke.

 

Din Oldefaders Oldefar til Stat og Stavn var bunden,

en Gabestok; en hest af Træ, var ej til Lyst for Bonden.

 

Nu rides i et farligt Ridt paa Tidens Konjunkturer,

nu danses i den vilde Dans omkring Guldkalvens Bure.

 

Hr., Rentenist, jeg siger dig, dit Gods og Guld og Ære,

vil Livets Aand og Tidens Tand med Møl og Rust fortære.

 

Naturens Børn de elsker mig, især ved Juletide,

al Unatur foragter jeg, det Nisser ej kan lide.

 

Hr. Labanson fornægter mig, skønt jeg ham ofte driller,

og naar jeg ser mit Snit dertil jeg mange Pus ham spiller.

 

Forleden Dag han kom i Bil, han tænkte: Konvertering.

Da fandt jeg frem en Flintesten, det endte med ’Punktering’.

 

Og sidste Nat da drømte han om J. A. K.s Systemer.

Jeg klemte paa hans Storetaa og 10 af hans Problemer.

 

Parti- og Pressepolitik det morer Sætternissen,

og derfor er han tidt paa Spil og stiller alt paa Spidsen.

 

Hvor gode Folk forsamlet er der kommer ogsaa Nissen,

han sidder altid skjult et Sted som Referent for Pressen.

 

At Tidens Børn gaar arbejdsløs – faar Kost og Løn af Naade,

det kendes ej i Nisseland, det er for os en Gaade.

 Nu hilser jeg God-nyt! God-nat! med Haand og Huespidsen,

og husk nu paa i Krisetid at levne Grød til Nissen.

 

Nu gaar jeg ned i Bakken hist til mine gamle Venner.

Jeg ønsker jer et godt Nytaar – dermed min Vise ender”.

 

Overspændt retorik? Farlig agitation? eller harmløst nonsens? Det må læseren selv bedømme.

 

CHRISTMAS-MØLLER OG J.A.K.

J.A.K. udgav fra starten eget blad, og overraskende nok finder man i foråret 1934 nogle referater, der bestemt ikke stiller bevægelsen i noget flaterende lys.  

5. april 1934 blev der holdt et møde i Gramby, Sønderjylland. Som hovedtaler var inviteret den fremstående konservative politiker John Christmas-Møller (1894-1948). Tilstede var 6-700 mennesker, hvoraf adskillige bar LS-, JAK- eller Hagekorssymbolet. Blandt tilhørerne var National-Socialisternes fører, Dr. Fritz Clausen (1893-1947), Bovrup, og JAK’s ”førstestyrer”, landinspektør K. E. Kristiansen, Brande.

   Ifølge referatet udtalte Christmas-Møller, at han ikke havde noget tryllemiddel mod de økonomiske vanskeligheder i samfundet ”saaledes som Retsstaten, L.S., J.A.K. eller hvad det moderne Djævelskab nu hedder!”

   Han betegnede J.A.K.’s arbejde som svindel, hvortil både Fritz Clausen og K. E. Kristiansen svarede med at proklamere ”den ny Tids komme, hvor et enigt og arbejdende Danmark er Herrer i eget Hus”.

   Christmas-Møller svarede: ”Der hersker for Tiden nogle Anskuelser om de økonomiske Spørgsmaal, som er ganske taabelige!”

   Dagen før mødet havde Bornholms Social-Demokrat bragt en artikel om J.A.K. under overskriften ”I Nazi-Spor”. Her sammenlignede man bevægelsens ”Folke-Fællesskab” med det tyske, ligesom man mente, at J.A.K.’s måde at gennemføre ”Det rette Styre” på herhjemme ville komme til at ske – som i Nazi-Tyskland – ved demagogiske fraser til at vildlede befolkningen.

   Christmas-Møllers felttog imod J.A.K. fortsatte. Ved et møde i Fakse udtalte han: ”J.A.K.-Bevægelsen er oplagt Svindel, og Profeten fra Brande offentlig svindler i 2. Potens”.

   De to modstandere, den 52-årige landinspektør og den 40-årige folketingsmand, deltog i nogle offentlige diskussionsmøder, hvor debatten ofte blev temmelig ophedet. Christmas-Møller mente, at J.A.K.-bevægelsens økonomiske idéer var ugennemførlige, og ved et stævne i maj ’34, hvori 3000 mennesker deltog, udtalte han, at man skulle samle det danske folk om en realitetspolitik i stedet for at ”følge de Lygtemænd, der fører ud i Mosen”.

   De tre ”bevægelser” – J.A.K., L.S. og D.N.S.A.P. – holdt fællesmøder rundt om i landet. J.A.K.-Bladet refererer således begejstret (15/5-34) fra et møde i Slagelse, hvor blandt andre Fritz Clausen og K. E. Kristiansen talte.

   Referenten skriver, at ”man ikke længere kan benægte Eksistensen af en kraftig og taktfast marcherende Nationalsocialisme i Danmark”.

   Samme blad bragte 29/5 en helsidesannonce for et fællesmøde på Skamlingsbanken: ”Kl. 2.30 Opmarch af National-Socialistiske Stormafdelinger med Musik og Faner”.

   Og selv til Vestjylland nåede den taktfast marcherende National-Socialisme. I J.A.K.-Bladet (19/5-34) bragtes en stor annonce: ”Folkestævne i Laugesens Have ved Brejning, Videbæk. Stort Folkemøde 2. Pinsedag Kl. 2.30. Talere: Læge Fritz Clausen, Bovrup, Husmand Jens Bæk, Viborg, og Landinspektør K. E. Kristiansen”.

   Det var ikke gratis at se og høre de fremstormende nytænkere: ”Entré 35 Øre for Mænd, Kvinder gratis Adgang”. Og det var nok ikke Lau’, der fik broderparten af de penge! Man kan måske undre sig over, at mødet ikke blev afviklet hos disciplen Christian Knudsen, men der har vel ikke været plads til det store fremmøde.

   I begyndelsen af juli 1935 deltog Christmas-Møller i endnu et møde i Laugesens Have, og her talte han på ny imod bevægelsens idéer, som han kaldte ”Fantasterier og Tågesnak”.

   Hvorfor nu alt dette om J.A.K. og kritikken af bevægelsen? Fordi vor hovedperson, Knudsen i Krattet, var en glødende tilhænger af landinspektøren og hans noget anarkistiske idéer.

   Kritikken af J.A.K. fortsatte. En fuldmægtig i Handelsministeriet, E. Sveinbjørnsson, skrev i Politiken 2/2-35 en artikel om ”J.A.K.’s økonomiske Kvaksalveri”. Han fór hårdt frem mod bevægelsen og mente, at det ikke netop var klarhed og logik, der prægede J.A.K.’s idéer. Der var derimod ”tale om Uvidenhed om simple økonomiske Love” og agitationen er bygget over en sådan uvidenhed, som ”maatte kalde paa Smilet, dersom ikke en Mængde Mennesker havde ladet sig indfange af de lokkende Toner, som udsendes fra Brande”.

   Fuldmægtigen påpeger, at det er utopi at tro, at renten kan afskaffes. Et regulært lansestød – drevet lige lukt ind i ideologiens hjerte!

   JAK-Bladet lagde 25/5-35 forside til en stor artikel ”Hitler har talt” (af C.H. – Charles Hansen, Opsund?). Der refereres til en stor tale, som Der Führer netop havde holdt i Kroll-Operaen i Berlin. Her skal bringes et par citater fra artiklen: ”Man kunne ikke andet end føle, at Hitlers Ord om Tysklands Vilje til Fred med sine Naboer var alvorligt mente”. – ”Man kan ikke frigøre sig for den Tanke, at Hitlers Afsky for Krig og Ødelæggelse er ærlig og oprigtig, hvorimod den for de parlamentariske Regeringer kun er Fraser”.

   I Jyllands-Posten skrev Kaj Munk i sommeren 1935 om Staunings forhold til L.S.’ Bondetog: ”Paa Hr. Stauning’s Ansvar stod 35.000 Bønder midt i København og var til Grin”.

   Munk hentyder til L.S.’ store protestdemonstration foran Christiansborg, anført af den stærkt højredrejede godsejer, Knud Bach.

   Landinspektøren beskylder samme år englænderne for at vække en folkestemning mod Tyskland, så man kan ikke være i tvivl om, hvor Kristiansens sympati ligger.

   Endnu i april 1937 holdt L.S. og J.A.K. stort møde sammen i Rødding, og senere på foråret deltog både Fritz Clausen og K. E. Kristiansen i et møde i Tinglev. Nu synes det imidlertid som om, at landinspektøren har fået om ikke kolde fødder så dog har mærket virkelighedens frostsvirp.

   Nazi-føreren Clausen udtalte ved mødet, at havde man den politiske magt, så havde man også den økonomiske. Hertil svarede Kristiansen med et længere indlæg, hvori han bl.a.  sagde:

   ”Til Dr. Clausen vil jeg gerne sige, at jeg havde ønsket ved dette Møde, at vi kunne have talt sammen om det, vi var enige om, og så have ladet det andet ligge. Jeg nødes nu til at fremsætte min Mening om Magt-Spørgsmaalet. Jeg har set Misbrug af Magt i rigelig Grad. Og jeg har al den Magt, jeg ønsker”.

   Mon Kristiansen omsider har hørt Fenris-ulven glamme? Det er tydeligt, at han forsøger at bakke ud af det hidtidige broderskab med D.N.S.A.P. og L.S.

   Efter den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 lød beskeden i JAK-Bladet (13/4): ”JAK er at finde på Fredens, Forstaaelsens og Besindighedens Vej”.

   Keine Hexerei – nur Behändigkeit!

 

FOLKEMØDER HOS KNUDSEN

Knudsen inviterede gerne sine venner fra bevægelsen til Egely, for at man dér kunne afholde møder og sammenkomster. Og det skete hvad enten folk stammede fra hjemegnen eller kom udensogns fra.

   I mange år blev der, som vi senere skal se, afholdt grundlovsmøder i haven, og nogle gange tillige Skt. Hans-fester.

   Carlo Kyndesen fortalte til denne biografi, at der i 30’erne blev holdt Skt. Hans fester på egnen. I starten inde i Brejning Krat – dér fandtes en åben plads, hvor et telt var rejst. Men senere blev festerne forlagt til en høj bakke, en hedepold, lige øst for Haven – på Hans Clausens jord.

   Her brændte man stort bål, og der kom deltagere fra nær og fjern. Efter bålafbrændingen gik man over til Chr. Knudsen, hvor man deltog i de gamle sanglege, ligesom der blev danset i æ sal. Man sang Midsommervisen og andre sange, og Carlo Kyndesen mener, at Knudsen også holdt tale. 

   Efterhånden var der flere af de udenbys, som bragte drikkevarer med, men det brød Knudsen sig ikke om. Han ville ikke lægge navn til noget sådan, og festerne fik ende.

   Samme Kyndesen erindrede også, at hans konfirmation i 1929 blev holdt i Knudsens restauration – og at Knudsen forærede ham en slipsenål og 2 kroner.

   Det synes ikke at have været noget, man annoncerede om i den lokale dagspresse, men derimod i bevægelsens eget organ J.A.K.-Bladet. I Ringkjøbing Amts Dagblad ses det dog, at der blev indkaldt til Skt. Hans-møde i 1935 i Løvstrup, hvor Knudsens bror, Vilhelm, tog imod i plantørboligen.

   Selvom Knudsen, som vi har set, havde udvidet sit hus ved Krattet og skabt en sal, så blev Egely snart for lille, når der kom så mange mennesker. Det har været herfor, at han udvidede med en slags halvtag. Nødvendigt var det, for i æ sal var der plads til et halvt hundrede personer, og ved de store møder var det ikke urealistisk at regne med 2-300 mennesker.

   De fleste af møderne blev afholdt om sommeren, og her var de udendørs faciliteter velegnede. Det hændte imidlertid ofte, at især Grundlovs-møderne druknede i regn, og så var et hel- eller halvtag kærkomment.

   Det fortælles, at Knudsens kaffepriser var så lave, at restaurationsdriften ikke i længden kunne løbe rundt. Det blev derfor vedtaget, at deltagerne i de store møder selv medbragte kaffe og brød.

   Møblementet i restaurationen blev efterhånden ganske fornemt. Da manufakturhandler Jørgen Stranddorf, Videbæk, midt i 40’erne skulle have nye møbler, fik Knudsen de gamle tilbudt. Det var et langt spisebord og smukke, robuste stole, bemalet i dæmpede farver af maler Thomsen i Videbæk. Et fornemt møblement, som Knudsen uden tvivl har været stolt af.

   De besøgende skulle naturligvis med rundt for at besigtige Knudsens Have og høre hans forklaringer til de fantasifulde opsætninger, og derpå gik man over til dagens program. Knudsen bød velkommen og gav ofte en kort gennemgang af eget virke med sin have og af sit syn på samfundsudviklingen – men det var sjældent, at han holdt noget foredrag. Dette hverv blev som regel tildelt landinspektør K. E. Kristiansen.

   Hans Clausen, Knudsens mangeårige nabo, huskede, at der i en periode kom så mange mennesker, at det ikke var muligt at huse dem i Egely. Derfor lejede man et telt og fik af Ladegaardens ejer, Niels Borck, tilladelse til at sætte det op inde i Krattet.

   Borck blev imidlertid træt af den årlige teltrejsning på sin jord, så han nægtede til sidst J.A.K.-folkene at bruge pladsen. Måske har afslaget også været begrundet i uvilje mod bevægelsen, og hvad den stod for, hvem ved.

   Knudsen gik derpå til Hans Clausen for at bede denne om hjælp, og teltet kom så til at stå på Clausens jord. Her fandt arrangørerne en lille plet, som lå højt og i god afstand til Krattet – og her afbrændte man Skt. Hans-bålet.

   Det var naturligvis ikke kun K. E. Kristiansen, der holdt foredrag; der berettes bl.a. om en norsk laugtingsmand, Dybvad Brockman, som besøgte haven formentlig en gang sidst i 30’erne. Han sympatiserede med J.A.K.-tankerne og stod vist ret alene i det norske laugting med sine synspunkter.

   I Egely holdt han tale om de mange økonomiske spørgsmål i tiden, og netop i Danmark havde han en del tilhængere, såvel inden for som udenfor J.A.K.s kreds.

   En lang række af egnens beboere kom til møderne, og ikke alle var vel medlemmer af bevægelsen. Men efterhånden blev medlemsskaren talrig og omfattende. I en gæstebog fra haven ses et lille notat: ”Paa Bondestævnedagen d. 29. Juli 1940 mødtes vi i Egely”. Underskrevet af en lang række personer fra især Herborg, Opsund og Finderup, bl.a. Laurids Sig Lauridsen, Maren og Mourids Mouridsen og Jens Færge.

 

APPEL TIL FORSTANDER ARNFRED

At Chr. Knudsen var ”JAK med Sjæl og Krop”, som han selv har nedkradset et sted, ses måske tydeligst i et brev, som han skrev til højskoleforstander J. Th. Arnfred i Askov den 12. august 1934. Kladden er bevaret og gengives her fuld længde:

 

”Egely pr. Videbæk den 12. Aug. 1934.

 Hr. Forstander Arnfred.

Engang sad jeg som interesseret Tilhører nær ved Deres Talerstol og fik Svar paa meget, som jeg ikke paa egen Haand kunde klare, og jeg er mere end taknemmelig for dengang.

   Nu sidder jeg i mit beskedne Værelse og læser Deres Borris-Tale (Samarbejde det 11te Bud). Jeg har nu i mere end 3 Aar været overbevist J.A.K.-Medlem og ud af denne Overbevisning skriver jeg til Dem. Uden Omsvøb og uden Forbehold spørger jeg Dem: Hvorfor er De ikke med i J.A.K.s Samarbejde?

   De ved jo godt at vort Maal er økonomisk og Aandelig Frigørelse: Den naturlige Økonomi og det rette Styre.

   De kan heller ikke være uvidende om vort Pengesystems skæbnesvangre Ufuldkommenhed.

   I Kraft af dette Snylte-System bliver den Rige rigere, og den Fattige fattigere for hver Termin (Fandens Fødselsdag). Dette Udbytningssystem, der Verden over har gjort Bonden fattig og Arbejderen arbejdsløs.

   Under dette System, Arvesynden, er jeg født, opdraget, oplært og konfirmeret. Mit Ungdoms- og Manddoms Arbejde har ikke engang kunnet tilfredsstille denne graadige Pengedjævel (jeg er nemlig paa Restance-listen, som saa mange andre Renteslaver).

   Mammon og Molack samarbejder godt for Tiden. Selve Gejstligheden har Aktier i Vaabenfabrikkerne. Verden haster imod sin Undergang. De har Sans for Logik, saa De vil forstaa, at hvis de nedbrydende Minus-Kræfter arbejder stærkere end de opbyggende +, saa kommer Undergangen. Derfor gælder det mere end nogensinde at alle gode Kræfter Verden over finder hinanden i Samarbejde i det Godes Tjeneste.

   Spørgsmaalet er ikke hvor mange Bud, der er i Moselov eller hvor mange §er Lovmagerne paa Kristiansborg kan finde paa at lave, men om vi har Vilje og Samvittighed til at lytte til og lyde Livslovene som staar skrevne i vort eget Indre. Længe før Moselov blev til, var Gensidighedspricippet: ’Hvad du vil at andre skal gøre imod dig, det samme gør du mod dem!’ – Kærlighedsprincippet ’bliver ikke nogen skyldige uden dette at elske hverandre’. Det er Dom over Renteprincippet fordi det strider imod Fællesskabet. Vi kan strides om Renteprincippet, men Konsekvenserne deraf er der ingen Grund til at strides om, det ender altid med Bankerot – eller – lad os haabe det – et Jubelaar. Renten, det er Roden til alt ondt i Økonomiens Verden.

   For Deres egen Skyld og for alle de mange Mennesker paa hvis Vegne De tænker, taler og handler, for deres Skyld – vær med i Arbejdet for en ny og bedre Tid.

Med Fællesskabets Hilsen

                                    Chr. Knudsen”.

 

Vi kender ikke Arnfreds svar, om der nogensinde kom et sådant. Knudsen appellerer til højskoleforstanderens logiske sans, og sandsynligst er det, at Arnfred har rystet på hovedet over brevets rodede og floskelfyldte indhold og i det hele taget over den flammende, ideologiske retorik.

   Han har måske tænkt: Mon den gode Knudsen og formand Kristiansen selv ville låne en stor sum penge ud til en hvilken som helst Hr. dansker – uden at få sikkerhed og noget til gengæld?

   Vi ved, at kort efter J.A.K.s start havde K. E. Kristiansen og J. Th. Arnfred nogle offentlige møder sammen. Her kom de to mænd forkert ind på hinanden, fortælles det. Forstanderen fra Askov blev fra da af en forbitret JAK-modstander, og han bevarede i alle årene sin modvilje.

   Den frisindede og meget velansete højskolemand benyttede enhver lejlighed til at kritisere Kristiansens program, og Knudsens brev kan have været et forsøg på at formilde Arnfred og få ham til at ændre sine synspunkter.

 

KØBENHAVN… FORGÅENDE

Knudsen kunne være meget hård i sin bedømmelse – og fordømmelse – af folk, der ikke tænkte som han selv. I en af sine gæstebøger har han i 1945 indskrevet følgende lille, ramsaltede bemærkning: ”Vor Presse er baade partibesat – og aldeles aandsforladt!”

   Alle J.A.K.s møder blev naturligvis ikke holdt i Knudsens Have, og den djærve discipel fra Brejning Krat drog fra tid til anden af sted for at være sammen med sine ligesindede andre steder i landet.

   Det fortælles, at Knudsen engang blev inviteret til at besøge nogle sjællandske J.A.K.-folk, og den stoute jyde drog derfor til Sjælland, hvor han aflagde visit i flere hjem. Man skillingede sammen og forærede ham en togbillet til København, idet man syntes, han skulle opleve storbyen, nu hvor han var så nær. Knudsen sagde ja tak og rejste med toget til hovedstaden.

   Men allerede med det næste tog vendte han tilbage. Han steg ned på perronen og så meget forpint ud i det vejrbidte ansigt. Hans værtsfolk blev helt bange og spurgte forfærdet til, hvad der dog var hændt ham.

   ”Joh”, svarede Knudsen med dyb alvor i stemmen. ”I København så jæ, at der på hvert gadehjørne var et skilt, hvorpå der stod For gående, og så syntes jæ ikke, det var værd at spille tiden mere på dén by!”

   Det var ægte Knudsensk lune. Han trak de to ord sammen og gav dem en helt anden betydning: at forgå, gå til. Og det var netop hans opfattelse af storbyen København. Måske havde han en anden erindring om byen fra sine ophold dér op til Amerika-rejserne og skuffedes nu over at se en smuk by med en befolkning, der i hans øjne var i et åndeligt og moralsk forfald. Bykulturen foragtede han af et godt, jysk hjerte.

   Muligvis har det været ovennævnte Sjællands-tur, som Svend Knudsen, Feldbæk, huskede. Svend var søn af Chr. Knudsens ældste bror, Knud, som sidst i 30’erne boede i stueetagen på Egely. Svend Knudsen var hjemme på orlov fra militærtjeneste og boede i et lille rum nede i kælderen.

   Farbroderen skulle engang til J.A.K.-møde på Sjælland, huskede Svend Knudsen, og han lånte både slips og skjorte af nevøen til den forestående rejse. Pengene til billetten fik han af Charles Hansen.

   Da Knudsen prøvede det fine tøj om aftenen inden afrejsen, syntes han egentlig, at det sad så godt, at det ville være synd at trække det af igen – så han lagde sig på sengen og sov i det om natten.

   Morgenen efter tog han af sted, og først en otte dages tid senere vendte han tilbage til sin hjemmen ved Krattet. Det var en meget tidlig sommermorgen, da han arriverede, og Svend, der lå inde i sit lille rum, hørte farbroderen rumstere rundt inde ved siden af.

   Solen var først ved at stå op, så der var endnu nogle timer til, at arbejdsdagen begyndte. Knudsen puslede rundt og snakkede lidt med sig selv. Nu havde han været ude på en lang rejse, men endelig var han kommet hjem til sin dejlige have. Først ville han sove et par timer, og så skulle han ud og se til den.

   Rejsen må imidlertid have trættet ham, for Svend Knudsen huskede, at forældrene og han fik både morgenkaffe og middagsmad, uden de så noget til farbror Christian. Først da de sad ved eftermiddagskaffen, så de ham komme op fra kælderen.

   Han stod lidt udenfor og kiggede sig omkring. Så tog han uret op af vestelommen, og efter at have studeret det nøje, kiggede han igen forundret rundt. Så sagde han: ”Jæ har været i Amerika tow gange, men jæ har aldrig sjet æ sol stå op i æ vesten!”

   I sit brev til forstander Arnfred skriver Knudsen, at han er i restance som så mange andre. Her er naturligvis tale om terminsydelserne vedrørende ejendommen. Det kneb ham meget at få penge fra til dette formål; man må tænke på, at han vitterligt ikke havde nogen stor indtjening, nu hvor han udelukkende gik og puslede derhjemme i haven og blot havde et sparsomt salg af kaffe, kager og sodavand.

   I de bevarede skatteligningslister fra den gamle Brejning Kommune kan vi se, at Knudsen i 1931-32 blev ligned af en ”skatte-indtægt” på kun 25 kroner. Og i den offentligt tilgængelige ”Vejviser og Skattebog for Brejning Kommune”  fra samme tid oplyses det, at han skal erlægge den sum 9 kroner i skat! Det er et såre beskedent beløb i forhold til så mange andre småkårsfolk på egnen.

   Niels Agerbo i Grenen skulle, til sammenligning, betale 427 kr. og Anton Højland 250 kr., mens landmænd som Harald Smith, Laurids Sig Lauridsen og Andreas Kyndesen alle måtte bøde under 75 kr. til kommunekassen.

   Konkurrenten i Brejning Fjalde, Lauge Kr. Laugesen, var derimod en af de store skatteydere med 1.204 kr., og i den anden ende af skalaen slap Chr. Knudsens søster i Randbæk med 3 kr.

   Vist kneb det for manden i Egely at klare sine forpligtelser, men at han var kommet i restance behøver ikke alene at skyldes pengemangel. Det ligger ikke fjernt at antage, at Knudsen så på disse økonomiske forpligtelser med en så stor afsky, at han ikke ville betale. Hans indstilling til skatter og renteåg var jo af en sådan beskaffenhed, at de manglende indbetalinger måske lige så meget var et udslag af en bevidst protesthandling.

 

HAVEVANDRING MED KNUDSEN

”Vor pengekultur har skabt proletarismen”, sagde Knudsen, og som tro tilhænger af afguden Kristiansens reformbevægelse skabte han i 30’erne og 40’erne en række tankevækkende og provokerende arrangementer i sin have.

   Nogle havde en kort, synlig tekst, mens det for det meste var overladt til folks fantasi at ”læse” billederne. Men når Knudsen selv var med på rundturen, fik man forklaringer og formaninger i overflod.

   ”Det er ikke partiånden, men fællesskabets ånd, der frigør mennesket”, kunne han sige, mens han pegede på fire mærkelige dyr. ”De fire dyr”, proklamerede han, ”er socialismen, kapitalismen, kommunismen – med flere. Det dyriske i mennesket”.

   Han fremviste en lang, krybende slange, der endnu havde halen snoet op omkring et smukt birketræs stamme, men som var på vej hen gennem græsset mod beskueren. Der var naturligvis tale om en lang, snoet gren, men den så drabelig ud med stirrende øjne og et frygtindgydende gab. På en skråning bagved stod med store bogstaver: ”Sandheden er upartisk”.

   ”Det er ligegyldigt hvilken sekt, hvilket parti eller hvilken religion, du tilhører”, belærte Knudsen sine tilskuere, ”det store spørgsmål er, hvordan du er indstillet over for virkeligheden – sandheden – som nu kan frigøre og virkeliggøre dig. Sandheden er universel, ikke partiel. I Kundskabens træ på godt og ondt hænger slangen med hovedet nedad. Den er symbol på den kundskab, der afviger fra sandheden og ender med død”.

   I en mørk hule, en stråtækt hytte, sad en fæl person og rugede. Det var en patriot i træ, klude, blikpotte og glas. ”Det er skovmanden”, forklarede Knudsen, ”det primitive menneske. Han ejer selv sin hytte og har selv bygget den. Han kender ikke til prioriteter – gør du?” Her så han med sine stærke øjne på gæsterne og gjorde en pause for at de kunne tænke sig grundigt om.

   Derpå hastede han videre. I en allé stod en lille mandsling, en styg træfigur med mos og blik. På brystet bar den et skilt, hvorpå Knudsen havde skrevet:

 

”Mit Navn er kort:

Jeg hedder Trold,

min Sjæl er sort,

mit Hjerte – kold”.

 

”Det er rentetrolden!” oplyste Knudsen. ”Dette uhyre stjæler det danske folks hjem, og det sker på en så fordægtig måde, at mennesker i almindelighed ikke opdager, hvem det er. De mærker nok, at de er bestjålet og skylder hinanden for tyve og ser ikke, at det er systemet – den store tyv – der gennem told, renter og skatter både direkte og indirekte bestjæler dem. Hver gang du dækker dit bord, kommer trolden og ta’r over halvdelen af, hvad der er på bordet!”

   Knudsen gjorde en kunstpause og messede så: ”Jeg gi’r det rette navn til både Ting og Trold – så gør det gode gavn, da bli’r det onde gold”.

   Tidens tand var imidlertid hård ved rentetrolden, og det blev med årene nødvendigt at forny både dele af ham og af de andre figurer i haven. I det hele taget kunne Knudsen ikke så godt lade sine værker stå ret længe, før nye idéer fik ham til at ændre og tilføje i opstillingen.

   Rente- og skattetrolden i alléen fik således en gammel kaffekande stillet foran sig. Det gav Knudsen anledning til at sige: ”Han har røvet kaffekanden. Endda de i Brasilien har så megen kaffe, at de brænder den! Statsmændene siger, de mangler valuta – det gør de også! De har valutamangel i panden!”

   Den aparte og provokerende havemand havde sine meningers mod og delte opsange ud til højre og venstre. En samfundsrevser, ja, men meget ofte fødte han tanker, der var både urealistiske og direkte anakistiske. Hvis Fremskridtspartiet havde eksisteret i Knudsens levetid, er der næppe tvivl om, at han ville have sluttet op om skattenægterpartiet. De, der meldte sig under fanerne i 1970’erne og udbasunerede deres idéer om 0 skat, glemte i begejstringsrusen en vigtig side af sagen: Hvis statskassen ikke modtog bidrag, kunne den gode fremskridtsmand med tiden ikke blive indlagt på sygehus, ikke køre på vedligeholdte asfaltveje, ikke få gruset parcelhusvejen, ikke gå gratis til lægen og meget andet ”ikke”.

   Mange af Knudsens idéer, hvor idealistiske de end var tænkt, havde dette overfladiske og urealistiske over sig. Han var nem at lokke med i enhver protest imod systemet, og dengang hed demagogen K. E. Kristiansen og ikke Mogens Glistrup.

   Noget af det første, man kom forbi på rundturen, var en opstilling af tre runde cementdæksler. De stod på højkant, en smule nedgravet i jorden. På den midterste sten var malet en 6-kantet stjerne i hvis midte der – formet i katteøjne fra cykler – dannede sig et tegn, som betænkeligt meget lignede et hagekors, men som i virkeligheden var to S’er overkors. En smal jernbue gik henover denne sten og endte ved de to andre. På venstre sten havde Knudsen skrevet: ”Verity – Liberty – Justice” og på den højre: ”Jord Arbejde Kapital”. Også til dette arrangement havde han en forklaring:

   ”Stjernen i midten”, sagde han, ”er sammensat af to trekanter: Den ideelle – sandhed, frihed og retfærdighed – vender sin spids mod himlen. Den reelle – jord, arbejde, kapital – vender sin spids mod jorden. Himmel og jord, ånd og stof, hører sammen. Skilles de ad, så forsvinder stjernen – livet bliver mørkt og meningsløst”.

   Gæsterne kunne levende forestille sig stjernen opløses i to trekanter og blive til intet. Allegorien var sådan set perfekt udtænkt.

   ”Hvis alle ville forsøge at virkeliggøre sande idealer”, fortsatte Knudsen, ”så ville Jorden være et ideelt sted at bo på”. Han pegede på tegnet i stjernen. ”De to sammenslyngede S’er betyder sam- eller selvstyre, sandhedens styre gennem folkets vilje og samvittighed. Ikke parti- men folkestyre – noget, vi alle har part i”.

   Sit samfundskritiske budskab fik Knudsen også ud i nogle rebuser, hvor han yndede at sammensætte flere ens bogstaver. Et sted havde han lagt fire smukt formede H’er i cementstykker. De stod for hoved, hjerte, hånd og helbred.

   ”Men kan I finde det femte H?” spurgte han, og når publikum kiggede nøje efter, dannede de fire H’er tværbjælken i et meget større H. Hvis nogen fandt løsningen, nikkede Knudsen tilfreds og sagde: ”Det femte H er de andre under et: Harmoni!”

   Ved siden af H’erne lå en række andre bogstaver; på samme måde dannet af cementstykker, der var lavet i ovale og runde forme. Det var fire K’er. ”Her er vi inde på landbruget”, kommenterede Knudsen, ”de betyder kraftfoder, kunstgødning, kalk og – kreditforeningslån. Og det er sågu da noget, som enhver bondemand kender til”.

   Mens H’erne dannede slutordet harmoni – ”den første betingelse for en lykkelig tilværelse”, som Knudsen tilføjede – så var det andre stemninger, der manedes frem af de fire S’er under K’erne. De stod for: Surhed, sandstorm, sygdom og slaveri. Ifølge Knudsen atter en følge af den usunde samfundsudvikling, der lagde vægten på det materielle frem for det åndelige, det menneskelige.

   Et sted kunne han fremvise selve pengeguden og krigsguden. ”De er lige så nært beslægtede som Fanden og hans oldemor”, forklarede guiden Knudsen. ”Børsen er højtryksmåleren på systemets dampmaskine. Dér”, han pegede på en hæslig figur, ”stikker døden sit kranium frem af jorden. Og dér på toppen af giftflasken står en velnæret, pengebevidst herre, som tilsyneladende finder behag i dette mammon- og moloksystem, som kræver penge og blod!”

   De to figurer flankerede en plade, hvorpå var malet et ansigt med glubsk stirrende øjne, og foran lå på en kasse et buet rør, der ganske lignede et kanonløb. Senere brugte Knudsen denne ”kanon”, da han lavede om på arrangementet. Pengeguden blev til pengematadoren, en skummelt udseende figur af rør og jernkugler. Pengematadoren var placeret på en gammel natpotte.

   ”Han sidder på WC”, sagde Knudsen, ”det er valuta-centralen, og det er der ind- og udførslen foregår. Men min hjemmeværnskanon er indstillet på ham!”

   Heller ikke denne institution fandt nåde under hans kritiske øjne. Valutacentralen blev, under Handelsministeriet, oprettet i 1932 med det formål at administrere valutarestriktionerne, der under den økonomiske krise i 30’erne blev indført for at begrænse efterspørgslen efter eller forøge udbudet af udenlandsk valuta.

   Når Knudsen harmfuldt talte om, at den pengebevidste herre fandt behag i det bestående mammon- og moloksystem, så kræver det måske en kort forklaring. Mammon står som bekendt for de materielle goder, i Mattæus-evangeliet tales om rigdommens gud Mammon som en personifikation af jordisk gods. Molok er en oldsemitisk gud, der blev dyrket med bålofringer af børn fra flere stammer i det gamle Juda Rige. Pudsigt nok er molok også navnet på en lille, tyve cm lang øgle, der lever i de vestaustralske ørkenregne. Med sin kraftigt tornede, gulbrune krop kan den sagtens minde om Chr. Knudsens sære skabninger.

   Da Demokratens udsendte, Ib Dalgaard, i august 1955 besøgte Krattet, spurgte han, hvordan Knudsen udtænkte sine idéer. Svaret lød: ”Der er kun én måde. Når man arbejder i hærdigt med en ting gennem flere dage, og jeg ikke har nået et resultat, vil jeg også tænke på det om natten. Jeg skal indrømme, at idéerne til de fleste af mine figurer er undfanget om natten. Ja, enkelte gange er jeg endda stået op og gået ud i haven for at lave det, jeg han tænkt”.

   Ib Dalgaard citerede i avisen et vers, der i stor skrift stod at læse ved indgangen til haven:

 

”Kom og se, hvad der vil ske,

om det nu mig lykkes vil.

En ny Idé – ja, fler måske –

hvis jeg faar Tid dertil”.

  

Som han blev ældre, ændredes Knudsens følelser for statsapparatet ikke til det bedre. Han ville ikke have part i noget som helst og kunne ikke gå ind for noget parti. Han meldte sig ud af alt, hvad han overhovedet kunne melde sig ud af, folkekirken, sygekassen med mere. Også stat og kommune ville han melde sig ud af, men dette ønske blev dog ikke opfyldt. Måske godt det samme, for det blev kommunen, der de sidste år måtte tage sig af ham. Et malende udtryk for denne hans uforbeholdne foragt for det autoritære får man i en sang, som han skrev på melodien ”Rosen blusser alt i Danas have” og med titlen ”Tilegnet Stat, Amt og Kommune”.

   Her har man i en nøddeskal den utilfredse eneboers sure opstød og totale mangel på samfundssind:

 

”Maa jeg her fra Folkets fri Tribune,

Sige hvad jeg ellers ikke maa:

Stat og Amt og Brejning Sogns Kommune

Sætter mig og fler i daarligt Lune,

Thi de kræver, hvad de ej kan faa.

 

Staten nævner jeg blandt Herrer strænge

Thi den høster, hvor den ikke saar.

Den har røvet alle mine Penge,

Store Tyve maa man ikke hænge,

Hvis de bryder ind i Hus og Gaard.

 

Kirken er en underdanig Tjener,

Staten gir den baade Kald og Løn.

Herrer tvende vil den gerne tjene,

Ondt og Godt kan den saa let forene,

Men den glemmer Folkets Fælles Bøn.

 

Indtil nu jeg træffes her ved Krattet,

Ingen ved hvor længe det er sandt.

Men saa langt jeg selv er med ved Rattet,

Kræver jeg min Indsats fuldt erstattet.

Ærligt Spil – og ikke Dilettant.

 

Her jeg drømte stolte Ungdomsdrømme.

Her jeg ville bygge mig et Slot,

Men Systemet fik mig lagt i Tømme,

Saa jeg maatte egen Drift forsømme,

Derfor blev det kun en ’Saga blot’.

 

Nu vil jeg mit Testamente lave

Alt mit Slid i mange lange Aar,

Brejning Sogn skal al min Rigdom have.

Og saa gaar jeg selv paa Fattiggaard.

 

Kommer du engang til skønne Brejning,

Finder du vel Rest af mine Spor.

Lyng og Krat – Naturens egen Tegning,

Alt det stygge staar paa Statens Regning.

Her er for mig det bedste Sted paa Jord”.

 

 MIDGÅRDSORM OG PENGEAVL

Samme år som J.A.K. stiftedes, i 1931, så en anden organisation dagens lys. Det var Landbrugernes Sammenslutning, som vi tidligere er blevet præsenteret for. L.S. satte sig som mål at forbedre landbrugets kår i de vanskelige år i 30’erne. Organisationen, hvis bannerfører var godsejer Knud Bach, truede med produktionsstrejke, hvis ikke Staten ville fare mere lempeligt frem imod landboerne. Man forlangte tvangsauktionerne over landbrugsejendomme standset og længere henstand med skatterne, og i 1935 organiseredes et såkaldt bondetog til Christian X med 40.000 deltagere. Der krævedes højere landbrugspriser, men kravene blev afvist.

   LS nærede, som vi har set, venskabelige følelser over for Kristiansens J.A.K.-bevægelse, men da landbrugsorganisationen i desperation sluttede op omkring det danske nazistparti i midten af 30’erne og senere, under besættelsen, søgte forståelse med den tyske værnemagt, brød J.A.K. enhver forbindelse.

   Christian Knudsens følelser for LS var bestemt heller ikke varme. ”LS er den vandkalv, der baner vej for den virkelige kalv”, sagde han. ”Vi håber, at der snart må gå hul på vandkalven – dens svinekronede dage er da forbi”.

   Han lavede en ny rebus på en skråning i haven og forklarede de besøgende: ”Det er diktator Hammurabi, der sidder i midten!” Hvorefter han pegede på et meterstort ansigt, antydet ved cementstykker og med fiskenets-glaskugler som øjne. På den ene side af dette ansigt stod der ”LS” og på den anden ”NS”.

   ”LS ved enhver dansk bonde hvad er”, udtalte Knudsen, ”men bare det ikke kommer til at betyde Lille Slem eller Likvider Straks. LS mangler en idé, som hele folket kan samles om. NS betyder Nationalt Slagsmål. Og som I kan se, sidder trolden oppe i toppen!”

   Bogstaverne NS blev senere ændret til SS, og under ansigtet blev der tilføjet et N. Symbolikken blev derimod ikke stort anderledes, idet der stadig spilledes på udtrykkene fra kortspillet: LS = Lille slem og SS = Store slem. N’et skulle betyde nekrolog. Som bekendt er det sådan i kortspillet, at lille slem kræver alle stik på nær ét, mens store slem kræver alle stik. Den besøgende skulle så kunne danne sin egen historie af rebusen.

   Knudsen havde aktualitetssans og ændrede gerne i sine opstillinger. Det store ansigt var før krigen Hitler, så blev det Fritz Clausen, og somme tider præsenterede han det som Knud Bach, LS’ fører. Bogstaverne NS tolkede han en tid som ”nazislem”.

   Knudsen yndede bestemt ikke LS’ flirten med tyskerne, dertil var hans egen samfundskritiske holdning for ”ren”. Når han et sted i haven med store bogstaver skrev ”Vi Vil Vinde”, så kommenterede han det altid med disse strofer:

 

”Jeg har tænkt at vi vil vinde

uden Vold og uden Magt,

hvis vi kun har godt i Sinde

og for Sandhed staar paa Vagt”.

 

Men det verbale våben brugte han til gengæld flittigt. En gammel vejsten bjærgene han sig engang, og han satte den i haven med dens stednavne – på én side: Breining, og på en anden: Bølling. ”Ja”, sagde Knudsen, ”denne sten har engang stået som vejviser til Brejning og Bølling. Den har det tilfælles med vore autoriteter: den viser vejen – men går den ikke selv!”

   En mandsfigur, klædt i en uniformsagtig jakke, stod ved et cementbord med en giftflaske foran sig og et skilt i den ene hånd – med påskriften ”Sort Magi”. Det var den sorte magiker, fik gæsterne at vide. ”Han optræder i alle offentlige stillinger som videnskabsmand, læge, præst, politiker, journalist, børsspekulant, o.s.v. Han har forædt sig på Kundskabens Træ: Dødens kundskab!”

   End ikke landsfader Thorvald Stauning fandt nåde for Knudsens spot. Den socialdemokratiske statsminister – fra midten af 20’erne og til sin død i 1942 – var reserveret en plads, hvor han stod bred og mægtig, med skrævende træben, iklædt hat og jakke og støttende sig til den stok, han – ifølge Knudsen – agter at bruge mod den stakkels renterytter, som ses ridende overskrævs på fjerne tiders træhest. Ligheden med Stauning var i øvrigt forbløffende. Med få streger malet på et aflangt træstykke, tilføjet en kroget næse og et stort, busket skæg, formåede Knudsen at portrættere den gamle statsminister bedre end nogen kunstmaler.

   ”Stauning-båndet”, sagde Knudsen, ”er nu lige så slemt som engang stavnsbåndet. Dengang var det ridefogeden – nu er det pantefogeden, der plager os. Bonden er bleven ridder af træhesten – han er vekselrytter. Renter, skatter, told og kurstab er det lod, der hænger ved hans ben”. Her pegedes på den tunge klods, der var forsvarligt bundet til den ynkværdige bondes ene træben. Han skulle nok blive siddende, hvor han var! ”Og der er et V.C. – Valutacentralen”, vedblev en veloplagt Knudsen, ”det vender bagud, fordi det er derigennem vor ud- og indførsel foregår. Det er bagvendt og trangt, hver bonde og borger ønsker den ad Blocksbjerg til, men kapitalmagten vil nødig undvære dette snylteapparat”.

   Chr. Knudsen slog ud med hånden mod en figur bag Stauning. Den var lavet af en kroget, tyk gren samt en to-tre andre, lidt tyndere grene. Ingen tvivl om at det var blevet til et dyr efter at have været mellem de skabende hænder. Og Knudsen selv fortsatte sin beretning om ”Stauning-båndet” ved at sige: ”Bag ved ridefogeden – alias Stauning – står en hund og bider ham i halen. Det er et symbol på kommunismen, der bider og gør ad sin egen plejefar!”

   Ude i dammen sejlede en overgang et vældig fint skib. Det var statsskibet Danmark, fortalte Knudsen og skipperen ombord var Stauning. Han sad fremme i forstavnen, men det skulle ikke gøre os mere trygge og fortrøstningsfulde. ”Sejladsen er mere faretruende end nogensinde”, formanede Knudsen og citerede: ”Vi har intet ror og intet rat, vort mål er skipperens gamle hat”. Der kunne gå en krusning hen over dammens vand, så båden gyngede og hoppede som for at understrege profetens ord: ”Nogle af passagererne råber SOS, men der er ingen der kan hjælpe os – lad os ønske hinanden en god stranding!”

   Var symbolikken hér ikke stærk nok, trak Knudsen sine tilhørere med hen til et uhyre, der kom krybende som en lang forhøjning i græsset, afsluttet med store, onde øjne og et vidåbent gab med lange, spidse tænder. Det var en krokodille – og ligheden var bestemt ikke ringe.

   ”Det er det store, altædende uhyre – dvs. staten, systemet, der sluger alle stats- og autoritetstroende mennesker, som ikke selv kan tænke, men tror blindt på blinde vejledere og tidens løgne. Uhyret er ikke tyk og fed af ingenting”, han pegede med stokken på den lange, massive jordvold, ”der er nok, der vil fylde og fede, nære og bære tidens største afgud: Staten og alt dens tilbehør”.

   Nederst i haven placerede Knudsen et andet krybende uhyre. Erindringen om den brogede nordiske mytologi fik ham til at genskabe Midgårdsormen, der som bekendt var søn af den onde og rænkefulde Loke og broder til Hel og Fenrisulven. Ormen blev kastet i havet, hvor den voksede sig så stor, at den til slut omkransede hele verden. Helt tilfældigt er valget ikke, for mytologiens midgårdsorm gav Knudsen anledning til at drage sine aktuelle sammenligninger: ”Den er det ondes symbol, dvs. den mentalitet og det system, der omfatter hele Jorden og bider sig selv i halen – æder sig selv op. Og det gælder både kollektivt og individuelt”.

   Midgårdsormen bestod af en tyve meter lang, buet jordvold, hvorpå var plantet små buske. Uhyret opnåede derved at komme til at se ekstra grum ud på afstand med sin strittende rygskjold. Og var det ikke afskrækkende nok, behøvede man blot at træde hen foran ormens vældige hoved, der ganske vist var lavet af jord og sten, cementplader og glaskugler, men som ved fantasiens hjælp blev levende og lurende. Den havde allerede ædt af halen – der lå et afgnavet ben i det vældige gab.

   Midgårdsormen lod sig ikke udrydde på trods af Knudsens profetier, endnu for fyrre år siden sås resterne af den. Småbuskene på jordvolden var liguster, og de var på det tidspunkt – 25 år efter Knudsens død – omkring halvanden meter høje. Den oprindelige figur fulgte forbilledet og lå i en cirkel, så hovedet nåede halen, men i de senere år besluttede Knudsen at ”klippe” lidt af halen for at skabe bedre udsyn til de omkringliggende opstillinger.

   Et andet sted i haven gjorde Knudsen endnu et angreb på pengevæsenet. Han havde valgt en plet jord, hvor der skulle dyrkes penge! Et skilt forkyndte med store bogstaver: ”Pengeavl. Adgang strengt forbudt!”  Og herunder gav han et billede på hvad han fandt var systemets absurditet: ”2+2 = 5 = 25%”.

   ”Jeg har nu i flere år forsøgt med pengeavl”, påstod Knudsen, ”men det er fuldstændig mislykket for mig, så jeg må henvise til vore statsøkonomer, hvis man vil have en forklaring på, hvorledes penge kan formere sig. Det kan i hvert fald ikke lade sig gøre på en naturlig måde. Jeg ved godt, at det kan ske på en unaturlig og ufornuftig måde, f.eks.: Man tager nogle penge og putter dem i en kasse (bank eller pengedrivhus, ca. 20 grader varme), så bliver Jomfru ’Krone’ frugtsommelig og føder ’Kronebørn’. Så mange, så det er en lyst. Og der bliver glæde i pengenes verden, fordi ’guldet har kælvet’. Det er jo et klassisk udtryk for denne proces, og der danses omkring Guldkalven og drikkes og festes. Men efterhånden som der kommer flere og flere børn, bliver der krise – slagsmål, krig! thi fattige Per Knold og Tot kan ikke i længden klare alle disse barselsudgifter. Molok og Mammon arbejder godt sammen”.

   For at bevise sine ord om, at han ikke evnede at få penge til at yngle på naturlig vis, kunne han finde på at grave lidt i bedet. Da der fremkom nogle 2- og 5-ører, holdt han dem op og sagde: ”Her kan I se, nu har jeg dyrket penge i tre år – men ikke om de vil formere sig”!

  

ANDELSSELSKABET ”EGELY”     

Det havde vist ikke været så ganske ringe en ting, om Knudsen selv evnede at dyrke penge i sin have. Han trængte i hvert fald vældigt til at få rettet op på en svært vaklende økonomi. Han var bagud med bataling af sin prioritetsgæld og var, som det siges, meget tæt på at gå fallit. Dette kunne i sin yderste konsekvens betyde, at Knudsen måtte gå fra både hus og have, og det var der en række af hans venner inden for J.A.K.-bevægelsen, der ikke uden videre ville lade ske.

   Man samledes den 4. december 1939 på Spjald afholdshotel for at drøfte sagerne, og her stiftedes Andelsselskabet ”Egely”, som havde til formål – ved tegning af andele á 10 kroner – ”at sikre Kr. Knudsens særprægede Have ’Egely’ til Bevarelse for Efterslægten”.

   Det var motorfører Alf. Nicolaisen, Skjern, som havde fostret tanken, og den første bestyrelse kom til at bestå af denne som formand samt Charles Hansen, Opsund, bilejer M. Ranneris, Remmerhus, mekaniker P. Jørgensen, Skjern, og landmand Chr. Smedegaard, Vorgod. Det første bestyrelsesmøde blev afholdt på Westergaards Hotel i Videbæk den 18. december samme år, og her tilbød Knudsen andelsselskabet sin ejendom ”med Forkøbsret indtil Beløbet er til Stede, for et Beløb af Kr. 9.000,00 med alt beroende Løsøre, men uden Besætning og paa Betingelse af, at Chr. Knudsen og hans Broder maa blive boende paa Ejendommen saa længe de ønsker – mod at de svarer en aarlig Leje paa 50 Kr.”

   Knudsen var ikke i bestyrelsen, men betragtede det som en selvfølge, at han var med til møderne. Han havde nok ikke den bedste forståelse for almindelig, demokratisk mødeteknik og blandede sig ofte i drøftelserne. Man gav Knudsen ret til at tage en entré for adgang til haven på 25 øre mod at han skulle holde området i orden. Der blev trykt andelsbeviser og vedtægter i januar 1940, men salget af andelene gik i starten meget trægt. Landet var stadig i krise, og enhver måtte økonomisere og ”vende 5-ører”.

   Ved den første ordinære generalforsamling, som blev holdt i ”Egely”, grundlovsdag den 5. juni 1940, måtte formanden konstatere, at der kun var tegnet 8. Heldigvis kom der mere skub i foretagendet, og ved næste generalforsamling nåede tallet op på 58 solgte andele.

   Bestyrelsen blev klar over, hvor alvorlig den økonomiske situation var, og på et møde 28. juni 1940 enedes man om, at andelsselskabet skulle betale de faste terminsydelser i ejendommen og ”at løse Skadesløsbrev i Egely lydende paa 4.000 Kr. over den faste Gæld med Oprykningsret, og de til Terminsydelser erlagte Beløb betragtes som kontra Afdrag paa Købesummen”. Selskabet påtog sig at betale 50 kr. månedlig bagud i afdrag på Knudsens prioritetsgæld, indtil ydelserne var betalt og derefter at udrede de pligtmæssige ydelser.

   Knud Knudsen forventedes at betale 200 kr. årlig for leje af landbrugsejendommen, men han meddelte, at han skulle flytte pr. 1. april 1941. Selskabet prøvede da med en deling af lejemålet. Chr. Knudsen fik rådighed over haven, restaurationen og kælderen vederlagsfrit, mens andelsselskabet ville forsøge at udleje landbrugsbedriften.

   Man annoncerede, og det lykkedes ret hurtigt at finde en lejer. Allerede 11. april 1941 kunne man skrive kontrakt med Rosa og Niels Damgaard, der fik rådighed over arealer og bygninger med undtagelse af Knudsens domæne. For forpagtningen skulle Damgaard 1/7-41 – 1/4-42  betale 200 kr., idet de første tre måneder var gratis. Det kommende år lød lejen på i alt 300 kr., og eventuelle ombygninger ville blive takseret og betalt ved lejemålets ophør.

   Chr. Knudsen var med andelsselskabets oprettelse sat under administration. Den aldrende fantast evnede at skabe en uvirkelig verden til glæde og moro for mange mennesker, men den virkelige verden med dens regler og krav magtede han ikke at være en del af. Når han tilmed havde de holdninger, han tidlig og silde gav udtryk for, så måtte hans dage som selvejer før eller siden få ende. Og mon ikke den nye ordning passede ham ganske godt? Nu var det andelsselskabet, der sad med de økonomiske problemer til langt op over ørerne.

   Det blev en fast tradition, at generalforsamlingerne skulle holdes hver grundlovsdag hos Knudsen i ”Egely” og altid knyttet sammen med en egentlig grundlovsfest. Den 5. juni 1941 måtte kassereren melde om et underskud på 163,40 kr. Indtægterne kunne hurtigt få ben at gå på, når selskabet hver måned skulle afbetale 50 kr. på Knudsens gæld. Chr. Smedegaard blev valgt til ny formand, en post han bestred indtil 1950.

1. E. Kristiansen, J.A.K.s navnkundige fører, var til stede og holdt ved den efterfølgende fest en grundlovstale for ”en stor og meget lydhør Forsamling”, som der står i forhandlingsprotokollen. Landinspektøren talte om den ny tids grundlov og sagde bl.a.: ”Vi kan ikke ved magt tilkæmpe os den nye tid, hverken gennem det forløjede folkestyre eller førerprincippet; ingen af de to retninger baner vej for den nye tid, verden længes efter, og vi hører ikke hjemme der. Føreren må vi have indeni os. Manden fra Nazareth er den eneste virkelige og sande fører”.

   Adressen var tydelig nok til den nazistiske model med en ”Führer” og til den ”for menneskeheden så skæbnetunge tid”, som Smedegaard noterer i protokollen. Og i øvrigt stærke ord i et tysk besat Danmark.

   Pengene vedblev at være et problem for andelsselskabet. Ved et møde i februar 1942 opregnede man, at der nu var betalt 19 gange 50 kr., og at der stadig var en rest på 40 kr. af restancen. Desuden var en terminsydelse forfalden til 1. marts, og dette sidste måtte ordnes ved privat tilskud indtil videre, da kassen ganske enkelt var tom. Der tegnedes stadig andele og landejendommen gav en forpagtningsafgift, men det strakte ikke vidt.

   Knudsen greb hele tiden forstyrrende ind i arbejdet. Han betragtede tilsyneladende stadig ”Egely” som sin private ejendom, selvom han nu var fritaget for det økonomiske ansvar. Ved et møde udtrykte han ønske om at få indhegnet haven, men ”man besluttede at se Tiden an”. I marts 1943 meddelte han, at han – formentlig uden bestyrelsens vidende og imod dens ønsker – havde søgt om og modtaget et statslån på 2.000 kr. (nu kunne staten godt bruges!). Der skulle opføres ny gavlende på ejendommen, og han ønskede andre forbedringer. Bestyrelsen begyndte nu at tale om salg af ”Egely” eller i hvert fald en adskillelse af have og ejendom.

   Ved generalforsamlingen 1943 oplystes det, at underskuddet nu var nede på 1,83 kr., og at der siden sidst var tegnet 16 andele. Landinspektøren holdt påny foredrag for en lydhør forsamling, men selvom der var kommet tilhørere langvejs fra, var fremmødet ikke så stort. Det var nemlig et øsende regnvejr.

   I april 1944 besluttede bestyrelsen, efter tilskyndelse fra Knudsen, at lade denne i samråd med Niels Agerbo undersøge mulighederne for at få ejendommen solgt. Lejeren, Niels Damgaard, skulle naturligvis have første bud, og han kom med sit tilbud: 7.000 kr. Men det blev ikke til noget, thi – som der står i protokollen 9. juli 1944: ”Knudsen var ikke mere saa begejstret”.

   Var det ved at gå op for den gamle idealist, at hans livsværk var på vej til for alvor at glide ham af hænde?

   Den 5. juni 1944 konstateredes ellers overskud for første gang. Endda hele 162,99 kr. For ejendommen var der indkommet 400 kr. i leje, og man havde solgt andele for 260 kr. Ved den efterfølgende grundlovsfest udtalte Kristiansen bl.a., at ”folkestyre er sådan, at er der en der lider uret, træder folket sammen for at retten skal ske fyldest”.

   Bestyrelsen holdt møde i marts 1945. Her besluttedes det at købe 50 frugttræer, som skulle plantes i haven. En nok så vigtig beslutning var det, da man vedtog at ”købe og faa overdraget Ejendommen til Aktieselskabet. Knudsen forlangte ikke noget for Ejendommen ud over at faa Lov at være der”.

   Gælden skulle afvikles. Charles Hansen fra ”Enigheden” fik til opgave at optage det nødvendige lån og overtage ejendommen for derefter så snart som muligt at overdrage den til ”Handelsaktieselskabet JAK”.

   I maj 1945 fik Charles Hansens kone, Kirstine, overdraget skødet af Knudsen, og hermed, siges det, blev ejendommen frigjort fra statslånet. Ved generalforsamlingen i 1945 kunne det oplyses, at den tilbygning, som havde fundet sted i sommeren 1944 havde kostet 768,27 kr., mens man havde haft en indtægt på 240 kr. for andele og 422,94 kr. af forpagteren. Ved grundlovsfesten havde man i øvrigt en entréindtægt på 190,70 kr.!

   Ved generalforsamlingen to år senere fremkom formanden, Chr. Smedegaard, med forslag om at lade ”Egely” overgå til Handelsaktieselskabet JAK og tegne kontrakt i det såkaldte ”fordelingssystem” til frigørelse af ejendommen. De fremmødte vedtog dette forslag. Der var i øvrigt mødt en stor skare op til grundlovsfesten, som ikke desto mindre blev afviklet i øsende regn og med en Kristiansen, der holdt en noget højtravende tale.

   I september 1947 meddelte Knudsen på et bestyrelsesmøde, at han havde en køber til jorden nord for haven. Salgssummen, mente han, kunne bruges til at betale gælden på ”Egely”, hvorefter man kunne overdrage haven og det sydlige stykke til J.A.K. Handelen blev dog ikke til noget, da Charles Hansen på sin kones vegne nedlagde protest og erklærede, at han fralagde sig ejendommen og driften af samme.

   I april 1948 samledes man pany for at opnå enighed med Charles Hansen, men uden resultat. Fjorten dage senere stillede købmanden med et krav på 1.250 kr. for at hans kone kunne fraskrive sig skødet på ”Egely”. Enighed nåede man ikke, og sagen blev derfor udsat til generalforsamlingen.

   Der var nu skabt så store uoverensstemmelser mellem bestyrelsesmedlemmerne, at arbejdet i andelsselskabet de kommende to år blev vanskeliggjort. På generalforsamlingen 5. juni 1948 blev Charles Hansen tilbudt 800 kr. for ”Egely”-skødet, men beløbet måtte dog først komme til udbetaling, når der ved tegning af andele til frikøb af ”Egely” og eventuel afkastning af landbrugsbedriften indgik et beløb i J.A.K.s fordelingssystem, som kunne give en tildeling på 7.000 kr. Købmanden kom med skødet allerede 12. juni og kvitterede for de 800 kr. året efter, i december 1949.

   Havde Knudsen & Co. kritiseret Staten og kreditforeningerne og deslige, så må man vel sige, at de på ingen måde haltede bagefter i egne transaktioner af lignende tilsnit. Her var der så sandelig tale om kreativ bogføring.

   Bestyrelsens sekretær, Peder Mikkelsen, forlod sit hverv i marts 1949, og uenigheden syntes nu komplet. I maj underskrev Niels Agerbo, ”Grenen”, og Esther Smedegaard, Vorgod, en erklæring, hvori de betegner sig som ”fri-ejere” af ”Egely”, og at de vil overdrage deres fri-ejerbrev på ejendommen til andelsselskabet, når deres tilgodehavende på 7.000 kr. er dem fuldt indbetalt. Det lader til, at de to har skudt pengene ind noget tidligere.

   Man betalte nu ind til to konti i J.A.K.s fordelingssystem, hvor man med den sidste indbetaling i juli 1949 i alt nåede omkring 870 kr. Systemet virkede sådan, at værdigt trængende kunne låne af den samlede kapital i fordelingssystemet, men dog efter bestemte regler – og naturligvis så at sige rentefrit.

   Der synes at have været temmelig meget kaos omkring andelsselskabets transaktioner, og på et tidspunkt blev Knudsen grundigt træt af de mange stridigheder omkring den ejendom, som han stadig betragtede som sin egen. Ved et bestyrelsesmøde den 14. maj 1950 kom han med følgende besynderlige forslag: Ophævelse af den nuværende bestyrelse for andelsselskabet, og Chr. Knudsen indtræder i bestyrelsens sted og varetager dennes opgaver!

   Således var der lagt op til et værre rivegilde på generalforsamlingen den 5. juni 1950. Formanden, Chr. Smedegaard, gav en oversigt over selskabets arbejde siden starten i december 1939. På grund af den anstrengte økonomi, sagde han, havde man fra starten været nødsaget til at forestå administrationen af landbrugsbedriften samtidig med at man indgik på at betale de mange forfaldne terminsydelser. Det havde givet problemer, fordi det var svært at adskille bedriften og selskabets oprindelige formål.

   ”Andelsselskabet har imidlertid trods alt gjort det muligt at sikre haven økonomisk for efterslægten til et varigt minde om Knudsens skaberevne”, sagde Smedegaard, der oplyste, at man i alt havde solgt 217 andele á 10 kr., og at pengene var anvendt til betaling af gammel gæld og til restaurering af bygningerne. Restbeløbet på 870 kr.  var indsat i J.A.K.s fordelingssystem.

   Formanden rettede tak til alle, der havde medvirket økonomisk til at redde haven, og særligt til Ester Smedegaard og Niels Agerbo, fordi de havde betalt statslånet på ”Egely” og ladet den indskudte kapital stå i årevis uden nogen modydelse.

   Formandsberetningen affødte ikke nogen diskussion, og Knudsen kommenterede den på følgende karakteristiske måde: ”Det bedste, der kan siges om beretningen – er ingenting at sige!” Men en debat kom der alligevel.

   Den tidligere sekretær i bestyrelsen, Peder Mikkelsen, Vorgod, rettede sammen med Charles Hansen nogle hårde angreb mod Chr. Smedegaard. De hævdede, at ”Landbrugsbedriftens eventuelle overskud efter ejendommens overdragelse til J.A.K. burde være tilgået enten Knudsen eller selskabet”.

   Smedegaard tilbageviste angrebet og bemærkede, at de to ellers altid havde holdt på, at ejendommen ikke kunne give nogen afkastning. Han fandt det naturligt, at den smule overskud, der blev, havnede hos dem, der havde penge stående i ejendommen, nemlig Ester Smedegaard og Niels Agerbo. Efter af Charles Hansen havde afstået ”Egely”, betalte de to sidstnævnte selv alle afgifter og senest omkostningerne for oprettelse af pantebrev, så Knudsen kunne låne penge til samme to personers tilgodehavende.

   Herefter rettede Knudsen nogle skarpe, personlige angreb mod Smedegaard, og landinspektør Kristiansen, der var mødets dirigent, måtte gribe ind og kalde ham til orden.

   ”Hvem er fri-ejer af ’Egely’ i dag?” spurgte Knudsen.

   Smedegaard svarede, at det var Niels Agerbo og Ester Smedegaard, idet de havde afgivet erklæring om at overgive fri-ejerbrevet til andelsselskabet til den tid, når det økonomiske mellemværende var i orden.

   ”Vil Knudsen overtage fri-ejerbrevet”, sagde Smedegaard, ”må det efter min formening være med samme bestemmelse om, at brevet automatisk, når Knudsen ikke længere kan eller vil administrere ejendommen, overgå til andelsselskabet. I øvrigt gør jeg opmærksom på, at Knudsen jo selv med sin underskrift i forhandlingsprotokollen frivilligt har medvirket til den ordning, som han nu synes at være så misfornøjet med”.

   Debatten blev langvarig og temmelig følelsesladet med skarpe udfald fra de tidligere så enige andelshavere. Knudsen havde fremsat forslag om at ophæve bestyrelsen og selv overtage dens funktion, men ifølge vedtægterne kunne dette forslag overhovedet ikke behandles. Knudsen ændrede da lidt på sit krav og sagde, at han ville nøjes med formandsposten. Den siddende formand, Chr. Smedegaard, var imidlertid ikke på valg, men stillede gerne sit mandat til rådighed, og i den følgende afstemning blev Knudsen da også valgt. Hele den hidtidige bestyrelse var i øvrigt trådt tilbage på grund af Knudsens ureglementerede indblanding.

   Landinspektøren appellerede i sin afslutning til mere sammenhold, så man kunne forenes i dét samarbejde, som alene kunne gavne og fremme sagen.

   Men skaden var sket. Uenigheden var for stor, og de spegede tråde lod sig ikke skille. Andelsselskabet Egely var hensygnende, og til generalforsamlingen i juni 1951 mødte kun tre andelshavere foruden to bestyrelsesmedlemmer. Formanden, Chr. Knudsen, udtalte, at han ikke ville fortsætte arbejdet i ”Egely” længere end til næste års 28. august, hvor han fyldte 70 år, og han var indforstået med, at ”Egely” efter ham skulle overgå til Andelsselskabet Egely.

   I den efterfølgende debat rettede Charles Hansen nogle beskyldninger imod J.A.K.s hovedledelse for retslovstridig at have udstedt fri-ejerbrev over ”Egely” til Niels Agerbo og Ester Smedegaard, idet han hævdede at ”Egely”, efter at Fru Kirstine Hansen havde fraskrevet sig skødet, var tilskødet Knudsen.

   Efterhånden syntes det umuligt ikke alene at opnå enighed, men også at finde ud af de transaktioner, der var foregået omkring Knudsens ejendom ved Brejning Krat. Hvem ejede hvad og hvor meget, og hvem havde penge siddende i dette eller hint? Forhandlingsprotokollen fortæller os ikke mere, men det berettes, at forpligtelserne vedrørende ”Egely” omkring 1952 overgik til Handelsaktieselskabet J.A.K. mod at Knudsen fik fri-ejerbrev.

   Ved Knudsens død i 1960 overtog Mikael Sig Lauridsen fri-ejerbrevet, og 5. juni 1965 mødtes nogle få andelshavere til en sidste generalforsamling i andelsselskabet. Det vedtoges her at ophæve selskabet og lade dets midler gå til opretholdelse af ”Egely”. Omtrent samtidig solgte J.A.K. ejendommen til Mikael Sig, der hermed fik skøde i stedet for fri-ejerbrev.

 

LEJERE I EGELY

Som tidligere omtalt var Knudsen allerede i 20’erne flyttet ned i kælderen, for derved at kunne leje den ganske vist ikke særligt store overlejlighed ud. Der har boet mange i ”Egely” og adskillige kun i en meget kort periode. Af disse skal der i det følgende omtales nogle få.

   I tidsrummet fra 1931 til marts 1936 var det ægteparret Dorthea og Martin Lange, der fik husly under Knudsens tag. Lange havde køer og grise, og han arbejdede med jorden, men det var ikke nok til at bringe familien mad på bordet. Derfor tog han – sideløbende med landeriet – arbejde på Trøstrup Teglværk syd for Videbæk.

   Sønnen Børge (f. 1928), Videbæk, fortalte nogle træk fra dengang. Faderen kørte på motorcykel, når han skulle af sted til Trøstrup, og en gang var der blevet et dæk tilovers. Drengen og hans tvillingsøster havde set, at der nede i haven stod et par unge træer, og herned slæbte de det gamle dæk. De fik det placeret imellem træerne, så der kom eet ”slynge-træ” ud af det.

   Men bedst som Børge var kommet op i gyngen, blev han grebet bagfra og trukket ned på jorden af en rasende Chr. Knudsen. Han gav drengen nogle slag bagi og formanede de to søskende, at de skulle lade hans træer være i fred.

   Knudsen skærmede ikke alene om havens træer, men om den ganske natur – flora og fauna. Da Børge Lange var seks år gammel, gik han og hans mindre søster en dag en tur ned ad den sandede sti fra huset og til dammen. De ville se efter blåbær, som voksede deromkring, og var travlt optaget af deres gøremål. Børge opdagede ganske vist, at der lå en mørk klump på stien, men han tænkte ikke over, at denne klump kunne betyde nogen fare. Men da de passerede klumpen, blev den levende – og huggede. De havde forstyrret en hugorm, og dens bid ramte drengen i foden.

   Situationen var kritisk. Der blev ad besværlig vej skikket bud efter lægen i Videbæk, O. Fischer-Simonsen, men først efter nogen tid kunne han komme til stede og give den nødvendige serum-indsprøjtning. Dorthea Lange havde forinden bundet noget stramt om drengens ben, men noget af giften nåede at brede sig.

   Barnets liv og førlighed blev reddet, men Fischer-Simonsen var meget ophidset. Han kaldte Knudsen til sig og foreholdt ham det uansvarlige i at sådan en dreng skulle risikere livet, fordi Knudsen gik og fredede om de mange hugorme, som dengang var i Krattet.

   ”Jæ’ er ikke slangedræber!” svarede Knudsen. Han ville ikke myrde dyrene, der havde lige så stor ret til at leve som menneskene. Alle skabninger skulle behandles lige og naturen have lov at passe sig selv.

   Aage Knudsen fortalte samstemmende, at hans morbror ikke havde noget særligt imod den giftige slange. Han kunne finde på at tage en hugorm op i halen og vise den frem for børnene. Han morede sig over deres forskrækkede miner, og imens vred og snoede dyret sig i et forsøg på at komme til at hugge. Men den kunne ikke nå hans hånd, og skete det, at den kom for nær, rystede han den bare lidt, så den atter blev strakt ud.

   Efter Dorthea og Martin Lange ankom Knudsens ældste bror, Knud Vesterbæk Knudsen, og dennes hustru Marie Barbara. De kom fra Vejlby ved Trelde nær Fredericia og er ifølge folkeregistreret tilflyttet Brejning kommune den 2. marts 1936. De havde været fodermesterpar på større gårde i Østjylland, men ønskede nu at vende tilbage til barndomsegnen. Deres ophold i ”Egely” blev ikke helt stationær. Ganske vist dyrkede Knud Knudsen jorden og fik køer og hest i stalden, men indimellem tog ægteparret på arbejde, sammen eller hver for sig. Novembersdag 1937 tog Marie således tilbage til Vejlby, mens Knud ved skiftedag 1. maj 1938 kom tilbage efter et job.

   Knud Knudsen gik også ud som daglejer i omegnen, for det par køer og den ene fedegris, han havde i ”Egely”, kunne ikke give det store afkast. Hans kone måtte være disponibel for Chr. Knudsen, når der skulle laves kaffe og serveres brød til dennes gæster i restaurationen.

   Det var naturligvis især til de store møder i haven, for til daglig kunne Knudsen nok selv brygge sin kaffe nede i kælderen. Han havde omdannet en petroleumslampe til også at være kaffevarmer! Glasset var pillet af, og han havde konstrueret et stativ, der skulle stå hen over flammen, og hvor kaffekanden havde plads.

   Svend Knudsen, Feldbæk, var på juleorlov fra militæret hjemme hos forældrene, Knud og Marie, omkring 1936. Som tidligere omtalt havde han fået tildelt et mindre rum nede i kælderen hos Chr. Knudsen. At han skulle bo så tæt op ad farbroderen gav anledning til mange oplevelser og mangen god snak. Også over for sin familie var Knudsen en glimrende fortæller.

   Kaffen bryggede Knudsen som nævnt over petroleumslampen, men mad kneb det noget med. Svend fortalte, at de to i kælderen efterhånden var blevet godt sultne, da 3. juledag oprandt. Farbroderen havde allerede i mange år praktiseret sit trick med at gå på visit hos naboerne og derved redde sig kaffen eller aftensmaden, og nu traskede de to så af sted i sneen i håbet om at få fyldt de slunkne maver.

   De stilede efter en af nabogårdene og kunne på lang afstand se konen i huset stå i bryggersvinduet. Men da de nåede frem og fik banket på, var hun forsvundet, og det blev manden, der modtog dem. Han undskyldte mange gange, men han kunne ikke invitere dem ind: ”Det er ett æ kone hinne daw i daw!”

   De to vandringsmænd undskyldte også; de var såmænd bare lige kommet forbi og ville kigge indenfor. De skulle videre med det samme. Men da de nåede godt uden for hørevidde, mumlede Chr. Knudsen: ”Ja, her fik vi i hvert fald ett så meget og spise, at vi ku få tromm’syg’!” Hvorpå de gik direkte hjem til kælderen og delte det sidste rugbrød.

   Aage Knudsen fortalte, at han et år var ovre hos sin morbror Knud i ”Egely” juleaften. Chr. Knudsen var også til stede, og han ville absolut spille mausel med de andre. De var nu ikke så opsatte på idéen, for det var jo trods alt en højhellig juleaften.

   Knud Vesterbæk Knudsen førte, som nævnt, en noget omflakkende tilværelse. Ifølge folkeregisteret påtog han sig arbejde på ”Granlide” ved No i et lille års tid, men vendte tilbage til ”Egely” i november 1939. Vi kender endnu en fraflytningsdato, 1. april 1941, men i mellemtiden  havde Knud og Marie været i arbejde andetsteds nogle gange.

   Mens de var væk, beboedes ”Egely” af Vilhelm Knudsens datter Dagny og dennes mand, Møller Hundebøll. En del af leje-aftalen gik ud på, at parret skulle give Knudsen mad, men han var nu ikke altid så præcis til spisetiderne. Han gik med lommeur i vesten, og Dagny Hundebøll så ham engang tage uret op af lommen og kigge på det, for derefter målbevidst at skridte op imod huset. Han var nok blevet bagefter.

   Foråret 1941 arriverede der nye folk, Rosa og Niels Damgaard. De havde i avisen set, at der blev søgt ny ”bestyrer” for Knudsen i Krattet, og de ansøgte så om ”stillingen”. Det var, som vi har set, Andelsselskabet der havde sat annoncen i bladet, idet man trængte til at få Knudsens gæld saneret. Jorden måtte de dyrke, men den var ikke særlig velholdt, så Damgaard måtte med sine lånte heste fra ”Ladegaarden” pløje meget dybt for at gøre den tjenlig igen. Arbejdet måtte gøres om aftnerne og i weekenderne, for om dagen gik han ud som daglejer.

   Kontrakten lød på, at Damgaard det første år skulle give 200 kr. for at måtte benytte huset og jorden. Derefter skulle lejen stige det næste par år. Det var samtidig en betingelse, at parret stod for driften af restaurationen. De måtte selv sørge for kaffe og brød, men kunne indkassere et eventuelt overskud. Knudsen betingede sig som hidtil at have lov at bo i kælderen, og han skulle spise varm mad hos Damgaards. Dette sidste var imidlertid ikke altid nemt, for han var som nævnt meget upræcis. Passede det ham at komme tre timer for sent, gjorde han det, og til sidst blev det så grelt, at Damgaards ikke kunne have med det at gøre. Så tog Knudsen i stedet – som en anden H. C. Andersen – på visit rundt hos sine venner og J.A.K.-tilhængerne. Han forstod kunsten at bjærge sig føden.

   Damgaards skulle, som fortalt, selv bekoste driften af restaurationen. Det kunne være vanskeligt at beregne, hvor meget der skulle bruges til de store JAK-møder om sommeren. I forvejen var det svært at skaffe forskellige fødevarer i disse krigsår. Der var ingen spiritusbevilling, og det var kun surrogatkaffe, der serveredes. Vandet hertil skulle hentes nede i haven.

   Til de store friluftsmøder kunne der nemt komme op imod 300 mennesker, og til et sådant antal havde Damgaards engang bestilt brød hos bageren. Brødet kom, men det blev et forfærdeligt vejr, og der viste sig kun 30 deltagere til mødet. Det var en alvorlig sag rent økonomisk; brødet kunne naturligvis ikke leveres tilbage.

   Der kom skoleklasser på besøg i haven, og de skulle også trakteres, hvis de ikke havde mad og drikke med selv. Niels Damgaard, der opnåede at blive 105 år gammel, fortalte til denne biografi, at han havde med hjem fra et længere ophold i København ti kasser cigarer. De blev alle brugt til gæsterne, og efter et sommermøde i Krattet var der ikke mange tilovers.

   Damgaard spillede selv på treradet harmonika, og det skete, at han og Chr. Knudsen musicerede sammen. Knudsen var altid i sit es, når violinen blev hentet frem, og blev han smurt lidt indvendigt af et par dramme eller tre, spillede han ekstra lystigt. Der findes et par billeder af de to spillemænd, lynskudt en solskinsdag i haven.

   Niels Damgaard startede med en ko og endte med to og havde derudover nogle grise og høns. Der var noget at passe samtidig med et udejob. Da J.A.K. forlangte, at huslejen skulle sættes op, ville Damgaard ikke være med længere, og han flyttede med hustruen fra ”Egely” i 1946.

   Herefter var der skiftende lejere, og i perioder stod huset da også tomt. Sognerådsformand Jeppe Hansen kom en gang op til Knudsen, mens huset stod ubeboet og påpegede, at der burde sætters nogle folk ind. ”Det bestemmer jæ’”, svarede Knudsen prompte. ”Æ hus er mit!”

  

BESÆTTELSEN

Den 9. april 1940, på den dag da tyskerne besatte Danmark, kom Chr. Knudsen forbi naboejendommen i ”æ mo.s”, Ingrid og Harald Smiths hjem.  Han havde hørt nyheden og kom nu ind til dem for at drøfte den truende situation.

   ”Jæ’ er hverken tysk eller engelsk”, sagde han med patetisk stemmeføring, ”jæ’ er dansk!” Og der er ingen tvivl om, at Knudsen ligesom Paludan-Müllers Adam Homo var ”dansk i sind og tale”.

   Allerede i slutningen af 30’erne, hvor begivenhederne i Tyskland gav anledning til ængstelse hos mange, havde Knudsen diktatorerne under behandling i sin have. Han lavede dengang smædefigurer af både Hitler og Mussolini, og knyttede vanen tro nogle stærke kommentarer til under rundvisningen for de besøgende. Dertil kom, at han om diktatorer som Hitler og Göring havde skrevet nogle smædevers, som han citerede flittigt for sit publikum.

   En måned før tyskernes besættelse af Danmark holdt J.A.K. landsstævne på Nyborg Strand – 10-11. marts. Forsamlingen diskuterede over emnet Neutralitet og dens problemer”, og hertil havde Chr. Knudsen følgende kommentar (refereret i JAK-Bladet 6/4-40):

   ”Det er mærkeligt nok, at Menneskene ikke er for kloge til at slaas. Det er endnu mærkeligere, at de ikke stærkere har søgt Krigens Aarsag. Man bør som A.m.K. (: Aldrig mere Krig) konsekvent nægte at gaa med til at opretholde Krigsuddannelsen”.

   Det lød mere fornuftigt end den noget lunkne kommentar i JAK-Bladet 13/4-40, hvor ledelsen fraveg tidligere begejstrede tilkendegivelser ved at skrive: ”JAK er at finde paa Fredens, Forstaaelsens og Besindighedens Vej”.

   For Knudsen blev det sværere efter 9. april, selvom det ikke kom til direkte konfrontationer mellem de lokale besættelsestropper og Knudsen. Det fortælles, at det ellers var lige ved engang. Den ivrige J.A.K.-mand havde ved bevægelsens hjælp fået trykt nogle flotte kataloger, som i ord og billeder skulle fortælle om hans intentioner med havens udsmykning. Det var netop i 1940, og på dette katalogs sidste side havde han tegnet en løbende ræv og herunder sat følgende digt:

 

”En dristig Tyv og Røver

det er han ganske vist,

ta’r alt, hvad han behøver,

jeg tror, han er Nazist!

 

Hans Feltraab: Blod og Ære.

Hans Vaaben: Kæft og Klør.

For sig og Slægtens kære

han kæmper med Honnør.

 

Vi har ogsaa Tobens-Ræve,

som daglig gaar paa Rov.

De lever af at kræve

af dit og mit Behov”.

 

I digtets linier var der en helt tydelig kritisk holdning til nazismen, og det har ganske givet skurret fælt i tyskernes øren. Det fortælles, at tyskerne rent faktisk mødte op og spurgte, hvad han mente med sine ord, men Knudsen reddede skindet ved at sige, at det var en trykfejl hos bogtrykkeren – der skulle stå marxist!

   I senere udgaver af kataloget kom der i øvrigt til at stå om den snu ræv, at han er marxist. Men et udtryk som ”Blod og Ære” havde ellers tydelig adresse til Nazi-Tyskland.

   Knudsen var nok klar over risikoen ved alt for højlydt at lufte sine meninger, så han holdt sig i ave. I september 1941 var der en gæst, som i havens besøgsbog skrev et større versificeret stykke om det forhadte hagekorsbanner. Det er lidt ubehjælpsomt stavet og formuleret, men der er ingen tvivl om budskabet, når verset slutter med ordene om, at den der ”hader Hagekorset og Hagekors-banner, vil staa sig bedst en gang naar Hagekorset strander”.

   Knudsen fandt i største hast klisterflasken frem og klæbede med stor omhu et stykke papir over den farlige tekst. Papiret blev limet så godt fast, at det end ikke i dag lader sig fjerne.

   En dag var han cyklende til Vorgod, på besøg hos søskendeparret Esther og Chr. Smedegaard. Det var i halvhelligdagene i julen, og han skulle overnatte hos dem. På et tidspunkt kom der nogle tyske soldater forbi udenfor, berettede Esther Smedegaard senere, og de blev inviteret ind til en kop kaffe. Hun og broderen forholdt sig neutrale, forklarede Esther Smedegaard til denne biografi, og de så sådan på det, at de menige soldater var mennesker, som sikkert ikke var her af egen fri vilje.

   Tyskerne blev bænket omkring bordet sammen med Smedegaard-parret og Knudsen, og stemningen blev efterhånden ganske god. Knudsen trak endda sin violin frem og spillede, mens de tyske soldater sang til. Dagen efter var Knudsen helt modsat. Nu havde han en masse ondt at sige om tyskerne; han brugte mund og skældte dem hæder og ære fra, og til sidst blev han så gal i hovedet, at han i arrigskab trak sin cykel frem og kørte hjem til Brejning Krat. Og så skulle de endda have haft noget særlig godt at spise om middagen!

   Måske har idealisten Knudsen fået dårlig samvittighed over at være revet med af en åbenbart lidt for hjertelig atmosfære i Smedegaard-huset dagen før?

   Da han en søndag formiddag viste nogle besøgende rundt i haven, passerede der et tysk fly hen over stedet. Knudsen stoppede op og pegede imod maskinen deroppe på sommerhimlen: ”Det er Fanden selv”, sagde han, ”der er ude og prøve æ vinger!”

   Peder Green har fortalt, at der under besættelsen kom en tysk officer op til Krattet for at tilrettelægge en øvelse med Knudsen. Denne øvelse skulle afholdes i og omkring Krattet og Knudsens Have, hvorfor gartneren i sin idylliske enklave blev inddraget.

   Officeren skal have spurgt Knudsen, om han talte tysk, men Knudsen spurgte tilbage, om tyskeren talte engelsk. Derved tvang han officeren til at samtale på det sprog, der for ham var fjendesprog.

   Knudsen viste tyskeren rundt og forklarede på engelsk om sine tanker og idéer. Officeren kvitterede ved at love Knudsen, at hans have ikke blev inddraget i den forestående øvelse… som naturfilosoffen senere fortalte.

   Partiernes paradis, som ikke længere havde deltagelse af folk som Hitler og Mussolini, kaldte Knudsen også for Partiernes kravlegård. Det var nemt for ham at ændre portrætterne, og Hitler blev på et tidpunkt til L.S.’ fører, Knud Bach.

   Det fortælles, at besættelsestropperne efterlod en stor kampesten i Spjald, da de forlod landet. I den havde de ladet indhugge herrefolkets prangende symbol: Et hagekors. Knudsen var ikke sen til at bemægtige sig dette klenodie, og han fik med møje slæbt den store sten ud til Krattet, hvor den skulle stå til skræk og advarsel – som et gysende minde om nazismens ugerninger.

   Interessant er det, at Knudsen efter krigens afslutning fik besøg af nogle tyske flygtninge. I hans gæstebog har et lille selskab den 5. august 1945 noteret sig. Det var W. Fuzinski og hustru, Fru Maria Lübert og Hans Kaminski. De skriver kort: ”Zur Erinnerung an die Flüchtlingszeit in Videback”.

   De tyske flygtninge, hvoraf de sidste først forlod Danmark i slutningen af 40’erne, havde det ikke alt for godt, som senere forskning har vist. De humanitære forhold var kritisable: Maden var stærkt rationeret, og det skortede på lægehjælp.

   Efter fem års tysk besættelse blev alt tysk lagt for had i den danske befolkning, og hvad var nemmere end at lade hævnfølelsen gå ud over de svage, underernærede og kuede flygtninge.

   En kendsgerning er det, at også Chr. Knudsen så sig vred på ”gæsterne”. Da han en dag i sommeren 1945 besøgte lærerparret Tværmose i Vesterbæk, hørte han hvordan de lokale flygtninge, som var internerede i skolens gymnastiksal, sang og råbte og hang ud af vinduerne.

   ”Der er ett nøj og syng’ for, bette folkens”, råbte han. ”For I kommer snart ud af æ land!” 

   Besættelsestiden var ikke kun en grå og trøstesløs tid. Ganske vist måtte befolkningen lide under utallige restriktioner og mangel på selv elementære fornødenheder, men Knudsen var jo et menneske uden de store fordringer, så han klarede sig uden tvivl glimrende gennem de fem onde år.

   Dagligdagen skulle jo leves, og det danske vejr og den danske natur var ikke omfattet af begrænsninger eller tynget af tidernes ugunst. I al sin egenart og skønhed kom våren og sommeren hvert år, og en solfyldt, klar forsommerdag kom Chr. Knudsen cyklende forbi Anders Færge, der var søn af Jens Færge, Opsund. Knudsen var i et vældigt humør og proklamerede, mens han kørte forbi: ”Ja, så er det blevet sommer over Dannemark!”

   Måske var det på den tid, han blev sat til at lave Jens Færges stueur, en operation, der vistnok lykkedes ganske godt, for han havde jo også en god portion teknisk snilde mellem sine mange talenter.

   Lige efter krigen var Knudsen vikar i Opsund, og en datter af Niels Agerbo har fortalt, at børnene så gerne ville synge den populære tyske Lili Marleen. Men Knudsen blev vred og sagde nej… om de mon vidste, hvad den stod for?

   Midt under besættelsen, den 28. august 1942, fyldte Knudsen 60 år, og mange af vennerne og naboerne mødte op for at fejre ham. I gæstebogen skrev Niels Pedersen, en af foregangsmændene inden for J.A.K. i Opsund, følgende fødselsdagshilsen:

 

”Af Hedebrink og Mosesump

han skabte ’Egely’

og Tankens Dyb blev Liv i Sten og Træer”.

 

Medunderskrivere ved den lejlighed var bl.a. Charles Hansen, Peder Pedersen, Markus Agerbo, Vilh. Hansen og Johs. Lauridsen.

 

VENSKABET MED LÆRERPARRET TVÆRMOSE

Det var også i 1942, at der kom nye lærerfolk i Vesterbæk Skole. Det var Karen og Thorvald Tværmose. Knudsen havde jo helt fra sine unge dage en trang til at ”mænge sig”, hvor der var degne til stede – han følte sig selv som lærer – og derfor varede det ikke længe, før han begyndte at komme hos Tværmoses.

   I første omgang var det nok lærerparrets interesse for J.A.K. og for vegetarisk kost, der skabte kontakten, men samtalerne mellem Knudsen og især Thorvald Tværmose kom også til at dreje sig om en lang række andre emner, måske især litteratur. De kunne sidde til langt ud på natten og diskutere de gamle klassikere eller filosoffernes tanker om menneskelivets forunderlighed.

   Efterhånden gik der næppe en uge uden at Knudsen kom på besøg. Karen Tværmose (1905-2001) boede sine sidste år i Silkeborg, og hun fortalte til denne biografi om, hvordan Knudsen blev en kærkommen gæst i de ni år, hun og hendes mand virkede ved Vesterbæk skole. Og selv efter at de var flyttet til andet embede, først i Tåstrup ved København og senere til en skoleinspektørstilling på Falster, holdt de forbindelsen ved lige med den gamle profet i Brejning.

   Chr. Knudsen besøgte dem i øvrigt begge steder. En gang var han på visit hos nogle bekendte, vistnok i Roskilde, og han tog da til Tåstrup for at hilse på Tværmoses. Men uheldigvis var lærerparret i skole til hen ad kl. 16, og Knudsen arriverede allerede kl. 12. Om det var det – at han måtte traske rundt i Tåstrup i fire timer – der gjorde det, i hvert fald ville han ikke overnatte, men rejste tilbage samme aften.

   Under et senere besøg på Falster ville han også tilbage inden aften. Kontakten blev ellers opretholdt via breve, selvom Knudsen ikke var nogen flittig brevskriver, og da Tværmoses i 1961 vendte tilbage til egnen for at bestride skoleinspektørembedet i Spjald, var Knudsen i mellemtiden død.

   Tværmose havde på sine reoler omkring 4000 bind, og det var naturligvis et sandt eldorado for den læsebegærlige Chr. Knudsen. En gang sagde han: ”Det er godt så længe I to har hinanden – og I har bøgerne – den åndelige kultur”. Selv lånte han også af bogsamlingen og diskuterede efter endt læsning med Thorvald Tværmose.

   Der blev snakket om de gamle, store – Søren Kierkegaard, Pontoppidan, Karen Blixen, Rousseau, Goethe, Freud og Tolstoy – og der blev drøftet filosofi, religion og darwinisme. Dette sidste syntes Knudsen for øvrigt, at der var en god del sund fornuft i.  Men også de yngre forfattere som f.eks. Martin A. Hansen blev behandlet. Tværmose havde haft Martin A. Hansen som lærer på Blaagaard midt i 30’erne, og den spændende forfatter må – med sin dybe rod i den gamle bonde- og almuekultur – have tiltalt Knudsen.

   Knudsens respekt for det skrevne ord, for de udødelige digterværker, var stor. I en optegnelse, sandsynligvis fra det første Amerika-ophold, skriver han, at ”Kærlighed til Poesi giver en indre Glæde, som ingen ydre Omskiftelser kan røve. Uden Poesi bliver Tilværelsen fattig paa Liv, fattig paa Lykkelige Længsler”.

   Der kan godt være tale om en afskrift; Knudsen havde det med at notere op, hvad han syntes godt om. Den østjyske digter Anton Berntsens pudsige og kloge epigrammer passede ofte til Knudsens tankeverden, som f.eks. denne.

 

”Har Bogen et slidt og laset Bind

saa ved man, at den har saaet

sit Kundskabsfrø i en Læsers Sind

og saa har sit Maal den naaet”.

 

Knudsen har nedskrevet flere af Berntsens vers, men han kunne også bruge sine egne ord om åndslivet og kunsten:

 

”Natur og Kunst hører sammen,

det første Billedet, det sidste Rammen”.

 

Karen Tværmose undrede sig ofte over, at hendes mand og Knudsen ikke behøvede at gå i detaljer, når de snakkede sammen. Det var som om, de med få ord kunne forstå hinanden. At fatte sig i korthed og alligevel få meningen fuldt frem, var noget de begge evnede, og de kunne næsten blive irriterede, hvis nogen brugte en mængde tid på noget, som nemt lod sig sige i få ord.

   ”Han havde næsten altid nodepapir i lommen, når han besøgte os”, fortalte Karen Tværmose. Lærerparret elskede musik, og det havde mange noder, som Knudsen yndede at kigge i. Fik han øje på en melodi, han ikke kendte eller som han absolut måtte eje, satte han sig og skrev den af med sirligt prentede nodetegn.

   Harald Bergstedts børnesange holdt Knudsen meget af, og både tekst og melodi blev overført til hans nodepapir. Kaj Munks kønne digt ”Der skinner et Lys fra en Stjerne”, som stammer fra december 1940, fristede også Knudsen. Et af versene lyder:

 

”Bliv ved, du ensomme Stjerne,

at sende dit lys mod Jord,

til Hjerterne dog omsider

bøjer sig dybt og tror”.

 

Samme digters mere skæmtsomme ”Ork ja” fra 1938 blev ligeledes skrevet af.

   Knudsen var altid sober i sin tale, når han kom på besøg, huskede Fru Tværmose, og han var god af sig. Han kunne pludselig få nogle tossede indfald, der straks skulle afprøves, men han lod sig også let tirre af drillerier. Da blev han vred, og hans øjne lynede som var han en anden Terje Vigen.

   Men var han mellem venner, optrådte han med en naturlig venlighed. Han var åben og positiv og prækede aldrig Jantelovens ”Du skal ikke tro, du er noget”. I stedet prøvede han at lokke den gode stemning og det gode i mennesker frem ved faktisk at sige til dem: Du skal tro, du er noget.

   ”Chr. Knudsen var en sjov kumpen”, udtalte Karen Tværmose. ”Somme tider sagde han De til os – og til andre tider du, eftersom han var i humør til. Han var jo en sammensat natur. I begyndelsen, da han kom hos os, titulerede han os Hr. og Fru Tværmose, men efterhånden som han blev ven af huset, gik han over til du-formen og nævnte os ved fornavne. Eller han kaldte min mand for Direktøren eller Kongen – og mig for Dronningen i hans rige”.

   Det var øjensynligt noget, der morede Knudsen. Han havde navne til mange ting, og når han i Tværmoses gæstebog efter et besøg i juli 1948 skriver: ”Tak for Kanaljesækken” – og underskriver sig: ”Profeten Chr. Knudsen” – så har det ikke så meget med spiritus at gøre. Snapsen kaldte han ”krambambolin”. Nej, fortalte Fru Tværmose, det hentydede til de mange kopper kaffe, han havde drukket under visitten. Han elskede kaffe og kunne gerne drikke adskillige kopper fulde, hvilket han sjældent generede sig ved.

   Karen Tværmose fortalte, at hvis hun ved kaffebordet ikke bemærkede, når Knudsens kop var tømt, så begyndte ”profeten” straks at nynne: Sig mig, lille Karen, hvad mener du nu?” Han kunne også, straks han kom ind af døren, sige: ”Kom så me en kanaljesæk!”

   Han var en festlig gæst at have i stuen. I særlig grad følte han sig veltilpas, når han var kommet til bords, og når kaffekanden var varm. Så begyndte han at fortælle. Han arrigerede gerne noget over middag, når han vidste, at skoledagen var forbi, og så kunne han nemt finde på at blive til langt ud på natten. Tværmose og han havde, som nævnt, altid interessante emner at drøfte.

   Naturligvis kom han også på kortere besøg. Da han havde erstattet cyklen med en knallert, afsluttede han gerne sin visit ved på knallerten at køre to gange rundt i skolegården og vinke til Tværmoses, før han vendte næsen mod Egely.

   Karen Tværmose fortalte også, at hun og hendes mand en gang gik en tur ind mod Krattet. Det var en lun forsommernat i pinsen, en mild og stille nat med duftende natur omkring – som skabt til nattevandringer. Da de nåede til Knudsens have, stillede de sig foran hytten og sang Thøger Larsens smukke digt ”Danmark, nu blunder den lyse Nat”.

   Der gik lidt tid, så begyndte det at pusle inde i hytten, og langt om længe dukkede den gamle profet op i døren. Han var ellers ikke den, der brød sig om at blive vækket i utide, men også han fornemmede straks det på en gang jublende glade og højtidsfulde, som i duft og lyde svævede gennem denne lyse nat.

   Tværmoses havde taget kaffe med i en termokande, og det fik vel Knudsen til endelig at overgive sig. Sammen sad de og nød kaffen i den sene nattetime ude i haven, omgivet af en forunderlig stemning. En stilhed, som blev brudt af småfuglene, der puslede i træer og buske og så småt tog til at synge sommerens pris på ny.

   En helt anden situation opstod, da Knudsen en nytårsaften kom vandrende til Vesterbæk skole. Det var et frygteligt uvejr med sne og storm. Regnfrakke havde han dog på, men strømperne og halv-støvlerne var ganske tilsølede.

   ”Jamen, Knudsen dog!” udbrød Fru Tværmose, da hun så den forkomne profet stå i døren, og hun trak ham med ud i køkkenet, hvor hun hjalp ham med at få fodtøj og strømper af. Hun varmede vand og fik ham til at sætte sine forfrosne fødder ned i en balje. Det varme vand og den gode behandling kvikkede ham hurtigt op, og mens Karen Tværmose sad på gulvet og vaskede og masserede gæstens fødder, sagde Knudsen på sin lune måde og med adresse til Bibelen:

   ”Ja, Karen, det er jo Maria, der sidder ved Mesterens fødder!”

   Kom han tit på besøg i Vesterbæk skole, så nød Tværmoses i samme grad at aflægge visit hos ”mesteren” selv. De var engang cyklende til Krattet, og da de efter audiensen stod parat med deres cykler og talte med Knudsen, udbrød denne pludselig: ”Hva’ er det for en engel, der står dér?”  

   Og de så virkelig en ganske ung pige komme frem på stien, der går gennem Krattet. Hun var klædt helt i hvidt og så ganske uvirkelig ud, som hun stod der med skovens grønne træer og bregner som baggrund. Men ved Knudsens udbrud blev hun åbenbart bange, og ”englen” forsvandt atter mellem træerne.

   ”Nå”, sagde Knudsen, ”nu for hun til himmels igen!”

   Selvom lærerparret Tværmose efter ni år ved Vesterbæk skole i 1951 flyttede til Taastrup, bevarede ægteparret – som nævnt – forbindelsen med den gamle naturfilosof i Krattet. Da de to sendte en lykønskning til Knudsens 70 års dag, svarede han med et lille kort, hvorpå han bl.a. skrev: ”1000 Tak for Eders Venlighed og Opmærksomhed. Jeg venter Eders Besøg til næste Sommer. Jeg faar næppe Tid og Kræfter til at besøge jer i Taastrup.Som De ved, er jeg en daarlig ’Penneven’, men jeg tænker med Glæde og Venlighed tilbage paa de mange gode Stunder vi har haft sammen”

 

KAJ MUNK OG KNUDSENS HAVE

Vi har allerede hørt om Chr. Knudsens og broderen Vilhelms første skuffende møde med Kaj Munk i Vedersø kirke. Men selvom Munk var afvisende over for nysgerrige udensogns, så var han selv en nysgerrig natur, der gerne skulle se og opleve, hvad der rørte sig omkring ham. Han fik også nys om Knudsens Have, og det fortælles, at han flere gange skal have besøgt haven i Krattet. I hans øjne har der sikkert været tale om en yderst original og provokerende park, som det var værd at bruge en ledig stund på.

   Om en landskendt forfatter og debattør vil der altid opstå anekdoter og historier, som nok ikke alle kan stå for en grundig sandhedsprøve. Og når det drejer sig om en personlighed som Munk, der hurtigt blev en legende i levende live og efterfølgende en myte og martyr, så er risikoen for sådanne folke-historier så meget større.

   Ikke fordi de bevidst er opdigtede eller ”pyntede”, men anekdoter, der går fra mund til mund, bliver ofte fordrejede eller simpelthen får nye hovedpersoner. Også Kaj Munk har været offer for vandre-historier.

   Beretningerne kan godt være sande, og i hvert fald er de så gode, at de fortjener gengivelse. Et ved vi dog med sikkerhed: Kaj Munk har i hvert fald besøgt haven én gang:

   I Knudsens gæstebog har den omstridte forfatter egenhændigt indskrevet sig den 12. august 1940. Med sig havde han sin hustru, Lise Munk, datteren Yrsa, kusinen Ida Wael samt Aase Hauch og Johanne Kjær Jensen.

   Gæstebogen nævner ikke andre besøg, men det fortælles fra flere sider, at Munk kom i haven flere gange, alene eller med gæster. En gang kom han sågar kørende i hestevogn. Carlo Kyndesen huskede, at Kaj Munk på et tidspunkt arriverede i gummivogn med bænke på ladet til hans familie og venner.

   Peder Madsen, Nørre Åby på Fyn, var med i JAK fra starten og fik et godt kendskab til Chr. Knudsen. Han erindrede mange år senere en episode, som Knudsen engang gengav for ham:

   Kaj Munk havde en gang over for en gejstlig, vistnok den daværende biskop i Aalborg, berettet om den ejendommelige have nede i Brejning. Munk havde selv været der og fortalte ivrigt, at stedet så afgjort var et besøg værd. De besluttede sig for, sammen med Lise Munk, at køre i vogn til det gamle Brejning Krat, for at biskoppen ved selvsyn kunne overbevise sig om rigtigheden af Munks ord.

   Men da de nåede frem og steg ud af bilen, var det ikke just velkomstord, der lød fra Knudsens mund. Måske har selskabet forstyrret ham i hans middagshvile, som var en hellig stund for ham, for da Kaj Munk spurgte, om de måtte have lov at se haven, svarede Knudsen:

   ”Jæ tror ett, det er værd!” og her kiggede han bistert på den anden gejstlige i selskabet. ”For teologi er jo te å lukk i – så jæ tror ett, at I vil forstå det I ser, for mi have den lukker op!”

   Nu havde Knudsen vel også et horn i siden på digterpræsten. Ganske vist satte han pris på individualisten Kaj Munk, der som en af sine grundsætninger havde taget et Henrik Ibsen-citat til sig: ”Jeg liker ikke mænd i ledende stillinger”. Men når samme mand så tog geværet over skulderen og gik ud for at skyde Guds uskyldige skabninger, så protesterede Knudsen med harme. Han sagde ved en anden lejlighed om Munk: ”Han skyder o Vorherres skabninger, der ett ka skyde igen! Og det er ett nogen stor bedrift!”

   Selskabet fra Vedersø har naturligvis følt sig noget ilde berørt over denne massive afvisning, men Lise Munk skal da være gået hen til Knudsen og taget ham om armen:

   ”Når jeg nu be’r Dem, Knudsen, kan De så nænne at sige nej?”

   Den gamle profet tøede op og svarede mere formildet: ”Næh, Lise Munk… Dem er der ingen, der ka stå for!”

   Og så vandrede han da med det lille selskab ned i haven og gav sig tid til at forklare om sine idéer og meninger. Og mon ikke, der til lejligheden blev talt ekstra voldsomt imod statskirken? Det har muligvis været under dette besøg, han provokerende spurgte Kaj Munk: ”Hvorfor skal præsterne gå i skørter?”

   Da de nåede et stykke ned i haven, stoppede Knudsen pludselig op og hævede hånden advarende:

   ”Vær nu helt stille!” hviskede han, ”for her i nærheden er livets under – og den er kun åbenbar for den, som forstår det!”

   Han vinkede Lise Munk til sig. Kun hun måtte følge med ham ind i et tætbevokset krat, der lukkede sig skærmende om en anden verden. Her sad i en simpel rede nogle små fugleunger og pippede.

   ”Dér!” sagde Knudsen, ”er livets under for os!”

   Lise Munk ville hente de andre to, men Knudsen rystede på hovedet, som ville han sige, at sådan noget – det forstod de ikke.

   Det er som nævnt Knudsen selv, der har fortalt historien, og mon ikke han her på ny har overdrevet lidt og pyntet på virkeligheden. Fru Lise Munk var, da hun i begyndelsen af 1980’erne blev spurgt, ikke i stand til at erindre episoden. Hun mente i øvrigt, at hendes mand og hun aldrig havde besøgt det pågældende udflugtsmål. Men det modbeviser hendes og Kaj Munks navnetræk i gæstebogen.

   Mikael Sig Lauridsen, der i 1950’erne blev Knudsens hjælper, har også fået fortalt om et Kaj Munk-besøg. Præsten var kommet til haven inkognito, det må have været første gang, men Knudsen opdagede hurtigt, hvem han havde for sig. Da han fremviste en blåmejse-rede nede i haven, skal Munk have fremsagt et vers.

   Der er sandsynligvis tale om samme episode, som Knudsen berettede om til nogle gæster i begyndelsen af 50’erne. Tage Vest, Astrup, huskede, at han sammen med sine forældre og familie fra København var taget en tur til Knudsens Have en lys sommeraften. De fik foretræde for en veloplagt Chr. Knudsen, og da de var de eneste besøgende, gav han sig god tid til dem. Under rundvisningen så de en af havens blåmejsereder, og Knudsen fortalte da, at han engang havde haft besøg af Kaj Munk.

   Da Munk fik øje på blåmejserne med deres unger, udbredte han sig om ”disse små, sarte skabninger, der ikke bekymrede sig om dagen i morgen”.

   Digterpræsten var optaget af det, som Knudsen havde lavet, og han kunne også se idéen i meget af det, han så.

   Men da Munk skulle køre fra stedet igen, skete der noget. En anden gæst var ved at starte sin bil, der stod parkeret ved indgangen. Men bilen var ikke til sinds at ville starte, selvom manden stod med sit håndsving og gjorde ihærdige forsøg, mens han bandede og svovlede voldsomt.

   Kaj Munk stod lidt og så på ham. Så gik han hen og lagde en hånd på mandens skulder og sagde:

   ”Prøv nu at sige ’i Jesu Navn’, min gode mand!”

   Manden gloede olmt på ham, men i forvirringen over, at Kaj Munk talte til ham, gjorde han som der blev sagt.

   ”Prøv så om De kan starte!” tilføjede Munk.

   Manden drejede håndsvinget – og bilens motor spandt som en kælen kat.

   ”Det var fandens!” udbrød Munk.

   Selvom digteren var en noget ukonventionel præst, er det nok sandsynligst, at den gode Knudsen også her har smurt ekstra kolorit på historien. Pointen er god, men det er næppe troligt, at Munk i fuld offentlighed afsluttede med en simpel ed.

   Beretningen her gengives i øvrigt en smule omvendt fra anden side, idet det fortælles, at Kaj Munk efter en tur til Ringkøbing skulle tilbage til Vedersø, men hvor meget han end baksede med sin bil, ville den ikke starte. Han bandede noget over den uheldige situation, men da kom en mand hen til ham og sagde, at han i stedet skulle prøve at sige: ”I Guds navn”. Et eksempel på den svære kunst, der hedder mundtlig overlevering… og på det, man kalder vandrehistorier. 

   Knudsen holdt meget af Kaj Munks festlige digt ”Ork ja”, som blev til i 1938, og til dette sprudlende epos om blomster- og dyrelivet i det tidlige danske forår kan digterpræsten udmærket have hentet inspiration i Knudsens Have. Man ser tydeligt for sig Knudsens åkandedam og den åbne græsklædte plads omkring den, når man læser Munks glade digt, som slutter:

 

”Hurra for Livets Gammen!

Paa Plænen og ved Dammen

vi er her alle sammen

og ogsaa jeg og du”.

 

Chr. Knudsen følte sig helt givet fascineret af Kaj Munks umiddelbarhed og impulsive væsen. En stridens mand, der ikke gik på akkord, men følte det som sin opgave at åbne befolkningens øjne for livets mange muligheder og advare imod de negative strømninger… ligesom Knudsen havde sat sig en lignende livsopgave.

   Tilføjes kan det, at Knudsen uden tvivl var stolt over, at digterpræsten aflagde visit hos ham. Det fremgår jo også af, at han fortalte anekdoterne om Munk til sine gæster – selvom der imellem føjede sig kritiske bemærkninger ind i beretningerne.

   Slutteligt refereres her en episode, som skal have fundet sted dagen før Skt. Hans. Kaj Munk og Chr. Knudsen var på rundtur i haven, de diskuterede bravt, og der blev ikke lagt fingre imellem. Da de nåede til rentetrolden med dens skrækindjagende åsyn, spurgte Munk. ”Hvad er det, der står der?”

   ”Det er en trold”, svarede Knudsen, ”og den brænder vi på bålet i morgen! Da ska’ alle hekse jo sendes til Blocksbjerg!” Han så udfordrende på Kaj Munk. ”Og du skal vel også derned!”

   En typisk Knudsen-fortælling, som profeten afsluttede med, at digterpræsten var blevet stødt… og hurtigt forlod haven.

   Nu kender læseren anekdoterne, men tag dem ikke alt for seriøst.

 

LA KABANO

Fra sit beskedne hjem i ”Egely”s kælder kneb det efterhånden Knudsen at kontrollere de besøgende. Der kom stadig flere og flere for at se hans livsværk – ”Danmarks ejendommelige have”, som han selv kaldte den – og indgangen til området lå et godt stykke neden for huset. Alderen var så småt begyndt at kunne mærkes, selvom han kun var godt de 60 og levede et sundt og frit liv. Tanken om at bo nærmere ved indgangen blev med tiden så levende for ham, at han simpelthen gik i gang!

   Til sit nye hus behøvede han ingen dyr arkitekthjælp, han lagde sig helt enkelt ned på det sted, hvor han havde bestemt, bygningen skulle være. Derpå trak han en streg i jorden ved hoved- og fodende, og da det var klaret, drejede han sig, så han kom til at ligge udstrakt, pegende mod de to andre verdenshjørner. Et par streger hér – og husets grundtegning var klar!

   Desværre skete der det, at han efterfølgende kom til at sætte sine vægge inden for stregen, oven i købet lidt skævt, så han nu ikke kunne ligge med strakte ben i rummet. Knudsen var aldrig rådvild. Uden tøven anbragte han en slags kasse i muren – til fødderne, når han lå og sov.

   Huset – eller hytten – fremstod noget mere primitiv end ”Egely”. Der blev anvendt forhåndenværende materiale til ”byggeriet”, for det måtte naturligvis helst ikke koste penge. Knudsen var selvbygger som skovmanden nede i haven, og det var ikke uden stolthed, han proklamerede. ”Jæ har bygget hér uden regeringens tilladelse!”

   Nybyggeriet tog sin begyndelse omkring 1942-43. På den tid var det Niels Damgaard, der boede i ”Egely”s overlejlighed, og Rosa Damgaard huskede, at Knudsen fortalte hende om sit uheld. Han var nødt til at få bygget noget mere til sin hytte, for ellers kunne han ikke ligge udstrakt i sin seng. Derefter var det, at han lavede hul til fødderne.

   Ak ja… hvad fandt han ikke på af løjerlige historier.

   Nu følte han sig mere i begivenhedernes centrum. Han kunne holde øje med alle, der kom, og få sig en snak med dem efterhånden. Og sikkert nemmere at få dem til at slippe en skilling til bøssen ved indgangen.

   Var det koldt, kunne han trække sig tilbage mellem den lille hyttes skærmende vægge og primitive tag. Der var jo altid noget, der skulle laves om og forbedres. Og der var nye figurer, der skulle skabes og idéer udtænkes. Haven og dens mange fortællinger måtte aldrig stagnere og ligge brak. For Knudsen var det en levende arbejdsplads, hvor der hele tiden skete nye tiltag.

   JAK-Bladet kunne 5/2-1943 fortælle, at ”Chr. Knudsen nu har bygget sig en Hytte, der er mindst mulig, idet den kun bestaar af et Rum, som er bade Dagligstue, Spisestue, Soveværelse og Køkken. Andre vil maaske finde en saadan Hytte trøstesløs eller fattig, men Chr. Knudsen er ikke Filosof for ingenting. Han har derfor digtet nedenstaaende lille Sang”.

   Og herefter følger digtet ”Min Hytte”:

”Der ligger ved Krattet en selvlavet Hytte,

og der bor den rigeste Mand i vor By.

Han siger, han ikke med Kongen vil bytte,

for her bor han ensom i fredelig Ly.

 

Hvis Rigdom bestaar ej i Velstand og Ære,

sagtmodigt maa deles de fattiges Kaar.

Af Livet han lærte den haabfulde Lære,

at Vinter maa vige for Sandhedens Vaar.

 

Fornyelsestanker bestandig kan tænkes,

naar hver Dag man ældes og fødes paa ny,

thi Livets Vorherre kan bryde de Lænker,

der bandt os i Trældom paa Land og By.

 

Lad Haven og Hytten bevares som Minde

om Tidernes Ondskab – om Mørke og Død –

om Sandhedens Lys, der trods døve og blinde

oplyste vor Jord, naar Vorherre det bød”.

 

   Den beskedne hytte blev alligevel for trang. Det kneb at have alt værktøjet og andre remedier inde i det lille rum, når der også skulle være plads til seng, bord og stol. I 1944 købte han derfor hos savværksejer Richard Andersen i Videbæk et særdeles bitte træhus, som han lod sætte sammen med den hidtidige bygning.

   Men hermed var det ikke ganske slut; huset blev faktisk bygget om og udvidet i fire omgange, før det omkring 1946 stod færdigt. Knudsen hentede gamle, brugte sten i Magersped, og blik og træværk og rør var heller ikke af ny dato.

   Den færdige hytte så både interimistisk og skrøbelig ud, men det passede den gamle aleneboer i Krattet fint. Han gik ikke så meget op i det materielle.

   Carlo Kyndesen, Grønnehuse, fortalte mange år senere, at han og forældrene kom på visit for at bese Knudsens nye bolig. De havde selv brød med til kaffen og glædede sig til at se hytten indvendig. Men der var, fandt de snart ud af, så lidt plads, at de var nødt til at sidde på Knudsens seng.

   Mikael Sig hjalp ham en tid med at mure op, og Knudsen formanede ham ved den lejlighed: ”Nu ska du ett gjør’et for akkurat, Mikael, for det ska se antik ud!”

   Senere lod han opføre en slags redskabsskur bag ved hytten. Her kunne folk sætte sig ind og spise medbragt mad.

  Den tidligere omtalte vurdering til brandforsikring fra 1949 omtaler også La Kabano. Vi får at vide, at hytten lå omkring 75 meter syd for de andre bygninger, og at den bestod af beboelse 7 meter lang, 6,2 meter dyb og 2,2 meter høj. Den er bygget dels af 23 cm grundmur, dels af brædder med tag af pandeplader og med 1 komfur. Stedet er indrettet med stue, soveværelse, køkken med 1 skorsten og gang – alt med bræddeloft og bræddegulv. Der var også en 20 m2 stor kælder med cementgulv, og man omtaler ligeledes et redskabsrum 2,2x1,6x1,8 meter – af brædder og med cementgulv og pandeplader som tag.

   Det oplyses denne oktoberdag i 1949, at Egely og La Kabano tilsammen vurderes til 22.100 kr.

   Hvorfor kaldte den gamle eneboer sin nye bolig for La Kabano? Jo, han var i 1944 begyndt at lære sig esperanto, og på det sprog betyder La Kabano netop hytten (eller kabinen).

   I et nyt katalog for haven – det udkom første gang i begyndelsen af 50’erne – skrev Knudsen et digt, som han kaldte ”Hyttens og Havens sang”. Det lyder:

 

”Der ligger ved Krattet en selvlavet Hytte,

der bor den rigeste Mand i vor By

                  (rig midt i Fattigdom),

hans Rigdom bestaar ej i Velstand og Ære,

taalmodig han deler de fattiges Kaar;

af Livet han lærte den haabfulde Lære,

at Vinter maa vige for sandhedens Vaar.

 

Lad Haven og Hytten bevares som Minde

om Tidernes Uro – om Krig og dens Spor,

om sagtmodig Kamp for en ny Tid at vinde,

det er Sandhed og Liv, det er Aanden fra Nord”.

 

I en senere udgave af kataloget (1957) ændrede han digtets ordlyd en smule. I stedet for at skrive i tredje person, lod han ordene blive mere personlige, idet han satte et ”jeg” ind, hvor der før stod ”han”. Ydermere tilføjede han to linier efter digtets to første strofer:

 

”Her kan jeg hvile, her kan jeg lytte

til Fuglenes Sang i Kvæld og i Gry,

min Rigdom bestaar ej…….” osv.

 

Som omtalt var Knudsen begyndt at interessere sig for det internationale kunstsprog esperanto (: betyder ”den håbefulde”). Dette hjælpesprog blev konstrueret af den polske øjenlæge Ludwik Zamenhof i 1880’erne med det formål at skabe et bredere mellemfolkeligt samvirke ad sproglig vej. Det måtte naturligvis tiltale menneskevennen Chr. Knudsen, og han deltog i et kursus, som blev holdt i Videbæk Skole vintrene 1943 og 44. Læreren hed Taisbak og boede i Fiskbæk ved Videbæk. Der var en række deltagere fra omegnen, og et par af disse har samstemmende fortalt, at Knudsen på skolebænken var lærenem. Han gik ind for sagen med ildhu og deltog endog i et stort esperanto-stævne på Idrætshøjskolen i Vejle midt i 40’erne.

   Føromtalte Carlo Kyndesen har fortalt, at han og Knudsen dengang var cyklende til Vejle for at være med til det store 3-dages kursus.  

   Det skete, at han havde sin violin med til kursustimerne, og blev der overskud af tid, var han ikke vanskelig at få overtalt til at give et nummer.

   Fra havens gæstebog ses det, at mange esperanto-tilhængere fra hele landet besøgte Knudsen. I juni 1949 var det E. Langkilde Rasmussen, Rask Mølle, der efter en visit takkede for oplevelsen og Knudsens gæstfrihed – og for hans ”vivanta inspiro” (levende inspiration). Knudsen havde ligeledes en ret stor korrespondance med ligesindede, og det menes, at han også underviste lidt i esperanto.

   Brorsønnen Hans Knudsen kom nok længere og dybere ind i sproget og lærte fra sig til interesserede. På sit eksemplar af kataloget fra haven har samme Hans Knudsen i øvrigt oversat ”Danmarks mest ejendommelig Have” til esperanto: ”La plej stranga gardeno de Danlando”.

 

BIODYNAMISK DYRKNING

En anden sag, der interesserede Chr. Knudsen voldsomt, var den biodynamiske dyrkning. En sund sjæl i et sundt legeme måtte også kræve sunde, giftfrie afgrøder. Selv sagde han: ”Min frugthave dyrkes efter alle naturens regler, uden sprøjtning og kunstgødning. Jeg bruger kun græs som gødning – jeg er blevet lige så klog som koen, der ved, at græs er bedre end gødning!”

   Der lå i dette en inderlig bekendelse til naturen og alt, hvad der er oprindeligt. En eneboer i dette ords gængse betydning var Knudsen som sagt ikke, tværtimod. Han elskede selskab. En god snak med venner og naboer og de fremmede mennesker, der kom i haven, kunne han ikke undvære.

   Men han ville have lov at leve, som han ønskede det: I sin primitive hytte midt i den elskede have, i en egen fortrolig kontakt med naturen. Moderne bekvemmeligheder – i hvert fald når det drejede sig om sanitære eller huslige former – brød han sig ikke om. Han fortalte selv, at han, når han med mellemrum skulle vaskes, stillede sig nøgen uden for hytten og hældte den ene spand vand efter den anden ned over sig.

   ”Du skal aldrig arbejde imod naturen – men altid med den!” lød hans vise ord. Og det gjorde han så – med sine kompostdynger. Græsset var ikke bare ukrudt, der skulle rives op og smides væk. Det var en del af naturen og burde bruges på ny i den økologiske proces. Disse tanker, som i vore dage er en selvfølge for havefolket, er altså ikke af ny dato. Under en rundvisning kom de besøgende forbi én af Knudsens kompostdynger, og han pegede på haveaffaldet og proklamerede.

 

”Ej forgæves var din fødsel

læg dig ned og bliv til gødsel!”

 

En foregangsmand inden for de biodynamiske dyrkningsmetoder var Elstrup-Rasmussen, der ejede en større gård på Sjælland og rejste rundt som konsulent. I 40’erne var han en gang inviteret til grundlovsmøde i Knudsens Have, og i sit foredrag kom han ind på det forhold, at solen med sit følge af planeter og måner kredser i verdensrummet i en bane af form som et Lemniskat (ottetalsformet), således at Jorden ved forårsjævndøgn bevæger sig gennem det punkt, hvor Jorden befandt sig ved vintersolhverv – hvilket efter Elstrup-Rasmussens teori skulle være årsag til, at naturens vækstkræfter er særlig stærke ved forårstide.

   Efter foredraget kom Knudsen med en af sine kvikke replikker. Han kunne, sagde han, udmærket forestille sig Jorden og Solen danse sammen i rummet – som et menneskepar, der elsker hinanden.

   Træerne i haven blev der hæget om. Der var flere frugttræer, som bar gode, saftige frugter. Hos træsko-og cykelhandler Asger Poulsen i Videbæk hentede Knudsen gamle træsko, og en gang havde han en sæk flotte, røde æbler med som en slags betaling.

   Han fortalte, at de stammede fra et af hans træer, som var blevet kræftramt, og som han havde beskåret kraftigt. Efter at have puslet lidt om det syge træ og lagt en del kompostjord omkring, havde han sagt til det ”Nu bestemmer du selv, om du vil leve eller dø!”

   Grønne fingre havde han bestemt. En bekendt fortæller, at hun har set ham skære en ranke af og såre simpelt stikke den i jorden. Og så groede den!

   Da naboen Hans Clausen begyndte med sprøjtning af sine marker, protesterede Knudsen og holdt en tale for gårdejeren om det skadelige i at forpeste og ødelægge naturen med disse giftstoffer. ”Når ’en får den jenn djævel slået ihjel”, sagde han, ”så står der straks ti op!”

   I haven havde han også nogle meget velsmagende jordbær. Det var ikke noget stort stykke, men de bar godt, og naboerne blev ofte inviteret over for at spise af de røde frugter. Men de skulle selv plukke dem – og måtte gå ud i rækkerne to ad gangen. Bærrene fik lov at passe sig selv; der blev aldrig gjort rent ved dem, så der var her tale om helt ”naturlig dyrkning”.

   Græsset slog han med sin hjølle og den første gang efter jordbærsæsonen slog han toppen af jordbærplanterne samtidig. Så enkelt skulle dét gøres.

   Søstersønnen Aage hjalp til i haven i en periode i første halvdel af 30’erne. Han blev sat til at rense og luge ud og holde haven præsentabel. Ofte tog Chr. Knudsen sin cykel og kørte til Videbæk, og han kunne godt være længe væk. Men når han kom tilbage, skulle der arbejdes videre. Nye idéer var måske opstået under cykelturen, og de skulle straks sættes i virkelighed.

   En tid havde han et glasdrivhus, hvori han dyrkede tomater og agurker og andre grønsager, og Aage Knudsen har fortalt, at menuen på den tid som oftest stod på grønsagskost.

   Martin Knudsens datter, Jane, kom som voksen på besøg sammen med sin familie, og da de trådte ind i La Kabano, sad Knudsen og var ved at spise en grønlig suppe. Han hilste, mens han slog et æg ud i suppen: ”Det er mig det her, ka I tro!”

   Med interessen for den giftfrie dyrkning fulgte også ønsket om at leve af vegetarisk kost. Først hvis man forsagede kød, kunne man sikre sig et sundt legeme. I en nekrolog skrev Berlingske Tidende om Chr. Knudsen:

   ”Han førte et stille og sundt liv i sin fredfyldte have og i sit selvbyggede hus. Han levede helst ved vegetarisk kost. Han drak birketræernes saft, og kom man ind til ham en forårsdag, kunne man ofte finde ham i færd med, som han selv sagde, at malke træerne. Birketræets saft var efter hans mening en god eliksir, der modvirkede træthed og sygdomme”.

   Karen Tværmose fortalte, at Knudsen hjalp hende og hendes mand, så de også kunne ”malke” et birketræ, der stod i deres have. Han hængte en sodavandsflaske op og magede det sådan, at saften ville løbe ned deri.

   Men alle de gode forsæt kunne nemt blive lidt ramponerede. Når Knudsen kom ud på gårdene, og det duftede af flæskesteg og andre gode, hjemmelavede kødretter, så var det så svært at sige nej tak. Og denne Knudsens ”sjælekrise” var velkendt og nok til nogen morskab.

   Engang var der arrangeret et JAK-møde hos Chr. Smedegaard i Vorgod, og da der vitterligt var mange vegetarianere mellem medlemmerne, blev det arrangeret således, at man dækkede bord til grønsagsspiserne i den ene ende af stuen og til kødspiserne i den anden ende.   

   Landinspektør Kristiansen var mellem mødedeltagerne, og da de skulle gå til bords, sagde han til Knudsen: ”Ja – dérhenne! Det er jo for den, der skal have kød!” Men Knudsen overhørte denne lille finte og placerede sig mellem de vegetariske.

 

BAMBI

   Havde Knudsen grønne fingre og et godt forhold til jorden og dens afgrøder, så var han også på anden vis i pagt med naturen. De vilde dyr var, som vi har hørt, fredet i Knudsens Have – og til nogle havde han en vis fortrolighed. Det fortælles, at der en overgang var en ræv, som holdt til i haven. Og så at sige hver dag hilste de på hinanden – ræven og Knudsen – men selvom alt levende var fredhelligt, kunne det dog ikke helt undgås, at Knudsen fra tid til anden måtte gå i rette med Mikkel.

   Men der fandtes alligevel dyr, som ikke var velkomne i haven… eller rettere insekter. Niels Agerbo havde bier, og det kunne hænde, at de fløj over til Knudsen, som jo havde en masse fristende frugttræer og –buske.

   ”Jæ vil ett ha di bi i mi have!” brokkede han sig. Men Niels Agerbo svarede blot: ”Så ka du jo sky’ dem!”

   Knudsens Bambi blev husket af mange. Det var et lille rådyr, som færdedes i området, og som Knudsen efterhånden fik gjort så tam, at det fulgte efter ham, både hjemme i haven og når han skulle på nabovisit eller til Spjald.

   Helt så langt som til Spjald ville Bambi dog ikke, den vendte om forinden. Men dyret havde fået en bemærkelsesværdig tillid til den kloge gamle i haven, og der er ingen tvivl om, at Knudsen nød selskabet mindst lige så meget. Det fortælles, at dyret overvintrede i stalden ved Egely.

   Bambi gik for det meste frit omkring. Den aflagde visit på nabogårdene og blev affodret både hos Kyndesen, Hans Clausen og på Ladegården. Der findes flere billeder af det tamme rådyr, som ikke undslog sig for også at spise af hånden.

   Der kom imidlertid en kurre på tråden mellem Bambi og Knudsen, da denne opdagede, at dyret var begyndt at æde frugtknopperne på træerne. Først prøvede Knudsen at tale Bambi til rette, men den metode var der nu ikke videre held ved, og han lod derfor dyret tøjre med et solidt reb. Bambi, som ikke var vant til en sådan behandling, blev skræmt og ganske balstyrisk. Den sprang i vejret og sled og rykkede, indtil den omsider rev sig løs og forsvandt.

   Først et par dage senere kunne Knudsen igen komme i nærheden af sin Bambi, og de indgik nu en aftale om frugtknopperne. Men som vegetaren Knudsen lod sig friste af flæskesteg, så var Bambi nok heller ikke den rigtigste at lave aftale med om de lækre knopper.

   Rådyret forsvandt på mystisk vis. Det fortælles, at det en dag blev skræmt og stak af og slutteligt endte i Vorgod, hvor det blev skudt. Der går også andre beretninger om navngivne personer, som lumskeligt aflivede Knudsens yndlingsdyr.

   For at komme sig over sorgen, lavede han selv en Bambi og stillede den uden for hytten. Mondus Pedersen fra Jyllands-Posten besøgte i 1950 Chr. Knudsen, og han giver denne beskrivelse af sit møde med den ny Bambi:

   ”Udenfor døren står et lille hjortekid. Ved et af naturens luner skabt af egekrattets forvredne grene. Kun øjnene, hornene og pelsen – mos og ølkapsler – er Knudsens værk. Yndefuldt står den på sine stolpeben og kikker bagud mod de besøgende. – Den hedder naturligvis Bambi, siger Knudsen. Jeg havde sådan en lille fyr af kød og blod gående i nogen tid, men så forsvandt den. Da jeg ledte efter den ude i Egekrattet, havde naturen gjort mig denne erstatning. Den er sød – ikke?”

   Når Knudsen fandt de rette grene, lavede han flere Bambi’er, og de blev efterhånden en salgsvare for ham.

 

TRÆSKOVIOLINER

Chr. Knudsens træskovioliner er et kapitel helt for sig selv. Var han lands- og verdenskendt for sin mærkelige have, så blev han det i lige så høj grad for disse træsko-violiner. Det har ikke været muligt at sætte årstal på starten af denne særprægede produktion, men Knudsen brugte i hvert fald en almindelig, købt violin, når han i 20’erne spillede for skolebørnene. Antagelig er han begyndt med træskoene først i 30’erne. Idéen var ikke ny; andre havde forsøgt sig. Men Knudsen udviklede kunsten at bygge et instrument af en så ydmyg tingest.

   Takket være Mondus Pedersen fra Jyllands-Posten har vi Knudsens beretning om hvordan idéen opstod:

   ”Jeg fik engang en venstre træsko til overs, og da jeg er økonom og aldrig smider noget væk, spekulerede jeg over, hvad den kunne bruges til. Så kom jeg til at huske, at Far engang fortalte, at han havde været til et bal, hvor spillemanden gned en fiol, lavet af en træsko. Så lavede jeg sådan en, og den spillede meget, meget smukt. Den hed Mads. Den næste hed Mette. Hun havde kammertonen. Hende har jeg aldrig villet skille mig af med, selvom hun har haft mange friere”.

   Til en anden journalist, Otto Mikkelsen fra Berlingske Tidende, uddybede Knudsen i 1955 beretningen om begyndelsen til violinproduktionen. Han nævnte, at det var i Tarm faderen dansede til en træskofiol, og at det var på gamle Niels Knudsens anvisning, han lavede den første:

   ”Jeg syntes ikke om resultatet”, tilstår han i interviewet. ”Der var ingen ordentlig tone i den. Men jeg fandt på at sætte en løs plade ind oven på træskoen, og så kom tonen”.

   Han gentog, at venstretræskoene er bedst til violiner, og at det vil være bedst om fodtøjet er gået godt til og slidt. Ved denne lejlighed kalder han sine violiner for ”Knudsenvarius” og udtrykker håb om, at den dengang umådeligt populære violinist, Wandy Tworek, engang vil komme forbi og spille på det besynderlige instrument.

   I et interview med Herning Avis i 1958 viser han en træskoviolin frem og siger: ”Den har været på udstilling i Skjern – og jeg fik et sølvfad for den”. Både journalister og andre besøgende blev efter snakken trakteret med nogle melodier. Det kunne være f.eks. ”Jeg elsker den gamle den vaklende rønne” eller Knudsens yndlingsstykke ”Jeg vil bygge en verden”.

   De i mere end én forstand originale instrumenter blev snart et særkende – image – for Knudsen og hans virke i den ejendommelige park. Igennem et kvart sekel var det et næsten fast ritual, at man efter rundvisningen i haven skulle slutte med at høre profeten spille på træskoviolin.

   Oline Lindenberg Jensen, Videbæk (1908-94), fortalte, at hun sammen med sine søskende i slutningen af 20’erne ofte tog op til Krattet om søndagen. Det var altid spændende at besøge stedet, og Knudsen tog gerne violinen under hagen og spillede for dem – dengang dog på almindelig violin.

   Under en visit bar hun engang en såkaldt klokkehat, og under seancen inde i ”Egely” lagde hun den fra sig på bordet. Hun og hendes søskende havde nu det største besvær med ikke at bryde sammen af grin, for mens Knudsen filede på sit instrument, trampede han takten med sin ene fod i gulvet – og ved hvert tramp hoppede hatten op og ned i takt.

   Oline Jensen fortalte, at Knudsen dengang også solgte vafler til de besøgende, og hun og hendes søskende købte en dag så mange hos ham, at de besluttede at tage nogle med hjem. De havde ikke noget at have vaflerne i og spurgte Knudsen, og han kunne hjælpe dem. Han rejste sig og traskede i sine store gummistøvler hen til et skab for at søge efter emballage. ”Her er da for det fø.st en kaffepos’”, sagde han hjælpsomt, og de unge, der var i den lattermilde alder, havde svært ved at holde masken over den sære Knudsen.

   I havens gæstebøger er der adskillige besøgende, der takker for Knudsens violinspil. Elin Olesen, Haunstrup, siger i august 1942 ”tak for Træskomusikken”, Stinne Jensen, Videbæk, finder at ”den er god” (1941), og Anne Marie Jensen fra Ringkøbing takker for alt, hvad hun har hørt og set og ”for den dejlige musik” (1945). Lokal-digteren Niels Faurby udtrykker sin glæde med dette lille digt (4/7-1941):

                 

”Tak!

For Symbolik

vi i Haven fik,

for Træskomusik

som til Hjertet gik”.

 

Sonja Sandfeldt, Kibæk, fik i juni 1948 to vandkalaer af Knudsen og kvitterede ved at synge til violinspillet. Knudsen noterede bagefter: ”Synger vidunderligt – ønsker en Træsko, muligvis?”

   Kr. Sønderby Madsen, lejlighedssangskriver i Videbæk, sang under et besøg også til Knudsens træskoviolin, og efter at musikken var forstummet, sagde Knudsen: ”Du må få en træsko-lin af mig, hvis jæ må få din sangstemme!”

   Det var en stor glæde for ham, hvis han kunne få folk til at synge med. Om sommeren modtog han ofte gæster til langt ud på aftenen, og det lykkedes ham af og til at skabe lidt alsang ude i den tyste have. Det var døgnmelodier, såvel som danske sange, han trakterede sit publikum med.

   Men når instrumentet skulle lyde alene, slog han som regel over i spillemandsmusik, og i havens gæstebog har en besøgende mellem numrene bemærket Kræn Pejsens Rheinlænder, hvad Knudsen sikkert har optrådt med den dag. Fra tid til anden gled der vel også noget amerikansk ind i repertoiret, som et musikalsk minde om en god tid i hans liv.

   De rosende ord om musikken glædede naturligvis Knudsen, men når folk oven i købet gav ham store penge for spillet, blev han benovet. I gæstebogen har han i april 1948 gjort et kort notat om besøg fra Polen og England. Selskabet har været meget rundhåndet, for han skriver: ”Modtaget 6 Kr. for Musik”.

   Det var nemlig ikke kun indenlandske gæster, der kom til oasen i Brejning Krat. Stedet fik ry ud over landets grænser, måske mest via danske i udlandet, der under ferier i Danmark aflagde Knudsen en visit. I juli 1948 kom der en dansk-amerikaner, Svend A. Boesen, som boede i Colorado Springs i USA. Han har sikkert fået en god snak med Knudsen, som her kunne genopfriske minderne fra sine ture over Atlanten – og sit engelsk. Boesen skriver i gæstebogen: ”Thank You for your Garden and for your Music”.

   Men efterhånden blev interekssen for de originale instrumenter så stor, at gæsterne begyndte at spørge til, hvad de kostede. Det var vel ikke det fineste kunsthåndværk, for alt var primitivt lavet, men de bedste var dog smukke i deres originalitet. I hvert fald var de så særprægede, at folk efterhånden stod i kø for at købe et eksemplar.

   Gæstebogen viser masser af eksempler:

1. Moe, Ulfborg: ”Paa Gensyn til Foraaret 1947, naar vi kommer efter spillende Fodtøj” (1946). Jakob Lodahl, Herning: ”Husk at faa Viiolinen færdig i Juni Maaned d.A.” (1946). En herre fra Vemb: ”Med Tak for den udmærkede Gennemgang af Deres interessante Have samt for Løftet om Violinen” (1947).

   Den 9-årige Grete Knudsen fra Ringkøbing bestiller i sommeren 1951 en træskoviolin – størrelse 35 – og Nis Nissen, Fasterholt, skriver samme år i gæstebogen: ”Husk at levere til mig en Knudsenarius!”

   Knudsen gør selv notater i bogen, når han sælger et eksemplar eller sætter et i ordre:

   Jens Peder Jensen, Videbæk, 1946 (”Spiller Violin – ja – Træsko”). Sven A. Jørgensen, Aalborg, 1946 (”Solgt ham en Violin til 50 Kr.”). K. Menild, Vemb, 1948 (”Bestilt Violin No. 45 i Træsko”). Milter Pilgaard, Husby, 1947 (”Har købt en Violin til 30 Kr.”). En fisker i Humlum lagde billet ind på et eksemplar, og en anden ønskede en træskoviolin størrelse 42 til afhentning 1. maj 1951!

   Jo, der var kommet gang i violin-handelen, og Knudsen fremstillede dem af træsko i snart sagt alle størrelser, lige fra børnenumre til de store mandfolkenumre. De store var de bedste, påstod Knudsen, og det kan forklare et notat, som han gør om en mand fra Lem: ”Bruger Træsko Nr. 48”. Denne person var nemlig et interessant objekt i Knudsens øjne. Chr. Ejstrup i Herborg brugte også træsko i størrelse 48 eller 49, og dem sendte Knudsen forelskede tanker. Om han endte med at få dem melder historien intet om. Men jo mere slidte og brugte, des bedre klang gav de fra sig, mente violinbyggeren.

   Men han kunne selvfølgelig ikke regne med at erhverve sig særligt mange træsko ude hos folk. Ergo cyklede han til Videbæk, hvor Asger Poulsen havde cykel- og træskoforretning. Med ham fik Knudsen den aftale, at han dér kunne hente gamle kasserede træsko til sine violiner.

   Også hos cykelhandler Hedegaard i Videbæk kom han, og her fik han spidsnæsede træskobunder, som han så selv skar til.

   Instrumentets hoved og hals blev fremstillet af nogle træklodser, som var store nok til udskæring. Disse træstykker fik han ofte hos tømrermester Marius Hansen, Videbæk. Denne fortalte senere, at Knudsen kunne komme en søndag eftermiddag; han havde god tid til at sidde og snakke, men formålet med besøget var jo at erhverve sig gode træklodser ude fra tømrerværkstedet.

   ”Jeg kan ikke få tid til at gøre dem færdige”, klagede han i 1950, ”jeg har solgt en tredive stykker. Musikkere er helt tossede med dem. De kan for øvrigt skilles ad, se bare hér”. Han trak med lethed violinens dele fra hinanden. ”Ikke noget med limninger og kunstfærdige lakker. Men alligevel har de en dejlig tone”.

   Til Vestkysten udtalte Knudsen i februar 1950, at sangbunden lå bedst i en venstre træsko, og derfor var det næsten udelukkende disse, han brugte til instrumenter. ”Det tager 7 dage at bygge violinen”, erklærede han, ”men 7 år at få sjælen frem!”

   Knudsen kunne ved den lejlighed prale med, at han havde leveret instrumenter til Amerika, Sverige, Norge og England – og naturligvis til danske aftagere. Men det var svært at tilfredsstille efterspørgselen, og han havde på den tid 50 skrevet op i venteposition.

   Mondus Pedersen (Jyllands-Posten) refererer fra sit besøg i 1950:

   ”Knudsen sætter Træskospidsen under Hagen og spiller. Først en munter Polka med Takten trampet i Gulvet. Saa toner Du Danske Sprog blødt og klangfuldt frem af det groft behandlede Træ”

   Knudsen tager igen instrumentet ned og fortæller journalisten om sine intentioner: ”Det er dansk Fyr og Bøg, dette her. Ægte dansk Sprog. Ja, var man dog blot musikalsk. Jeg kender Noderne, men endnu bedre Unoderne. jeg hører hellere Fuglenes Koncert end en Opera. – Jeg kunne ikke tale, derfor lavede jeg min Have, for at den skulle tale for mig. Jeg kan ikke synge, men det gør Træskoviolinerne. Og hvorfor blev det netop Træsko. Fordi Melodien, som er blevet borte, skal findes i det, som vi gaar og staar i”.

   Frederik Opffer fra ugebladet Hus og Hjem besøgte sammen med sin fotograf, Børge Gottlieb, Knudsens Have den 28. juni 1953. Han havde til hensigt at lave en artikel til bladet om den landskendte have, men da han så Knudsen i arbejde med en træskoviolin, blev haven reduceret til noget sekundært, og han lavede i stedet en artikel med overskriften ”Violiner af træsko”, glimrende suppleret med billeder af Knudsen under arbejdet med en træsko. Opffers tekst lyder:

   ”Om sommeren bor Chr. Knudsen i et lavloftet hus ved sin have. Her findes værksted, studerekammer, soveværelse og køkken netop under de primitive forhold, som gør livet værd at leve for den gamle mand. Der ligger en tanke, vi kan godt sige visdom, bag violinerne, der er bygget af træsko. Langsomt er tanken vokset frem hos Christian Knudsen, som for tyve år siden virkeliggjorde idéen med et overraskende resultat, idet træskoen viste sig at være blevet omdannet til et klangfuldt instrument. Det lykkedes Christian Knudsen gennem træskoen, der bærer mennesket gennem livet, at finde livets melodi, som han selv udtrykker sig. Der er noget fint og poetisk, når Christian Knudsen stryger buen og spiller de gamle spillemandsmelodier så nænsomt og klart, at han lokker eventyrtoner frem af træskoen.

   Nogle vil måske finde, at det er løjerligt at bygge violiner af træsko, andre vil måske sige, at det er genialt og ganske særligt, når det lykkes Christian Knudsen at lokke livets melodi frem. Træskoene køber han i forskellige størrelser af træskomagere. Han tynder bunden ud med sit værktøj og behandler træet med spritbeitse og andre sager. Violinhoved og hals skærer han ud i ét stykke træ og bolter det til træskoen, en yderst primitiv, men effektiv medode”.

   Knudsen fortalte Opffer, at han havde over 100 bestillinger, og at han som nu 70-årig ikke havde store chancer for at nå at færdiggøre ret mange af dem. Violinhandelen gav ikke de store penge, hvis man skulle regne i timeløn, den normale takst var på 50 kr., men kunne variere alt efter udførelse og størrelse. Knudsen fandt ud af, at det jo ikke nødvendigvis behøvede at være en træsko. Han kunne udmærket bruge en slags trækasse, der blot skulle udhules rigtigt og formes pænt. Af disse kasse-violiner findes adskillige endnu. På Videbækegnens lokalhistoriske Arkiv kan ses et ”kasse-eksemplar”, som har tilhørt brorsønnen Hans Knudsen – og senere skænket til Lokalarkivet af dennes bror, Svend Knudsen.

   En mindre kasse-violin ses på Brejning Egnsmuseum i Spjald; den er pudsig derved, at Chr. Knudsen har brugt to kobber 1-ører som spændskiver for et par skruer!

   De originale, ægte træskovioliner var dog de mest eftertragtede, og også af disse eksisterer der stadig nogle i privateje, ligesom Lokalarkivet i Videbæk er i besiddelse af nogle fine eksemplarer. En særlig smuk og helstøbt violin blev afleveret af overlærer ved Videbæk Skole, Henry Nørregaard, og for nogle år siden skænkede Elisabeth Møller hele tre styks. Efter Knudsens død kørte den lokale Mikael Sig Lauridsen haven videre, og han boede i en række år sammen med Elisabeth Møller, der kom fra Østjylland. Men herom senere.

   Afdøde Mikael Sig mente i øvrigt, at der midt i 50’erne var 30-40 violiner til salg. Alle kom jo ikke og afhentede de instrumenter, de havde bestilt.

   ”Vær forvisset om”, skriver Frederik Opffer i sin artikel, ”at en original træskoviolin, bygget af Christian Knudsen selv, vil få en meget stor værdi, først og fremmest fordi den er bygget af et tænksomt menneske, der selv fandt livets melodi så klar, så ren og så fin, som mennesker sjældent finder den”.

   Om Opffers spådom stadig står ved magt her i det nye årtusinde, hvor man kan mene, at kulturen på mange områder er blevet overfladisk og glemsom, må stå hen i det uvisse. Museerne vil sikkert tage med kyshånd imod en ægte Knudsenvarius.

   Frederik Opffers artikel stod i øvrigt at læse i Hus og Hjem 6. august 1953… men journalisten var ikke færdig med Knudsen… i Steensens illustrerede Almanak 1956 bidrog han med en artikel med titlen ”Tre Jyder”. Opffer fortalte om tre jyske originaler: Søren Poulsen, der lavede et levende verdenskort i Kleitrup Sø, Jens Simonsen i Vilsted, Himmerland, byggede en hel miniby (bl.a. med en kopi af Frihedsstøtten)… og endelig Christian Knudsen, som Opffer kaldte ”den mest særprægede af de tre jyder”.

   Artiklen er stort set et optryk af den i Hus og Hjem, men journalisten mener om Knudsen, at skønt hans kommentarer er beske og barske ”hviler der over ham selv en forklaret ro og en egen sjælelig skønhed, der giver sig udslag i hele hans væsen og væremåde”.

   Knudsens violinspil var ikke et ego-trip. Som vi hørte, elskede han at få folk til at synge til sit akkompagnement, og hvis han under samtale med en gæst fandt ud af, at vedkommende kunne spille violin, så blev hans interesse for alvor vakt. Da Otto Gludsted, Spjald, kom til egnen omkring 1953, besøgte han med sin familie Knudsen i Krattet. Selskabet blev inviteret ind i hytten, hvor den gamle mand sad med sin kaffekop midt i alt skramlet, værktøj, bøger, træ, grene og aviser. Han ville vide, hvor de kom fra, og hvad de lavede.

   Gludsted fortalte, at han var lærer, og da han spurgte til de mange træskovioliner på væggen, ville Knudsen vide, om han spillede. Gludsted svarede bekræftende, og den gamle udbrød da: ”Så skal vi prøv’ og spille sammen!” Gludsted fik en træsko i hånden, og de spillede en duet, som vist lød ganske rimelig.

   Gæstebogen melder om andre violinspillere:

   ”Tak for Duetten. H. Meyer, Videbæk” (1942) og ”Tak fordi du ville spille sammen med mig på dine Træskovioliner. Aksel Pedersen, Herning” (1950). I 1951 var Jørgen Sørensen fra Isenvad Mejeri gæst, og han spillede også duet med Knudsen. Denne noterede selv om en Haakon Lassen i Sdr. Vinge, at han ”spiller godt Violin”, og Carl Fonager, Vinding, skriver efter sin debut på træsko: ”Tak for Samspillet. Vi prøver Jens Vejmand på Violinerne en anden Gang”.

   Selv børn fik lov at røre de særprægede instrumenter. Engang tog Knudsen en lille pige på sit knæ og lod det generte barn stryge buen hen over strengene. I juli 1946 står der at læse med barneskrift i gæstebogen: ”Jeg har prøvet at spille paa Knudsens Træsko”, underskrevet Nina Olsen, København Ø.

    I den forbindelse skal det nævnes, at Knudsen også fremstillede violiner af børne-træsko. En af disse er i Solvejg Pedersens besiddelse, bosiddende i Videbæk og datter af før omtalte Elisabeth Møller.

   Det var en populær udflugtstur for mange at tage til Knudsens Have – eller som den også kaldtes her på egnen: Knudsens Krat. Laurids M. Dideriksen, Barde, huskede, at de en gang var en 5-6 familier, der med hestevogn kørte fra Barde til Krattet. Det var en lun sommeraften sidst i 30’erne, og de havde stillet bænke op på vognens lad for at alle kunne være der.

   Chr. Knudsen modtog dem og viste dem rundt, og bagefter samledes de i restaurationen, hvor de drak kaffe. Der var en vældig god stemning, og Knudsen fandt sine træsko-violiner frem. Da han hørte, at Dideriksen kunne spille, fik denne en træsko i hænderne, og de fremførte sammen de gamle dansemelodier, mens Barde-folkene dansede til. Det var lige så nemt at spille på en af Knudsens hjemmelavede instrumenter som på enhver anden violin, forklarede Dideriksen. Efter den vellykkede aften takkede Knudsen selskabet mange gange for besøget og bad dem snart komme igen.

   I 1943 nedsatte Hans Christian Hansen sig som dyrlæge i Videbæk. Han og hustruen Grete blev hurtigt kendt med den gamle original i Krattet, og Knudsen gengældte deres besøg ved at kigge indenfor i dyrlægeboligen af og til, når han var i Videbæk. Hansens interesse for Knudsen bundede måske mest i hans beundring for dennes kreativitet. Dyrlægen fuskede nemlig selv i det små med at bygge instrumenter, og de to spillede da også sammen, hvis lejlighed bød sig.

   Dyrlæge Hansens datter, skuespilleren Litten Hansen, huskede udmærket Chr. Knudsen. ”Han var det ældste menneske, jeg kendte”, fortalte hun til denne bog. ”For mig, der ikke var særlig gammel, stod han vel nærmest som en olding”.

   Hun erindrede ham som en person, der var omgivet af en ro og en eventyragtig stemning. Dette indtryk var naturligvis stærkest, når familien besøgte Knudsen, og man fandt ham siddende i hytten ved et bord, der flød med alle mulige mærkelige ting.

   Litten Hansen huskede svagt, at Knudsen en dag sad og arbejdede på en violin, da de kom. Hendes far spurgte, om han ikke ville spille lidt for familien, og Knudsen gav da prøver på sine træsko-violiner, som alle havde forskellig klang.

   Fru Grete Hansen havde også erindringer om profeten og haven. Hun fortalte til denne bog, at Knudsen, engang de var på besøg hos ham, fandt en masse glas, kopper og skåle frem. Dem fyldte han vand i, så hver enkelt fik en bestemt tone. Det var ikke så nemt, og alle blev draget ind i arbejdet med at stemme ”instrumentet”, hvad der kom til at vare et par timer. Da alt var afstemt og klargjort, kom det store øjeblik. Glas og skåle var placeret i en lang række på en bænk, som de alle stod rundt om, og med megen andagt spillede orkestret nu den smukke ”Fred hviler over land og by”.

   Fra Jane Petersen, Grimstrup, ved vi, at hun som 12-årig i 1927 lærte grebene til mandolinspil af sin farbror, og hun mente også, at Knudsen af og til gav unge mennesker timer i violinspil.

   Dette bekræftes af Kirstine Tang, Borris (f.1906), hvis brødre – Niels Agerbos sønner – lærte violinspillets kunst hos Knudsen. At han ligeledes lærte dem at spille skak er en anden historie, men hér blev de ham alligevel for dygtige. Inden længe var de i stand til at vinde over ham, og det tog Knudsen dem meget fortrydeligt op. Han trak i tøjet og vandrede fornærmet hjem til ”Egely”.

   Hvor godt Knudsen selv trakterede sit instrument, er der delte meninger om. Der høres kritiske røster, men hovedparten finder, at han på de meget specielle violiner spillede ganske godt. Han var ikke nogen Menuhin eller Oistrach, men med enkle virkemidler kunne han foredrage de kendte melodier, så folk følte sig godt tilpas. Det har givetvis spillet ind, at man samtidig så ham – oplevede ham. Stemningen omkring den gamle mand – ude i naturen eller inde i Hytten – har haft en stor betydning for de besøgende… som Litten Hansen også var inde på.

   Man ved, at Chr. Knudsen selv lavede melodier, men desværre er de døde og borte med ham. Så vidt vides, er kun en enkelt, lille melodistump bevaret. Den håndskrevne node blev gemt af brorsønnen Hans Knudsen, der selv var en habil og søgt musiker på violin. Efter hans død synes optegnelsen imidlertid at være gået tabt, men til alt held sørgede Sigurd Lindenberg, Opsund, for at få lavet en afskrift forinden.

   Melodien, der gengives i noder andetsteds, er meget enkel og køn. Knudsen kaldte den for ”Naturens Lov”, og melodiens lyriske og rene tone suppleredes fint af hans tekst:

 

”Biblen os spår

tusinde år

fyldte med glæde og fred.

Tror du derpå

så skal du nå

den lykke at være med”.

 

LÆRER IGEN

Peter Madsen, Nørre Åby, har fortalt denne historie om Chr. Knudsen: Der skal en tid have været lærermangel i området, og nogle foreslog, at man engagerede Knudsen, der jo var så god til at tale med børn. Sognerådet mente da også, at det måtte være en god løsning.

   Men da man spurgte den gamle i Krattet, svarede han: ”Jow! det vil jæ gerne – hvis jæ ka undgå at få noget for’et!” Han ville ikke have løn, fordi han så blev tvunget til at betale skat – og derved støtte det økonomiske system, som var ham så meget imod.

   Historien kan såmænd godt være sand. Det lyder ikke utænkeligt, at Knudsen har serveret en sådan replik, men mon ikke, han alligevel modtog en erkendtlighed for sit arbejde? Hvornår tildragelsen fandt sted vides ikke, men fakta er det, at Knudsen virkelig blev brugt som skolelærer, også som ældre.

   En vinter under krigen, formentlig 1940-41, blev han ansat som vikar ved Opsund skole. Der er lidt usikkerhed om hvor længe, men det har nok været en eller to måneder.

   Dagny Færge, Hoven (f.1933) var syv-otte år og husker, at det var sjovt at have Knudsen siddende ved katederet. Han gik ikke så meget op i dansk og regning, i hvert fald ikke efter lærebogen, og i frikvartererne tog han ofte sin træskoviolin i hånden for at spille for børnene.

   De flyttede så borde og stole til side og dansede de gamle sanglege inde i skolestuen, f.eks. ”Den toppede høne”. Knudsen filede løs på violinen, og der kunne nemt gå det halve af næste skoletime med, inden han holdt inde.

   Dagny Færge erindrede også, at Knudsen kom i hendes hjem, hos Marie og Hans Chr. Klokmose, Opsund. Her havde han tit det kære instrument med og kunne udmærket sidde og spille for familien en hel aften.

   Klokmose kørte mælk til mejeriet i Videbæk, men i hvert fald én gang om året brugte han mælkevognen til at transportere skolebørnene på udflugt til Knudsens Have, Brejninggaark Skov eller Laugesens Have.

   Det kan have været samme tid, at følgende fandt sted: Svend Knudsen, Feldbæk, fortalte, at mens hans farbror var vikar i Opsund, havde han noget besvær med at styre nogle store knægte. Det var, mens han samtidig arbejdede koncentreret for JAK-idéerne og vel havde bryderier i den anledning.

   Knudsen gik ned til lømlerne for at tale dem alvorligt til rette, men så var der en af dem, der frejdigt spurgte: ”Hvordan trower do, det gor me det her JAK?” (Svend Knudsen udtalte det je-a-k). Og så var der pludselig ikke mere at snakke om.

   Egon Clausen, Barde, gik til skole hos Knudsen i Opsund det meste af en vinter, antagelig 1944-45. Han har fortalt, at Chr. Knudsen altid var påpasselig med, at eleverne kom godt hjem. Der kunne nemt komme ”et sneknog”, så man knap var i stand til at se en meter frem, og så fulgte han dem på vej til deres hjem.

   Nogle måtte vente i skolestuen, inden han kom tilbage efter at have været af sted med første hold. Der var ikke så langt mellem Krattet og Egon Clausens hjem, så han og Knudsen fulgtes af og til, men mest når vintervejret var værst.

   Egon Clausens far, Hans Clausen, huskede, at Knudsen var stolt af sine vikarjobs. Man skal aldrig bruge hårdhed, sagde han om sine undervisningsmetoder, man skal starte der, hvor de kan forstå det, og så gradvist øge sværhedsgraden.

   Det var ikke kun Opsund, der havde brug for Knudsens evner som skolelærer. Også til den lille Skærbæk skole øst for Nr. Vium kirke kom han som vikar. Det menes, at han virkede dér i et par år, i hvert fald vides det med sikkerhed, at han var i Skærbæk i 1946.

   Hilda Jensen, Troldhede, var 10 år dengang og kunne fortælle om den ny lærer, som hun og kammeraterne skulle have. De havde haft flere forskellige vikarer, og nu fik de at vide, at den næste var 60 år (han var nu 64). Han gik altid klædt i sort tøj og hvid skjorte. Der var store ”knæer” i de uldne benklæder, og hun huskede, hvordan han altid beholdt sin jakke på i skolestuen.

   Knudsen var længe i Skærbæk skole. Hilda Jensen mente, at han var ansat til at være lærer for børnene i omkring en tre måneder om sommeren, hvor de gik  to dage om ugen, og ellers det meste af den følgende vinter, hvor eleverne gav møde fire dage om ugen.

   Han havde altid violinen med og spillede til morgensangen og i sangtimerne. Lærebøger brugte han nødig, når det gjaldt Danmarks- og bibelhistorie. Og han lagde stor vægt på, at eleverne kunne genfortælle, hvad han havde sagt. Det var sjældent, at han førte navneprotokollen, og mødepligten tog han det ikke så nøje med. Hvis nogle af eleverne skulle hjælpe til derhjemme i høsttiden, fik de altid lov af Knudsen.

   Han startede gerne timen med at lægge sit lommeur frem på katederet, men når han først var kommet i gang med at berette sagnhistorier eller gengive nogle af sine oplevelser fra Amerika-turene, så glemte han snart alt om tiden. Først når ind til flere af børnene havde spurgt, om de måtte gå på toilettet, blev Knudsen tiden vár. Og da var ilden i kakkelovnen, som læreren skulle holde ved lige gennem skoledagen, ofte gået ud.

   Men netop om vinteren tog han sig særligt af sine elever. Han sørgede altid for, at børnenes luffer og træsko, der var våde og plørede, kom til tørring ved kakkelovnen. Hans tanker er nok vandret de mere end 50 år tilbage i tiden til sin egen skolegang i Randeris. hvor det ikke altid var lige morsomt at traske en lang vej til skole i sne og kulde.

   Der går en historie om Knudsens virke i Skærbæk. Der skal have været en stor knægt mellem eleverne, og han gjorde alt for at provokere den nye vikar. Efter at skoledagen var endt, kiggede Knudsen ud over børnene og sagde: ”Så ses vi i morgen… men kun dem, der bryder sig om at komme! og på mine betingelser!”

   Da alle, inklusive den besværlige elev, mødte op næste dag, skal Knudsen roligt have sagt: ”Så er det mig, der bestemmer!” Og siden havde han ikke vrøvl i klassen.

   At han nåede at blive en populær lærervikar, også i Skærbæk, vidner en lille, beskeden konvolut om. Den er klæbet ind i Knudsens gæstebog, og på forsiden står med pæn barneskrift: ”Hrr. Lærer Knudsen, Skærbæk Skole”. Inde i kuverten ligger nogle små glansbilleder samt en farvelagt børnetegning af en bil og en brevdue. Øverst på papiret er skrevet: ”Hilsen fra” – samt fire rækker prikker. Det er lykkedes Knudsen at løse gækkebrevets gåde om afsenderen, og han har efter prikkerne tilføjet: ”Metha Kathrine Nielsen”. Pigen var ganske rigtigt en af hans elever og gik i ”ældste klasse”.

   Der var vel omkring 15 kilometers vej fra Krattet til Skærbæk, og denne strækning cyklede han dagligt frem og tilbage fra skolen. Rutebilchauffør Vagn Poulsen har fortalt, at Knudsen på hjemvejen slog et slag forbi Vagns far Asger Poulsens forretning i Videbæk, inden han cyklede videre mod Krattet. Antagelig for at spørge efter kasserede træsko til violinproduktionen.

   Haven derhjemme kunne han ikke vel undvære, derfor den daglige cykeltur. Men vejret kunne blive så dårligt, at han blev nødt til at overnatte på skolen. Om vinteren gik han af og til den lange vej, og så kunne det godt hænde, at han dumpede ind hos bekendte for at få hvilet lidt og få varmen igen. En kop kaffe eller to sagde han aldrig nej til.

   Det har nok været når han ikke kunne komme hjem til Krattet, at han gik på besøg hos sine elevers forældre. Hilda Jensens far, Chr. Lauridsen, boede dengang i Bjørslev, og begge kunne fortælle, at Chr. Knudsen en vinterdag kom på visit. Man var i gang med en storvask, men måtte holde pause, da ”æ skol’lærer” dukkede op. Knudsen blev der i mere end to timer, indtil det blev mørkt, og han snakkede og fortalte næsten uafbrudt. Og selvom man den gang kun fik ”erstatningskaffe”, drak han 5-6 kopper!

   Ingen tvivl om, at Knudsen elskede sine vikarjobs, og ud fra mange udtalelser af hans tidligere elever var han en respekteret og populær underviser. Også selvom undervisningen foregik utraditionelt og fortrinsvis uden lærebøger.

   Skærbæk skole gjorde i øvrigt genvisit, idet dens elever besøgte Knudsens Have i juni 1948. Der har nok været gensynsglæde hos begge parter.

   Overlærer Henry Nørregaard, Videbæk, har fortalt, at Chr. Knudsen en gang var inviteret til at holde et foredrag i Videbæk skole, antagelig sidst i 40’erne. Først en time i førstelærer Jens Ganers klasse og bagefter i en time hos Nørregaards 6. klasse.

   Knudsen berettede naturligvis om sine Amerika-ture og om sin have, og der var fuldkommen stilhed i skolestuen imens. Alle elever sad med åbne munde og øren og lyttede andægtigt til den gamle mand og hans oplevelser og erfaringer. Da han fandt den medbragte træskoviolin frem, blev børnene for alvor imponerede, og besøget endte som en stor succes.

 

KARL BJARNHOF PÅ BESØG MED MIKROFONEN

I september 1944 fik Knudsen besøg af Hans Søren Hansen fra Janderup Stationsby. Hansen kalder sig selv ”forfatter” og skriver i havens gæsteprotokol 2 ½ side med højtidelige betragtninger over den ”velvedligeholdte Have” og ”Manden med de mange Talenter”. I et noget højtravende sprog kommenterer han sin oplevelse ved den afsluttende træsko-musik: ”Uden Opfordring fra min Side spiller Hrr. Chr. Knudsen udmærket, korrekt og med stor naturlig Charme paa selvlavet Træsko-Violin mange smukke og for mig kendte Melodier. For mig at synes er den en Kunst i virkelig kunstnerisk Betydning saavel i teknisk Teori som i god praktisk Henseende. Efter min Mening værdig til Udsendelse i Radio”.

   Så kan det enkle og ligetil vist næppe udtrykkes mere indviklet. Og Janderup-forfatterens ord gengives da også kun af en ganske bestemt grund. Om det blev på Hans Søren Hansens anbefaling, direkte eller indirekte, er nok højst usandsynligt, men Chr. Knudsen kom virkelig med i en radioudsendelse.

   Det var den blinde forfatter og radiointerviewer Karl Bjarnhof, der havde hørt om den ualmindelige menneskeskæbne i Brejning Krat, midt i det mørke Jylland.

   Bjarnhof lavede gennem mange år en lang række meget populære radioprogrammer, hvori han på sin egen afslappede måde snakkede med kendte og ukendte mennesker og skabte en behagelig atmosfære. Serier som ”Folkelige profiler”, ”Sagt på tomandshånd” og ”Kaminpassiar” gav ham en trofast lytterskare.

   Forfatteren og samfundsrevseren Poul Henningsen udtalte engang om Karl Bjarnhof: ”Han har fået fat i radioens egentlige væsen; ham kan man ikke la være med at høre efter, og ingen lytter slipper helskindet fra hans udsendelser”.

   En anden kulturpersonlighed, Oscar Geismar, beskrev i en anmeldelse Bjarnhofs særlige evner således: ”Et af orglets registre bærer indskriften Vox Humana – menneskerøsten. Inden for radiofoniens mange røster repræsenterer Karl Bjarnhof uden al sammenligning denne vox humana. Hans venlige, småsnakkende stemme får en til at glemme enhver mindelse om mekanik”.

   Selv udtalte Karl Bjarnhof sig i et interview med ”Det ny Radioblad” i januar 1949 (en måneds tid efter mødet med Knudsen) om sit arbejde med mikrofonen. Han blev spurgt, om han brugte manuskript (manden var blind!) og svarede: ”Mennesker, der skal fortælle, kan som regel ikke fortælle en historie to gange. Den er kun frisk første gang, den kommer. Dialogen er radiomæssigt en meget fin ting, og den bør ikke ødelægges af manuskripter. Ingen kan tale naturligt på grundlag a et manuskript. Jeg nærer ikke nogen skræk for pausen. Folk må have tid til at tænke mellem replikkerne, og pausen kan være et fornemt kunstnerisk virkemiddel”.

   Denne radiokunstner var det, der fandt ud til Krattet for at lave interview med Christian Knudsen. Udsendelsen gik i luften torsdag den 9. december 1948 kl. 19.35-20.00. Vi ved ikke, om interviewet gik direkte eller om det blev optaget, men meget taler for det sidste, da sendeforholdene må have været for vanskelige.

   Det er faktisk højst sandsynligt, at udsendelsen blev optaget på lakplader – man havde endnu ikke stålbånd eller spolebånd til optagelserne. En tekniker har siddet med udstyret og ”skåret” pladerne under interviewet.

   En meddeler til denne bog har oplyst, at hun med sikkerhed har hørt Knudsen i radioen en eftermiddag i 1952, muligvis 1953. Da det er tvivlsomt, at radioen ofrede en ny samtale med den gamle profet, må der have været tale om en genudsendelse, og noget sådan har selvsagt kun været muligt, hvis man havde gemt udsendelsen fra 1948 på lakplader. Stålbånd og spolebånd til opbevaring af lyd lå stadig et par år ude i fremtiden.

   På trods af ihærdigt eftersøgningsarbejde i Danmarks Radios omfattende arkiv – der bl.a. rummer adskillige tusinde registrerede og ikke-registrerede lakplader – har det ikke været muligt at finde frem til Bjarnhofs snak med Chr. Knudsen. Hér ville vi ellers have haft chancen for at høre hans stemme og komme ganske tæt på den særprægede filosof og lyttet til hans ord.

   I en 25 minutters udsendelse kan der siges meget, men selvom mange endnu for 30-40 år siden huskede, at Knudsen optrådte i radioen, var der dog ingen, der – adspurgt – turde forsøge at referere, hvad der blev talt om.

   To forskellige udsagn går imidlertid på, at den blinde Karl Bjarnhof – da han blev modtaget i La Kabano – udbrød: ”Her lugter af brunkulsrøg!”

   Til alt held har vi dog et kort referat fra udsendelsen, idet Ringkjøbing Amts Dagblad 10. december skrev følgende:

   ”Radio-Besøg hos Chr. Knudsen ved Videbæk.

Forfatteren Karl Bjarnhof behøver ikke den larmende Lydmontage, som adskillige af Radioens Reportere ynder at omgive sig med. Han har en sjælden Evne til paa en stilfærdig og nænsom Maade at fortælle eller rettere kommentere Fortællingen om en menneskeskæbne.

   I Serien ”Folkelige Profiler” var han i Aftes naaet til den gamle Dansk-Amerikaner Chr. Knudsen, Videbæk, der fortalte om sit Arbejde med at kultivere Hede-Arealerne og om sin Eneboer-Tilværelse som ”Moder Naturs Kammertjener”. Han holdt af at leve alene, ikke for at vende Verden og Menneskene Ryggen, men for en Gang imellem at se indover i sig selv og finde Balance i Sindet. Nu og da brød han dog sin Isolation og købte Maanedskort til Statsbanerne for at hilse paa Venner og Bekendte over hele Landet.

   Gang paa Gang fremhævede Chr. Knudsen Arbejdsglæden som en af de reelle Værdier i en utryg Verden, og det er vel ikke det ringeste at erindre”.

   Man kan ærgre sig inderligt over, at denne samtale efter al sandsynlighed er gået tabt for eftertiden. Der er ingen tvivl om, at netop Karl Bjarnhof var i stand til at lokke det bedste frem i Knudsen og få ham til at løse op og fortælle løs.

   Selvom Knudsen havde mange venner hos de omkringboende, så betragtede de fleste ham nok som en særling, man havde lidt morskab af. De færreste havde vel øje for, at der bag særheden levede et rigt sind i et menneske, der tænkte gode tanker og havde visioner.

   Træskoviolinen kom også frem i radioudsendelsen, og Knudsen gav bl.a. sit yndlingsnummer ”Jeg vil bygge en verden”. Sangen kom frem i 1941 med tekst af revyforfatteren Knud Pheiffer og med melodi af Harry Jensen. Den blev indspillet på grammofonplade af blandt andre Schiøler-Linck og var med sin sentimale eskapisme utroligt populær under og efter besættelsesn.

   Knudsen fandt givetvis genklang i sangens omkvæd:

 

”Jeg vil bygge en verden, men helt for mig selv,

hvis du vil, kan du godt komme med,

for måske kan vi der finde lykke og held

til at glemme alverdens fortræd”.

 

   Med de sprøde violintoner i æteren var besøget hos Knudsen i Krattet forbi – og Statsradiofonien stillede over til Torsdagskoncerten.  

   At Knudsen følte sig stolt over at have været i radioen og var blevet hørt af den ganske befolkning er der ikke noget at sige til. Han fortalte om Bjarnhofs besøg med glæde, men uden skidtvigtighed. I sit næste katalog over havens lyksaligheder skrev han følgende vers, der i de sidste strofer hentyder til begivenheden:

 

”Jeg har lavet en lille Duet,

som passer saa godt til Mads og Met,

Mads er højre, og Met er hans Kone,

Met er venstre og har æ Kammertoen.

Av og til er der Disharmonier,

men det er der altid mellem gamle Partier,

i gammel Daw man i Træsko gik,

no spilles der paa dem til Jazzmusik.

Tænk naar du aabner for Radioen,

saa hører du et Stykke paa Træskoen”.

 

Efter radioudsendelsen kom der for alvor gang i besøgene hos Knudsen. Nu havde det ganske land hørt om den mærkelige have, og mange fik lyst til at lægge søndagsturen, udflugten eller ferieturen omkring Brejning Krat.

   Skolehold og foreninger, store busser med turister, selskaber og små familier, alle ville se og høre denne lærer i livets skole. Selvom Knudsen nød populariteten, var han nu en ældre mand, og det kneb ham efterhånden at overkomme rollen som guide såvel som den arbejdende havemand. Vi har hans egne ord for det på et kort, stilet til Karen og Thorvald Tværmose 9. september 1952:

   ”Jeg har umaadelig travlt med Hus, Have og de mange Gæster, der besøger mig; det er anstrængende for den 70-aarige; men overmaade interessant at komme paa Talefod, baade med Ind- og Udlændinge”.

 

 EN JOURNALISTS BESKRIVELSE AF ORIGINALEN KNUDSEN

Den 35-årige journalist fra Jyllands-Posten, Poul Mondus Petersen, opsøgte Knudsen i dennes eventyrlige have, og hans oplevelser hér blev gengivet i avisen 23. april 1950. Artiklen er eminent skrevet og viser med sine mange, fine detaljer, at Mondus Petersen under det korte møde nåede at sætte sig ind i Chr. Knudsens meninger og krøllede tanker.

   Mødet begyndte sådan:

   ”Han havde gemt sig i et Hjørne af Haven, da jeg bankede paa hans Dør. Paa en Skifertavle stod ’Kommer straks’. To Minutter efter var han der. En Mand af Middelhøjde i slidt Arbejdstøj med grove Stopninger paa Knæene, graa Stubbe på furede Kinder og Øjne som en klar og blaa Foraarshimmel. – Jeg har ikke Tid til at snakke, siger han, men skidt, De skal faa en halv Time. Jyllands-Posten maa man vise behørig Respekt. Kom indenfor, der er rodet, men det maa De finde Dem i. Vil De ha en Cigar, Øllet er lige sluppet op, og jeg har ikke Tid til at lave Kaffe”.

   Mondus Petersen træder ind i La Kabano, mens Knudsen snakker videre: ”Der er saa meget, der skal naas. Jeg skal selv være Mand og Kone, Pot og Pande, Karl og Pige, Præst og Degn. Hvor vor egen præst siger Amen, der begynder jeg. Det siger da noget, ikke?”

   De to kommer til sæde i det trange rum, og journalisten beskriver det:

   ”Det med Roderiet var baade vist og sandt. Saadan bor kun en Eneboer. Et Værksted og to smaa Stuer, ingen af dem mere end 2x2 Meter, begge en Blanding af Soverum, Køkken, Arbejdsværelse, Opholdsstue og Studerekammer.

   Værktøj af alle Arter ligger overalt, Bøger og Husgeraad i sælsom Blanding, paa en Læsepult det nyeste danske leksikon – med et Leksikon og en Have har man alt, hvad man behøver i denne Tilværelse, siger Knudsen. Og paa Væggene og det diminutive Arbejdsbord en Snes Violiner, alle bygget af Venstre-Træsko”.

   Mondus Petersen fortsætter sin beskrivelse af Chr. Knudsen:

   ”Han er en lige saa ejendommelig Mand, som Navnet er almindeligt. Eneboer til daglig, Selskabsmand, naar han har Tid – alene i den forløbne Uge har seks Konfirmationsfester ønsket hans Nærværelse – Filosof og Haandværker med Næverne skruet rigtigt paa Skafterne, Samfundsrevser og Naturelsker, Kunstner paa sin egen Maade med Mystikerens Forkærlighed for Symbolik, en Elsker af Gud, Konge og Fædreland, men Skeptiker i sin Holdning til Kirke og Samfund.

   Dette er Chr. Knudsens Karakteristika i grove Træk. Paa Overfladen en gordisk Knude af Modsætninger, men dybere set er Traaden i hans Livsopfattelse og Levevis uden større Slyngninger, velspundet og stærk af Karakterstyrke, Tænkeevne og jydsk Lune.

   Knudsens Omgivelser er lige saa besynderlige som han selv. I Brejning Krat ved Videbæk – med sine 100 Tdr. Land Landets største og ældste Egekrat – har han uden at spørge Myndighederne om Forlov bygget sin Hytte af gamle Mursten, Træ og Blik, og en Mose har han ved eget Arbejde forvandlet til en Have, som han med 100 pCt.s Ret kalder for Danmarks ejendommeligste.  4 Tdr. Land dækker den, og den repræsenterer nogle og tredive Aars Slid”.

   Da journalisten skulle finde frem til Knudsens domæne, spurgte han sig for, og da han havde fået vejen forevist, ville han også gerne vide, om man troede, at Knudsen nu også var hjemme. ”Jow”, blev der svaret, ”det er der ingen tvivl om – han arbejder både søgn og hellig!”

   Under samtalen med avisens udsendte sidder Knudsen et øjeblik tavs, inden han tager tråden op:

   ”Ja, den Have, siger han saa. Mon jeg naar at faa den færdig. Jeg er 67. I den udtrykker jeg min Livsopfattelse. Jeg er Idealist og Realist, det aandelige og det stoflige hører sammen, jeg er en selvstændig Mand med mine egne Meninger, hører ikke hjemme i nogen bestemt Baas, men er aandeligt selvforsynende. Er det for store Ord? Der er højt til Himlen og vidt til Horisonten herude. Naar Præsten spørger, hvorfor jeg aldrig kommer i hans Kirke, saa svarer jeg, at han kan først komme over til mig. Her har jeg Jorden til Gulv og Himlen til Loft. Mon han har det? – Han er ellers en rar Mand!”

   Under den efterfølgende rundgang i Haven forbløffes blad-manden over, hvad han ser.

   ”I en bulet Natpotte pyntet med Mos og rødt Glas, bor Blaamejserne”, fortæller han. ”I en lille Dam piller en Skildpadde ved de spirende Dunhamre. En Kæmpehøj og en Kæmpe-Paddehat spejler sig i Vandet”.

   Og journalisten fortsætter:

   ”Det er en Turistattraktion, som den fantasiløse affærdiger som den rene Dille, men som den, der har været paa Tomandshaand med Knudsen blot en halv Time, begynder at ane en dyb Mening i. Den er simpelthen Knudsens Livsopfattelse, et samfundsrevsende Skrift og en inderlig bekendelse til Naturen og alt, hvad der er oprindeligt. Veldrevne Frugttræer, Urtehaver og Udplantninger, der spænder lige fra Graner til hvide Aakander, Side om Side med Skulpturer, som er fremstillet af følgende Materialer: Egekrattets forvredne Træstumper, Katteøjne fra Cykler, Glaskugler fra Fiskenet, glaserede Kloakrør, rustne Servantestel og Lysekroner, bulede Potter, Pander og Vandkedler, Cementstumper støbt i de Forme som Børn leger med i Sandkasserne, elektriske Pærer, Saaler af udslidte Gummistøvler, Radiorør, Isolationsklokker af Porcelæn, Natpotter, Mos og Reb, rustne Bildøre, skaarede Tallerkener og Ølkapsler – for blot at nævne en Brøkdel af, hvad man kan finde i Knudsens Have”.

 

 DET KASSEREDE FIK HOS KNUDSEN NYT LIV

Så vidt Mondus Petersen. Men hvor fandt Knudsen sit materiale? Sten og træ havde han lige uden for døren, men når det gjaldt det i avisartiklen opremsede skrammel, måtte han rundt til de omkringboende eller de handlende.

   Hos Cykelhandler Chr. Clausen i Videbæk stillede han af og til for at hente kasserede katteøjne og andet fra dennes skrammelkasse, og hos P. Viftrup Jespersen, Videbæk, fik han gamle sikringspropper og lysstofrør samt kasserede porcelænsklokker fra telefonpæle.

   Knudsen havde god tid og skulle have en snak med disse handlende, før han på ny vendte cyklen mod Krattet. På hjemvejen kunne han finde på at slå et slag ind omkring sandgraven vest for Videbæk; her var der som regel også noget, der kunne anvendes.

   Men også naboerne måtte holde for. Knudsen hentede gamle, udtjente radiolamper og kasserede køkkenpotter og andet ragelse. Kaffekander og tøjrester var ligeledes i kurs, for når alt dette ragelse havde været i hans hænder og var blevet behandlet med lidt maling, søm og andre hjælpemidler – så fremstod det snart som fantasifulde effekter i haven.

   Når Knudsen kom cyklende fra Videbæk, berettede Hans Clausen, havde han altid noget i bagagebæreren. Det kunne være noget, han havde fået hos de handlende, men det hændte også nemt, at han fandt en kampesten, som han nu cyklede rundt med. En gang var Hans Clausens kone kommet om til den stendynge, de havde liggende bag deres gård, og der stod Knudsen og rodede mellem de mange sten. ”Ja”, sagde han. ”Det jænnest jæ stjæler er sten!”

   Hans Clausen havde engang en gammel ”kly.nspå.”. Den ville Knudsen da så grov gerne se, og han fulgte nysgerrigt med op på loftet, hvor redskabet lå. Han prøvede spaden vurderende i hænderne og spurgte, hvad Clausen så skulle have for dén. Og selvfølgelig fik han den med sig uden at betale så meget som en øre for den. På den måde tiggede han sig til meget. Folk vidste jo, at han ikke havde penge, så de nænnede ikke at tage deres ting betalt.

   Da Knudsen en gang blev spurgt om, hvor han fik de mange ting fra, svarede han: ”Mange mennesker besøger Haven hvert år, og mange gange sender de mig, når de kommer hjem, de mest utrolige ting og spørger, om jeg kan bruge det – det kan jeg altid!”

   Til Herning Avis udtalte han i 1958: ”Ser jeg en kroget gren, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad den kan bruges til, og efterhånden som arbejdet skrider frem, kommer der flere og flere materialer til. Alt kan bruges, når man bare har fantasi”.

   En dag fandt han en egerod i Krattet. Den havde, syntes han, en vis lighed med et bjørnehoved og manglede blot øjnene. Dem sørgede Knudsen for – det var ganske enkelt et par glasklokker til elektrisk hegn.

   I radioudsendelsen kaldte Knudsen sig for ”Moder Naturs kammertjener”, men omvendt kan man også sige, at naturen var Knudsen en god hjælper. Inde i det ældgamle egekrat var han i stand til at finde, hvad han skulle bruge af krogede, forkrøblede grene.

   Nænsomt tilvirkede kunne disse grene forvandle sig til dyr og sære skabninger under Knudsens hænder. Rente- og skattetrolden i hegnet blev til på den måde, ”Bambi” ligeså, og engang havde han skabt et underligt fortidsdyr med strittende ben, store øjne og en menneskeknogle i munden – det symboliserede liberalismen og kapitalismen: ”Uden kapitalisme ingen liberalisme”.

   Efter at Knudsen havde fået en hjælper, Mikael Sig Lauridsen, var de to en dag ved at beskære Krattket langs med et dige. De gik hver til sin side og traf til slut sammen igen. Knudsen viste en gren frem i den ene hånd og spurgte: ”Ka du se, hva den ska blyw te?”

   Mikael Sig mente, at det nok skulle blive en Mikkel Ræv, og Knudsen nikkede tilfreds.

   ”At lave symbolerne er bare et spørgsmål om fantasi”, sagde han engang. ”Fantasien udvikler os både åndeligt og legemligt”. Og hos Knudsen var fantasien særdeles veludviklet. Han forstod at se dyr og mennesker i vangroede træer og grene, i særtformede sten og alskens menneskeskabt ragelse. Han så et vrangbillede, en karikatur, i de mærkelige ting, og med enkle midler – og gode talegaver – kunne han få andre mennesker til at se det samme.

   ”Bambi”erne især blev populære hos gæsterne. To år før sin død fortalte Knudsen til en journalist:

   ”Nu bruger jeg mine evner til at lave Bambi’er. Det er nogle små trædyr, en mellemting mellem en hest og en hund, som jeg laver af krogede grene. Damerne er helt vilde med dem. Jeg sælger mange, men jeg laver dem ikke for pengenes skyld. Selvom jeg er næsten 80 år, elsker jeg at have noget mellem hænderne for at skabe – for mens man skaber, tænker og lever man”.

   Gennem lærerparret Tværmose kom Knudsen til at kende nogle af deres bekendte, Mary og Harald Poulsen i Bjørnstrup, Himmerland. Når de var på egnen, skulle de altid ud og snakke med Knudsen i Krattet. Det var dog nok mest Harald Poulsen, der var på bølgelængde med ”profeten”, thi hans kone brød sig ikke så meget om det primitive ved Knudsen; han vaskede sig jo ikke for ofte og boede som han gjorde.

   Men Chr. Knudsen lavede alligevel et uhyre af gren-værk til parrets sølvbryllup. Det lignede nærmest en ulv, med et hæsligt hoved hvor tungen var malet rød og hvor øjnene bestod af to stykker ståltråd viklet rundt om en snegl. Tværmoses blev bedt om at tage dyret med og overrække det under festen, idet de skulle forkynde, at dette var selveste marxismen!

   At uhyret faldt i god jord, fremgår af Harald Poulsens brev: ”Tak for det elegante Kunstværk, som blev os overrakt af Fru Tværmose. Dette Kunstværk skal staa fremme i min Stue saa jeg bestandig kan have det for Øje – jeg vil stedse bekæmpe Uhyret”.

   Poulsen takker også for de timer, han og hans kone har tilbragt i Egely, ”hvor Poesi og Visdom er til Huse”.

   Bambi’erne og de andre dyr formerede sig, så der til tider var en hel dyrepark. Men nogle gode besøgsdage midt i sommertiden kunne snart rydde ud i denne fantasifulde (u)zoologiske have.

   Allerede i 30’erne lavede Knudsen et langt skilt, der ved sin tekst skulle være et forvarsel for den besøgende om, hvad der ventede ham eller hende:

 

”Enhver som vandrer her forbi

og ser det springende Vand

har brug for al sin Fantasi

som Tolk i Tankens Land”.

  

PÅ FANTASIENS VINGER

 Om fantasien skriver Knudsen i sit katalog, at det ”er den skabende og formende Evne – en Vuggegave, som Børn ejer i særlig Grad. ’Gaa ind i Barnekammeret og bliv viis’. Læg mærke til Børns Leg med Symboler: Deres Legetøj er Hjælpemidler, som udvikler dem baade i aandelig og legemlig Henseende. Fantasien er en Gudegave. Der skal Fantasi til for at forstaa det paa rette Maade. Det sete afhænger af de Øjne, der ser. Fantasien kan udarte til ’Fjantasi’. Som vor Fantasi er, vil ogsaa vort Liv være. Tror og tænker vi rigtigt og handler derefter, bliver Livet skønt og lykkeligt, men tænker og handler vi forkert, faar vi Ufred, og Jorden bliver en Jammerdal”.

   I sit eget eksemplar af kataloget har Knudsen tilføjet med sin karakteristiske håndskrift:

 

”Jeg er Tiden, følg med mig  

paa Fantasiens Vinger,

saa vil jeg nu vise dig,

hvad skønt vor Fremtid bringer”.

 

Og i et senere katalog uddyber han sine ord under billedet af en lille pige, der klapper en ”Bambi”:

   ”Barnets Vuggegave er Fantasien – alt i Naturen bliver belivet af Gudebarnets Fantasi. Dukken kan spise, drikke og danse, Drengen kører Bil i en Margarinekasse – uden Benzin! Barnets Leg er den bedste Opdragelse i Livets Skole”.

   ”Livsfilosofi udlagt for Havebrug”, skriver Otto Mikkelsen i Berlingske Tidende 1955, ”det lyder tiltalende tosset, men er det egentlig ikke. Overalt, hvor man gaar, er der skrevet vise Ord med Sten; der er lavet Dyr og Figurer af Sten, Træ og gammelt Skrammel. Hver Tekst og hver Figur i Haven har sin Betydning og repræsenterer en Tanke. Naar man skal forklare, hvordan man planter Filosofi i sit Staudebed, fristes man til at bruge Radioreporterens noget tvivlsomme Undskyldning fra før Fjernsynstiden, da han saa ofte indledede en Reportage med at sige: Dette bør ses… Havens Skaber og Ejer, Chr. Knudsen, vilde gøre det simplere og sige, at Naturen og Tanken er saa nært forbundet, at det er helt ligetil at plante sidstnævnte i sin Have saavel som i sin Hjerne”.

   Selv udtrykker den gamle filosof det på denne måde i forordet i sit katalog:

   ”Haven er rig paa Ord, Billeder og Symboler – Hjælpemidler, som paa en naturlig og interessant Maade taler til alle Mennesker. Der er noget for Øjet og meget for Tanken, noget for alle og meget for dem, der er begyndt at tænke paa en ny Maade, ud fra et helt nyt Grundlag. De gamle, døende Tankesystemer, der nu behersker Verden, ser vi Frugterne af. Et daarligt Træ kan ikke bære gode Frugter. Byg din egen Tankeverden op. Tænk fremad, opad og udad”.

 

 ÅKANDER I PARADISETS HAVE

”Alt er rede – Velkommen”, stod der i bemalede cementbogstaver ved indgangen, og alt var virkelig parat til at modtage de mange nysgerrige besøgende. Velholdt og indbydende lå dette lille stykke natur og lignede på en finurlig måde en miniature-udgave af Edens Have.

   Knudsen havde, som nævnt, selv plantet de mange træer og anlagt blomsterbedene. Planterne fik han rundt om hos naboerne, men enkelte var dog erhvervet hos lokale gartnere. Af træer var der mange forskellige – bøg og eg først og fremmest, men også rødgran, ædelgran og citkagran voksede op.

   Dertil kom, som vi har hørt, frugttræer samt den smukke, japanske dværgahorn, som om efteråret bar blodrøde blade.

   Der skød buske op overalt i haven, men efter et bestemt mønster, og der sås kæmpestore bregner, som også fandtes i det omgivende egekrat. Blomsterne fik lov at blomstre i fred og bredte sig, men de var alligevel under kontrol af den strenge haveejer. I forårstiden kunne der være masser af anemoner, blå og gule aurikler og kærminder.

   ”Sten og blomster taler”, skrev Knudsen på græsplænen – med radiorør, næsten som et symbol på  sætningens rigtighed. Selv tilføjede han gerne: ”Hver blomst kan tale uden ord om liv og skønhed her på jord!”

4. juni 1958 var journalist fra Ringkjøbing Amts Dagblad, Asta Thomsen Jensen, på besøg for at få et interview med den aldrende havemand, og hendes artikel blev trykt i avisen tre dage senere. Hun fortæller heri bl.a. om haven som dét naturområde, den også var:

   ”Hvor den vestjyske filosof stiller sine uhyggelige symboler paa det dyriske i mennesket, hvor han lader  kapitalisme og kommunisme staa truende over for hinanden med Lucifer imellem sig, eller hvor han paa rammende maade skildrer kendte politikere – dér lever havens dyr og fugle et frit og fredeligt liv – i alle tilfælde, hvis det staar til Chr. Knudsen.

   Men, siger han, drengene kan ikke holde fingrene fra blaamejserederne i rørene rundt i haven. Og det er ikke alene fuglene, som mærker ungdommens ødelæggelsestrang. Forleden søndag ødelagde en flok halvstore drenge flere af Knudsens symboler. Hvorfor gør mennesker dog saadan noget mod hinanden?

   Det raslede i løvet, mens vi stod og saa paa en politiker, der er kendt for at tage alle eventualiteter i betragtning og derfor stikker armene ud til begge sider, og op af en kompostdynge kom en væver lille lækat. Om det var den, der vækkede en harekilling i dens formiddagssøvn, skal lades være usagt, i alle tilfælde kom en miniature-hare pilende ud fra buskene”.

   Dyrelivet havde, som nævnt, gode betingelser hos dyrevennen Knudsen, og naturidyllen kunne næppe blive større end når man vandrede hen til dammen med dens flor af åkander på det stille, blanke vand. Dammen blev som bekendt skabt, da Knudsen under første verdenskrig gravede tørv, og efterhånden dannedes så stort et hul, at der kunne skabes en kunstig sø. Midt i dammen kom til at ligge en lille ø på vel et par meter i diameter.

   Engang havde Knudsen købt nogle stødhæverter. Han ville lave springvand ved dammen. Men cirkulationen var nok ikke så god, for han var på det nærmeste ved at tørlægge den lille, kunstige sø. Han opgav sit forehavende, flyttede de to hæverter ned i haven, satte dem oven på hinanden midt i et gammelt bildæk – og kaldte skulpturen for ”Dumhedens memorandum”.

   Når han fortalte historien om stødhæverterne, sluttede han med at sige: ”Det er mine dumheder, jæ er blevet klog på!” Han havde givet 300 kr. for pumpen – noget af en sum penge dengang – og den skulle nu stå til erindring om, at vi alle kan fejle og må betale for vore fejltagelser.

   Hvordan kom der nu åkander i dammen? Hos familien er endnu bevaret et meget smukt keramikfad på fod – ca. 25 cm i diameter og dekoreret og formet så det danner et åkandeblad med gul blomst på den grønne plantefarve. Fadet har tilhørt Knudsens forældre, Niels og Mariane, og hér har han antagelig set det adskillige gange. Fristende kan det være at tro, at mindelserne om det smukke fad i hjemmet, har inspireret Knudsen til at sætte åkander ud i den lille sø, men historien er dog noget anderledes:

   ”For mange år siden fik jeg besøg af en mand fra Flensborg”, fortalte han engang. ”Det var, mens jeg var ved at lave dammen, og denne mand sagde til mig, at han ville sende nogle hvide åkandeplanter til mig, når han kom hjem. Det gjorde han, og planterne bredte sig, så dammen hver sommer fyldes med hvide blomster”.

   Det var jo unægtelig et usædvanligt syn at se de sarte, lyse åkandeblomster midt i en gammel, barsk hedeegn i det vindblæste Vestjylland. Men hvor det for mange er uhyre vanskeligt – for nogle umuligt – at dyrke de fintfølende planter, så havde Chr. Knudsen overmåde held med sit forsøg. Planterne formerede sig, og efterhånden var det i hundredvis af åkander, der om sommeren dækkede vandoverfladen.

   Men mange år efter at manden fra Flensborg havde sendt sine planter, kom der et efterspil: ”Der gik 30 år, så kom en dag en dame og spurgte, hvor jeg havde fået de åkander fra. Jeg fortalte det, og hun sagde, at det var hendes far, der havde foræret mig planterne! Da hun kom hjem, sendte hun mig en rød åkandeplante – den er nu blevet til tre!” Sådan fortalte Knudsen i 1958.

   Dokumentation herfor kan findes i havens gæsteprotokol, hvor Johanne Varming fra Dalager ved Borris i juli 1951 skriver: ”Hjertelig Tak for Synet af den ejendommelige Have. Min Far har skænket Aakanderne og hedder C. Flensborg Skamling”.

   At Knudsen tog Flensborg for bynavnet er tilgiveligt.

   Den kyndige haveejer var selvsagt øm over de smukke planter, men særligt udvalgte kunne få lov at tage en eller to med sig hjem. Fire familier fra Ferring havde den 27. juni 1948 lagt søndagsturen om forbi Krattet, og de nød rundturen og træskomusikken. En af deltagerne, Aksel Schmidt, har åbenbart været særlig interesseret i de hvide blomster, for han noterer i gæstebogen: ”Tak for dine dejlige Aakander, som jeg fik med Hjem – og saa haaber jeg, at de vil faa Evne til at gro til”.

   En af naboerne, Ingrid Smith, blev også lovet en åkande. Og hun fik af Knudsen nøje instrukser i, hvordan hun skulle plante den i en balje med vand, og hvordan hun burde passe og pleje den. Men hun fik den nu aldrig. ”Det gjorde nu heller ingenting”, lo Ingrid Smith, ”for den var bare gået ud for mig!”

   Var der idyl og skønhed oven vande, så lurede det til gengæld med gru og rædsler under vandoverfladen. Her levede nemlig en stor gedde, sikkert verdens største, og ifølge Knudsen havde den ædt alle dammens øvrige fisk og levede nu som en diktator under vandet.

   Den var et symbol på det onde, og i 40’erne var der ingen tvivl om, hvem gedden var. Knudsen skal engang have sagt, at havens diktator skulle dø den dag virkelighedens diktator, Adolf Hitler, var færdig!

   Så galt gik det dog ikke, for efter den tyske Führers endeligt fulgte nye, magtsyge folk i hans fodspor, blot i andre lande, og i 1953 hed gedden… Stalin.

   En gang var dammen frosset til en vinter, og Knudsen var bange for, at diktatoren var gået til, men da vejret mildnedes, viste det sig, at gedden havde overlevet.

   Alligevel må det være gået galt på et tidspunkt, for i gæstebogen ses en lille notits, som Knudsen har gjort 4. august 1947: ”I Dag kom Sigurd Madsen med en Diktator til Dammen. Vi haaber, at den maa befinde sig vel og længe leve!”

   Når Knudsen ledsagede de besøgende rundt, og man kom til dammen, kunne han med dyster røst  bekendtgøre: ”Den lever alene dernede i  dybet, den har ædt alt levende! Man ved aldrig, når den er der – I ser den jo heller ikke!” Han pegede med stokken ned mod vandet. ”Men den er der alligevel, og sådan vil det altid være!”

   At diktatoren ikke var ganske ufarlig, fremgår af et lille notat i gæstebogen. Med barnehånd er i eftersommeren 1944 skrevet: ”Kirsten Jensen, København. – Det var mig, der blev bidt af Gedden!”

   Mere ufarligt for de besøgende gik det til i juni 1951, da Botha Jørgensen i følge med bekendte var i Haven. Jørgensen skriver: ”Tak for synet og det uventede besøg, da Stalin snappede frøen og sprøjtede vand på fruens bukser”.

   Der går en historie om, at der én gang om året arriverede en rig kulentreprenør fra Herningegnen sammen med nogle venner. Det foregik over en årrække, fortaltes det, og Knudsen livede kendeligt op, når de lystige mennesker ankom til Krattet. De havde brændevin og andre gode sager med i bilen, og Knudsen fik sin part af herlighederne. Det passede ham godt.

   ”La bare dem betale, som har penge!” sagde han lunt. Når alle havde nydt af de medbragte varer, var det en fast tradition, at gæsterne fik lov at prøve, om de kunne fange gedden. Lykkedes det – blev den smidt ud i vandet på ny… så man havde den til næste år.

   Det fortælles også, at de samme mennesker et år ændrede lidt på traditionerne. I stedet for at fange diktatoren ville de se, hvor meget den kunne æde. Der sad altid mange små frøer på åkandebladene og rundt om i græsset, og man fangede nu en del af disse ind. En efter en blev frøerne smidt ud til den sultne gedde, der straks åd dem. Fortælleren påstod, at da man kastede frø nummer 33 ud, og gedden lukkede gabet op – kom nummer 32 ud af munden på den og svømmede hastigt væk!

   Når man husker på Knudsens kærlighed til dyr – gedder, hugorme eller egern – så lyder beretningen ikke bare som en vildt overdrevet røverhistorie, men også direkte utroværdig. Selv nogle gratis dramme kunne ikke få Knudsen til at behandle dyr sådan... eller tillade andre at gøre det.

   Den lille ø ude midt i dammen blev beplantet, men efter en række fotografier at dømme, skiftede den udseende i tidens løb – ligesom havens udseende heller ikke var konstant. En overgang groede der buske på øen, og der var sat et lille mini-hus og forskellige figurer op. For eksempel en model af en bombemaskine og et krigsskib med radar af radiorør.

   Helt i en anden ånd har der også på denne lyksalighedens ø stået en gipsmodel af Thorvaldsens tre gratier. Knudsen ryddede på et tidspunkt ud i øens ”vildnis”, og han lagde en træstamme hen over vandet og åkanderne, så øen blev ”landfast”. Det krævede god balancekunst at forcere stammen, og det fortælles da også, at der i nogle år stod et skilt ved bredden med ordlyden ”På eget ansvar!”

   På øen plantede Knudsen et træ, som endnu for 40 år siden kunne beskues, og han placerede en model af en stork tæt ud til vandet.

   En gang var nogle naboer på familiebesøg i haven, og de vovede sig da også ad træstammen over til den lille ø sammen med Knudsen. Han holdt sit foredrag om at dette var ”livsens ø” og at storken derhenne var ”frugtbarhedens symbol”. En af konerne kunne ikke lade være med at grine, og med gammeltestamentlige associationer kom Knudsens kommentar prompte: ”Hvorfor ler mon Sara?”

 

 DET BEDSTE STED PÅ JORD

Som flygtigt nævnt fik Chr. Knudsen i 1940 trykt et stateligt 32-siders katalog over, som der står, ”Chr. Knudsens Have ’Egely’ pr. Videbæk”. På forsiden af det lille hæfte – det kostede 1 kr. – kaldte han sin seværdighed for ”Danmarks mest ejendommelige Have”, mens han i forordet bøjede ordet lidt anderledes: ”Jeg har tænkt det som en privat Have, men det blev Danmarks ejendommeligste Have”.

   Knudsen havde bestilt så mange eksemplarer på bogtrykkeriet i Brande, at naboen Peder Krogsgaard i æ stywvogn måtte køre til stationen i Videbæk for at hente dem. Katalogerne var en god service over for de besøgende, og oplaget holdt i mange år. Men efterhånden blev det nødvendigt at producere en helt ny udgave, bl.a. fordi haven ændrede udseende hele tiden.

   I 1940-kataloget indleder Chr. Knudsen med disse strofer:

 

”Her har jeg virket i 25 Aar –

paa Lyngens Plads nu Hus og Have staar.

Kommer du engang til skønne Brejning,

finder du nok Stedet, hvor jeg bor.

Lyng og Krat – Naturens egen Tegning –

alt det stygge staar paa Statens Regning,

her er for mig det bedste Sted paa Jord”.

 

I samme katalog anmoder han de besøgende om ikke at beskadige noget i haven, og han forlanger at børn skal være ledsaget af voksne. En overgang var der – efter sigende – anbragt et skilt i haven, netop med teksten ”Børn skal være ledsaget af Voksne – giv mig Lejlighed til at hilse på jer”.

   Den sidste opfordring var det klogt at følge, for den gamle børneven havde altid stående en kasse småkager og en sodavand til havens mindste gæster. Bolcher kunne han også finde på at traktere med (hans store bolchekrukke i glas eksisterer endnu), og det fortælles, at han en tid solgte tyggegummi, chokolade og andre godbidder.

   Men haven var et ”helligt” sted; gæsterne havde ikke lov at bruge den, som de ville. Når Knudsen spenderede så megen tid og så mange kræfter på at gøre den seværdig, så irriterede det ham grænseløst, når nogle af de besøgende smed deres affald rundt om i græsset. Han lavede da på en skifferplade følgende manende indskrift.

 

”Et Svin du er og blir

ifald du smir Papir”.

 

I stedet for at skrive ordet svin, tegnede Knudsen et lille dyr, der mest af alt lignede en nydelig lille marcipangris. Men meningen kunne man i hvert fald ikke være i tvivl om.

   Knudsen sagde engang, at det nærmest var synd for svinet. ”Jæ skulle nok have skrevet: Lær af svinet!” sagde han, ”Det lægger altid sit affald i et hjørne!”

   Adgang til herlighederne kostede i 40’erne 25 øre, fortæller kataloget, men efterhånden blev ”billetprisen” noget svingende. Man måtte næsten betale, som man havde lyst til, og det var vel sjældent at nogen snød sig fra at ”spytte i bøssen”.

   Mikael Sig kunne fortælle, at han og Knudsen en dag sad og drak kaffe, da de fra vinduet kunne se nogle folk gå ned i haven. De var kørende i en fornem vogn og så statelige ud. Da de en halv snes minutter senere kom tilbage fra rundgangen, bankede de på og sagde, at de havde lagt penge i bøssen ved indgangen og gerne ville sige tak for synet.

   ”Det kunne være sjovt at se, hvad de har lagt i”, sagde Knudsen, og han gik ud for at fjerne hængelåsen. I bøssen lå kun de småører, som han havde ladet ligge ved sidste tømning!

   Men der kunne bestemt også reddes en pæn indtægt, når sæsonen var på sit højeste, og der kom mange gæster. Mikael Sig huskede en søndag eftermiddag, hvor han selv skulle tage imod folk ved indgangen, mens Knudsen viste andre rundt. Nogle ønskede at vente på næste rundvisning, mens andre ville gå selv. Da bøssen den dag blev tømt, indeholdt den næsten 70 kr., og Knudsen havde omtrent lige så mange i lommen.

   Det var mange penge i 1950’erne, og de blev næppe opgivet på selvangivelsen til det af Knudsen så forhadte skattevæsen.

   Knudsen satte engang en bøsse op, som folk kunne smide penge i efter lyst og evne. For at reklamere lidt for denne økonomiske side af sagen skrev han et skilt og satte det ved siden af:

 

”Hvis det, du ser, er en Skilling værd

kan du vise det ved at lægge den her”.

 

Sentenserne i haven var ikke alle udsprungne af Knudsens eget hoved, men det påstod han heller ikke, at de var. De livsfilosofiske betragninger kunne være citater af gamle filosoffers ord eller inspireret af disse, men de kunne – skal det retfærdigvis siges – også være ord fra Knudsens eget hjerte.

   På bagsiden af La Kabano havde han i nogle år hængende et langt skilt med ordene ”Lev Livet Det Er Kortere End Du Tror”. Og et noget større skilt var placeret i haven:

 

”Jo større Stræb des mindre Brød,

jo mere Avl des større Nød.

Tavs ruger Trold paa røden Guld

hvad skønner han om Mand og Muld”.

 

I DET FILOSOFISKE VÆRKSTED

Engang, fortælles det, havde Knudsen lavet en opstilling med en frø, en væmmelig tudse, og han havde malet en blå himmelbue ovenover. ”Menneskeheden er som tudser”, forklarede han, ”de sidder og kigger op mod himlen, men de kommer der aldrig, så længe de er tudser!”

   Knudsen blev engang spurgt, hvor han fik idéerne fra, og han svarede da: ”De kommer til mig i søvne!” Ofte blev de virkeliggjort i en rebusform, der krævede ret meget af beskueren. En af disse rebusser bestod af fire F’er omkranset af fire sammenslyngede P’er.

   ”De fire F’er”, sagde Knudsen. ”De betyder forståelse, fred, frihed og fremgang, men som De kan se, så klemmer P’erne disse fire F’er og holder dem nede. P’erne er pengemarked, politik, parti og presse!”

   I starten serverede Knudsen F’erne i tilfældig rækkefølge, men i juli 1948 var der nogle københavnere på besøg, og en af disse – civilingeniør A. V. Pedersen, Holte – gjorde Knudsen opmærksom på, at han skulle begynde med ”forståelse”, da det var den logiske rækkefølge.

   ”Jaja”, sagde Knudsen anerkendende. ”De har ingeniørhjerne, så De kan lige regne det ud!”

   Nederst i haven havde Knudsen på en lille høj opført en tøndeformet hytte, som det var muligt at opholde sig i. Den var ikke særligt stor, og der var ikke plads til mange mennesker i den. Journalisten Otto Mikkelsen fra Berlingske Tidende gengiver fra sit besøg i juli 1955 følgende episode:

   ”Det lille tøndeformede Hus indeholder en Bænk og en Træstav med en gammel Gryde paa. Dette kommenterer en Københavnerfrue blandt Gæsterne saaledes til Knudsen: De maa have været buddhistisk Munk engang i en tidligere Tilværelse, det er jo et Buddha-Tempel. – Knudsen tog Piben ud af Munden og sagde: Ja, jeg var buddhistisk Munk – kan De huske, at De var Nonne dengang! – Og medens Folk lo, forklarede Knudsen, at det lille ’Tempel’ saamænd ikke symboliserede noget. Det var sat op, saa unge Mennesker, der var glade for hinanden, kunne sidde derinde og hygge sig. Og Gryden? Den var til at smide Cigaretskod i”.

   Denne lille skildring viser tydeligt, at Knudsen havde begge ben på jorden, men at han også med sine pudseløjerlige opstillinger satte folks fantasi i sving. Det kunstige og forlorne gik han i en bue udenom, og som den sande vestjyde, han var, blev alt hvad han foretog sig krydret med lune bemærkninger. Hans symboler og tanker var alvorlige nok, men det opstyltede og højtidelige fik aldrig lov at få overtaget i hans fremstillinger.

   Bag den tøndeformede hytte havde han op ad højens side lavet et smukt arrangement i sten og blomster. En kæmpestjerne og guirlander af sten omkransede ordet ”Gratia”. – ”Dette latinske ord”, forklarede den vestjyske profet, ”har en dobbelt betydning: Yndefuldt og nådefuldt. Det dækker det graciøse og yndefulde, men det danske ord gratis stammer også fra gratia. I Guds rige er alt af nåde, men i denne verden gælder det: Alt for penge!”

   ”Heureka”, skal den gamle græske fysiker Arkimedes have råbt, da han i sin tid opdagede, hvad vi kender som Arkimedes’ lov, dvs. læren om tingenes vægtfylde. Chr. Knudsen glemte ikke sin interesse for grækerne og skabte i haven en stenramme med ordet Heureka (: Nu har jeg fundet det).

   ”Heureka”, sagde han. ”Vi kan også sige – hurra! Nu har jeg fundet det – både tingenes (Arkimedes) men også tankernes vægtfylde (Knudsen)!”

   En anden sentens stod med store bogstaver at læse under det græske ord. Det var mere dansk og mere poetisk: ”Dyrk Danmark som en Have”. Men når Knudsen forklarede folk sin mening med disse ord, blev det poetiske skubbet i baggrunden i en dundertale, som dog alligevel rummede al Knudsens kærlighed til den danske natur.

   ”Dyrk moder Danmark som en have”, forklarede han, ”ikke ved kunstig rovdrift, men på en naturlig hensynsfuld og fornuftig måde. Mor Danmark er yderig og kan let føde tre gange så mange børn, som hun nu har. Hun kalder ad de fortabte sønner og døtre, der går inde på brostenene, pengeløse, hjemløse og rodløse. Der bliver glæde i Danmarks hjem, når de engang går i sig selv og vender tilbage til Moder Natur.

   Vi dyrker Danmark som slaver under det pengesystem, der udnytter og slavebinder os. Den enkeltes energi og initiativ kan ikke komme til udfoldelse under disse forrykte Forhold!”

   Knudsen sluttede af med et lille vers: ”Overflod er livets lov, nok der er til hvers behov”.

   I det hele taget yndede han at gøre rim og vers. Han sagde dem for sit publikum, og han lod nogle af dem trykke i katalogerne. Her skal gengives nogle af disse vers, der måske ikke er så teknisk fuldkomne, hverken hvad angår rim, versefødder eller sammensætning, men som alligevel er præget af Knudsens livssyn og engagement:

 

”Jeg har gode Tanker,

jeg er af Vikingeæt,

min Agt det er at kæmpe

for Sandhed, Frihed og Ret”.

 

Eller han kunne give en rimet kommentar til sit arbejde med haven og til naturens underfuldhed:

 

”Her er nok af Lys og Luft,

Fuglesang og Blomsterduft,

saa naturligt og dog en Gaade,

tænk, at det er alt af Naade”.

 

Sine ophold i Amerika kunne han ikke glemme, og nogle engelske strofer gled somme tider med: ”The World is My Country”, sagde han, ”and to do good is My Religion”. Samme indstilling prøvede han at indprente hos de besøgende. For at komme op til den før omtalte tøndeformede hytte skulle man gennem en allé og forcere nogle trappetrin. Alléen var smukt gjort med nogle træ- eller jernbuer, under hvilke man gik det sidste stykke. Pergolaen, som det mest af alt lignede, var bevokset med humle, og det fik Knudsen til at digte:

 

”Under disse Humleranker

maa man tænke sunde Tanker,

her er Liv og lys og Luft,

Fuglesang og Blomsterduft”.

 

I det hele taget var Knudsen ikke betænkelig ved at ændre noget, han tidligere havde skrevet. Det fremgår også af et lille digt, som han kalder ”Nissefar taler til Tidens Børn”. I virkeligheden er det et let ændret uddrag af JAK-julesangen fra 1934.

 

”At Tidens Børn gaar arbejdsløs

- faar Kost og Løn af Naade -

det kendes ej i Nisseland,

det er for os en Gaade.

 

Nu rider i et farligt Ridt

paa Tidens Konjunkturer

og danser blindt den vilde Dans,

mens Mammons Præster lurer.

 

Hr. Pengemand jeg siger dig:

Dit Gods og Guld og Ære

vil Livets Aand og Tidens Tand

med Møl og Rust fortære!”

 

KNUDSEN OG UNGDOMMEN

Helt tilbage til Knudsens første spæde start på sin have, blev han besøgt af unge mennesker fra omegnen. De kom stadig, nye generationer af unge, og også til dem specielt havde den gamle filosof nogle ord at sige. Han viede dem en plads med følgende inskription: ”Den ny Tids Ungdom”, og under dette skilt tilføjede han i mindre typer: ”Langt mere værd end det røde Guld – det er sig selv og sin Gud at kende”.

   ”Det gælder enhver ung mand og kvinde”, sagde Knudsen. ”Du er den rige yngling, født i en rig tid, vel udrustet fra Skaberens hånd både til legeme og sjæl. Du ejer en indre udviklingsmulighed, som betinger en lykkelig, evig fremtid, hvis du ikke nøjes med kun at være et produkt af tidsånden. Det er kun døde fisk, der flyder med strømmen, de er drivende ligeglade. De levende står med hovedet imod strømmen og bruger finnerne”.

   Knudsen havde også et mere konkret råd til sine unge gæster: ”Det, der frister, er det eneste, man er svag overfor. Det går an at tage en cigaret, men pas på, at den ikke tager dig!”

   Det religiøse havde han også et par ord at sige om, når han kommenterede det føromtalte skilt: ”Langt mere værd end det røde guld – det er sig selv og sin Gud at kende. Sådan står der, og sådan er det! Men vejen til Gudserkendelse går gennem selverkendelse”.

   Chr. Knudsens syn på ungdommen var dog ikke så enkelt. De unge, der ville dyrke Moder Danmark, og som ikke var bange for at ofre sig legemligt, stod hans hjerte nærmest, mens de, der lod sig uddanne på Universitetet blev stemplet som ”navlegæslinge”.  Udtrykket dækker en gæsling, der er så svag, at den ikke selv kan bryde ud af skallen, men skal have hjælp af menneskehånd.

   Og på samme vis mente Knudsen, at de unge, der kom ud fra læreanstalterne hverken havde kræfter eller forstand til at begå sig. Selv var han en håndens mand, selvlært og livskraftig. Men man kan undre sig over, at Knudsen tilsyneladende ikke forstod, hvor vigtig uddannelse og viden er i et frit, demokratisk samfund som det danske.

   Den gode Knudsen var en sammensat natur, og der er en del eksempler på, at han til tider sagde sig selv imod.

 

AD SELVERKENDELSENS STI

Selverkendelse var hvad det hele drejede sig om, mente Knudsen. I 30’erne opbyggede han en afdeling, som blev kaldt ”den vågne og den sande bevidsthed”. Det var to kuplede småhøje, som blev belagt med sten og andre materialer, så der dannedes to kæmpe-ansigter. Det ene ansigt var trist at skue med lukkede øjne og nedadbøjede mundvige, det andet var  smilende og vågent.

   Knudsen kommenterede opstillingen således: ”Den sovende har øjnene lukket og drømmer om renter og skatter, krise og krig – alt det hører hjemme i drømmeland. Men den vågne har det åbne, lyse syn og ser, at der skal en ny tro og tankegang til, for at Verden kan blive anderledes. Han søger at finde ind til årsagssammenhængen i livet”.

   Foran disse to kæmpeansigter var der anlagt nogle smalle stier, som førte i forskellige retninger. ”Vejen symboliserer udviklingen fremad til fuld bevidsthed”, forklarede Knudsen. ”Den smalle sti i midten er selverkendelsens sti, der fører lige ind til bevidsthed. Omvejene til højre og venstre er de afveje, hvor mængden, flertallet,  går og tror blindt på deres vejvisere”.

   Med tiden ændrede Knudsen ved dette arrangement. Han bibeholdt udtrykkene i de 3-4 meter høje ansigter, men nu kaldte han dem for optimisten og pessimisten – som et billede på det lyse og det mørke livssyn. ”Optimisten tager hver vanskelighed som en opgave”, forklarede Knudsen. ”Pessimisten derimod tager hver opgave som en vanskelighed!”

   I en anden opstilling gjorde han igen brug af øjne, dvs. cementøjenbryn og en fiskenetskugle som selve øjet. Han placerede fire af slagsen på jorden og kaldte dem for Einsteins fire dimensioner – de fire dimensioner i tilværelsen, længden, bredden, højden og dybden.

   Et-tallet fascinerede ham også, men ikke så meget som et symbol på karrieremenneskers jagt efter at blive nummer ét. Hans tanker omkring det lille 1-tal gengiver han i sit katalog fra begyndelsen af 1950’erne: ”Et-tallet = Jeg er = højeste Bevidsthed i Universet. Ét Liv. Én Sandhed. Én Gud. Det ene fornødne. Én Evighed. Én Tid. Den højeste Enhed, hvori alt gaar op”.

   Et af de ”store” steder i haven var en afdeling med mange dybsindigheder. På en række småhøje havde Knudsen f.eks. skrevet: ”Aand er Magt”. Et slagord, som den gamle konseilspræsident J. C. Christensen fra Hee (1856-1930) ofte tog i sin mund og i øvrigt brugte som sit valgsprog.

   Desuden så den besøgende fyndord som ”Kend dig selv” og ”Jeg er alt i alle”. Man kunne også støde på ordet ”Bonvenu” (esperanto for velkommen), og på en skråning foran omtalte høje stod med frodige bogstaver de ord, der dækkede Knudsens ”evangelium”: ”Tænk selv – tænk ret”. Mellem sidstnævnte to påbud havde han formet en flere meter stor sfinks – på ny med bund i den græske mytologi.

   Sfinksen var et fabeldyr, der oftest blev fremstillet som en løve med menneskehoved og med vinger – således også af Chr. Knudsen. Et græsk sagn fortæller om en sfinks, der hjemsøgte Theben, idet den forelagde alle forbipasserende en gåde. De, der ikke løste gåden, dræbte den. Men da kongesønnen Ødipus på sin vej til Theben mødte Sfinksen og som den første løste dens gåde, blev uhyret så vredt, at det sønderrev sig selv.

   ”Min idé med haven har jeg symboliseret i afbildningen af Sfinksen”, erklærede Knudsen. ”Det er et mytologisk symbol på den åndelige udvikling. Sfinksen har en gåde, og kun ved at tænke selv og tænke ret, kan vi løse den. At løse sfinksens gåde vil sige at løse livets opgaver. Kan vi afskaffe krig – land og land og mand og mand imellem. Kan vi likvidere det gamle, økonomiske system – ellers likviderer det os! Kan vi slå krigen ihjel, eller bliver vi selv slået ihjel? Skal vi brutaliseres tilbage til dyret – eller idealiseres bort fra dyret?”

   Knudsen slog nok et par ekstra slag med sin stok, når han fortalte om dette hans yndlingsemne. ”De fleste nutidsmennesker har i stedet for ’Kend dig selv’ som mål for deres anstrengelser sat ’Kend alt’, men sfinksens gåde må løses af hvert enkelt menneske, og kun ved at tænke selv og tænke ret kan vi løse denne gåde – som dybest set er os selv. Når vi til selverkendelse, forsvinder den vingede løve”.

   Da Herning Avis i 1958 aflagde Knudsen besøg, forklarede han den fremmødte journalist om sine idéer med den vingede løve.

   ”Men”, sagde han, ”vil man ikke se livets problemer i øjnene, kan sfinksen og for resten alle figurerne i haven også opfattes som underholdning: Som sjove og usædvanlige billeder i en billedbog. Det har jeg ikke noget imod, for i de fleste tilfælde vil de besøgende alligevel altid lægge mærke til et eller andet og spekulere over det”.

   Knudsen var ganske klar over, at ikke alle hans gæster fik det tilsigtede udbytte af en rundgang i haven. Mange opfattede det udstillede som noget kuriøst og særpræget, men de fangede ikke tanken, der lå bag ved arrangementerne.

   ”Har man ikke mere barnesindets naturlige fantasi”, sagde han, ”kan det måske knibe at tage symbolerne”. Men til Knudsens store tilfredshed var der alligevel  mange, der forstod at bruge fantasien, sådan som han ønskede det, og just disse mennesker var det, der virkelig fik noget ”med sig hjem”.

 

LYS MERE LYS

Som fortalt i et tidligere kapitel lavede Knudsen en smuk solopgang, der skulle symbolisere hans religiøse syn – anskueliggjort ved Ingemanns strofer ”Og slukkes alle sole –”.

   ”Det er troens, håbets og kærlighedens morgenrøde”, proklamerede han og pegede på sætningen, som stod at læse nedenunder: ”Forget the Temple – but remember God”. ”Glem kirken”, formanede han, ”men kom Gud i hu. Ikke kirke-sekt eller persondyrkelse, men Gud alene vil dyrkes i ånd og sandhed”.

   Knudsen digtede videre om sin holdning til kirken og reciterede:

”Men jeg kom ej i kirke, ej der jeg finder trøst,

thi jeg har selv min egen præst og kirke i mit bryst”.

   En lille opsats kundgjorde med en kort tekst på esperanto: ”Kre du ne Timu” (: Tro, frygt ikke). Sandsynligvis inspireret af Bibelens ”Frygt ikke, tro kun” (Lukas 8,50).

   Et andet sted stod at læse på engelsk: ”As above so below”. ”Som i det høje”, forklarede den gamle filosof, ”så i det lave: som i Himlen – så på Jorden, som i stort – så i småt. Det er den samme lov, det samme liv og den samme Gud i og over alt. Vi får del deri i samme grad som vi kan tage imod det”.

   I havens gæstebog har Knudsen indføjet en lille passus: ”Himmel = Harmoni. Helvede = Afgrænsning. Begge aandelige Tilstande”. Og i sit eget eksemplar af kataloget har han i hånden gjort en tilføjelse, der på ny afspejler hans foragt for pengesystemet: ”Har vi vor Gud i Penge, saa bliver der Helvede paa Jord. Men er Gud i Mennesket, saa er Guds Rige her paa Jorden”.

   Han skrev et digt – ”Tonen fra Himlen” -  hvori han atter efterlyser de gode tanker og rene handlinger:

 

”Her og nu er Sandheds Aand tilstede,

Rigdom for det længselsfulde Sind.

Hvis du er til Handling rede,

gaa da straks i Livets Vingaard ind.

 

Snart er nu dit gamle Babel falden,

Løgnen haster mod sin Undergang.

Hvor er Folkeviljen, hvor er Skjalden,

som kan frelse Verden med sin Sang”.

 

Skjalden, der skulle frelse Verden, lod vente på sig, men Knudsen gjorde ihærdigt sit arbejde som en anden Johannes Døber. Alle, der gad høre, fik hans livsfilosofi serveret med alle dens snurrigheder og originale påfund.

   ”Som sæd – så høst”, skrev han i havens jyske muld. ”Hvis du kun det bedste sår”, tilføjede han mundtligt, ”så spår jeg, at det godt dig går!” Her byggede han videre på det  gamle ordsprog ”Som man sår, så høster man” (Peder Syv).

   ”Livets grundlov” udformede Knudsen således:

 

”Sår man godt – så høster man godt.

Sår man ondt – så høster man ondt

Sår man intet – så høster man intet”.

 

”Det gælder både i naturens og i åndens verden”, udtalte han og uddybede sine ord på følgende måde: ”Der er retfærdighed og mening i tilværelsen. Livet er værd at leve – og vi er selv medansvarlige. Vi kan også sige: Godt for godt – noget for noget – intet for intet her i livet”.

   Floskler og læresætninger i én pærevælling. Allerede i Knudsens levetid hed det: Man skal have ham med rundt i haven og høre hans fantasifulde forklaringer til det, man ser… ellers er der ikke så meget ved det.

   En gang pløjede naboen Hans Clausen en stor, flad sten op af jorden. Clausen gravede den helt fri og forærede den til den gamle original i Egely. Knudsen så straks en mening lyse ud af det tunge, hårde materiale. Stenen var vel omtrent en god meter høj, smuk og enkel og så flad foran, at den egnede sig glimrende til en inskription.

   Som noget helt særligt havde stenen ”årer”, som var den et stykke træ. Og disse årer gik i samme retning, skråt nedad fra venstre mod højre. Idet han fulgte denne skrå linie, malede Knudsen ned over stenen ordene ”Lys mere lys” – et udtryk, som tillægges den døende Goethe, der som sine sidste ord skal have sagt: ”Mehr Licht”.

    Havde Knudsen kendt til Thisted-digteren J. P. Jacobsen, kunne han i stedet have brugt dennes korte digt:

 

”Lys over Landet, det er det vi vil”.

 

Oplysning og viden og en sammenhæng med ”Moder Natur” var også grundidéer hos manden i Krattet.

   Sentensen på stenen skulle ikke bare stå der til beskuelse og eftertanke. Naturligvis havde Knudsen også kommentarer til disse ord, og han filosoferede:

   ”Kun med lys kan man jage mørket ud – ikke banke eller true det ud med sin stok. Lyset er stærkere end mørket. Hvad er da mørket?” Knudsen så rundt på sine tilhørere og svarede selv: ”Bare mangel på lys!”

   Men folk kunne ikke vide sig sikre med den mærkelige havemand som guide. Fra de mere religiøse og åndelige emner kunne han pludselig bringe sine gæster ned på jorden igen.

   ”Work and Production” stod der et sted, og Knudsen forklarede: ”Vi er født her på Moder Jord, og det er her vi gør vort arbejde. Er der ingen produktion, så er pengesedlerne ikke mere værd end at de kan bruges på Valutacentralen!”

   Her pegede han hen på førerhuset fra en gammel lastbil, der virkede som WC. Ved en anden lejlighed udbrød han: ”Ja, I tror nok, det er et WC, men det er valutacentralen! og valutacentralen og Børsen – det er fandens værksted”

  

PARTIERNES PARADIS

Chr. Knudsen leverede mange kommentarer til de politiske partier i Danmark – og hvad de stod for. Han var stort set opportun over for dem alle; altid på vagt og klar til at sætte ind med sin ironi og satire.

   Han sagde gerne, at symbolerne i haven var bedst at se på afstand, først fra den ene side og så modsat, men da han opdagede dobbelttydigheden af ordet ”partier”, blev det til: ”Partierne ses bedst på afstand – også de politiske!”

   At Knudsen ikke satte politik og især ikke de politiske partier særlig højt, fremgår også af denne lille sentens fra hans hånd: ”Det er ikke Partiaanden, men Fællesskabets Aand, der frigør Mennesket”.

   Han gik så vidt i sin foragt for disse, efter hans mening, unødvendige snyltere, at han frembragte dén afdeling i haven, som måske blev mest kendt og elsket og huskes bedst: Partiernes Paradis. Et sceneri i sten og træ, som blev til og jævnligt omforandret, så den fremstod altid aktuel. Der kom jo hele tiden nye figurer frem på den politiske arena, og gjorde de sig ”fortjent” til Knudsens krasse satire, gik der kun føje tid, før de var indlemmet i samlingen på partiernes skråning.

   ”Når politikerne laves i sten”, sagde Knudsen, ”bliver de ligeså døve og hårde over for omgivelserne, som de er i virkeligheden”.

   Foran denne samling af groteske, karikerede portrætter i sten, træ og maling, kom samfundsrevseren for alvor frem i Chr. Knudsen. Han kunne holde et langt foredrag om råddenskaben blandt levebrødspolitikerne, men altid krydret med lune og barokke bemærkninger, som han var kendt for.

   ”Ej blot til lyst står der i det politiske paradis”, begyndte han, når de besøgende forventningsfulde samledes om ham. ”Det er det åndelige, offentlige barnekammer, hvor der leges krise, krig, kapløb og blindebuk. Hver deltager har sin kæphest; der leges med penge, magt og ære, mens hvide mus og rotter danser tango i deres hår og skæg! Kronen bliver ’unormal’, tiderne abnorme. Mennesker bliver værdiløse og arbejdsløse, systemets vogtere kæmper en vanvittig kamp for at bevare illusionen”.

   Mest iøjnefaldende var måske en stor sten med menneskelige ansigtstræk, men med kun ét øje (af en elektrisk, hvid sikringsprop). Om denne sagde Knudsen, at ”den enøjede ser kun med partiets øje”.

   En anden sten var ganske nydelig, afrundet og god i formen – og den forestillede en kendt kvindelig politiker. ”Hun har det ydre i orden”, sagde Knudsen, ”men som I ser, står der ved siden af hende en udbrændt pære!”

   Thorvald Staunings ægformede hoved med stort fuldskæg – af bark – var naturligvis centralt placeret. ”OGSÅ kaos”, sagde Knudsen og hentydede dermed til Socialdemokratiets berømte valgplakat fra 1935 ”Stauning eller Kaos”.

   Det fortælles, at Knudsen engang fremstillede en slange med splittet tunge og grufuldt hoved. Den var på vej op ad skråningen med retning mod Stauning-figuren. ”Den er slangen i det politiske paradis”, skal Knudsen have sagt, ”den hvisker ham onde råd i øret”.

   Kirkens repræsentant – kirkeministeren selv – manglede selvfølgelig ikke i denne samling ”banditter”. Ministeren fældede en tåre, kunne man se på det malede ansigt, og med et rustent jernkors bag sig bad han: ”Giv os i dag vor daglige – rente!”

   Madsen-Mygdal, Venstre-politikeren som var statsminister i perioden 1926-29, blev ikke skånet. Til ham havde Knudsen denne salut: ”Madsen-Mygdal blev far til to grimme børn: Valutacentralen og den ærlige krone!”

   En anden Ventre-mand, Dr. Oluf Krag – ham, der gik med i det bekendte Kanslergade-forlig med socialdemokraterne – gik heller ikke ram forbi, men i stedet udstillet for alt folket i Knudsens udgave: En meget trind sten! ”Han blev fed”, bemærkede Knudsen, ”mens bonden blev mager”.

   Chr. Knudsens karikaturer var enkle og som oftest vellykkede – især når man fik naturfilosoffens mundtlige kommentarer. En sten, en pensel og en dåse maling og en gren fra Krattet var nok for ham til at skabe et rammende portræt af en dansk politiker. Materialet blev, som nævnt, jagtet overalt. En gang kom han ind til naboen Peder Krogsgaard og spurgte: ”I har vel ett en sten, der ligner Christmas Møller?” Da var turen kommet til den konservative politiker, som i 30’erne agiterede imod J.A.K.-bevægelsen.

   En gang anbragte Knudsen en sten med Jens Sønderups ansigtstræk påmalet. Sønderup, der var tolv år yngre end Knudsen, stammede fra Nr. Vium og kom i sin politiske karriere til – for partiet Venstre – at bestride flere ministerposter foruden sit 25 år lange medlemskab af Folketinget.

   Chr. Knudsen og Jens Sønderup kendte hinanden fra Ungdomskredsens møder og har sikkert fået mangen god diskussion. Men at Sønderup – set med Knudsens øjne – efterhånden blev levebrødspolitiker, gjorde ham efter dennes mening en klar aspirant til at blive indlemmet i partiernes paradis.

   Jens Højland, Videbæk, har fortalt, at Knudsen på snedig vis havde anbragt den flade sten med Sønderups ansigtstræk op mod et skråtstillet lårben, som han havde fået hos den lokale slagter.

   Når gæsterne nåede til dette lille arrangement, pegede Knudsen med stokken på lårbenet: ”Så’n var det! Jens Sønderup skulle jo også ha et ben!” Derpå sparkede han det støttende ben væk, så stenen faldt om på jorden. ”Og han kan ett wall undvær en endnu!”

   En bidende kommentar til det evigaktuelle fænomen: Politikernes ”ben”.

   Paradiset blev i øvrigt bevogtet af en lille træmand med hat på hovedet. Knudsen kaldte ham for ceremonimesteren. Man så også en figur, som skulle symbolisere ham, der ”altid holder med den sidste ærede taler”. Om Pernittengryn sagde Knudsen, at ”det simple flertal jo kan sætte en hvilken som helst mand ind på Christiansborg – blot han altså har flertal!”

   Bag sceneriet sad en træmand overskrævs på en lille træhest. ”Det er bonden”, forklarede Knudsen. ”For 200 år siden red bonden på træhest, men herremanden var så venlig at hjælpe ham af. Nu – i dag – er han vekselrytter. Det er renterne, der hænger i det ene ben og skatterne i det andet”.

   Kværulanten i Krattet havde altid en tirade af ord parat, når der blev tale om politikerne: ”Der er et ord, som siger: Dit vel er mit vel. Dette gælder i ’det lille samfund’, hjemmet, hvor ægte- og venskab er til huse. Men det burde også være sådan i det store fælles (Samfund) hjem: Danmark! Men vore politikere forstår det ikke. De siger: Mit vel er det – stem på mig, så skal du få det godt – ja, endog få socialhjælp!”

   Når talen faldt på Rentetrolden, en anden af Knudsens fantasifígurer, lød parolen: ”Statsmændene siger, at de mangler valuta. Det gør de også – i øverste etage!”

   Molok og Mammon var, som tidligere omtalt, repræsenteret i haven. Molok som et frygtindgydende og modbydeligt krigsspøgelse med behandskede hænder. og Mammon siddende ved et skrivebord – ”det er nationalbankdirektøren”, fastslog Knudsen.

   I en slags zoologisk have stod der bl.a. tre store gren-uhyrer med lange, fægtende arme. De kivedess, og det så ud som om de hvæsede og skældte hinanden ud. ”Det er socialismen, kommunismen og kapitalismen”, erklærede Knudsen. ”Den sidste har et ben i munden, og det prøver kommunismen at få fat i! Bagved står en lille hund og bjæffer – det er Starcke!” (dvs. Retsforbundets daværende formand, Viggo Starcke).

   Der blev fægtet til højre og venstre; ingen gik ram forbi i Partiernes Paradis. Men ud af al utilfredsheden med politikerne og økonomien – især rentespørgsmålet – samt medlemskabet af J. A. K. tegner der sig noget, der kunne ligne en fremskridtsmand. Bare en lille snes år, før en vis Mogens Glistrup stiftede sit protestparti.   

  

 SELVSTYRE ELLER DIKTATUR

Et andet sted i haven opstillede Knudsen en sten med de malede årstal 1920 og 1864. Når folk spurgte, hvorfor netop disse årstal skulle fremhæves, svarede pacifisten Knudsen: ”Jo, det skal jæ sige jer: I 1920 var fornuften vokset så meget, at man brugte stemmeseddelen i stedet for geværet!”

   Der blev engang taget et billede af naboen Hans Clausens datter, som stod smilende bag denne genforeningssten. Dette og andre fotografier rejste Knudsen rundt med og fremviste som lysbilleder i skoler og ungdomsforeninger og til JAK-møder. Det fortælles, at hver gang han kom til billedet af genforeningsstenen og pigen, sagde han: ”Ja, det er ikke det danske grin, I ser her, men det danske smil!”

   Diktatorerne Hitler og Mussolini kunne naturligvis ikke undgå at havne mellem de politiske ”banditter”. Efter krigen opstillede Knudsen en figur med blikspand på hovedet; den kom til at stå foran en slags dansk-amerikansk frihedspark med Yellowstone-klipper og de to nationalflag. ”Det er Montgomery”, sagde Knudsen, ”og englænderne siger, at den ligner!”

   Men det nazistiske styre var selvsagt den gamle humanist imod. Han lavede sidst i 30’erne, da truslen fra syd var alarmerende, et arrangement, hvor der på den ene side af ordet ”eller” lå to sammenslyngede S’er og på den anden side et hagekors. I sit katalog fra 1940 kommenterede han det på følgende måde:

   ”Selv-styre eller Diktatur – hvad vælger du? De, der ikke kan styre sig selv, vil blive styret af andre. Selvstyre kommer indefra og lyder: Jeg vil. Diktatur kommer udefra og lyder: Du skal. Selvstyre er selvopdragelse – Frigørelse. Diktatur er Dressur – Slaveri. Sam- eller Selvstyre er baade individuelt og kollektivt, pædagogisk og sociologisk, det eneste Styre, der virkelig duer. Valget er frit og baade mit og dit”.

   Gestapo fik også en plads i haven: En trind sten med SS-hjelm på. Men verdenskrigen fik ende, og den kolde krig begyndte. Nu blev kommunismen et skræmmebillede, hvor før nazismen og fascismen havde været det. I haven blev kommunismen nu symboliseret ved en stor krokodille af træ og planter.

   ”Den vil standse af sig selv”, trøstede Knudsen, ”for den er ved at foræde sig, og den lider af forstoppelse”.

   Men kold krig var der, og Knudsen havde naturligvis en løsning parat:

 

”Grunden er lagt for en verdenspagt,

det er Ham, som råbte: ’Det er fuldbragt!’

Han er broen mellem vest og øst,

det er min tro og eneste trøst”.

 

Men den gamle mand indså nok, at det var lidt naivt at tro på en sådan bro. Når talen faldt på øst og vest, kunne han resigneret udbryde: ”Øst og vest er ens! Den eneste forskel, jeg har kunnet finde, er, at der i øst er system i galskaben og i vest galskab i systemet. Ingen af parterne har endnu opdaget, at en krig ikke kan vindes – det er kun i freden, at sejren findes!”

   Vi kender ikke Chr. Knudsens syn på den indiske politiker Mahatma Gandhi og dennes passive, ikke-voldelige men åndeligt stærke modstand imod undertrykkelse og vold. Men der er næppe tvivl om, at Gandhi har haft en stor plads i pacifisten Knudsens hjerte.

   Han ville givet have respekteret Gandhi for dennes svar, da de mere aggressive og militante partikammerater krævede hævn over kolonimagten England. Den gamle lov – øje for øje – burde tages i anvendelse, mente de, men hertil svarede Gandhi: ”For meget ’øje for øje’ – og det ender med, at Verden bliver blind!”

   Gandhi’s ord lå på linie med Knudsens filosofi – at kun i freden kan sejren findes. Og som for at understrege sine ord, lod Knudsen bag ved de tre kæmpende gren-uhyrer – socialismen, kommunismen og kapitalismen – opsætte en slags dommedagsfigur: En høj træskikkelse med oprakte arme (grene) og bowlerhat på hovedet.

   ”Det er Niels Bohr”, sagde Knudsen, ”han har korset i den ene hånd og atombomben i den anden. Forliger Eder, I skabhalse! siger han, ellers…”

 

HAVENS GÆSTER

Chr. Knudsen var, som tidligere nævnt, langtfra nogen eneboer i ordets egentlige betydning. Han boede alene og for sig selv og foretrak denne levevis, fordi den gav ham den totale frihed.

   Men han kunne bestemt ikke undvære samværet med andre mennesker. Naboerne har kunnet snakke med dérom, eftersom Knudsen rendte dem tidligt og silde på dørene. Både for at redde sig et måltid mad eller en kop kaffe – og tillige for at få selskab.

   Men når haven kom til at stå hans hjerte så nær, at den blev hele hans verden, så skyldes det sikkert også de mange mennesker, der mødte op for at se hans værk og høre ham fortælle. Den personlige kontakt betød uendelig meget, og han tog gerne en diskussion med folk, der måske havde en anderledes opfattelse af ”verdenssituationen”.

   ”Haven er interessant for interessante mennesker”, sagde han gerne. Han gav sig altid god tid til at spørge gæsterne ud. Hvad hed de, hvad lavede de, hvor kom de fra – og hvis den rette stemning var til stede, gik han videre og begyndte at drøfte samfunds- og åndelige spørgsmål med dem.

   Knudsen holdt meget af et vers, som den jyske digter Anton Berntsen har skrevet:

 

”Det hænder en Dag, at man faar en Visit

af en Fremmed, man slet ikke kender,

men inden han gaar, er man naaet saa vidt,

at man tæller ham blandt sine Venner”.

 

Ordene passede på hans egen indstilling til de besøgende. De viste glæde over at opleve haven ved Krattet, og mange kom igen og igen. Tilfredsheden skyldes uden tvivl den måde, hvorpå Knudsen behandlede sine gæster. Ikke som anonyme museumsgæster, men som mennesker, han gerne ville lære at kende – og som han på sin snurrige måde ville lære at tænke ret.

   Mangfoldige er de glade taksigelser, som springer én i øjnene, når man åbner havens gæstebøger. En tilfældig valgt besøgende fra september 1947 siger:

   ”Tak for alt, hvad jeg har set og for, hvad der blev lagt mig og flere paa Sinde. Der blev meget, der var for godt at glemme. Lys og Liv, som vi saa det i Haven i den skjønne lyse Eftermiddag, trænger vi alle til. Lad Guds Lys lyse i vore Hjerter”.

   Hvilke mennesker var det, der søgte Knudsens Have?

   Svaret kan i store træk læses i de to bevarede, ofte citerede, gæstebøger. Foruden Knudsens egne smånotater findes heri en perlerække af navne, hilsener og taksigelser. Bøgerne afslører, at folk kom fra alle egne af Danmark og tillige fra en række andre lande. Der var tale om familie-søndagsture, om foreningsudflugter, skolebesøg og møder.

   Flere hold skoleelever kom for at se Knudsens Have. I flæng kan nævnes 40 børn fra Herborg skole (juli 1940), 20 fra yngste klasse i Solsøhede skole (juli 1942), Askov skoles 3. og 4. klasse (juni 1945) og Sdr. Esp skole (juni 1951).

   Spejdere og søndagsskolehold lod også udflugten gå til Krattet, og KFUM & K fra Videbæk, Lem, Ringkøbing, Sunds og andre byer fik nogle timers spændende underholdning hos den gamle lærer i livets skole.

   Også ungdomsforeningerne søgte til Krattet. I gæstebøgerne nævnes f.eks. fyrre mand fra Holsted (1951) samt hold fra Fiskbæk og Astrup. I juli 1942 blev haven gæstet af Østerbros Fritidsklub i København og i 1947 af Herning Lokalforening for Kristelig Dansk Fællesforbund.

   Utallige er de foreninger, der kom kørende, og ofte fra fjerne egne. I juli 1951 var det Lemvig Alders- og Invalideforening, i juni samme år Arbejdere og Husmænd fra Blaabjerg Plantage, mens det i september 1951 er Naturhistorisk Forening for Herning og Omegn, der ”takker for det, vi i dag har lært om natur”.

   Vorbasse Husmandsforening aflagde visit 25. juli 1948, og en af deltagerne noterede i gæsteprotokollen, at man havde ”beset Danmarks vidunderligste Have”. I øvrigt var stedet udflugtsmål for husmandsforeninger i f.eks. Skibet, Sdr. Felding, Aal, Bording, Timring og Lyhne.

   I 1948 besøgte Holmstrup Borgerforening og Hejnsvig Landbrugsfaglige Ungdom det efterhånden så berømte, originale haveanlæg. Også husmoderforeningerne holdt deres indtog – bøgerne fortæller om husmødre fra Skalstrup, Bækmarksbro, Nees, Roager og Stakroge.

   J.A.K.-folk fra hele landet var selvskrevne gæster, i smågrupper eller i flok. I juli 1947 havde således J.A.K.’s lokalkreds for Tarm og Omegn udflugt til Knudsens Have, og deltagerne ”bringer vor bedste Tak for god  Modtagelse i Dag”.

   I juni 1951 ankom et større selskab fra København, og Knudsen viste endnu en gang rundt og forklarede deltagerne om sine tanker og idéer.

   Det fortælles, at der engang kom et andet selskab med rutebil til Krattet, men Chr. Knudsen var ikke hjemme den dag. Hans brorsøn Hans, der da var flyttet ind i ”Egely” sammen med sine forældre, måtte derfor være guide for turisterne. Faderen, Knud Knudsen, stod og så lidt efter Hans og selskabet, der forsvandt ned i haven. Så sagde han til en bekendt, der stod ved  siden af: ”Det regner de ett!”

   Og det var vel netop kernen i det hele. Haven var naturligvis spændende i sig selv, men den blev først levende for beskueren, når Knudsen i egen person knyttede sine lune og barokke og beske bemærkninger til det udstillede.

   De lokale sagde altid: ”Det war ett så møj æ hav’ – det war mer’ Knudsen, folk kom for å sie og hør’!”

 

GÆSTERNES KOMMENTARER

 De besøgendes ros og taknemmelighed var stor, som det vil fremgå af følgende udpluk fra protokollerne. De fleste besøgende skrev kun deres navne i Knudsens bøger, mange forlod haven uden at skrive sig ind, men heldigvis har et stort antal skriftligt givet udtryk for deres begejstring over det, de lige har set – ofte på en opfindsom og morsom måde. Således har rundvisningen i 1948 inspireret Emilie Therp fra Hedensted-egnen til følgende ubehjælpsomme epos (med en lånt linie fra H. C. Andersen):

 

”Heden, ja, man tror det næppe,

at der findes noget saa skønt,

her en Have er med Blomster,

alt er baade frisk og grønt,

og en herlig Mand

her man træffe kan

som paa det hele har sat Skik

og han dyrker fin Musik

paa de Ting som selv han laver,

smukt han bor i denne Have”.

 

Anna Hellberg fra Lillerød noterer i juli 1951: ”Her fandt jeg et Menneske, som levede med Gud og Naturen”. Men også de mere jordnære fandt vej til Krattet; i juli 1946 er repræsentant Poul Schriver fra Give på besøg: ”Tak for venlig Modtagelse her i disse herlige Omgivelser. Da det er meget varmt, gjorde det godt med et Glas Øl”. Schriver må virkelig have syntes godt om behandlingen, for fire år senere, den 7. juni 1951, tager han turen forbi Knudsens Have på ny: ”Det var godt at faa slukket Tørsten i 27 Graders Varme!”

   Knudsen har i de år kunnet tilbyde andet end sodavand fra La Kabano, hvad enten der har været tale om ”smugkro” eller legal beværtning.

   En anden person, der ofte kom i haven, er smed J. N. Olesen fra Herborg: ”Tak fordi du taler Sandheden frit fra Hjertet. Det er i længden ikke saa farligt at følge Sandheden som Løgnen!”

   Peder Nygaard, Ry, føler sig på samme måde inspireret af Knudsens foredrag: ”At tænke selv og tænke ret, og handle efter Samvittighedens Røst, det er det, du gennem Havens Symboler vil lære Danmarks Ungdom. Gid det i fuldeste Maal maa lykkes dig. Tak for dit Virke. Tak for den dejlige Eftermiddag 22. Juni 1941”.

   Og at Knudsen virkelig havde tag i ungdommen, viser et brev, som han modtog fra Jannik Guldborg i V. Vedsted ved Ribe: ”Tak for sidst; det er altid fornøjeligt at være i Stue sammen med Dig. Jeg vilde ønske, at jeg kunde være lidt mere sammen med Dig, for du er saa fuld af Optimisme og seer Tingene saa klart som nogen ung. Det er sjældent at træffe en Mand i din Alder, som saadan forstaar vi Unge”.

   Den gamle naturfilosof havde ordet i sin magt og evnede altså også at appellere til de mere uselvstændige nyvoksne, hvis ”ler” endnu ikke var formet for livet.

   Ketty Augustson og Jørn Carlsen fra København underskriver sig i 1941 som ”to glade Vandrere”, og 28. juli 1948 skriver Grethe Harmon fra Slangerup: ”Jeg glæder mig vældigt til at se Knudsens Have, som er vidt berømt blandt os Vandrere”.

   Sommeren 1946 har Jens og Ragni Kristensen fra Store Fuglede på Sjælland denne kommentar:

 

”Paa lykkelig Rejse

vi gæsted din Have

og dit Bo.

Gud giv os at rejse

vort Værk som dit i Tro”.

 

Mange giver udtryk for, at de har set fjerne og smukke egne, men overrumples ganske af det originale og ukunstlede i Knudsens Have. Blikkenslager F. Jacobsen fra Sundby noterer i august 1947: ”Har set meget rundt om i Danmark, Sverige og Tyskland, men dette her er det mærkeligste”.

   Og en gæst, der benævner sig Viggo, skriver omtrent samtidig: ”Tak for mit første Besøg hos dig Knudsen efter min Hjemkomst fra Finmarken. Tak for bod – tak for grøntsagsmod, tak for tee – Klara og jeg faar dig vel snart at se!”

   Elna Christensen fra Timring Central holder i august 1942 sin fødselsdag i haven. Knudsen spiller naturligvis for hende på træskoviolinen, og hun noterer glædestrålende i bogen: ”Den bedste Fødselsdag, jeg endnu har tilbragt – er her i Haven!”

   Det er nok hendes mand, der tilføjer: ”En vellykket Eftermiddag, som vi aldrig vil glemme, har vi tilbragt her med Familien”.

   Det går igen bøgerne igennem: Folk har hos Knudsen tilbragt nogle herlige timer, som de ”aldrig vil glemme”.

   Jens Møller fra Faarborg ved Lem (1946): ”Jeg har flere Gange gæstet Kr. Knudsens Have og har haft stor Fornøjelse og Berigelse, som jeg vil takke for”. Jovist, adskillige kom igen for at genopleve den særlige stemning, som den gamle profet formåede at skabe.

   Richard Mohrsen er en af dem, der siger: ”Kommer til næste Aar igen!” Samme person har besøgt haven sent om aftenen, men dét lod ikke til at være nogen hindring for at få Knudsen i tale. Han var – ifølge havekataloget – kun ”uimodtagelig fra kl. 12 til 14”.

   Der er flere, der takker for en dejlig aften, også ”Fredericia-Pigen”, der i september 1945 skriver: ”Vi kom lidt sent, men ikke for sent. Kristian Knudsen havde Tid lige saa længe, vi havde Tid at blive. Hvorfor har vi Mennesker egentlig altid saa travlt?”

   Denne pige fornemmede altså et andet af Knudsens karaktertræk: Han havde tid. Tid til at snakke med andre, og tid til at leve.

   Chr. Knudsens ry gik viden om. Kendt blev han over det ganske land efter Karl Bjarnhofs radioudsendelse fra Krattet i 1948, men allerede en tre måneder forinden skrev Fru Jørgensen fra Odense, fhv. kroejerske, i gæstebogen: ”Det var en virkelig Oplevelse at træffe en saa berømt Mand”.

   Nogle besøgende i august 1951 karakteriserer ham som ”et sjældent, lykkeligt og tilfreds Menneske”, mens J. K. Andersen fra Asp i juli 1953 skriver:

 

”Di Havv’, Di Sten, Di Træer,

det er flot,

Du er ret en gammel Knag

og æ Humør er jo godt”.

 

De versificerede hilsener i protokollerne er mange. Ikke alle er, som vi har set, lige heldige i sprog og form, men meningen er god nok. Peder Andersen Toft formulerer sig i juli 1942 således:

 

”Kristen Knudsen er det danske Folks Fører

i det smaa,

hvis du ikke kan det ret forstaa,

tag saa ud og se hans mærkelige Have,

se hvad han i mange Aar har kunnet lave

ud af ingen Verdens Ting –

saa kommer Fantasi og Evne ret i Sving”.

 

I juli 1940, tre måneder efter den tyske besættelse af Danmark, har ”B.H.” indføjet følgende vers, og man kan ikke frigøre sig for den tanke, at ”B.H.” er inspireret af dyrkelsen af ”de store mænd” sønden for landets grænse:

 

”En Tanke sat ned i Jord

omplantes med tydeligt Spor.

1. Knudsen sikkert bliver engang stor

og ender som Danmarks Diktator”.

 

Ser vi bort fra elendige syntakser og formuleringer, så er ”ånden” i de to sidstnævnte udtalelser – i 1940 og 1942 – ret skræmmende: ”Den danske Fører” og ”Danmarks Diktator”. Og der er ikke meget, der tyder på, at de pågældende forfattere udtrykker sig i spøg.

   Der er tale om et par personer, som i Det tredje Rige nok havde været lette ofre for den nazistiske propaganda. Thi at opfatte humanisten Chr. Knudsens ord og gerning – hvor stortalende han end var – sådan som de to har gjort det, er temmelig misforstået.

   En anden gæst, Jens Kristian Kristensen fra Videbæk, besøgte haven i oktober 1940, og hans knækprosa-indlæg i gæstebogen er én stor protest imod ”B.H.”s ord:

 

”Kristian Knudsen ”Egely” er ikke Diktator,

han vil ikke heller være det.

Han siger: saaledes tænker jeg,

men du skal ikke tænke som mig –

tænk selv”.

 

”TAG NU EN REJSE TIL EGELY UD”

Hans Clausens jord stødte, som tidligere nævnt, op til Knudsens Have, og når Clausen arbejdede i marken, kunne han på lang afstand høre Knudsen, når denne viste sine gæster omkring. Han havde en meget kraftig stemme og var uden besvær i stand til at gøre sig forståelig for selv de mest tunghøre.

   Verner Knudsen fulgte som lille dreng sin farbror rundt i haven, og det forbavsede ham, at når Knudsen havde afleveret sin forklaring og var kommet med pointen, snurrede han hurtigt omkring og gik videre til næste arrangement. Folk var selvfølgelig velkomne til at stille spørgsmål, men var der et lyst hoved blandt publikum, der lige skulle gøre sig klog eller bemærket, så havde Knudsen altid en rap replik parat. Han var ikke nem at imponere og fik altid det sidste ord.

   Som allerede nævnt kom Knudsens gæster fra alle egne af landet. Der vil være umuligt at opremse alle de personer, der har indskrevet sig i gæstebøgerne, men lad de følgende være et – om end tilfældigt – repræsentativt udvalg.

   I juli 1951 kom et par fra Rønne på Bornholm, og fra samme ø stammede familien Johansen, der i maj 1947 takker for en god eftermiddag og omtaler haven som ”en Plet paa Heden, som vi sent vil glemme”.

   Et selskab på ni personer fra Sindbjerg Redsted, Morsø, har i august 1944 ”med stor Interesse set paa den ejendommelige og smukke Have”, og fuldmægtig i Skive Markfrøkontor, Peter Ørndrup, mener, at ”de Tanker, der vækkes i din Have, gav Stof til Dage frem i Tiden”.

   Edith Sørensen fra København siger i 1947 ”tak for Skønhed, Aand og Fuglesang”, mens hornskemager fra Bøvlingbjerg, Peter Husted, takker for skønhedsindtryk og visdomsord.

   Kristen Møller i Grove, Havndal, har skrevet følgende digt om Knudsen og ”Egely” (uden datering):

 

”Jeg ved hvor der ligger en Have saa skøn,

hvor Kilderne springer og Plænen er grøn,

hvor Ord, som er sande, er mejslet i Sten,

hvor Egene luner paa knortede Ben.

 

Hver Sommer da pyntes den Have til Fest,

og Egene skærmer mod Storme hver Gæst.

Den vestjyske Bonde ta’r vel mod enhver,

en Festplads for alle, som Sandhed har kær.

 

Og biodynamisk og J.A.K.

de spirer i Grunden, som Haven er paa,

de vokser som Tanker og formes med Sten

til Klarhed for mange og ingen til Mén.

 

Kr. Knudsen er Haanden, der Haven har lagt,

ham Aanden til Haven har Sandheden bragt.

Saa Tag nu en Rejse til Egely ud,

mens Sommeren staar i sit skønneste Skrud”.

 

Jens Christensen, Kullerup Højskole, fortæller, at han i sommeren 1946 sammen med sin kone var på cykeltur i Jylland. De kom også til Videbæk og ville kigge ind til Knudsen, som de kendte fra J.A.K.-bevægelsen. Da de kom ind i hytten, sad den gamle mand ved bordet og drak en blanding af kaffe og kamillete!

   Kaffe var ellers Knudsens store lidenskab, men i tiden under og i lang tid efter besættelsen var der rationering, og man måtte nøjes med kaffetilsætning som ”Richs” og ”Danmarks”.

   Følgende vers fra Anna T. Jensen, København (juli 1948), kunne tyde på, at denne dame under et besøg i haven har lovet Knudsen et kaffemærke:

 

”Selv om ikke jeg skriver,

Tankerne hos dig bliver.

Kaffemærket, jeg loved i Fjor,

fik du først i Aar”.

 

Hans Chr. Hansen fra Vislev ved Gredstedbro skriver efter et besøg i august 1948: ”Haaber, at Du endnu i mange Aar maa virke for Sandhedens Fremgang”. Gerda og Hakon Jensen, Sorø, finder, at de aldrig har set så ”sjælden en Have”, og ægteparret Pagh betragter det, de har set som et livsværk.

1. Malantschak skriver en ”Tak til En, som spejder efter den nye Tid”, mens en person ved navn Jens Jensen i april 1948 siger: ”Tak for belærende Samtale om den biodynamiske Metode, de forskellige –ismer, Præsterne, m.m.”

   Man fornemmer, at over for denne Jensen har Knudsen rigtigt fået luftet sine kæpheste og formentlig haft held til at så nogle frø i et modtageligt sind.

   Jakob Lodahl, Damgaard ved Herning, har været på besøg i april 1946: ”Vi prøvede paa at forstaa dit store Arbejde; vi føler os lidt rigere ved at se og tale om dit Værk”. Lodahl minder Knudsen om, at han skal ”faa Violinen færdig i Juni Maaned”. Endnu en ordre på en træskoviolin.

   En anden af Lodahl-familien fik samme dag så megen smag for Knudsens Have, at han en måned senere kom igen og ved den lejlighed endog noterede: ”Paa Gensyn senere hen paa Sommeren”. Måske har den lovede violin ikke været færdig til tiden.

   Johanne Hansen, No, skriver i august 1942: ”Vi maa følge Samvittigheden, ellers forfølger Samvittigheden os”. Og hun vedføjer følgende originale strofer:

 

”HER er dejligt,

her ER dejligt,

her er DEJLIGT”.

 

Chr. Knudsen gemte ikke mange af de breve, han modtog fra taknemmelige besøgende; en del blev smidt væk, og andre klippede han i strimler, som blev anvendt til bogmærker. På en sådan bevaret strimmel kan tydes et brudstykke af en versificeret hyldest til ham. På bagsiden af papiret kan man læse, at brevskriveren var lykkelig for turen til Egely, selvom ”Petra nu hellere havde set Pengene til Turen i sin Bankbog”. Verset lyder:

 

”Lev saa i Solens herlige Skin

deroppe bag Egelys Ranker,

og prøv at lukke min Tanke ind

naar stille paa Døren den banker”.

 

Gæstebøgerne vrimler med sådanne poesibogs-rimerier. De fleste lidt ubehjælpsomme, men uden tvivl med en ærlig mening bag.

 

  ”VÆR FORVISSET OM, AT JEG KOMMER IGEN”

Det var meget almindeligt, at lokalbefolkningen inviterede udenbys gæster med til Krattet. Således også Olga Smith fra Astrup. I august 1948 havde hun familien fra Korsør med, og i gæstebogen takker hun for ”Musik, Venlighed og Kager til Børnene”.

   Der vankede altid en gratis kage eller et bolche fra børnevennen Chr. Knudsen, og af protokollerne fremgår dette med al tydelighed, som da Ingrid Sørensen, Vittrup, i juni 1948 med sin barneskrift nedfælder ordene: ”Tak for Kager”.

1. Kirk fra Lemvig har åbenbart taget billeder i haven sommeren 1950; han sender Knudsen et postkort i december: ”Idet vi takker for det dejlige Besøg vi havde i Deres ejendommelige Have i Sommer, sender jeg et Par Billeder samt de bedste Ønsker om en god Jul”.

   Følgende citat fra gæsteprotokollen er fra juli 1945 og lyder en kende mystisk: ”Kæft Kælling Kaffen Koger. Erindring fra Leonart Nielsen, København S. 11 år”.

   Kan det have været den rapkæftede københavnerdreng, der har omsat Knudsens fire K’er til dette bramfrie udbrud? eller er det Knudsen selv, der er ophavsmanden?

   Som vi allerede har set, takker mange for, at Knudsen har spillet for dem på træskoviolinen, og andre for at have fået lov at spille sammen med ham. Niels Chr. Pedersen, Rødvig på Stevns, nedkradser i juni 1947: ”Tak for Duellen”.

   Det kneb at få hilst på alle, når der kom hele busser fulde til Krattet, og det passede nok ikke Knudsen, der helst skulle have en god snak med så mange som muligt.

   En gang i 40’erne kom en af hans gamle elever fra Højmose skole, Richard Andersen, med sin familie. Der var i forvejen mange besøgende, men da Andersen præsenterede sig som en gammel elev, blev Knudsen interesseret og ville gerne opfriske minderne fra 1922.

   Svend Knudsen, Feldbæk, skildrer en episode fra sidst i 30’erne, hvor hans forældre boede i Egely. Svend selv opholdt sig en overgang derhjemme, og en dag, da Marie og Knud Knudsen var i by, havde Svend besøg af sin kæreste – og senere kone – Julia. De skulle passe husdyrene, og det mente de nok, at de kunne overkomme.

   Men pludselig smuttede gedebukken fra dem. Først hoppede den op i et kar med syrnet mælk, og derpå fortsatte den i vilde spring ud af den åbne dør og videre ned i farbroderens velpassede udstillingshave – med de uheldige dyrepassere bagefter.

   Nede i haven gik Chr. Knudsen og viste et selskab rundt. Han havde som sædvanlig alt under kontrol og gav udtryk for sine meninger om præster og partisoldater. Bedst som han stod i en længere udredning ved ”Partiernes Paradis”, stak geden sit hoved frem mellem de udstillede statsoverhoveder. Den stoppede op og kiggede ned på de forsamlede mennesker… og sagde: ”Mæææh!”

   Knudsen tabte ikke fatningen, men råbte: ”Hvor kommer du fra, din Satan?”

   I det samme fik Svend fat i halen på dyret og fik det trukket i skjul for den sikkert forbavsede flok.

   Det fremgår af nogle optegnelser, at flere af Knudsens gæster boede hos ham i nogle dage. Det har sandsynligvis været i forbindelse med f.eks. grundlovsmøderne i haven.

   Arne Pedersen, Holbæk, siger 5. juni 1947 ”Tak for Opholdet paa Egely”, og Johanne Olsen skriver dagen efter en ”Hjertelig Tak for Samværet i disse vidunderlige Dage”.

5. juli samme år nedfælder Ejnar Sørensen fra Silkeborg denne hilsen: ”Mange Tak for en herlig, indholdsrig og belærende Uge i Hytten ved Krattet. Tak for de mange Sandheder, der lidt efter lidt fandt Vej ind til min støvede, akademiske Hjerne og pustede Støvet ud”.

   Omkring Grundlovsdag 1947 skriver Meta Pedersen: ”Hold fast ved det du har, at ingen skal tage din Krone. Tak for at vi har lært dig at kende”. Og en, der benævner sig ”Emil” siger: ”Tak for alt hvad du har været for os og vist os af Livets Værdier. Glem ikke i Mørket, hvad du har set i Lyset”.

   Alle, som Knudsen kom i berøring med, syntes at sætte pris på ham og hans indstilling til livet. På et af de omtalte brevklip skriver en bekendt: ”Haaber, at du er rask og har det godt. Skulde du faa Lyst til at komme til Sjælland, saa er du altid velkommen her og mange andre Steder”.

   Havde en gæst oplevet haven i Knudsens ånd og ikke bare overfladisk, så kom en sådan gæst ofte igen. Draget af dette kuriøse og originale værk og pirret af budskaberne, som lå i arrangementerne.

   Harald Nielsen fra Brønshøj takker i 1948 ”for de Gange, jeg har tilbragt i din Have”, og Valborg Olsen fra Aarhus skriver i august 1953: ”Det var skønt at komme igen – paa Gensyn næste Aar”.

   Ejvind Vennevold fra Helsingør takker for musikken og den dejlige eftermiddag 25. august 1946; det er åbenbart hans første visit hos Knudsen, men: ”Vær forvisset om, at jeg kommer igen”.

   Enkelte blev skuffede, men det var som oftest fordi Knudsen den dag ikke var at træffe. 30. september 1941 kom J. C. Christensen fra Mellemholm nær Nibe, men den lange tur var forgæves: ”Jeg har været her for at se Haven, men det var mig en stor Skuffelse, at De ikke selv var hjemme”.

   Efter at lærer Otto Gludsted, Spjald, i begyndelsen af 50’erne var kommet til egnen, besøgte han sammen med nogle familiemedlemmer Knudsens Have i august 1953. Knudsen inviterede dem ind i sin trange hytte, hvor han sad mellem værktøj, bøger og alskens ragelse og med den uundværlige kaffekop foran sig.

   Efter en snak og en duel på violiner skulle selskabet med på rundtur i haven, og efter en grundig gennemgang udtalte Knudsen: ”Det var det! Hvis I ska’ ha’ nøj i æ mav, så ska’ I ud te Lau’!”

   ”Lau” var de lokale beboeres udtale af Lauge – og manden var Chr. Knudsens konkurrent Lauge Laugesen, der foruden udskænkning (som Knudsen) var i stand til at tilbyde bespisning af gæsterne.

   Konkurrenterne var på talefod med hinanden og nok mere kolleger. De havde hver sit haveanlæg med vidt forskellige formål, og de boede så nær hinanden (efter jyske forhold), at turisterne sagtens kunne gæste begge steder en søndag eftermiddag.

   Laugesen besøgte en gang imellem Knudsen. Ud for september 1941 fortæller gæstebogen således, at Laugesen arriverede i selskab med sin hustru og et par bekendte.

   Det var selvsagt ikke kun folk fra fjerne egne, der opsøgte Knudsen og hans have. De lokale var flinke til at komme og herimellem Knudsens egne venner. Blandt disse var købmand Charles Hansen, Opsund, hvis stærke engagement i J.A.K.-bevægelsen vi tidligere har hørt om. I august 1940 har Hansen indføjet følgende vers i bogen:

 

”Hvis du en Tur med Knudsen vanker

bruger dine Øjne, Fantasi og Tanker,

ja, med aabne Øjne og aabne øren

faar du fuldt Vederlag for 25-Øren”.

 

Knudsen så ikke så meget på, om folk var ”høj eller lav”. For ham betød det mindre, hvilken plads gæsterne havde på rangstigen, end hvordan de var, rent menneskeligt.

   Advokat Rudolf Knudsen, Videbæk, kom til egnen midt i 50’erne og skulle naturligvis også se Chr. Knudsens ejendommelige have. Den gamle havemands første replik til den unge mand var: ”Ja, du er jo sagfører – og du er go’ nok!” hvorpå han ledte sin navnefælle rundt mellem de opstillede grupper.

   På samme måde accepterede han, når han fik besøg af den gamle, svenske jernbanebørste Johan Hilding, der kom til egnen i århundredets første 10-år. Hilding og hans sønner havde gerne en kasse øl med, når de kom kørende til Krattet, og de fik gerne en festlig dag sammen med Knudsen.

   Selvom han således ikke havde hang til snobberi, så kunne han alligevel være lidt stolt, hvis kendte personer gæstede ham. Vi har allerede set det omkring Kaj Munks visit (visitter?) i haven, og det samme har sikkert været tilfældet, da skuespillerparret Manja og Poul Mourier aflagde besøg 31. maj 1953.

   Poul Mourier (1913-63) var en dengang meget kendt og anvendt parodist i radio og på grammofonplade, mens hustruen Manja var en skattet kabaretkunstner.

   Efter besøget skrev Poul Mourier i gæstebogen: ”Det var en stor Oplevelse at møde Dem og se Deres Værk og Deres Meninger”. Tredive år senere fortalte Manja Mourier (1912-91) til denne biografi, at hun og hendes mand flere gange var kørt forbi stedet på vej til engagementer, og hver gang talte de om at tage en afstikker til det berømte sted. Og så havde de den dag i maj taget sig tid til at hilse på Knudsen og se hans værk.

   Ellinor Øberg, kendt for romaner og noveller i ugeblade som f.eks. Familie Journalen og Hjemmet, besøgte som 23-årig Knudsens Have i juli 1943. Hendes hilsen i protokollen lyder:

 

”Der findes Ting, som ingen forstaar,

og Mennesker, som ingenting naar.

Men der findes og folk, som ejer det hele.

Saa glædes man, naar de gerne vil dele”.

 

Selvom læge O. Fischer-Simonsen fra Videbæk en gang havde givet Knudsen en reprimande for de mange farlige hugorme, der boltrede sig i haven og Krattet, så var denne afholdte læge ikke mere vred på Knudsen, end at også han kom på visit for at se og høre om Partiernes Paradis og Jord, Arbejde og Kapital. Han har indskrevet sit navn i oktober 1940.

   Lægens datter, Ebba, der senere blev gift Mahler, ønskede også at opleve den udadvendte eneboer i Krattet. Ebba Mahler har for en del år siden, som psykiater, redigeret en spørge-brevkasse i ugebladet Søndags BT, og i begyndelsen af 50’erne var hun med på hospitalskibet Jutlandia til det krigshærgede Korea.

   I august 1944 skriver hun – som Ebba Fischer-Simonsen – til Knudsen: ”Tak for den Oplevelse det har været at lære Dem at kende”.

   Chr. Knudsen har flere gange fortalt om, at han engang fik besøg af Kong Christian X og Dronning Alexandrine. De kongelige skal have skrevet deres initialer i gæstebogen, men det ses ikke i de eksisterende eksemplarer. Det har ikke på anden måde været muligt at få verificeret disse oplysninger.

    Derimod fik kollegaen i Brejning Fjalde, Lauge Laugesen i august 1928 uanmeldt besøg af Dronning Alexandrine med hofdame og adjudanter. Ifølge avisreferater opholdt Dronningen sig hos Else Marie og Lauge Laugesen i en god times tid, men historien melder intet om, at den kongelige bil fortsatte til Knudsen i Krattet.

   Er Knudsens udtalelser om kongebesøget ren ønsketænkning? Han skal med en vis stolthed have berettet om de fornemme gæster til familie og bekendte. ”Jæ sagde DU til Kongen!” skal han have pralet med.

   Knudsens Have blev med årene virkelig en turistattraktion, der rangerede højt på listen over landets seværdigheder. Da Herning Folkeblad i sommeren 1953 tilrettelagde en Vesterhavs-tur på 160 km for bladets læsere, var det naturligt at lade bussen begynde ved Krattet. Sidst i juni var turistchefen Ib Øhl og Folkebladets Mogens Bendixen i Egely for at tilrettelægge denne del af arrangementet.

   Som det stod at læse i avisen 30. juni – efter en længere introduktion til denne seværdighed: ”Et Besøg i Haven er ikke kedelig, og dens Ejer har lovet at være Vejviser og forklare de ikke altid lige let tilgængelige Symboler”.

   Bladet modtog så mange tilmeldinger, at der måtte arrangeres hele tre ture. Den første fandt sted 4. juli, og de 80 deltagere fik, ifølge avisomtalen, en dejlig tur ud af de 13,25 kr., som prisen var sat til. Avisen modtog fra en af deltagerne en taksigelse, hvori det bl.a. hedder:

 

”Fra Knudsens Have og Fantasi

til J. C. i Hee, hvor han hviler,

og derfra til Vedersø Kirkesti

ved Graven Kaj Munks vi dvæler”.

 

En lidt mere professionel anmeldelse står bladets journalist for, idet han skriver: ”Det var svært at forlade Chr. Knudsens ejendommelige Have i Brejning Krat. Dens skaber førte selv omkring og udlagde ved Bid og Vid de samfundsrevsende Symboler, han her har anbragt i Sandet. Den gamle Naturfilosof skaaner ingen. Alle, fra Nationalbankdirektøren til Pastor Bartholdy og Politikeren paa Rigsdagen faar sin Karakteristik, og Knudsen tager ikke med Fløjlshandsker. – Der blev lyttet og stillet Spørgsmål under Rundgangen, Havens prægtige Aakandedam blev beundret, og til sidst gav Knudsen et Musikstykke paa en af sine hjemmelavede Træskovioliner. Inden Bussen kørte videre, belønnede Deltagerne ham med Hurra og Blomster”.

 

VERDENSBERØMT

Den ejendommelige have ved egekrattet var, som omtalt, berømt ud over landets grænser. Hvert år besøgtes stedet af udlændinge fra alle egne af Verden. Også danskere, der levede under fremmede himmelstrøg, skulle ligeledes have den særprægede oplevelse med sig, når de ferierede i det gamle fædreland.

   Efterkommere af danske udvandrere lagde vejen forbi Krattet, som det fremgår af følgende pluk fra gæstebøgerne:

   Broderlandene er pænt repræsenteret. I 1946 skriver svenskeren Einar Andersson fra Lida: ”Hjärteligt tack för allt vad jag fått se o Höra under besöket i Danmarks mest egendomliga Have”.

   Året efter kom Judit Ingebrigtsen fra Mølndal: ”Takk for alt vakkert jeg har sett her”, og under august 1948 ses denne hilsen fra Bo D. Pettersson fra Åkersta: ”Denne Plads ër rik – här i från bär man alltid något”.

   Harald Hansen og Tormod Eliassen fra Finmarken kommer forbi i september 1946, og måneden forinden Emil Helmis Finsen fra Island. Fra Norge er der turister fra Kongsvinger og fra Oslo.

   I august 1953 skriver Hildegard Kletschen fra Hamburg i Vesttyskland: ”Recht herzlichen Dank für die Besichtigung des schönen ‚Knudsens Have’ und auch für die schöne Musik. Es war mir ein Erlebnis das ich ganz bestimmt mein leben lang nicht vergessen werde“.

   Et par år forinden havde der været en gæst fra Rotterdam i Holland, og samme år var der besøg fra Pretoria i Syd-Afrika. Sidstnævnte gæst har nok forstået Knudsens kærlighed til naturen, for han skriver: ”If you like Flowers – leave them!”

   Mrs. Mona Carson fra Sandon i England er gæst i juli 1942, og familien Lockswood fra Nottingham i august 1951. Nogle år før, nærmere betegnet 31. marts 1948, kom en William Payne fra Automobile Association i London på besøg. Han blev ganske overvældet og skriver disse rosende ord til Knudsen: ”In one hour you have taught me something I could never have otherwise learned in a lifetime, however long”.

   Den gamle Amerika-farer har her haft mulighed for at genopfriske sit engelske, og det er øjensynligt gået meget godt. Og mon ikke, Knudsens hjerte er svulmet af stolthed over den smukke udtalelse?

   At besøget virkelig havde sat spor hos William Payne ses af, at han kom tilbage i maj året efter. Payne, der da kalder sig Motor Mechanic med adresse i Kingswood i Surrey, havde en ven med sig, som også skulle opleve den livskloge dansker. Denne ven, V. G. Syrrell, var Occupation-Policeman og boede i Lewes i Sussex.

   Fra samme år, 1949, er denne notits af Occupation Nurse Rosalie Colman, London:

 

”Everything is passing

All the things we see

If it is good leave it good

If it is bad destroy it.

So after we have passed

Only good remains”.

 

Canada, hvor Knudsen selv havde opholdt sig gennem længere tid, er også repræsenteret. Hans Nørgaard Lauridsen fra Comox i British Columbia skriver efter en rundgang 27. november 1946: ”Dear Friend! I will always remember this day when I saw what I think the most interesting garden in the world, and the most interesting Man, from a Friend who lives on an Island in the pacific Ocean” (: Vancouver Island).

   I september 1947 kommer Andrea og Johannes Jorgensen fra Manitoba, og i maj 1948 N. Povelsen og hans familie sammen med Mrs. Larsen, alle fra Ottawa. De er ifølge med Peder Toft, som stammer fra Toftgaard ved Lem, men som på det tidspunkt boede i Alberta i Canada.

   Fra Regina i Saskatchewan-provinsen kommer Ken Ebbesen i 1949, og i juni 1951 besøges Knudsen af Agnes og Christian Nielsen fra Allingham, Alberta.

   I august måned 1951 aflagde familien Hansen fra Toronto visit i haven, og Eleanor Hansen skriver: ”Many thanks for showing us your very interesting garden. I would like to have had time to talk more to you and hear more of your ideas. I will never forget playing on the wooden shoe. Best wishes for the future”.

   Hendes danskfødte mand supplerer: “Det var dejligt at møde Hr. Knudsen, som havde en saa dyb Forståelse af Livets høje Problemer. Jeg vil altid huske Dem – selv i det fjerne”.

   Med sig havde ægteparret en tredje person, måske en datter, der underskriver sig The Little Amagerpige. Tænkeligt er det, at det er filuren Knudsen, som har givet pigen a nickname. Hun skriver sig ind med nogle eftertænksomme bemærkninger:

   ”So many people are writing in this book that I am not sure you will remember our visit. But this to sure, if we will not meet anymore in this world, we will meet in the other world. For we know the Lord created the world in order that there might be a heaven for the Human Race. By performing Uses, we are serving the Lord and our neighbors and Uses brings us the greatest happiness”.

   Vender vi os mod USA, kom der også herfra besøgende: Chris J. Brown, Minneapolis, Minnesota (august 1946), Peter M. Petersen, Kearney, New Jersey (aug. 1946), Hans C. Nielsen og S. Stenderup, begge fra Bakersfield, Califonien (1946), Robert Hansen, Sleepy Eye, Minnesota (maj 1948), Mabel Jacobsen, Chicago, Otto og Katherine Iversen fra Waukegan i Illinois (sept. 1951) samt familien Sorensen, Oakland, Californien.

   Efter verdenskrigen havde folk atter fået lyst til – og mulighed for – at rejse ud i verden. I juli 1946 ser George Vidar fra San Francisco haven for første gang, men allerede næste sommer vender han tilbage, denne gang sammen med Mrs. Dagmar Vidar. ”Jeg er glad ved at se en fornuftig Mand, der bruger Græs for Gødning”, skriver George Vidar, ”Jeg haaber, at Du vil faa mange til at gøre det samme”.

   En anden gæst skriver 13. oktober 1946 følgende i gæstebogen: ”Be good, be kind, and if you can’t – be careful”. I virkeligheden er der tale om en lettere omskrivning af et mundheld, som man brugte i England – et spøgefuldt råd ved afsked med en dame.

   Men ordene danner afgjort også en både smuk og følsom læresætning, som Knudsen uden tvivl har taget til sit hjerte.  

   Tusinder af mennesker, danske og udlændige, har opsøgt